Den italienske trøje, eller kan man lære at holde af orange?

...når man nu har fået en overdosis i sin barndoms vemodige 70'ere? 

Tjah, det er ikke lykkedes endnu, men jeg har jo lovet snoninger, så her kommer en dosis i en umiskendeligt orange farve:

 

Det meste af trøjen blev strikket på vejen til og fra årets sommerferie. Når to veninder, der til daglig strikker på toppen af hver sin bakke i Danmark, beslutter at holde ferie sammen med mænd og børn, må det naturligvis indebære strik på toppen af en 3. bakke, denne gang i Italien.

Det krævede lidt overtalelse at lokke modellen (efter Italiensturen også kendt som Ballerinaen) til at sætte sig helt ud på kanten, men ellers kunne man jo ikke se udsigten fra toppen af Monte Isola. Jeg er sikker på ingen, der læser med her, vil finde det spor underligt (eller nørdet) at slæbe et strikketøj med på vandretur. Man når jo heller ikke langt uden drikkedunken, vabelplasteret eller andre livsnødvendigheder, vel?

Nogle vil hellere brække en arm på langs end køre ned gennem Europa, men de er ikke medlemmer af Familien Kvist. Vores ferie starter i det øjeblik vi ruller ud af indkørslen, og så går det ellers afsted med gode lydbøger, frugt, slik, drikkevarer, dvd-film, og ikke mindst marathonstrik. I år havde vi 2 overnatninger både ud og hjem, så vi nåede en mini-byferie i både München og Nürnberg. Kan anbefales, for der er langt til Italien, og mere spændende end man måske lige umiddelbart forestiller sig i Tyskland.

Nå, men tilbage til den orange sag. Trods farven let genkendelig som Rasmillas skønne Linnea. Det hele er sagt før, jeg har nemlig tidligere strikket den til både øglen og mig selv i henholdsvis grå og lilla. Modellen er superlækker, let at strikke når man lige får rigtigt fat i venderækkerne, og i det hele taget en vinder. En moder bliver naturligvis blød om hjertet, når det yndige barn selv kommer med ønsket om endnu en Linnea-trøje, også selv om den skal være orange. Den grå er blevet brugt rigtig meget, så det er sliddet værd. Selv om jeg egentlig mest strikker for processen, og derfor ikke burde gentage, er der bare modeller, der er for gode til at give slip på. Måske jeg selv skulle have en mere...

 

Linnea har også fået flere af øglens veninders mødre til at overveje at genoptage strikning. Jeg har dog ikke hørt at nogen af dem skulle være kommet i gang, selv om jeg selvfølgelig har været på pletten med såvel web-adresser som løfter om at stå bi. Nu må vi se, jo flere vi kan få til at falde i gryden, jo bedre, ikke?

 

Faktaboksen:

Model: Linnea fra Rasmilla

Størrelse: 5-6 i bredden, 8-9 i længden. Den er ikke smal til datterbarnet, selv om det ser sådan ud på det øverste billede. Det er bare måden hun poserer på. Damen er høj og slank (skyldes sandsynligvis en mutation).
Garn: 256 g. Supersoft i farven Clementine fra Holst Garn. Passer godt til alt det sorte og blå denim, datteren ynder at iføre sig (de præferencer kan til gengæld godt stamme fra mine gener).
Pinde: Knit Picks Pro 4 og 4½
Ændringer: Kun at jeg strikkede ærmerne frem og tilbage, fordi jeg ikke kan strikke jævnt nok på 4 pinde. Juryen voterer stadig om hvorvidt der skal hækles en fastmaskekant rundt i halsen. Det fik den grå, og det fungerer rigtig fint.

Hot or Not? Så hot at processtrikkeren gider at strikke den (foreløbigt) 3 gange. Så hot at datteren tog den på i skolen før den var helt tør. "Pyt med det, Mor, den er da bare lidt kold".