Julefred at last.....

Et forsinket ønske om god jul fra Fru Kvist og de lokale nisser. Jeg håber I nyder juledagene og at freden hviler over jer. Jeg nåede ikke at få smidt en hilsen den 24., som det ellers var planen. Helten havde døgnvagt, og der gik overraskende lang tid med at sørge for at alle var renskurede og i deres stiveste puds, og at samtlige gaver var pakket ind og mærket med modtagerens navn. Et par af fru Kvists gaver var vanen tro fugtige endnu, og måtte pakkes ind i sidste sekund. Ungerne slægter mig på - om formiddagen viste det sig pludselig, at flere medlemmer af familien skulle betænkes med malede æsker. De var så nymalede, at de måtte med til julefest hos mine forældre i en vaskebalje, og pakkes ind på vej ind til juletræet. Nå, vi nåede det hele, men næste år vil vi helt sikkert være i god tid (yeah, right, fru K, det evige nytårsforsæt.)

Første juledag holdt vi en ekstra jul med Helten, farmor og farfar, dog med utraditionel julemiddag i form af lammekølle og abrikostærte. Anden juledag var der julefrokost i Fru Kvists familie og tredje juledag i Heltens.

Nu er vi endelig nået til en dag, hvor der ikke har været marathonspisning og familieoptøjer på programmet. Formiddagen blev brugt på bagning af rugbrød samt travetur i det helt fantastiske solskin. Ungerne fik indkaldt et par legekammerater, de trængte vist også til lidt andet, selv om de elsker jul. Derfor er der tid til at sidde her , og jeg skal da også lige have fremvist de hjemmegjorte gaver.

Fru Kvist, 5 år, har leget med perler:

Den første er lava og rød koral

Den næste er lava, røgkvarts og sort agat. Der blev også en til Yngsteøglen i små lavaperler og rosakvarts, som dog ikke lige er blevet fotograferet. Damen elsker når vi leger med perler, og jeg hygger mig også med det i mindre doser, selv om jeg sagtens kan finde på at luske mig til at strikke et par pinde også. Jo, forresten, hun har den da på i det øverste billede.

Apropos strik, coming up: strikkede julegaver.

Snydt igen

Først var der tøsetopstykket til datteren. Så var der mit eget topstykke, der endte i min mors klædeskab efter et lille uheld med pindestørrelsen. Nå, pyt, tænkte fru Kvist, alle gode gange 3. Nu kan jeg måle min pind, strikke 4. omgang i søvne og bestille mere Eclipsefarvet Supersoft fra Helle, så skulle det vel kunne lade sig gøre at få sig et topstykke?

Godt tænkt, men ikke godt nok. Der var nemlig flere der har fået øjnene op for topstykkets lyksaligheder, herunder min svigermor.

Derfor blev den fint pakket ind til hendes 60-års fødselsdag. Den vakte stor jubel, og flere forsøg på bestilling. Det sidste blev dog afvist, høfligt, men bestemt. En ting er at strikke en keedelig/meditativ model som gave til en man gerne vil glæde eller til sig selv, men på bestilling, nix.

Om jeg selv får en? Tjah, jeg har da garn liggende, nu i Safir, og jeg har faktisk ikke fået set den anden halvdel af SATC-serien, så måske.

Faktaboksen er stort set ligesom sidst, dog pindestørrelse 3,5, hvilket kan anbefales, hvis strikkefastheden skal overholdes...

Pyyh,

der er godt nok mørkt og koldt her, hva´? Der sker nok ikke noget før jeg selv får fjernet spindelvævene og tændt op, så jeg må hellere komme i gang. Der er nok at fortælle om, det er bare lige at tage sig tiden.

December har været fyldt med alt muligt, også udover de almindelige december-events i børnehave, skole, SFO, diverse julefrokoster, koncerter, Luciadag mm., der ellers sagtens i sig selv kan fylde kalenderen.

December startede med, at den ellers så initiativrige og foretagsomme yngsteøgle var syg i hele ti dage. Feber, hoste og generel mathed tog helt pusten fra hende, og mange dage blev tilbragt under et tæppe på sofaen. Gudskelov for bedsteforældrene, der lige som os kom til at savne alt hendes iværksætteri, selv om hun, som min far bemærkede, var meget nem at passe. Han erindrer ikke, at de tidligere har haft hende på besøg, uden det medførte omfattende oprydning og naturligvis deltagelse i diverse øgleinitierede lege ("Morfar, nu er du Danny" siger den lille Greasefan, der naturligvis selv er Sandy. Kun en anelse mere troværdigt, end når hendes store far bliver sat til at agere Marianne fra Vild med Dans). Nu er ungen heldigvis tilbage på fuld skrue, hendes legendariske energi er genoprettet, og hun gør sit bedste for at indhente den tabte tid.

Så blev fru Kvist påkørt, heldigvis uden der skete noget videre med hverken hende, der kørte den anden bil, eller mig selv. Jeg blev ramt bagfra mens jeg holdt stille, men slap heldigvis med nogle forstrakte ledbånd og muskler i nakke og skulder. Det gør ondt en uge, sagde skadestuelægen, og det fik han ret i, og bortset fra et mindre tilbagefald i forbindelse med bobsædekørsel, går det fint igen. Dog kan jeg godt mærke, at det har sat lidt spor - andre biler skal bare ikke komme for tæt på, og jeg, der aldrig har været bange for at køre i glat føre, fordi jeg i sin tid lærte det i Vermont, erklærede hjemmearbejdsdag hele to dage i sidste uge, bare for at slippe for at køre. Jeg skal tage mig sammen, vores hverdag er afhængig af Mor bag Rattet. Til gengæld kom jeg til at holde af mit halvgamle skrummel af en tysk stationcar (the Beast 2, som min bror nu har omdøbt den til, Obama må gerne låne den næste gang han kommer forbi). Mens den Fiat Punto, der påkørte mig, fik smadret hele forpartiet, var der kun en lillebitte rids at se på min kofanger.

Bagefter fyldte min søde Svigermor (bonus på enhver måde) 60. Så måtte Kvist Catering træde i karakter. Heldigvis kun med desserten, svenske blåbærtærter med hvid chokolade.

Der er også strik at vise i den anledning, stay tuned, til jeg lige får fundet billederne af det.

Nu er der heldigvis juleferie i den lille familie, i hvert fald for de 3 af os. Helten skal på arbejde onsdag og har døgnvagt den 24., så vi holder en ekstra juleaften den 25. Det er gjort før og fungerer godt. Sådan er betingelserne med Heltens arbejde, til gengæld har han fri resten af julen og nytåret, så det må vi så få det bedste ud af. "Jubi, så får vi dobbelt så mange pakker!" jubler ældste, mon nogen kan nænne og fortælle ham, at han får det samme antal gaver, bare fordelt på to dage?

En lang og ikke videre sammenhængende smøre om december, og det værste er, at der kommer mere. To, måske endda snart tre, strikkeprojekter er klar til fremvising.

Teitur og tallet 4

En masse strik er næsten færdigt, og jeg er dødtræt af ikke at kunne sætte en fod i mit såkaldte arbejdsværelse uden at træde ned i en kurv med et halvfærdigt projekt. Derfor har jeg besluttet at 4 projekter skal være færdige før jeg må starte på noget nyt. Tallet 4 er ikke valgt fordi jeg tror det har magiske kræfter, men nærmere fordi jeg har 4 projekter som Tag-Dig-Sammen-Tage og jeg kan få klaret uden alt for stor indsats. Det første er Teitur:

Rasmillas drengevest. Egentlig var det ikke svært at tage sig sammen til at gøre den færdig. Opskriften er supergod og mønsteret er let at lære udenad. Jeg havde helt glemt hvor sjovt det er at strikke flerfarvestrik, i hvert fald når det er fair isle-teknik. Intarsia er noget helt andet... Desuden var der en ung mand, der i hele forløbet kiggede bebrejdende på mig, hvis jeg vovede at strikke på noget andet. Argumentet om, at flerfarvestrik kræver, at man kigger på det hele tiden, og derfor ikke egner sig til f.eks. tv-kigning eller lektiesupervisering prellede helt af.

Garnet erdobbelt shetlandsuld fra Garn.dk, rester fra dette projekt. Min personlige mening er, at det gør sig langt bedre som to farver end som salt og peber-effekt, men det er jo et spørgsmål om smag. Garnet er en lille smule hårdt ved hænderne, især kanterne på pinde 4. Det er så også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om garnet. Jeg elsker den garntype, og jeg synes den får mønsteret til at stå rigtigt tydeligt frem:

Ældste og jeg havde meget sjov af vores foto-session i haven. Han ville gerne have sin elskede sixpence på hovedet, og med en klassisk vest, gummistøvler og overskyet himmel, ja så lå sådan en Rowan-agtig skulende attitude ligefor, syntes fotografen. Knægten, der har et mildt væsen, havde ikke så let ved det, så det kom der nogle gode grin ud af.


Han er ikke af natur en skuler. Måske han i virkeligheden har en del mere tilfælles med en af vores allerstørste filmhelte, der også er stolt vestebærer, lige meget om han optræder i gyserfilm eller bygger en måneraket:


Hov, jeg var lige ved at glemme faktaboksen:

Model: Teitur fra Rasmilla
Garn: Shetlandsuld fra Garn.dk i to farver (isblå og mørkeblå, mine betegnelser) fra BC-garn. Vesten vejer i alt 172 g. og langt det meste er den mørkeblå.
Pinde: Addi Turbo 4 og 4½
Ændringer: Jeg har forlænget den en del, da min søn er en lang og tynd 8-årig. Garnet er tykkere end Sannes originalgarn, så jeg har brugt maskeantallet til str. 3 i bredden. Den er ikke for bred, men det går. Til gengæld har jeg måttet love at strikke en mere, når denne bliver for lille.
Hot or not: Superhot synes mor og søn! "Kan man få den i lyserød?" spurgte yngsteøglen interesseret, da hun så den, men det ved jeg ikke lige hvad Sanne ville sige til. Alt i alt må det konstateres at den bare er et hit over hele linien. Også et overkommeligt begynderprojekt, hvis man er lidt tøvende overfor at kaste sig ud i flerfarvestrik.

Af hjertet tak...

for venlige forespørgsler.

Nej, fru Kvist har hverken meldt sig ud af Blogland eller været ramt af svineinfluenza. Mit lange fravær skyldes bare en uheldig kombination af fraværende Helt (midlertidigt, heldigvis), travlhed på jobbet og manglende søvn. Sidstnævnte skyldes kun delvis Barnet der Aldrig Sover, 5 år uden regelmæssig nattesøvn gør åbenbart også noget ved ens evne til at sove, selv når der ingen forstyrrelser er. Sene aftener med arbejde med hjem gør det heller ikke bedre.

"Man skulle tro det var dig, og ikke biiip, der er dement, Mor" udtalte ældste forleden. Vi takker for kommentaren, men efter at have arbejdet en del med demens-området, må jeg indrømme, at symptomerne har en skræmmende lighed med følgerne af kronisk søvnmangel. Jeg satser dog på, at mine er forbigående, og at jeg i fremtiden igen vil kunne koncentrere mig i flere minutter ad gangen og overvinde mit ordmobiliseringsbesvær (godt ord, ikke?)

Jeg har savnet Blogland, tænk at jeg for få år siden ikke anede det fandtes. Jeg har også savnet Helten og min nattesøvn, men nu er jeg nogenlunde klar igen.

Faktisk har jeg ikke bloggen for at brokke mig, tværtimod vil jeg helst være en lalleglad overskudsblogger, der skriver om det, der lykkes, men bare rolig, lige om lidt kommer der en rigtig post med strik og det hele....

Tøse-Amaya

Så blev yngsteøglens Amaya færdig. Den er superlækker. Fotomodellen var ikke specielt samarbejdsvillig, selv om hun normalt elsker at blive fotograferet, og lyset var elendigt, men her er fotodokumentationen:
Supergod model med god pasform. Den sidder til, men er elastisk, så jeg satser på at hun kan passe den et godt stykke tid. Især fordi jeg slog op til ærmerne med midlertidigt opslag (det hedder det vist ikke) og strikkede manchetterne den anden vej, så de nemt kan forlænges efter behov.
Det er anden gang den er færdig. Første gang havde jeg bare lavet 4 knaphuller øverst, men mor & datter blev hurtigt enige om, at det ville fungere bedre med knapper hele vejen ned, og sådan blev det.


Knapperne er fra en lokal stof- og garnbiks, og udtryk for et kompromis. "Nej Skat, du kan ikke få de der guldknapper med diamanter i midten for de er...øh...for store til knaphullerne". Til gengæld afstod Moderen så fra de lidt mere rustikke knapper i butikken, og egentlig er de små blomsterknapper vist meget fine.

Jeg får ikke megen ros, hvis damen ser hvilke billeder jeg har valgt til indlægget, for hun havde gerne set at hendes nye prinsesse-ballerinahjemmesko kom til at spille en fremtrædende rolle. Desværre var der ikke særlig godt lys til vores fotosession, og alle de billeder hvor hendes lyserøde fodbeklædning var synlig, blev uskarpe. Skoene er nu også færdigkøbte, og den eneste form for håndarbejde, der indgik i tilvejebringelsen af dem, var den form, hvor man tager sin far og snor ham flere gange om sin lillefinger.

Skal vil lige tage en faktaboks:
Model: Amaya fra Rasmilla
Størrelse: 6
Garn: Supersoft fra Marianne Svit i farven Aquamarine
Pinde: Addi Turbo nr. 3
Ændringer: Kun det lille nummer med ærmelængden.
Hot or not: Superhot, dejlig opskrift, let at gå til og med fine detaljer. Farven er helt skøn, med et grønligt spil, som slet ikke kommer til sin ret på mine billeder. Jeg vil også have en! (Og garnet er indkøbt).

Forhåbentlig varer det ikke så længe før der er mere færdigt strik. Jeg har mange næsten færdige ting på bedding. Hvis bare Tag-dig-sammen-Tage kunne komme forbi nogle dage, så skulle det hurtigt blive klaret.

I den kommende uge bliver der nok ikke strikket mange pinde. Mandag står den på date med Helten: Opera med forudgående middag et eller andet sted i Odense. Onsdag og torsdag skal jeg til Bruxelles, hvilket er usædvanligt dårligt timet, for gæt hvem der går glip af Store Strikkedag på Kulturmaskinen?

Bagefter....

...burde være mit mellemnavn.

Jeg har slet ikke nået at skrive om den superhyggelige strikkefestival, jeg var så heldig at deltage i sidste weekend i Svendborg sammen med 103 andre kvinder og 1 meget modig mand. Heldigvis har andre været hurtigere på aftrækkeren, og superfotografen har heller ikke svigtet. Mit kamera var med, men tilbragte hele weekenden i tasken, man kan jo ikke strikke og fotografere på en gang, vel? Og strikket blev der. Belært af erfaring ved jeg der skal en no-brainer med til den slags arrangementer, hvis man skal sidde og tælle og bande hele weekenden får man snakket for lidt, eller må pille det meste op når man kommer hjem, og det går bare ikke. Jeg fik strikket godt 25 % af et topstykke, men jeg havde altså også talt mig igennem pind 4 hjemmefra.

En deltager havde sendt en hilsen via Brødrene i radion, så der blev vores arrangement beskrevet af en lettere forundret studievært. Her var det så, jeg lige blev ramt af en tanke...For et stykke tid siden hørte jeg i en radioudsendelse en beskrivelse af et weekendarrangement, der var VM i krolf, som er en blanding af krocket og golf. Min første tanke var "hvem f..... gider bruge en hel weekend på krolf?????" Gad vide hvor mange lyttere, der tænkt det samme, da de hørte om strikkefestivallen? Nå, pyt med det, jeg nød det hele, først og fremmest det gode selskab, de mange idéer, det spændende foredrag, rundvisning på Hjelholt, den gode mad og meget mere.

Som en ekstra bonus var der endda en tålmodig og pædagogisk hæklefe, der påtog sig at lære mig at hækle Queen Anne-lace. Vi havde en plan om at sidde og nørkle med hæklenålen efter Ruth Sørensens foredrag lørdag eftermiddag, men det viste sig at Ruth havde så meget at fortælle, at hun først var færdig lige inden aftensmaden. Hæklekurset blev derfor udsat til om aftenen, og selv om jeg var godt træt i hovedet, tror jeg faktisk, jeg fik fat i det. Fortsættelse på denne cliff-hanger følger.....

Sådan en weekend kan virkelig booste lysten til at strikke, og selv om det har været en supertravl uge, først på jobbet, hvor vi har rigtig meget at se til, og derefter 3 x fejring af ældstes 8-års fødselsdag, har jeg grebet enhver chance til lige at få klaret et par pinde. Nu drager vi 5 dage i eksil uden internet, om mon ikke miraklet kan ske: at der bliver færdige ting at vise frem her på kanalen?

Ha´ en rigtig god uge derude, både jer der har ferie, og jer der holder hjulene i gang!