Op til overfladen, et nyt forsøg....

Jeg var lige kæk nok, da jeg for et par uger siden erklærede mig næsten rask. Det viste sig, at halsbetændelsen bare var overturen. Efterfølgende har jeg muntret mig med mellemørebetændelse (er det ikke sådan noget små børn får?) og virus på balancenerven. Det var godt nok ubehageligt, men nu er dette jo en strikke(og ævle-)blog og ikke et jammersminde, så jeg gider ikke skrive så meget om det. Kun at det er hårdt for en læsehest og erklæret net-afhængig hverken at kunne bevæge sig rundt, læse, se tv eller sidde ved computeren i næsten 14 dage. Sådan nogle dage kan godt blive ret lange, især når medicintågerne begynder at lette.

I et anfald af lettere desperation kom jeg i tanker om Jettes kommentar, hvor hun bemærker min evne til at strikke mønster uden at kigge på det. Vi taler om lette mønstre her, men alligevel, hvis man ikke kan andet, så kan man måske....strikke? Yes, når man nu lige har Ishbel i fingrene, så går det. Min smarte seng, som kan indstilles i mange vinkler, men sjældent bliver det, viser sig at kunne stilles så den støtter overarmene perfekt under strikning. Måske jeg altid skulle sidde der når jeg strikker?

Ingen, der kommer her på bloggen er vel i tvivl om hvordan et Ishbel ser ud, men her ser I Ishbel på stoffer:


Skuffende nok ser det ud som de andre, ikke noget psykedelisk over det. Denne gang den lille model, strikket i gråblåt Lucca, vejer 89 g. Ender nok som gave til veninde, der uventet er sprunget ud som En Der Går Med Blåt.

Jeg har egentlig lidt mere at vise frem, men pc-tiden er fortsat begrænset, så det følger.

PS. Undskyld for alle de mails, kommentarer mm. jeg skylder, jeg skal nok komme på omgangshøjde igen. Med tiden.....

Egostrik

Jeg har jo lovet mig selv at jeg godt må strikke lidt mere til mig selv i år end sidste år, for af en strikker at være har jeg faktisk forbløffende lidt eget håndstrik i skabet. Med min familie og mine veninder forholder det sig lidt anderledes. Her er mit nye sjal:
Opmærksomme læsere vil nok mene de har set det før, så jeg iler med at forsikre, at egoismen ikke er blevet så omfattende, at jeg har tilbageerobret det sjal jeg strikkede til min veninde. Nix, dette er et nyt Ishbel. Jeg er vild med mønstret:

Farven, som ikke er korrekt gengivet på nogen af billederne, er lysere end jeg normalt bruger til mig selv. Dybe, mættede farver er mere min kop te, men det er omsider gået op for mig, at de lidt lysere farver tit gør sig bedre sammen med de mørke, der findes i min garderobe. Sjalet er strikket fra nakken og ned, men med flere udtagninger end normalt (6 masker for hver 2 pinde). Resultatet er en facon, der egner sig bedre til at slynge om halsen som et tørklæde, end til at have hængende på ryggen, og det er faktisk ret anvendeligt. Hvis du ikke kender designeren, skulle du kigge forbi, hun laver mange fine, finurlige ting.

Faktaboksen er magen til den her bortset fra at mit sjal er lidt større. Jeg strikkede bare indtil der ikke var mere garn, så den del af det var ikke egoisme med vilje.

Dødens Gab 2

Det er længe siden sættet blev færdigt, men af førnævnte årsager har det ikke været vist frem. Der har været flere gæt på, hvordan en død fisk til en prinsesse ser ud, men jeg må beklage, den er hverken pink eller Nemo-farvet i gul og orange. Yngsteøglen, der som bekendt har en mening om alt, besluttede sig for et rosa/aubergine/tweedy vinrødt tema. Jeg har før skrevet om mine manglende talenter for selv at sætte farver sammen, men jeg kan dog alligevel the Gospel according to Fassett godt nok til at tænke, at der måtte en funky kontrast til. Det viste sig, at jeg ikke behøvede at gøre mig den helt store ulejlighed, den kommende fiskeejer havde allerede fundet på råd. Den skulle naturligvis være i sølv! Resultatet er, hvis jeg selv må sige det, ikke helt så stygt som det lyder. Der blev lige et halstørklæde til også, strikket på langs. (note to self: halstørklæder strikket på langs bliver altid længere og tyndere i brug, strik det derfor kortere og bredere næste gang).

Det er heldigt at man ikke kan se på dette billede at øglen er en lille krukke. Ungen elsker sin fiskehue og går med den stort se hver dag, også selv om hun forarget kunne meddele at en af drengene i børnehaven havde sagt at det var en LATTERLIG (med tydeligt udtalte t'er) hue.

Faktaboks:
Mønster: Fish Hat, dead or alive, fra Knitty. Tørklædet er bare retstrikkede striber over ca. 220 masker med en fastmaskekant for hver ende for at dække over farveskift. Siden er der også kommet en Scarfish tørklædeopskrift fra designeren, men mon ikke én død fisk ad gangen er nok?
Garn: 219 g. mystery yarn from stash, for nu at citere opskriften. Noget af det er ældgammelt Karisma, garn som man for 20 år siden kunne strikke stort set uopslidelige trøjer af, men som man i dets nuværende form gør bedst i at gå langt uden om. Jeg har faktisk spurgt en af forhandlerne, hvorfor kvaliteten er faldet så voldsomt, og hun indrømmede, at produktionen var overtaget af et andet spinderi. Efter min mening tangerer det vildledende markedsføring at sælge garnet under samme navn, og jeg har i hvert fald købt mit sidste nøgle. Jeg sværger på at sølvgarnet er noget jeg har arvet fra min nabo.
Pinde: Addi Turbo nr. 4, et halvt nummer mindre end opskriften foreskriver.
Hot or Not? Tjah, nu betyder hot jo ikke køn, ungen elsker huen og tørklædet, det var sjovt at strikke og meget velegnet til rester, what´s not to love?

Op til overfladen....et blabla-indlæg

Beklager stilheden her på bloggen, men Casa Kvist har været sygdomsramt. Alle andre end yngste har været syge på skift over sammenlagt 4 uger. Ikke alvorligt, men alligevel nok til at komme grus i det daglige maskineri. Fru Kvist senest, med vanlig sans for timing valgte jeg at gå ned for fuld skrue i en uge, hvor Helten havde ikke mindre end 3 døgnvagter, ikke smart. Og så kommer vi slet ikke ind på alt det, der burde være klaret på jobbet, vel? Vi må konstatere, at der her i huset bare ikke er plads til at Mor bliver syg. Hvor er det praktisk at alle sygdomme tilsyneladende har to former, den alvorlige, der kun rammer mænd, og den milde, der altid rammer kvinder og børn, så vi hurtigt kan komme i sving igen.

Nu er jeg endelig på vej op til overfladen, så her kommer det første indlæg fra min nye pc, som jeg kæmper for at beholde som Mors Computer. Man skulle tro det kunne være muligt eftersom de kære små har fået den gamle, men efter Club Penguin er kommet ind i deres liv, er de altså NØDT TIL at have en pc hver, mener de. Af en eller anden grund er de helt uimponerede over mine forklaringer om at jeg var 17 før der overhovedet kom en computer ind i mit barndomshjem. Heldigvis lykkedes det mig da at skræmme dem på en anden front: ældste har længe bedyret at han var DEN ENESTE i klassen, der ikke havde egen mobil. Ved et forældremøde viste det sig, at der var ca. 16 i klassen, der hver især var DEN ENESTE i klassen uden telefon. Måske en sag for matematiklæreren?

Da knægten godt kunne se, at dette lidet overbevisende argument nok ikke holdt vand, forsøgte han at sætte ind på en anden fløj, helt dum er han jo ikke.
Søn: "Mor, hvor gammel var du, da du fik din første mobiltelefon?"
Mor (sødt smilende): "Treogtredive, tror jeg"
Søn: " " (stum af chok).

For øjeblikket overvejes om der skal opstilles strikse regler for computer- wii- og DSI-tid pr. dag, eller om det kan klares i mindelighed. Der skal jo også være tid til analoge aktiviteter:


Apropos analoge aktiviteter, så er der også strik at vise, om end et magert udbytte efter så lang tid. Coming up.

Nye toner

Mens vi venter på at hele tre små strikkede projekter tørrer, kan jeg lige berette om en ny aktivitet, der har holdt sit indtog i Casa Kvist.

Jo, vi har fået egen violinist i familien. "Når jeg kommer i fjernsynet, Mor, så skal du sidde og græde over hvor god jeg er" mener den ambitiøse unge dame, og det lover jeg hermed, selv om jeg gætter på det varer lidt. Hvordan det lyder? Violinlæreren, som er ung, sød og meget pædagogisk, har meddelt os, at forældrenes vigtigste opgave er at støtte og opmuntre. Vores fornemste pligt er derfor at juble og bekendtgøre, at det lyder fantastisk, også når det lyder som slettet af censuren.


Det er fascinerende at se hvor meget yngsteøglen går op i det, og egentlig synes jeg hun fanger det nye ret hurtigt. Efter undervisning i dag var hun dog lidt nedtrykt, for nu har hun lært at spille på alle (4) strenge, og hvad kan der så være af nyt at lære? En hel del gætter moderen på, men hvad ved jeg om violiner?

Beretning om en forventet forelskelse

Der er ikke meget liv i den her blog, vel? Når jeg nu ikke har så meget strik at prale med, kunne jeg måske underholde lidt med hvad der foregår i stedet for. Rygsvømning kalder Helten den slags, men here goes.

Jeg har for første gang i mit liv været i Venedig. Italien har jeg besøgt ved andre lejligheder, er vild med landet og er gennem mange år blevet påvirket af flere store italienselskere i vennekredsen. Jeg har sågar engang gået til italiensk, og var lidt imponeret over hvor langt man kan nå på et skoleår, når man vælger den seriøse udgave med pensum, grammatik og eksamen. Desværre forsvinder det også hurtigt igen, men en dag...


Venedig var lige nøjagtig som jeg havde forventet. Vi var heldige at komme på et tidspunkt hvor der ikke var for varmt. Vore italienske værter mente det var vinter, men i år kan vi altså ikke regne 5 graders varme for vinter. Programmet var tætpakket, de eneste tidspunkter vi så noget af byen, var på til og fra vores hotel, der heldigvis lå et pænt stykke fra det palazzo, der var rammen om det faglige indhold. Bare en lille dosis Venedig var dog nok til at overbevise mig om, at jeg må tilbage. Nok ikke alene, for mere labyrintisk by skal man vist lede længe efter. Fru Kvist er temmelig geografisk udfordret (her kommer jeg uvilkårligt til at tænke på min søde kollegas ord om at kunne blive væk på et løbebånd). En stifinder må jeg have med.

Bonusinfo: der ligger en meget spændende garnforretning i en af de små gyder. Sjovt nok syntes min kollega ikke vi skulle stoppe der. Han ville hellere kigge på sko, men gæt om de findes i str. 46 i Italien? Godt man ikke er typen, der hoverer.

Der var optræk til karneval, og det var fascinerende, hvad de udklædte gjorde ud af det.

Efter to dage i Venedig gik turen videre til Padua, en by der ikke er nær så kendt (i hvert fald ikke som turistmål), men som bestemt også var spændende. Vores værter bemærkede vores interesse for det gamle universitet, efter sigende det tredjeældste i verden. Fluks fik de arrangeret en rundvisning, og det var fantastisk.

Fru Kvist, som har tilkæmpet sig sin uddannelse i en moderne rædsel af rustent jern og beton, kunne ligefrem mærke, hvor meget klogere man ville være blevet i sådanne historiske omgivelser.



Dette billede viser Galileis kateder. Her kan man da tale om historiens vingesus.

Portrætter af fremtrædende studerende, heraf flere danske, blandt andet Thomas Bartholin (yderst til højre i øverste række), der som den første beskrev lymfesystemet.

Helt fascinerede blev vi dog af denne dame: Elena Lucrezia Cornaro Piscopia, den første kvinde i verden, der opnåede en universitetsgrad. Året var 1678, og det gik ikke stille af, for mange mente ikke det var passende. Meget belejligt døde hun i en ung alder, hvilket selvfølgelig beviste, at en akademisk uddannelse slet ikke var noget for kvinder, og der gik da også næsten 200 år, før man igen dristede sig til at optage en kvinde.

Der er meget mere at berette om universitetet, i eksamensrummet stod en række afdøde professorers kranier f.eks. sirligt udstillet i montrer. Det kunne jeg ikke helt se for mig på SDU, min ungdoms vemodige universitet, som nævnt, jeg har studeret det helt forkerte sted.

Skoledreng angrebet af rovfisk

Sådan ser de ud sammen, sønnen og fisken.

Smukt syn, ikke?

Ældste har meget omhyggeligt selv udvalgt farverne fra lageret. Eftersom knægten er farveblind, skifter det lidt fra dag til dag, hvilken farve, han mener striberne har. Grå? røde? måske er de grønne orange og vice versa?

I hvert fald er fisken et hit, den sidder på hans hoved hver dag, og som et helt særligt mål for populariteten er den endnu ikke blevet glemt i skolen. Det er vist første gang det er sket. Ungen er lige så distræt som.....som.... så skidt da, som sin mor, så det er ikke småting, der har været efterlyst til morgensang, for slet ikke at tale om de gange, han er kommet hjem efter idrætstimer i andre børns tøj. Men fisken, den er med hjem hver dag. Den er selvfølgelig heller ikke så nem at forveksle med andre huer, selv hvis man ikke kan skelne farverne.

Faktaboks
Model: Fish Hat, Dead or Alive, Knitty, 2008
Garn: Mystery yarn fra lageret. Det melerede er noget blandet uld/bomuld fra Hjertegarn, som er lagt dobbelt, og som stammer fra dengang min nabo flyttede og efterlod mig 4 kilo garn. Det orange er noget 6-trådet sokkegarn fra det hedengangne Bendix Garn (vi savner dig, Vivian!) og det grønne er noget Karisma fra Garnstudio, et mærke jeg en gang var meget glad for, men som nu er faldt så meget i kvalitet, at det fortjener en post i sig selv og en advarsel på banderolen. 319 gram i alt for både hue og tørklæde, som ifølge ejeren skal forestille en ål. ALT FRA LAGER.
Pinde: Addi Turbo 4 til huen og 5,5 til tørklædet.
Hot or not: Spørg ejeren....men sjov at strikke.

Det er ikke gjort med at strikke én død fisk. Den næste er allerede på pindene i prinsessefarver, og med tilhørende tørklæde. Helten har også ønsket sig en, men den må lige vente lidt. Han har nogle vigtige møder og konferencer her i foråret. Ved internationale konferencer får de danske deltagere sommetider prædikatet "the jeans guys" pga. deres, nå ja, casual tøjstil. Fru Kvist er bestemt ikke den der rynker på næsen af en mand i jeans, og det er da også ulige smukkere at være the jeans guy end at være the dead fish on his head guy, så måske til efteråret...