Björk

Langt om længe: Yngsteøgle iført Björk. Det er ikke ligefrem gået hurtigt, selv om det er en rigtig Rasmilla-sag: godt beskrevet og sjov at strikke. Værket blev påbegyndt ved webstrikfestivallen. Ikke bare en, men flere gange faktisk. Kombinationen af indtagelse af rødvin (i begrænsede mængder, men oven på en travl uge) og bibelske glasmosaikker, er ikke så god når man skal påbegynde noget nyt. Det gik dog, og når man først er i gang, er det en nem og hyggelig model at sidde med.


Datteren elsker den. Forleden kom hun hjem fra skole og oplyste, at en af drengene fra klassen havde beundret den højlydt. Godt gået af en 6-årig, tænker moderen, han må da blive en god ægtemand (og svigersøn) en gang, hvis han allerede nu værdsætter håndstrik. Jeg gør mig dog ikke de store forhåbninger om at få indlemmet den opvakte unge mand i familien, for normalt indtager han en fremtrædende skurkerolle i datterens endeløse beretninger om intrigerne i 0'te klasse.

Det var mit første forsøg med Rasmillas luksusgarn, men det bliver bestemt ikke det sidste. Superbehageligt at strikke med, og det falder bare så flot. Undervejs syntes jeg, det blev mindre jævnt end når jeg strikker ren uld, men det gik helt over efter vask. Farven hedder Post og passer vældig godt til det jeans-look barnet har anlagt, efter hun har besluttet at prinsesser er so last year.

Faktaboks:

Model: Björk fra Rasmilla, str. 6-8
Garn: 250 g. af Rasmillas Luksusgarn (uld og silke, en vinderkombination) i farven Post
Pinde: Knit Picks Pro, 4 og 4½
Ændringer: Jeg droppede omslagene, der skulle være ved raglanudtagningerne, fordi jeg kom til at lave for store huller. I stedet samlede jeg bare lænken op på næste pind. Kraven er en rapport længere end angivet for at være sikker på at den kunne dække maskeopsamlingen, også når man tumler rundt og leger.
Hot or not: Superhot. Jeg vil også have en, og jeg har spurgt Sanne. Måske kommer der en voksenmodel i lidt mere chunky udgave. Hmm, kunne nu også godt bruge en i luksusgarnet. Måske man selv må til at regne....

Der er allerede strikkeprøven til en ny Rasmilla-model på pindene, og det er faktisk ikke så godt, for jeg er lige ved at strikke en fødselsdagsgave til en veninde, der har fødselsdag på torsdag....

Hattedame

10 små huer blev det til. 9 i forudsigelige babyfarver og en enkelt i lidt kækkere udgave, hver velvilligt modelleret af Thomas, som er en build-a-bear, som er en hund, som er opkaldt efter en kat, nemlig Thomas O´Malley fra Aristocats. Såvel hunden som logikken tilhører Yngsteøglen.

Der er ikke så meget at sige om huerne. Jeg bliver aldrig vild med at strikke i tynd bomuld (eller bomuld i det hele taget), og kønt bliver det jo heller ikke, hvis man bedømmer den tekniske udførelse. Til gengæld må man sige at de små varme hoveder på Cuba er vigtigere end den østfynske forfængelighed. Nu er huerne sendt af sted og havner forhåbentlig snart i en af Christines flyttekasser.

Det viste sig hurtigt, at mens det var okay at strikke huerne, så var det meget kedeligt at fremstille bindebånd. Derfor er der eksperimenteret lidt: nogle er hæklet med kædemasker, andre med fastmasker, nogle er strikke i I-cord med 2 masker, andre med 3, men de fleste er strikket som det Bente Geil kalder snupsere. Det går ud på at man strikkeopslår et passende antal masker, og derefter lukker dem af igen på næste pind. Lidt må man jo gøre for at opretholde underholdningsværdien, og fru K har aldrig været god til at gøre det samme mange gange i træk, uden mere eller mindre forsætlige variationer over temaet.

Det har været sjovt at være med i projektet, og egentlig er det ret fascinerende, hvad Strikkeblogland kan udrette, når vi løfter i flok.

Gæt en kendt

Meget har hun budt os...

den temperamentsfulde rødtop, der har huseret på Østfyn de seneste dage.


I samme periode har vi også haft besøg af den hemmelige agent nul-nul-dut.

Fra skammekrogen og direkte ind på hitlisten

- det er hvad der er sket for Pisavest 2.

Selv på en god dag er den ikke en fest at strikke - dobbelt Supersoft (eller Duo som opskriften foreskriver) på pind 3½ er hårdt for hænderne og en stensikker måde at få hul på strikkefingeren, altså højre pegefinger.


Grunden til at vesten røg i skammekrogen var, at jeg var nået næsten op til ærmerne, da jeg opdagede, at jeg havde fået rykket indtagningerne en maske i den ene side. Op med 14 cm stram rib strikket over 300 masker, og direkte i kurven med værket. Det var vist godt at det skete i sommer, hvor der ikke var ild i pejsen, for så var den nok gået op i røg.

Nu hvor den er færdig vil jeg tilgæld love, at den er alle eder og forbandelser værd! Et skønt stykke strik, som man bare flytter direkte ind i. Første gang den var med på arbejde var jeg til et Meget Vigtigt Møde med en kollega fra en anden afdeling. Pludselig kunne jeg godt se, at hun sad og kiggede på mig på en måde, der ikke bare kunne skyldes min ellers fantastisk interessante udredning af de økonomiske aspekter af ...nå, lige meget. Jeg nåede lige at overveje om jeg havde knappet min skjorte skævt inden hun udbrød "Din vest! Har du selv strikket den?" Så fik vi lige en hurtig snak om sagen. Skønt at møde en fælle blandt mugglere et helt uventet sted (mit eget kontor). Måske strikkere skulle udvikle et helt særligt håndtryk ligesom logebrødre, så vi kan kende hinanden ude i verden?

Faktaboksen
Model: Pisavest fra Designclub.dk
Størrelse: Den største, men med en strikkefasthed der muligvis er lidt til den stramme side (svært at afgøre i fast rib)
Garn: 242 g Supersoft fra Holst Garn, farve Robin´s Egg. Fantastisk farve, svær at gengive, en mellemting mellem turkis og petrol med strejf af grå og lilla. Eller noget...
Pinde: Addi Turbo 3½
Ændringer: Slidsen er lidt kortere, fordi jeg vidste at jeg ikke ville sætte en lynlås i. Jeg strikkede skuldrene sammen jvf. fru Kvists Første Lov om Montering: Sy aldrig noget, der kan strikkes. Det betød, at det eneste der skulle til, da strikkepindene havde gjort deres, var hæftning af ender.
Hot or not: Bedre end hot. En nyklassiker! Når jeg har glemt alle fortrædelighederne, kommer der muligvis en ny på pindene.

Tynd bomuld og styg banden i en god sags tjeneste

Som den kvikke læser måske vil udlede af overskriften, er Fru Kvist også gået i sving med at strikke huer til projekt "1000 huer til Cuba". Jeg kan ikke fordrage at strikke i tyndt bomuld, og huerne er noget småpilleri at sidde med, men formålet er så godt at jeg ikke kan sige nej. Hvorfor er der ikke efterspørgsel på C-PAP-veste, spørger jeg bare? Ligner det ikke grangiveligt en håndstrikket vest, den lille fyr på billedet har på?


Jeg tror nemlig på C-PAP. Yngsteøglen prøvede behandlingen som nyfødt. Ikke fordi hun var født for tidligt, men fordi hun blev taget ved kejsersnit havde hendes lunger lige brug for lidt hjælp til at folde sig helt ud. Enhver, der kender den unge dame vil vide, at hun helt fra babystadiet har været i besiddelse af et par endog yderst velfungerende lunger.

Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe. Indtil videre er jeg ved at have færdiggjort 5 huer, der dog stadig mangler hæftning og bånd. Jeg er sikker på vi ved fælles anstrengelser nok skal nå 1000!

Hvis du ikke har set opfordringen, og kunne tænke dig at strikke et par huer eller 10, så kan du læse om projektet her.

Den gensplejsede Kiwi

ja, for den kan da ikke være helt naturlig i disse farver, vel?

Heldigvis ved jeg, at den har en smuk rød søster i Frankrig så vi er flere der ikke synes, at Kiwier behøver være grønne og brune. Medmindre vi skal spise dem, altså. Sønnen elsker sin trøje højt og har boet i den siden den blev færdig. det var ham, der insisterede på de blå farver. Han elsker blåt ligeså højt som jeg gør, men dog af lidt andre årsager, tror jeg. Knægten er nemlig farveblind, så en masse farver på den brun/grøn/røde del af spektret flyder sammen for ham, men blåt, det kan han se. Heldigt at han er sådan en skandinavisk Emil-fra-Lønneberg-type (og her taler vi udelukkende udseende, Emil-personligheden ligger tættere op ad en anden lille person i min husholdning), der ser skøn ud i alle former for blåt og gråt.

Jeg havde oprindeligt en plan om at de fine vævestrikkede mønsterborter skulle strikkes i den funky Calypso, der er lidt overvældende alene, men rigtig fin netop til små accenter hist og her. Nix, nope, never, det kunne jeg godt glemme, jeg havde lovet sønnen farver efter eget hoved, og det blev Eclipse og Surf. At der ikke er tale om tilfældig udvælgelse kan jeg garantere. Ungen har nemlig skudt en håndholdt og meget rystet dokumentar om udvælgelse af garn med sig selv som både hovedperson og kameramand.

Processen blev trukket lidt ud, dels ved tanken om den omfattende montering, der følger med modellen, der var virkelig noget for Tag-Dig-Sammen-Tage at gå i gang med, dels fordi mit enlige nøgle Surf pludselig var forsvundet fra jordens overflade. Trods omfattende eftersøgninger var det pist geschwunden, og dukkede helt forventeligt først op, da jeg havde givet op og bestilt nyt hos Helle. Af uforklarlige årsager havde garnet taget ophold i Yngsteøglens strikkekurv, mere om den senere. Som ekstra bonus har trøjen forårsaget at vi har fået nye pærer i stort se alle husets læselamper. Den mørkeblå farver er rigtig svær at se i kunstigt lys, og her i vintermørket bliver det ikke til meget strik i naturligt dagslys.

Monteringen tog sin tid, selv om ærmerne er strikke direkte på bullen, og derfor bare skal syes sammen. Til gengæld skal der syes en kant fast på hætten, der skal monteres en lynlås, der skal strikkes en kant i hver side til indersiden af lynlåsen, og de skal naturligvis også syes på. Gab, det er altså bare sjovere at strikke end at sy, selv om resultatet er anstrengelserne værd.

Mon ikke vi er nået til faktaboksen
Model: Kiwi fra Annette Danielsens Hønsefødder og Gulerødder
Garn: Supersoft fra Holst Garn i farverne Eclipse og Surf. Der er brugt 375 g. i alt, heraf max 25 af mønsterfarven.
Pinde: Addi Turbo 4
Størrelse: Ca. 10, slank model. opskriften går til 8, da Annette D ikke mener ældre drenge vil gå i håndstrik. Den er, som det nok fremgår af billederne ikke ligefrem for stor, så Yngsteøglen er begyndt at stirre sultent på den, men foreløbig tilhører den dog sønnen.
Ændringer: Jeg har gjort modellen større. Min søn er en høj slank 9-årig, så jeg har taget maskeantallet til str. 8 og så forlænget trøjen. Jeg har også lavet ærmerne lidt bredere. Dette er let gjort, for der er ingen ærmegab, så det er bare et spørgsmål om hvor langt nede på ryg og forstykke man starter med at samle masker op til ærmer. Desuden har jeg lavet en "Sanne B-kant", som jeg ikke kan fotografere i close-up i det mørke garn. Den oprindelige kant langs lynlåsen er en lænkekant, altså hvor man løfter første maske af og strikker sidste maske ret på alle pinde. Den kan jeg ikke strikke, så jeg bliver tilfreds, eller for den sags skyld så den bliver ens i begge sider. Derfor har jeg gjort som på mine højt elskede Linnea og Amaya: første maske strikkes ret på alle pinde, anden maske strikkes ret på retpinde og løftes af uden at blive strikket foran arbejdet på vrangpinde. Det kræver en ekstra maske i hver side, men det giver en rigtig god kant til montering af lynlåsen.
Hot or Not: Vældig hot synes vi begge. God og gennemtænkt model med mange fine deltaljer (som man først værdsætter, når man har overstået monteringen, jeg siger det bare).

Velkommen til 2011

Ja, for det er vist lidt sent for både god jul og godt nytår. Sidste del af 2010 blev meget travl her i huset. Der var alverdens ting på jobbet, der liiige skulle være færdige inden årets udgang, og på privatfronten stod hele december i ungernes tegn.

Vi nåede det vi skulle, i hvert fald på papiret. Der var ikke megen tid til afslapning, mange dage nåede jeg stort set ikke at sidde ned før det var sengetid. Den slags bærer straffen i sig selv for mig: ud over at jeg ikke når at sætte mig ned med mine elskede pinde og bøger (nå ja, og ditto husbond, for den sags skyld) afregnes kontant for stress og jag med manglende nattesøvn. Det giver yderligere stress, og så kører rumlen.

Ikke overraskende er mit nytårsforsæt derfor, at der skal mere ro ind i hverdagen. Og så naturligvis mere tid til at være nærværende i blogland, både med egne indlæg og kommentarer til andre. Har man hørt det før? Absolut, men derfor kan det jo godt være alvorligt ment. Det ville heller ikke skade, hvis der ligefrem var et lille værk at vise frem i ny og næ. Måske man skulle gå over til pulsvarmere, så antallet af enheder kunne stige lidt? Eller hvad med at starte en produktion af næsevarmere? Selv i mit tempo skulle det vel kunne lade sig gøre at forsyne familie og venner med denne nyttige, men hidtil sørgeligt oversete genstand til næste jul.

Nå, men hvad gør man, når man ikke har tid til at strikke, men heller ikke kan undvære det? Jeg har jo været der før , så jeg har recepten klar:

1. Vælg en opskrift fra en designer, du stoler på. Det vil sige en, du ved både kan designe, skrive og regne. Den slags hænger som bekendt ikke på træerne.
2. Vælg garn, hvis gode egenskaber allerede er testede.
3. Udvælg dit offer omhyggeligt, det skal være en lille person, subsidiært et tøjdyr.
   

Ad 1: Mini fra Designclub.dk
Ad 2: Supersoft fra Helle Holst
Ad 3: Violinlærerens 8 uger gamle søn


Jeg skal beklage billedkvaliteten. Trøjen blev fotograferet i stor hast, da den lille fyr skulle have den med til jul i Nordsverige, hvor der, hvor utroligt det end lyder, var endnu koldere end her.

Halvhjertet faktaboks:
Jeg har ikke lige fået den vejet, men den er strikket på p. 3, addi turbo, og mon ikke der er gået mellem 50 og 75 g. til str. 6-12 måneder? Farven er den smukke Sapphire, rester fra mit eget topstykke. Ingen ændringer, ud over at ærmerne er strikket frem og tilbage. Skøn og anvendelig model.

Det er dog ikke det hele: jeg har også en Pisavest, men nu er det altså sengetid. Desuden er der en gensplejset Kiwi, der bare venter på en lynlås. (Man skal vist være strikker for at den sætning giver mening!). Den kommende ejer rykker dagligt, så måske man skulle tage sig sammen.