Små ting på store pinde 2, Haven, nu som cirkel

Yngsteøglen skulle selvfølgelig også ekviperes til vinterbrug. Hun fik en superlækker vinterjakke sidste år, som var rigelig, så den klarer en sæson til. Den er knaldrød, så derfor er der visse begræsninger på tilbehørets farve. Synes moderen altså. Datteren har lige valgt et par neongrønne handsker, hun er ikke så sart.

Netto havde lækker blød uld til salg. Jeg er fiberfundamentalist, men ikke garnsnob, så jeg indkøbte en lille stak råhvidt. Det er 100 % uld, og løber 95 meter på 50 gram. Det holder rigtig fint i brug og er blødt nok til at bære på huden. Det er heldigt nok, for det er blevet til en hue og en halsting (cowl?) til Yngste.

Huen er Hellas Hue fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin strik. Det var den, jeg aldrig fik strikket på hendes kursus, fordi min bambusstrømpepind (særligt indkøbt til lejligheden) flækkede på langs. Det er et overstået kapitel nu, strømpepinde er so last year, Magic Loop styrer! Huen var lynhurtig, faktisk strikkede jeg den en søndag eftermiddag mens Yngsteøglen skrev en epistel om klassebamsens oplevelser på weekendbesøg hos os. Fin rollefordeling, og gudskelov hun er blevet stor nok til at klare den slags.

Fans vil muligvis genkende et Kim Hargreaves-design om damens hals. Der er tale om skønne Haven, som jeg har strikket i diverse udgaver til min mor, bonussvigermor, og mindst to veninder. Datteren ville dog have et rundt halstørklæde, og ikke et langt, forklarede hun. Nemt nok, jeg lavede en midlertidig opslagning ved hjælp af en hæklet luftmaskerække, strikkede tørklædet så langt som det skulle være (og det var temmelig langt, mente den unge dame) hvorefter jeg strikkede enderne sammen fra bagsiden. Superlet, og vældig praktisk med sådan et tørklæde, der altid bliver hvor det skal og aldrig bliver viklet ind i alt muligt.

Faktaboks, hue:
Model: Hellas huer fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin Strik
Garn: Uldgarn fra Netto, 34 gram
Pinde: Knit Picks Pro nr. 7
Ændringer: Er gået en pindestørrelse ned, da damens hoved ikke helt har antaget voksendimensioner.
Hot or Not: Damen går med den, og enhver, der kender små selvbevidste piger ved hvad det betyder.

Faktaboks, Cowl:
Model. Haven af Kim Hargreaves fra Heartfelt
Garn: Uldgarn fra Netto, 152 gram
Pinde: Knit Picks Pro nr. 7
Ændringer: Har strikket enderne sammen til cowl-facon i stedet for aflangt tørklæde
Hot or Not: Se under huen.

Små ting på store pinde 1, Lamaklaphatten

Små ting på store pinde, det er hvad det er blevet til det sidste lange stykke tid. Det er fint nok for ungerne, der har fået nyt vintergear, men substandard for en der elsker pind 3,5 mest. Nå, men I bestemmer jo selv om I gider se mine værker, og jeg har faktisk et par ting på små pinde undervejs også.

Lamaklaphatten er min udgave af Jared Floods Turn A Square. Der er således ikke tale om en klaphat, og faktisk indgår der heller ikke lamauld i projektet. Sønnen har selv døbt den, og navnet skyldes, at den blev strikket mens vi for andet år i træk tilbragte efterårsferien i mine forældres sommerhus på Nordfyn. Huset ligger i et område, hvor det vist ikke er nogen overdrivelse at sige, at der er fred og ro. I hele sommerhusområdet er det faktisk umuligt at købe så meget som en ispind, noget nogle af os nyder meget. Af det begrænsede udvalg af aktiviteter, der byder sig til, ud over vandreture i den skønne natur, er lamaklapning en klar favorit.

Beskuelse af skotsk højlandskvæg er en anden favorit, men hvis man læser om højlandskvæget, får man ganske forskellige meldinger om deres temperament, så hidtil har vi ikke klappet på dem, selv om de ser superbløde ud.

Men lamaklapning, det er noget der giver ro i sjælen. Lamaerne bevæger sig med en misundelseværdig ro og overlegenhed, de er i bogstaveligste forstand meget imødekommende, lader sig allernådigst klappe, og indtil videre er ingen af os blevet spyttet på.

Forresten er det en overdrivelse at kalde vores uldne venner lamaer. Der er tale om en krydsning mellem lama og alpaca, fortalte en af ejerne os engang. Så bliver de nemlig mindre og klogere. Så ved vi det. En opløftende tanke for os, der ikke hører til de højeste.

 

Nå men det var huen vi kom fra.

Faktaboks:

Model: Turn a Square

Designer: Jared Flood

Pinde: Knit Picks Pro str.4,5

Garn: Supersoft fra Holst Garn i farverne Graphite og Peacock. I alt 32 gram, heraf mest af den grå. 

Ændringer: Ingen

Hot eller not: Hot siger knægten, let men alligevel varm, og så kan den gå under cykelhjelmen. Desuden er det sjovt at cirklen bliver til et kvadrat undervejs, ikke mindst når man er 11 år og lærer geometri.

Bemærkninger: Så vidt jeg husker er den smukke Peacock udgået. Ældste har sin helt egen cone af den, som blev indkøbt i sidste øjeblik, fordi han synes det er den smukkeste farve i verden. Han er farveblind, men kan godt se blå farver, så det er tit dem han vælger. Nu ønsker han sig et påfugleblåt halstørklæde, og hvem kan stå for det?

Så, det var da temmelig meget suppe kogt på et lillebitte projekt. Det har snart taget lige så lang tid at skrive indlægget som at strikke huen....

På langfart med sære sokker

Jeg har ved flere lejligheder beskrevet mine forbehold overfor sokkestrikning, og min manglende dømmekraft, da jeg valgte en sokkeelskende mand med fødder i størrelse 46. Jeg bliver jævnligt mindet om, at jeg ved vores bryllup lovede (ud over at elske & ære) at strikke et par sokker årligt. Vi har nu været gift i 6 år (de 15 års forudgående papirløst samliv tæller ikke i denne forbindelse, thank God), og jeg er 5 par sokker bagud. Det kunne have været (en lille bitte smule) værre, men jeg er stadig optimist (og gift). Jeg elsker at nørde med nye strikketeknikker, så måske man kunne finde en teknik, der gør det sjovt at strikke sokker? Når jeg skriver sjovt, mener jeg selvfølgelig udholdeligt. Jeg har derfor indkøbt 2 bøger af Melissa Morgan-Oakes med det formål at lære at strikke 2 sokker at gangen henholdsvis oppefra og nedefra på en meget lang rundpind.

Det går vældig fint, og foreløbig er det faktisk meget underholdende. Om det så er glæden ved at mestre (eller, mestre er måske en temmelig stort ord her) en ny teknik, eller det virkelig er en fest at strikke sokker, tja, det må tiden vise. Det ser skørt ud, men det fungerer, selv om jeg i starten havde mine tvivl. Det hele var bare et stort virvar af wirer og sammenfiltret garn, men efterhånden kom der form på det.

Overvejede for overskuelighedens skyld at strikke 2 forskellige farver sokker, men frafaldt. Hvis det nu ikke gik godt, ville man ikke bare blive ramt at second sock syndrome, men faktisk second og fourth sock syndrome på en gang. Det går også OK med at holde de to garnnøgler adskilt. Måske fordi jeg kom til at starte to forskellige steder i farveforløbet. Jeg havde frygtet man kunne komme til at strikke sokkerne sammen, og selv om Heltens foretrukne gangart er let slentrende, er jeg ikke sikker på han vil være helt tilfreds med at skulle bevæge sig omkring som Snøvsen.

Helten er på kursus og konference for at blive klogere på akut ultralyd og akutmedicin i al almindelighed, og tænk, om ikke fru K har fået lov til at komme med. Jeg har før berettet om Heltens faglige arrangementer, og hvorfor man skal holde sig på klar afstand af dem med mindre man nærer en brændende interesse for andre menneskers indre bløddele, men denne gang var der trumf på. 7 dage på 5-stjernet luksushotel i Tyrkiet og 28 grader varmt badevand, den er svær at slå på en kold dansk efterårsdag. Læg dertil, at stort set alle dagene er mine egne til at bruge til læsning, strik, badning samt te- kaffe- og ikke mindst cocktailindtagning.

Det er lige til at holde ud. Til gengæld regner Helten nok med, at al denne lediggang fører til færdige sokker, selv om jeg godt nok kom til at tage et sjal og noget jomfrueligt garn med også. Vi får se hvad der trækker mest....

Den italienske trøje, eller kan man lære at holde af orange?

...når man nu har fået en overdosis i sin barndoms vemodige 70'ere? 

Tjah, det er ikke lykkedes endnu, men jeg har jo lovet snoninger, så her kommer en dosis i en umiskendeligt orange farve:

 

Det meste af trøjen blev strikket på vejen til og fra årets sommerferie. Når to veninder, der til daglig strikker på toppen af hver sin bakke i Danmark, beslutter at holde ferie sammen med mænd og børn, må det naturligvis indebære strik på toppen af en 3. bakke, denne gang i Italien.

Det krævede lidt overtalelse at lokke modellen (efter Italiensturen også kendt som Ballerinaen) til at sætte sig helt ud på kanten, men ellers kunne man jo ikke se udsigten fra toppen af Monte Isola. Jeg er sikker på ingen, der læser med her, vil finde det spor underligt (eller nørdet) at slæbe et strikketøj med på vandretur. Man når jo heller ikke langt uden drikkedunken, vabelplasteret eller andre livsnødvendigheder, vel?

Nogle vil hellere brække en arm på langs end køre ned gennem Europa, men de er ikke medlemmer af Familien Kvist. Vores ferie starter i det øjeblik vi ruller ud af indkørslen, og så går det ellers afsted med gode lydbøger, frugt, slik, drikkevarer, dvd-film, og ikke mindst marathonstrik. I år havde vi 2 overnatninger både ud og hjem, så vi nåede en mini-byferie i både München og Nürnberg. Kan anbefales, for der er langt til Italien, og mere spændende end man måske lige umiddelbart forestiller sig i Tyskland.

Nå, men tilbage til den orange sag. Trods farven let genkendelig som Rasmillas skønne Linnea. Det hele er sagt før, jeg har nemlig tidligere strikket den til både øglen og mig selv i henholdsvis grå og lilla. Modellen er superlækker, let at strikke når man lige får rigtigt fat i venderækkerne, og i det hele taget en vinder. En moder bliver naturligvis blød om hjertet, når det yndige barn selv kommer med ønsket om endnu en Linnea-trøje, også selv om den skal være orange. Den grå er blevet brugt rigtig meget, så det er sliddet værd. Selv om jeg egentlig mest strikker for processen, og derfor ikke burde gentage, er der bare modeller, der er for gode til at give slip på. Måske jeg selv skulle have en mere...

 

Linnea har også fået flere af øglens veninders mødre til at overveje at genoptage strikning. Jeg har dog ikke hørt at nogen af dem skulle være kommet i gang, selv om jeg selvfølgelig har været på pletten med såvel web-adresser som løfter om at stå bi. Nu må vi se, jo flere vi kan få til at falde i gryden, jo bedre, ikke?

 

Faktaboksen:

Model: Linnea fra Rasmilla

Størrelse: 5-6 i bredden, 8-9 i længden. Den er ikke smal til datterbarnet, selv om det ser sådan ud på det øverste billede. Det er bare måden hun poserer på. Damen er høj og slank (skyldes sandsynligvis en mutation).
Garn: 256 g. Supersoft i farven Clementine fra Holst Garn. Passer godt til alt det sorte og blå denim, datteren ynder at iføre sig (de præferencer kan til gengæld godt stamme fra mine gener).
Pinde: Knit Picks Pro 4 og 4½
Ændringer: Kun at jeg strikkede ærmerne frem og tilbage, fordi jeg ikke kan strikke jævnt nok på 4 pinde. Juryen voterer stadig om hvorvidt der skal hækles en fastmaskekant rundt i halsen. Det fik den grå, og det fungerer rigtig fint.

Hot or Not? Så hot at processtrikkeren gider at strikke den (foreløbigt) 3 gange. Så hot at datteren tog den på i skolen før den var helt tør. "Pyt med det, Mor, den er da bare lidt kold".

Snoningens år

Eller: hvad har hun dog lavet i al den tid, 2:

For meget lang tid siden blev der indkøbt garn og opskrift på Liva fra Rasmilla på en messe hvor Sanne og Co optrådte med en stand. Opskriften var ny (jep, så længe er det siden), og jeg prøvede en model i størrelse M. "Den skal være 6 cm længere, men ellers passer den perfekt" fastslog Sanne med kendermine. Godt så, hjem og i gang. Min strikkefasthed var for løs, men regne, regne, regne, målene passede faktisk perfekt hvis jeg tog maskeantal til str. S og længden i M + 6 cm.

Skønt strikketøj, som altid med Sannes opskrifter kan man glæde sig over de mange fine detaljer. Den var hurtigt strikket i 3 dele (Sanne elsker sidesømme), og så skulle den ged jo være barberet. Men ak, en hurtig prøvning afslørede, at den var en hel del for lille. Hm, det kan der jo være flere forklaringer på, hvoraf ingen er særligt smigrende for fru K.

1. Måske husker jeg forkert, det var ikke en M, men en L jeg prøvede i sin tid. (Indrømmet, hukommelsen er ikke altid min bedste ven)
2. Jeg er dårligere til at regne end jeg selv forestiller mig (Ikke godt, regning er en stor del af min hverdag på jobbet, men på den anden side kunne det måske forklare nogle af sundhedsvæsenets økonomiske problemer?)
3. Måske er jeg simpelthen vokset en størrelse siden messen ( for grum en tanke til at overveje nærmere)

Der er selvfølgelig flere løsninger. Hvis det var koldere i vejret kunne projektet blive kyleti pejsen. Jeg kunne også forære den til en slankere person, eller trævle hele projektet op igen. Løsningen blev dog mindre radikal: Vendestrik er min ven. Jeg har simpelt hen strikket kiler i siderne i vendestrik, og hvis jeg selv må sige fungerer det ret godt. I tusmørke og den rigtige vinkel kan kan måske ligefrem få den idé at det var meningen.

Jeg har vendt idéen med Sanne (no pun intended), tidligere på året var jeg nemlig så heldig at komme til strikkeaften i hendes fantastisk hyggelige garnforretning på Amager. Væg-til-væg strikkende kvinder, og et par gode strikkeveninder lokket med, min sjæl, hvad vil du mere? Har I forresten bemærket, at Rasmilla nu skal til at holde åbent hver dag? Må se om jeg ikke kan få rodet mig ind i lidt flere kurser og projekter, der bringer mig til København jævnligt. Selv om webshoppen fungerer upåklageligt, er der nu ikke noget som at være der selv.

Hov, glemte jeg faktaboksen?

Model: Liva fra Rasmilla
Garn: 206 g. Rasmillas yndlingsgarn (vejet efter vask og med knapper, så måske man kan nøjes med 4 nøgler. Det hjælper måske hvis man vælger den rigtige størrelse fra starten). Farven hedder jeans og er gråblå som på det første billede.
Pinde: Knit Picks Pro 3 og 3½.
Ændringer: Nød lærer nøgen kvinde at strikke kiler i vendestrik. Vesten er 6 cm længere en modellen.
Hot or Not: Hot. Garnet er lækkert og blødt, og kan sagtens bæres direkte på huden hvis man ønsker at bruge vesten som en top. Jeg har ikke lige fået taget et på-billede, men jeg kan oplyse at vesten sidder fint, selv om jeg altså ikke når op på siden af Sannes smukke model på smækkerhedsskalaen. Mindre kan vel gøre det (håber jeg).

Stay tuned, der kommer mange flere snoninger i nær fremtid.

Hvad har hun dog lavet i al den tid?

Exhibit 1 Et nyt forsøg på en fødselsdagsgave.

I min familie er vi allesammen flittige læsere, og der er derfor ofte bøger i pakkerne til jul og fødselsdag. Derfor kan man jo komme ud for, at man kommer til at give en bog, som modtageren allerede ejer. Det er sjældent et problem: en tilgodeseddel til en boghandel får hurtigt ben at gå på. Der, hvor det kan blive lidt pinligt er, når man kommer til at forære en bog væk, som modtageren ikke bare allerede ejer, men også ved en tidligere lejlighed har fremvist til den glade giver. Det skete for mig sidst min søster havde fødselsdag, og så måtte der jo handles hurtigt.

Heldigvis havde jeg anskaffet mig mønsteret på skønne Color Affection, og min svigermor havde lige en cone fra Helle på  lager i søsterens yndlingsfarve, Calypso. Så var det bare at komme i gang. Det meste af sjalet er strikket på en køretur til og fra Paris i foråret. Det er en utrolig nem opskrift, en af dem der deler vandene: nogle vil sige at det er kedeligt at strikke med alle de retriller, mens andre, herunder fru Kvist, finder det meget meditativt med strikketøj, der kan glide mellem fingrene af sig selv, mens man koncentrerer sig om andre ting. I dette tilfælde varetager opgaven som velfærdsofficer i bilen og distributør af frugt, slik og drikkevarer undervejs, samtidig med at der lyttes til lydbog og gives gode (om end sjældent værdsatte) råd til chaufføren. "Du kører hele vejen", som Helten udtrykker det, "jeg holder bare rattet". OK fordeling, han kan jo ikke strikke, vel?

Nå, men tilbage til sjalet: Jeg er vild med det og må også have strikket et til mig selv. Jeg elsker når ting er asymmetriske med vilje, hvor imod små skævheder (i selvfabrikeret strik) forstyrrer mig i en sådan grad at jeg hellere piller mange timers arbejde op end lever med det.  Jeg har lavet om på sjalet, for egentlig skulle det være i tre farver, men jeg kunne ikke lige komme i tanker om, hvilken farve, der ville gøre sig sammen med den koksgrå og den limegrønne, der er superflotte sammen. "Gul eller orange" foreslog en farveelsker, hvis navn er redaktionen bekendt, men det er farver, der dårligt nok indgår i mit ordforråd for slet ikke at tale om garnlageret. Eller, det vil sige, sådan var det. Min meget selvstændigt tænkende datter har fået lavet lidt om på det. Jeg har også lavet kanten grøn i stedet for grå. Det er med vilje, for jeg ønskede et grønt sjal med grå striber, ikke et gråt og grønt sjal.

Faktaboksen
Mønster: Color Affection fra 100% Rain AKA Veera Valmäki
Garn: Supersoft fra Holst Garn i farverne Calypso og Oxford
Pinde: Knitpicks, så vidt jeg husker 3½ (måske 4?)
Størrelse: 2,2 meter langt og 38 cm bredt på det bredeste sted.
Vægt: 145 gram i alt, mest af den grønne.
Ændringer: Se ovenfor, kun 2 farver, grøn kant i stedet for grå.
Hot or not? Superhot!

Hvis man ikke kan vende tilbage med et brag...

- kan man da altid forsøge sig med et lille pip, og så se, om der er nogen, der hører det.

Jeg har ikke været her i lang tid. Der er ikke sket voldsomme ting i Casa Kvist, men der er heller ikke blevet strikket alt for meget til fremvisning.

Vores forår var ekstremt travlt - vi havde begge fået samlet en voldsom bunke af kurser, seminarer og konferencer, så det har været lidt af et puslespil at få det hele til at hænge sammen.

For det ikke skulle blive for nemt, har vi også haft udvidet familien siden starten af april. På vores skole blev annonceret ankomsten af en japansk gæstelærer, så hvis nogle familier lige ville melde sig som værter... Sådan noget er lige Helten, så pludselig var mit højt elskede eget værelse (kaldet arbejdsværelse, i realiteten krea- og gæsterum, hjemmearbejde foregår næsten altid i køkkenet) inddraget og den japanske lærer flyttet ind. Han har boet her siden, kun afbrudt af en måneds Tour de Europe i juli. I torsdags afleverede vi ham hos hans næste værtsfamilie.

Det har været sjovt og lærerigt for alle parter. Vi har fået både be- og afkræftet en masse myter om Japan. Vores gæst har været sød, sjov og forbløffende let at passe ind i vores familieliv. Vi har fået et værdifuldt indblik i hinandens kulturer og en masse god japansk mad! Heldigt nok underviser han i skolekøkken, og diverse retter må naturligvis afprøves før de præsenteres for skolebørnene. Meget har undret ham; "not normal in Japan", er en sætning, der har lydt mange gange. Jeg har kun godt at sige om oplevelsen, men det har også krævet tid og overskud. Det er utroligt, hvad man kan blive spurgt om, og det er gået op for os, at DK på mange områder ikke er et land, der gør det nemt for udlændinge at begå sig i det daglige. (Ja, jeg mente blandt andet jer, DSB og Offentlige Myndigheder). Han knokler løs for at lære dansk, ikke helt let, når man kommer fra et land hvor bogstavet R er ikke-eksisterende, og hvor hver konsonant kræver egen stavelse for at kunne udtales. Læg hertil at man heller ikke magter blødt D og Ø, noget af en udfordring. Der er blevet spillet fodbold med ungerne, skak med Helten og fru Kvist har lært ham...ja, gæt selv. Det har fyldt rigtig meget, men helt sikkert været det værd.

Nå, men nu er vi os selv igen, og kan gå med bar r*v i eget hjem, som Helten så poetisk udtrykker det, og i morgen starter hverdagen igen. Var det ikke en passende anledning til at komme op på hesten igen, og præsentere en (meget) lille parade af færdige og halvfærdige projekter? Måske man endda kunne gå så vidt som til at få lagt værkerne ind på Ravelry.