Velkommen til 2014

- det må vel være en passende overskrift for en sløv blogger, der hverken fik ønsket god jul eller godt nytår her på bloggen.

Jeg er ikke for spids til nytårsforsætter, men mon ikke jeg kan love at tilstræbe lidt mere aktivitet på bloggen?

2013 har været et godt år på mange punkter, men ikke et stort strikkeår og bestemt ikke et godt blogger-år. Helt forudsigeligt er mine planer mere strikketid, mere bloggetid og mere tid til at læse og kommentere blogs.

Jeg kan se rundt omkring at der bør laves en strikkestatus. Okay så, i første omgang en liste, efterfølgende følger billeddokumentation.

1 par sokker, (faktisk næsten 2 par!) til Helten
2 gange Lene Samsøes Tara-tørklæde fra Mere Feminin Strik.
1 Lady Marple
1 Grantræ fra Marianne Isager
1 Vanilla fra Helga Isager
1 Eva-sjal fra Arnika
1 Dryad fra Jared Flood (i en farve der muligvis vil give JF tandpine)
1 Mini-me til  Mini-me (hvis det lyder kryptisk kan jeg oplyse, at disse herrer er vores inspiration)
1 Cornwall Park Shrug af Kelly Brooker
1 Vest, model Larch fra Helga Isager
1 Vest, model Anemone fra Rasmilla
1 Vest med perlemønster fra Susie Haumanns All You Knit is Love
½ Overblik fra Annette Danielsens Strik en Stund

Kun to modeller er blevet dokumenteret på bloggen. Et par stykker har forladt matriklen uden jeg nåede at fotografere dem, men resten vil følge. Den allestedsnærværende Yngsteøgle har lovet at hjælpe med fotodokumentationen.

Vi ses i Blogland.....

Tradition og forsinkelse

Fru Kvist åbenbarer næsten aldrig sit milde åsyn her på bloggen. Da jeg aldrig har strikket en hue til mig selv, er øverste etage ikke nødvendig ved præsentation af nyt strik. Jeg gjorde en undtagelse sidst jeg blev fotograferet med en strikkeguru. Sidste lørdag skete det igen, så nu kan man vel kalde det en tradition. Jeg var så heldig at møde dem her:

 

 Beklager fotokvaliteten, der var ikke meget lys, og trods forsøg både med og uden blitz blev det ikke bedre. Jeg havde ellers min egen lille fotograf med, der lige havde noget, hun skulle have signeret:

 



 

Som enhver, der har kastet bare et enkelt blik i deres bøger vil kunne regne ud, så er det ikke kedeligt at høre på Arne og Carlos. De fortalte levende og meget morsomt om deres smukke hjem, deres utallige ideer, om mulighederne for at anvende deres tehætte som betræk til en tyk lille hund, om det terapeutiske i at hæfte ender (meget bedre og billigere end at gå til psykolog, påstår de) og om konceptet Strik & Drik, som jeg absolut ser potentiale i, selv om jeg som regel ender med at trævle det op, der bliver strikket under indtagelse af alkohol.

 

 Så inspirerende var de, at Yngsteøglen og jeg skyndte os hjem og genoptog det fælles dukkeprojekt, der ellers har ført en hensygnende tilværelse i en kurv temmelig længe, fordi jeg ikke var tilfreds med sammensyningen af de to ben. Som enhver strikker ved, er der kun en vej, og det er ikke den der hedder "at lære at leve med det" eller endnu værre, "det er jo kun dig, der ser det". For at citere Ruth Sørensen, det kan godt være det har taget timer at strikke, men det tager kun et øjeblik at pille op. Nu er dukken på vej i ny og forbedret udgave, og datterens bidrag, et rødt halstørklæde, er også rykket godt her i weekenden.

 

En anden tradition er tilsyneladende, at jeg ikke kan møde Susanne og Bente Geil live, uden at få et strikkekit med hjem. Denne gang blev det til Jomfruhummer. Ikke at man lige står og mangler uld, men det er helt nyt garn, hvilket man jo nærmest er forpligtet til at teste, en blanding af uld og hamp, modellen sidder supergodt, og farven, suk. En blanding af lilla, blå og grå, hvilket her på kanalen nærmest svarer til jul og fødselsdag på en gang. Susanne forventede at se trøjen i løbet af en uge. Jeg må konstatere, at fristen er overskredet. Heldigvis har jeg en god undskyldning. Jeg har nemlig tilbragt en god del af ugen i en af de smukkeste byer jeg kender: Edinburgh.

 

 

For en gangs skyld var det lykkedes mig at lægge en halv fridag ind, så det blev til et gensyn med byen, og det var skønt. Der var tid til at lege turister og at gramse på cashmere, herunder garn til £25 pr. nøgle, ahhh.

 

Slut for nu, men måske man skulle tage sig sammen og præsentere lidt strik snart. Faktisk bærer både mor og datter yndlings-Isager-kreationer på billederne, men der må vist andre billeder til hvis nogen skal tro på det.



Den blå dame går igen...

Eller hvad man nu skal kalde sit velmente, omend spage forsøg på at vende tilbage til Blogland efter mere end ½ års pause. Ikke overraskende er der en del blåt blandt de færdige projekter (og UFOerne, men det er en anden snak). Der er også gråt, grønt og lilla. med lidt held bliver det hele præsenteret efterhånden.

Mit fravær skyldes egentligt bare at hverdagen har fyldt lidt rigeligt det sidste halve år. Jeg har forsøgt at følge mine yndlingsblogs, men har læst lidt i bunker, så jeg har ikke rigtig fåetudtrykt  beundring for de mange færdige værker, ønsket tillykke med fødselsdage, nye jobs, boliger eller børns studenterhuer, og det er jeg ked af. Jeg har nemlig savnet Blogland, og det fællesskab der er omkring kreative sysler. At nogle af fællesskaberne så efterhånden også bliver til venskaber, der trives IRL er jo en ekstra bonus. MEN Blogland er jo summen af alle inputs, så mon ikke fru K. skulle tage sig sammen og bidrage lidt til fællesskabet?

Mit første produkt er en lille bolero til Yngsteøglen, som havde brug for lidt varme til at akkompagnere sin fine kjole til kusinens konfirmationsfest i foråret. Jeg har ikke tidligere gjort det i boleroer, men det er faktisk en fin ting, fiks og noget mere praktisk end et sjal til en aktiv 9-årig, idet den bliver siddende hvor den skal, også under vild tummel.

Modellen hedder Cornwall Park Shrug, kommer helt fra New Zealand, men landede på Østfyn med et par klik. Den er nem at strikke, det mest bemærkelsesværdige ved processen er faktisk, at den udgør mit første forsøg på at anvende KnitCompanion. Jeg tilslutter mig koret af begejstrede fans, selv  om jeg syntes det var besværligt og ikke særlig intuitivt at sætte op. Til gengæld er det supersmart når man er i gang, ikke mindst på en model som denne, hvor hulmønsteret er forskudt i højden mellem krop og ærmer. Siden er KnitCompanion i øvrigt blevet opdateret, så det så vidt jeg kan se er lettere at lege med. Slut med små papirlapper og magnetbånd på trykte mønstre! En anden fan har skrevet en mere udførlig beskrivelse her.

Faktaboksen
Model: Cornwall Park Shrug af Kelly Brooker
Garn: Samarkand fra Holst Garn i farven Lapis, bare 51 gram
Pinde: Knit Picks Pro, 3,5 og 3,75, så vidt jeg husker
Ændringer: Ærmerne er, på modtagers opfordring, strikket længere, hvilket jeg synes klæder modellen.
Hot or Not: Hot som i både sød og praktisk. Jeg elsker hulmønster, og hvis man synes det bliver lidt for yndigt, kan den sagtens bruges med et par jeans til hverdag.

Så, nu er jeg da i gang. Så er kunsten bare at blive ved! Tænk hvis man nu også fik opdateret sin Ravelryside...

I småtingsafdelingen

Som tidligere nævnt går det ikke for godt med strikningen lige pt. Sådan et jobskifte fylder, især når man starter på det ene mens man forsøger at afslutte det andet pænt. Godt det er slut på fredag. Så er det, man kan ty til babytøj, hurtige resulater, det er noget vi kan lide! Også jeg har anskafftet All you Knit Is Love (og efterfølgeren Knit for Your Kid). Jeg er faldet for den lille vest med perlemønster, den er superenkel og rigtig sød når den kommer på. Den kan også få ærmer, bare ikke når den bliver strikket i sidste sekund.

Faktaboksen:
Model: Vest med perlemønster fra Susie Haumanns All You Knit is Love
Str. 12-18 måneder
Materiale: 48 g. Supersoft i farven Clementine
Pinde: Knit Pick Pro nr. 3
Hot or Not? Yndig model, dejligt meditativ at strikke. Yngsteøglen ønsker sig en, og den kan vel ikke være så svær at skalere?

Og nej, jævnfør mine tidligere betragtninger over farven orange, det er ikke en hadegave. Den er kærligt ment og beregnet til en lille pige i en familie, der bevæger langt mere i den gyldne ende af farveskalaen end jeg gør. Jeg har også strikket en rød i Sannes smukke Luxusgarn, men den glemte jeg at fotografere, før den blev overrakt til min kollega. Heldigvis har jeg lige i går modtaget en MMS, hvor det yndige 4 uger gamle barn optræder i vesten (der nærmest er en kjole lige nu) til sin oldemors runde fødselsdag. Jeg tror den er godkendt. I hvert fald blev moderen så begejstret ved overrækkelsen, at hun gav fru K en kæmpekrammer, uden at bemærke, at jeg var i færd med at hælde te op. Det kan være farligt, sådan noget strikkeri.

Nu  vi er ved babystrik, er der en anden ting jeg heller ikke har fået vist frem, selv om det er længe siden den blev færdig og afleveret. Vest med snoning fra samme bog, strikket i bløde Coast fra Holst Garn.

 Moderen elsker lilla og datteren er for lille til at protestere, så farvevalget var let nok.

Faktaboksen:
Model: Vest med Snoninger fra Susie Haumanns All You Knit is Love
Str. 6-12 måneder (Så vidt jeg husker, det er lidt tid siden)

Materiale: 56 g. Coast i farven Wisteria strikket dobbelt
Pinde: Knit Pick Pro nr. 4
Hot or Not? Jeg elsker stort set alt hvad der har snoninger, og vil helt sikkert strikke flere. Desuden mener sønnen, at mønsteret må kunne overføres til et påfugleblåt halstørklæde.

Over and out, ungerne siger vi skal se håndboldfinale. Hvis sandheden skal frem er Fru Kvist ikke synderligt interesseret (selv om jeg ønsker "vores drenge" alt det bedste), men hvem siger nej til lidt uforstyrret strikketid, kun afbrudt af de to små selvbestaltede håndboldeksperters kommentarer og gode råd til spillerne?

Kvist & Co proudly present...

the next generation...

Det er, efter et par forsøg, lykkedes mig at få Yngsteøglen til at falde i gryden som barn. Det er ikke kun min fortjeneste, søde Ghita, der holder hyggelige strikkecafeer i Nyborg har også sin del af æren. Det er bare så hyggeligt at være 8 år og strikke med en masse damer, der synes man er sød & dygtig, samtidig med at der er disket op med diverse lækkerier. Desuden har hun fået øjnene op for et par norske herrer, der synger meget grimt (jf. DR´s Juleshow), men strikker sjove ting. Ved fælles anstrengelser er vi ved at fabrikere en Arne & Carlos-dukke. Fru Kvist strikker dukken, og datterbarnet leverer noget tøj. Til de særligt interesserede kan jeg oplyse, at et tørklæde i papegøjefarvet Kauni aktuelt er på pindene. Dukken entrer verden iført røde trusser og et multifarvet tørklæde. Det er da en start.

Her er Damens første værk: stribede pulsvarmere  med pynteknapper. Strikket i en rest Karisma fra Garnstudio og på pind 4 (pinde af ukendt mærke, men de er pink med gule ænder på enderne, indkøbt på et venindebesøg i Randers. Man skal aldrig gå ned på udstyret.)

Om hun er stolt? Det kan I bande på, men ikke helt så stolt som moderen...

Hun som bør elskes...

...sådan oversatte min excentriske latinlærer navnet Amanda. I dette tilfælde forekommer det mig helt passende, og i hvert fald mere romantisk end "hun som man omgående flytter ind i". Begge titler passer  imidlertid til Amanda fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin Strik. Hun er et hit, og min eneste anke er, at ærmerne er lige det korteste. Juryen voterer stadig om hvorvidt jeg skal lære at leve med det, eller klippe ribkanterne af og strikke nogle lidt længere på den anden led. Min mor har gjort opmærksom på en tredje mulighed, hendes arme er nemlig kortere end mine. Hvis jeg kender hende ret, har hun allerede gjort plads i skabet, måske ved siden af et andet fejlskud, hun også scorede. Jeg tror dog hun bliver her i huset, Amanda, altså, ikke min mor.

Den har været færdig et godt stykke tid, men fotosessionen lod vente lidt på sig. Den var let nok at strikke, selv om jeg godt kan tilslutte mig hylekoret om den omfattende montering. Hvis jeg strikker en mere (under mit evige motto: ville den ikke være smuk i blå?) vil jeg strikke ryg og ærmer ud i et, tror jeg. På den anden side har jeg efter mange års kamp endelig lært at sy madrassting uden de trækker, og så går sidesømme faktisk let. "Det der," fastslog Helten aldeles uimponeret, da jeg pralede af min nye kunnen, "det kunne jeg da have lært dig. Det var sådan man syede en lever sammen i gamle dage". Så ved I det, hvis I en dag får brug for at montere en lever.

Det var også trøjen, der omsider fik mig til at lære hvordan man strikker snoninger uden hjælpepind. Som med de fleste andre strikketeknikker, er det nemt og selvindlysende hvordan man gør, når man lige har fanget det. Teknikken har sparet mig vældig meget tid. Her tænker jeg ikke kun på tid sparet ved at man ikke skal flytte masker over på hjælpepinden, men i lige så høj grad på al den tid jeg ikke længere skal bruge på at kravle rundt på alle fire under diverse møbler, eller i bunden af biler, tog og fly for at lede efter min vildfarne snoningspind. Tak, Kirsten.

 Jeg har foretaget nogle ændringer i forhold til opskriften. Det er fordelen ved at være lidt langsom i optrækket, man kan nå at høste andres erfaringer. Anne syntes ærmerne var for brede, så efter hendes råd er de strikket smallere. En anden skrev at halsen var lidt løs, hvilket man også kan få en mistanke om efter at have set billedet i bogen, så jeg har strikket den lidt mindre. Desuden kunne jeg selv regne ud at længden var lidt uheldig til mig, så jeg har strikket en mønsterrapport ekstra. Desværre blev jeg ikke ramt af samme klarsyn med hensyn til ærmerne før jeg var færdig. Resultatet er blevet en fin cardigan, der er rustik og har mønster over det hele, uden den på nogen måde er 80'eragtigt firkantet.

Faktaboksen:
Model: Amanda af Lene Holme Samsøe
Størrelse: L, men med en strikkefasthed i underkanten så i virkeligheden mellem M og L.
Garn: Supersoft fra Holst Garn i farven Silver Grey, 465 gram
Pinde: Knit Pics Pro nr. 4,5 og 5
Ny teknik: snoning uden hjælpepind, helt sikkert kommet for at blive.
Ændringer: Længere i livet, smallere ærmer, mindre halsudskæring, se overfor.
Hot or not? Hot, ingen yderligere kommentarer.

Godt nytår!

Hvis der skulle sidde en enkelt læser, der ikke helt har opgivet Kvist og Co, skal der hermed lyde et ønske om et godt og lykkebringende nytår, forhåbentlig ovenpå en dejlig jul.

Der kom ikke et pip herfra i december, som var pænt kaotisk i Casa Kvist. Dels har vi haft håndværkere, som har udført en større energirenovering, (jeg vidste ikke, der findes så meget støv i hele verden), dels har fru Kvist fået nyt job. Det starter først 1. februar, men hold op, hvor er der meget red tape inden det hele falder på plads. Superspændende, men også lidt angstprovokerende efter 10 år i mit nuværende job.

 

Jeg sidder lige og hører i radioen, at man skal lave nytårsforsætter, der går ud på at gøre mere af det, der gør en glad. Selv om man ikke skulle tro det, bliver jeg faktisk i rigtig godt humør af at blogge, og ikke mindst af alle de forskellige møder, virtuelt såvel som IRL, som det medfører. Jeg lover (klog af skade) ikke noget,, men hvor vil jeg gerne have gang i bloggen igen.

2012 var ikke et stort strikkeår for mig, men jeg har da lidt flere effekter at vise til min små-ting-på-store-pinde-kavalkade samt en enkelt cardigan, et par kæmpestore sokker, nogle sære norske ben med meget store fødder og lidt vintervarme til en lille pige hvis mor er sprunget ud som brodeuse. Det jeg glæder mig allermest til at få blogget om, er imidlertid et lillebitte projekt, som jeg er ved at gå til af stolthed over, selv om jeg faktisk ikke selv har strikket det.

Jeg håber vi ses i 2013, og rigtig godt nytår!