En creme med hvid chokolade.
Bunde og cremer lægges sammen.
Yes, det skulle gerne ende med at se sådan her ud, bortset fra at roserne denne gang er dybrøde. Billedet er snyd: taget til mit eget bryllup for 1½ år siden. Bemærk det rustikke look - sådan ser den også ud i bogen. Det er rigtig svært at arbejde med hvid chokolade, men jeg kan ikke fordrage marcipan, der ellers er meget lettere at få glat.1. Hvor er din mobil? Taske
2. Din kæreste? Tryghedsskabende
3. Dit hår? Kort
4. Din mor? Organisationstalent
5. Din far? Distræt
6. Din favorit-ting? Verden
7. Hvad drømte du om i nat? Glemt
8. Hvad drikker du helst? Te
9. Drømmebil? Batmobil
10. Hvilket rum er du i nu? Alrum
11. Din eks? Ven
12. Din største skræk? Tab
13. Hvad vil du være om ti år? Afbalanceret
14. Hvem var du sammen med i aftes? Familien
15. Hvad er du ikke? Inaktiv
16. Det sidste du gjorde? Gaveindkøb
17. Hvad har du på? Nederdel
18. Din favoritbog? Humørafhængigt
19. Det sidste du spiste? Chokolade
20. Dit liv? Fyldt
21. Dit humør? Fint
22. Dine bedste venner? Uundværlige
23. Hvad tænker du på lige nu? Bryllup
24. Din bil? Mørkegrøn
25. Hvad gør du lige nu? Overspringshandling
26. Din sommer? Sverige
27. Civilstatus? Gift
28. Hvad er der på tv lige nu? Slukket
29. Hvornår lo du sidst? I dag
30. Hvornår græd du sidst? Nytår
31. Skole? Gerne!
Faktaboks
Overskriften hentyder til, at jeg har ladet mig lokke. Hos ministeren blev jeg opmærksom på denne bog:
eller rettere the Cap Shawl, og så måtte jeg bare eje den. Jeg er ikke blevet skuffet: det er en rigtig strikkenørd-bog, med masser af baggrundshistorie og en hel del flotte sjaler. At fru Kvist, der absolut sværger til det rustikke, totalt er faldet for viktorianske blonder, ja det siger da lidt om strikkeblogverdenens magt! Bogen er fotograferet på nogle vældigt smukke steder, der passer til temaet, og billederne er meget kulørte. Det skal man lige vænne sig til, når man er vant til f.eks. Rowans og Kim Hargreaves mere dæmpede stil. Der er masser at gå i gang med. Måske er jeg klar til større udfordringer og måske har jeg strikket mit sidste Birch...
Camilla Plums bagebog er min bibel, hun ved virkelig noget om sit emne og kan smitte med begejstring. Når det er sagt skal jeg indrømme, at jeg sværger mere til lang hævetid med gær end til surdej, som ofte giver meget svingende resultater, i hvert fald i Casa Kvist. På den anden side kan jeg godt lide at have diverse glas til at stå og syde og boble i køleskabet og på køkkenbordet. Helten, der er langt bedre funderet i det naturvidenskabelige end jeg, har derimod en skræk for at det når som helst kan ryge i luften.
Den brødopskrift jeg vil dele, er udviklet gennem trial and error. Den er meget enkel og lykkes hver gang. Det er et brød, som kan bruges til det meste, og som ikke lige bliver tørt. Det kan selvfølgelig varieres på 117 måder.
½ l. koldt vand
1 spsk. havsalt med top, ca. 16 g. (hvis man bruger alm. salt skal der mindre i).
2 store kogte kartofler, mosede
200 g. groft mel
5-600 g. hvedemel
Irer: Excuse me, did you buy that sweater in Ireland?
Helt: Nope, my wife knit it for me…
Irer: Oooh, you are lucky! (Gu´ er han så!)
Helt: …but we bought the wool in Ireland, though.
Irer: I see (tydelige bonuspoint her). Do you realize that these are old, magical cables? They protect you from all kinds of evil!
Helten, der er velsignet med et lyst livssyn, er nu overbevist om, at hans generelle held skyldes at han står under snoningsfeernes beskyttelse. Tænk at en type mønster, der er så simpelt at strikke (og ser meget sværere ud end det er) kan være til gavn på så mange måder….Det er da bare om at få fundet snoningspinden frem igen!
Godt han ikke vidste, at trøjen faktisk er af engelsk design, det er nemlig en af Kim Hargreaves´ gamle (ældste?) værker for Rowan. Ikke at det gør mønstrene er mindre irske , og trøjen ligner da også dem, der strikkes (mest til turister?) på den grønne ø.
Audrey, som jeg forelskede mig i første gang jeg så den. Billedet er lånt her. Jeg har garnet, mørkerødt, det eneste der forhindrer mig i at starte LIGE NU, er de projekter, der blev nævnt i sidste indlæg. Var det noget med en lille knit-along, Bodil?
Cobblestone, den fødte klassiker. Helten skal naturligvis ikke være den eneste ægtemand i strikkeblogland, der ikke ejer en. Farven har været til debat. Originalen, og mange af dem, der ses rundt omkring har været i forskellige brunlige og gråbrune nuancer, meget passende når man nu skal skabe illusionen om brosten. Der er bare lige den hage ved det, at Helten ikke rigtig tager sig ud til sin fordel i brunt. Han er en skandinavisk type, og hans farver er blå og blågrå nuancer. Synes altså fruen, og han er normalt ikke typen, der går voldsomt op i den slags, bare modellen er rar at have på. Jeg have forestillet mig noget jeans- eller gråblåt shetlandsuld, dobbelt, så trøjen bliver let. Men da jeg skulle sælge modellen til han viste jeg ham Annes smukke udgave.
Twist, som stammer herfra.
Saffy fra Rowan
Garnet er lækkert og skønt at strikke med, så mon ikke det finder anvendelse her på kanalen. Og nogen må der vel være, der vil værdsætte et lille orange tørklæde....
Et længe næret ønske fra den 6-årige: We Call Them Pirates-huen 
Den lille fik et temmelig utraditionelt smykkeskrin: i princippet som de små fine skrin, hvor en lille balletdanserinde laver yndige pirouetter når man åbner det. Her er temaet imidlertid nogle Bratz-agtige damer, og hende, der roterer, udmærker sig primært ved at være iført kæmpestore støvler. Det mest besynderlige er dog melodien, i ægte spilledåse plingpling-lyd: ikke noget fra Svanesøen, ikke et tema fra en Disney-film, men derimod den udødelige klassiker "Når jeg står ved en bar og min lomme er tom". Jeg undres! Da fru Kvist ikke er meget for at ungen får udleveret de små fine guld- og sølvsmykker hun fik til sin navnedag til opbevaring under egen sikring, måtte mor & datter have gang i perliekassen og starte en mindre produktion, så der kunne komme indhold i skrinet. Egentlig meget hyggeligt...
Ingen jul uden lego til sønnen. I år er det største hit et Batmobil, som han, bistået af sin far har brugt mange timer på i ferien. Pyh, det er lidt af et arbejde. Fyldt med mekanik i form af tandhjul der griber ind i hinanden og små bevægelige dele. Sæt én klods forkert, og intet virker...Det bliver ikke mere overskueligt af at 90 % af klodserne er sorte. Ungen hygger sig gevaldigt med det, og det gør faderen såmænd også, selv om han sniger sig til at surfe eller læse avis ind imellem sine opgaver som rådgivende ingeniør på projektet.
Så er der lige...en forsinket julegave. Sikkert det mest mormor-agtige min veninde nogensinde har fået af en veninde, men siden jeg sprang ud som sokkestrikker, har jeg opdaget, at ALLE omkring mig elsker håndstrikkede sokker. Godt TV-strik og farven er meget pænere IRL.
Endelig mønstret, som efterhånden er blevet min signatur og som jeg kan i søvne. Normalt gider jeg ikke strikke på rutinen (i hvert fald ikke mere end nødvendigt for at få noget færdigt én gang), men der er noget utroligt meditativt ved dette mønster. Sjalet er til mig og skal være færdigt til et bryllup den 26. januar. Jeg skulle gerne nå at fabrikere et sjal til yngsteøglen også, dog i en lidt mere rustik model.
