Min og kun min!

Mit 4. topstykke bliver her. Der er ikke så meget nyt at sige om model og opskrift, vagt beskrevet men snedigt udtænkt og besværet værd, også 4. gang. Perfekt som tv- og alt-muligt-andet-hvor-man-tænke-på-noget-andet-imens-strikketøj.


Den blev påbegyndt da vi skulle til Madeira, og en del blev strikket med udsigt over Atlanterhavet i oprør.

Jeg har med vilje valgt den mindste størrelse. Kan egentlig godt lide flagrende gevandter, men kombinationen af at være knap så høj, og at have et talent for altid at få tekstiler til at hænge fast i bildøre, dørhåndtag mm. har lært mig at holde af det lidt mere tætsiddende. Jeg er sikker på den bliver et hit i brug, og med det vejr vi holder os lige nu, er det ikke sikkert det behøver at vente til efteråret.

Faktaboks
Model: Topstykke fra Bente Geil, #4, str. S
Garn: Supersoft fra Holst Garn, 178 g. vasket vægt, farve Sapphire.
Pinde: Addi Turbo 3,5
Ændringer: Ingen, eller måske har jeg strikket den lidt længere
Hot or Not: Gæt selv, men hvor smart er man hvis man strikker en not-model 4 gange? Overvejer i svage øjeblikke, om der skal strikkes en 5, i str. M og kjolelængde. Savner en
no-brainer til ukoncentreret strik.
Ny teknik (advarsel, kun for nørder):

Jeg har som mange andre kæmpet med, at jeg ikke kan strikke 2x2 (eller 3x3) rib så det bliver pænt nok, når jeg strikker rundt, fordi den sidste retmaske i hver glatstrikkede søjle bliver flad. Er der mon nogen, der forstår hvad jeg mener? På mine andre topstykker har jeg været lidt utilfreds med, at de glatstrikkede søjler mellem vrangpanelerne har haft det beskrevne problem. Det kan løses, læste jeg et klogt sted, hvis man efterfølgende strammer, ikke den følgende vrangmaske, men i stedet nummer 2.

Jeg har ikke nogen strikketeknisk forklaring på hvorfor det virker, men mine glatte striber ser meget pænere ud, selv om man stadig kan se hvor der bliver taget ud på hver side af søjlerne.

Kan du ikke bare spytsplejse dem på...

spurgte Helten, da han hørte mig sukke over hadedisciplin nr. 1: montering af ærmer. Dermed fik han bevist, at han da ind imellem hører efter, når jeg begejstret kommer hjem fra Store Strikkedag og har lært en ny teknik.

Men nej, Amaya, der har været så meget igennem, skulle selvfølgelig have den bedst mulige finish, da det nu endelig på mirakuløs vis var lykkedes mig at strikke den færdig uden flere uheld.

Vi er endt med at blive rigtig gode venner, Amaya og jeg, så mon ikke der skal en faktaboks ind over

Model: Amaya af Sanne B / Rasmilla
Str.: M
Garn: 343 g Supersoft fra Holst Garn i farven Venezia. (Vægt efter vask og med knapper)
Pinde: Addi Turbo
Ændringer: Mange, der ikke var med vilje, men jeg har med fuldt overlæg strikket ærmerne længere. Jeg kan ellers godt lidt 3/4-ærmer, men i dette tilfælde havde jeg ramt en dum længde, der bare lignede lange ærmer, der var blevet for korte.
Hot or not: Superhot, som alt hvad jeg har strikket fra Sanne! (ellers var den altså også røget lige lukt i pejsen med alt det hyr jeg har haft med den.)

Tag-dig-sammen-Tage og jeg...

har haft travlt, og her er beviset:


983 gram lige i skabet, og hermed mener jeg mit skab, for tre af de fire ting er faktisk til mig selv.

Faktisk er det lidt snyd, for dette fantastiske sjal er strikket af min bonussvigermor, og partner-in-crime i garnlageropbygning (praktisk, i perioder med indkøbsstop kan vi altid bytte med hinanden):

Til gengæld har jeg selv syet (ja, syet) de næsten 3 meter blonde på, og det er virkelig noget, der kræver at man tager sig sammen, i hvert fald når man er mig. Det færdige resultat er nu hvert eneste sting værd: 334 gram blød sky, der svøber sig blidt om ryg og skuldre. Garnet stammer fra svigermoderens venindes søsters dyr, som hun (altså søsteren) får spundet uld fra. Der hersker lidt usikkerhed om hvilket dyr der har måttet lade pelsen til lige netop dette sjal. Først forlød det, at det var en helt særlig slags ged, men nu går der rygter om, at der måske i stedet er tale om en helt særlig slags får. I hvert fald er det meget smukt garn, lysegråt med et fint spil i, der tager lidt farve efter hvad man ellers har på, og på en gang blødt og blankt.

I lørdags formåede sjalet at holde mig varm det meste af natten til en havefest, eneste ulempe var, at min mørkeblå hørkjole også lignede noget fra en helt særlig slags ged, da jeg tog sjalet af igen. Det forlyder, at man kan fryse sjalet kortvarigt for at stoppe fældningen, måske det skal prøves.

Dette sjal kommer jeg til at slide op, det kan jeg allerede mærke!

Survival kits

Heltens:

Mit:

For læsere af denne blog fordrer mit kit nok ikke så megen forklaring. Det var, hvad der skulle holde mig fra at blive skør, den gang det forlød, at vi skulle køre i bus fra Lissabon til København. Et strikketøj, læsestof (lidt semifagligt og en roman), så er man da ikke helt fortabt, vel? Farvekoordinationen er tilfældig!

Helten hævder at kunne løse næsten ethvert problem med hvid uelastisk sportstape. Derfor har vi altid en rulle med ud at rejse. Visse mennesker mener, at gaffatape tjener samme formål, men de har nok aldrig stået et øde sted og skulle have tapet en brækket tå eller en hullet højre pegefinger som følge af...ja gæt selv.

Atlanterhavstopstykket på billedet er MIT, mit som i "jeg er helt ligeglad med at modellen klæder min søster helt formidabelt og farven står perfekt til hendes øjne". Nu er det min tur!

Hvor mange fejl kan man strikke på én (simpel og velbeskrevet) model?

Jeg kan endnu ikke svare, for tallet vokser dag for dag, men jeg arbejder på sagen. Modellen er Rasmillas voksne Amaya, og jeg tør godt garantere, at det ikke er opskriften, den er gal med. Trøjen blev påbegyndt i en stresset periode, hvor der var brug for en enkel og velskrevet opskrift, der ikke fordrede for megen selvstændig tankevirksomhed. Valget faldt på Amaya, som jeg allerede har strikket i børneudgaven til yngste med stor succes. Min er i Supersoft fra Holst i den smukke Venetian, som jeg bare ikke kan fotografere, så den ydes retfærdighed.

Det er jo ikke specielt dyrt at strikke i Supersoft, men hvis man prøver at beregne prisen pr. times strikkeaktivitet i min Amaya, så bliver prisen direkte rørende.

Skal vi tage fejlene fra en ende af?

1. Størrelsesoptimisme: Min Linnea er størrelse small, og den passer perfekt. Nåede ca. 15 cm på ryggen af Amaya, før det gik op for mig, at jeg aldrig ville kunne knappe den. Om igen.



2. Flagermusærmer??? Af en eller anden årsag fik jeg lavet enorme ærmegab. Et hurtigt tjek bekræftede at der ikke er tale om en 80'ermodel (pyyyh). Om igen.



3. Manglende maskeoptælling: efter at have genstrikket forstykkerne konstaterede jeg, at der var en maske mere ind mod halsudskæringen i den ene siden end i den anden. Ja, det kunne ses, meget, da mønsteret jo er i lodrette paneler. Om igen.



4. Manglende rækkeoptælling: til min forbløffelse lykkedes det mig at strikke skuldrene sammen og strikke en nydelig halskant uden flere uheld. Hurra, jeg har alligevel ikke mistet alle mine strikketalenteter. Eller..øh...vent lige. På det ene forstykke sad halsudskæringen en mønsterrapport højere oppe end på det andet. Om igen. Af med halskanten, op med skuldersømmene, pille den side af forstykkets halsudskæring op, hvor der ikke er omhyggeligt placerede knaphuller. Husk på Ruth Sørensens udødelige ord fra Webstrikfestival 2009:"Det kan godt være det har taget timer at strikke...men så lang tid tager det jo slet ikke at pille det op!". Af en eller anden grund føles det altid mere langsommeligt at strikke noget anden gang.



5. Ærmelængde: Ærmer med trekvartlængde, super, det har min Linnea og det fungerer rigtig godt. Da jeg havde strikket Amayas ærmer var der bare lige et problem: de lignede ikke trekvartærmer, de lignede bare lange ærmer, der var for korte. Om igen, af med ærmekuplerne, på med nogle ekstra centimeter, og så selvfølgelig ærmekuplerne en gang til.
   

Aktuelt mangler jeg kun sammensyning og montering af knapper, men jeg tør slet ikke spå om hvor meget der kan nå at gå galt endnu. Ærmer med vrangen ud? Knapper på bagsiden? Måske jeg bare skulle gå over til at folde avishatte i stedet?

Slow down!!!

Sig mig, lå her ikke engang en blog? En blog af den type, der lader som om den er en strikkeblog, men hvor lange pauser og en del rygsvømning forsøger at dække over, at der faktisk ikke bliver så meget strik færdigt, fordi andre ting altid presser sig på.

Nå, men NU skal der andre boller på suppen (Yeah right, fru K!). Jeg elsker blogverdenen, jeg elsker at være en del af strikkebloggernes univers, men er også helt med på, at man jo også selv skal bidrage. Hvis alle drev deres strikkeblogge (for ikke at tale om deres Ravelry-sites) på mit aktuelle niveau, at så ville der ikke være meget at komme efter. Kort sagt, når jeg trods gode hensigter ikke kan nå at være her, må der være et eller andet, der skal justeres.

For nu at bruge en slidt kliché, så har min hverdag de sidste uger føltes som en karrusel, hvor det bare handlede om at hænge fast efter bedste evne, for ikke at falde af. Egentlig startede det vel helt tilbage da jeg var syg, og for første gang nogensinde var væk fra arbejde i 3 uger. Herefter havde jeg lige 4 arbejdsdage inden ferien, til at få indhentet det forsømte samt pakke hele mit kontor ned så det var klar til at flytte en etage op. (In case you were wondering, nej, jeg nåede det ikke). Ferien var skøn, men noget længere end først antaget. Ikke at vi skal klage over forløbet: efter Madeira strandede vi 3 skønne dage i Lissabon med alt betalt, inden vi blev fløjet hjem. Herefter havde vi lige weekenden til at klare den liste, der var blevet forfattet over Ting, der Skulle Ordnes I Hus og Have, samt vask af 4 menneskers tøj fra 10 dage + alt det løse, inden jobbet kaldte igen.

Tilbage på jobbet, i mit nye kontor, blandt flyttekasser og uden netforbindelse (arghhh! hverken kabel, hot spot eller VPN virkede), viste det sig, at både chef og kolleger havde savnet mig rigtig meget?. Desværre ikke (kun) på grund af min sprudlende personlighed, men fordi der lige var en lille stak haster, haster-meget og haster-rigtig-meget opgaver, som jeg åbenbart lige var den rette til at klare. Fint nok, we aim to please, etc. men jeg havde nu lige tænkt mig at afsætte en pæn del af de fire dage i ugen (op til Kr. Himmelfart) til at forberede noget undervisning, jeg skulle levere på et seminar i Berlin i denne uge. Nå, men hvem klager, foredraget blev færdigt, det er da det man har weekender til, ikke? For slet ikke at tale om den ene sene nat på hotellet i Berlin.

Jeg kom hjem igen i nat med en følelse af have gjort mit på arbejdsfronten, men så til gengæld at skylde på alle andre fronter. Nu da ungerne er blevet krammet og tasken pakket ud, er det vist tid til lidt genoplivning af bloggen inden Helten vender hjem. Hvis nogen stadig hænger på såvel bloggen som dette lange ævle-indlæg, har I altså fortjent at få lov til at se noget strik. Det kommer, om end ikke i færdig tilstand. Stay tuned for den dobbelt-(muligvis trippel)strikkede Amaya, Atlanthavstopstykket, det dødsdømte Bagtanke-ærme samt farveudkast til Folklore, hvor inspirationen kom fra uventet kant.

At rejse er at leve....

sagde den gamle digter, og her i familien Kvist gør vi nye erfaringer i den retning. Yes, vi er blandt de mange, der er strandet i udlandet på grund af vulkanudbruddet.

4000 kilometer rejste vi mod syd, og havde bestemt ikke fantasi til at forestille os, at at et vulkanudbrud på Island kunne forhindre vores hjemrejse fra Madeira. Vi havde en skøn uge på trods af at vejret ikke var det bedste. Da vi skulle hjem i mandags, forlød det at vi var strandet på øen, men pludselig var der et fly til os, så nu er vi i stedet strandet i Lissabon.


Vi holder modet oppe efter bedste evne, men det er frygtelig hårdt: vores rejseselskab har indlogeret os på et lækkert hotel i centrum af byen, tæt på den gamle bydel. Her bliver vi på selskabets regning wined and dined i stor stil, har haft to dage til et gensyn med byen som vi holder meget af, og den eneste sky på himlen har været en overhængende trussel om bustransport Lissabon-København. Der er 3100 km, not my idea of fun.

Det sidste nye er, at vi skal flyve hjem i morgen, så kryds lige fingre, ikke? Jeg tog gerne et par dage mere i skønne Lissabon (har også stadig både strikketøj og læsestof) men jeg gider helst ikke slå lejr i lufthavnen, og absolut heller ikke køre med bus hjem over 3 dage.