Den italienske trøje, eller kan man lære at holde af orange?

...når man nu har fået en overdosis i sin barndoms vemodige 70'ere? 

Tjah, det er ikke lykkedes endnu, men jeg har jo lovet snoninger, så her kommer en dosis i en umiskendeligt orange farve:

 

Det meste af trøjen blev strikket på vejen til og fra årets sommerferie. Når to veninder, der til daglig strikker på toppen af hver sin bakke i Danmark, beslutter at holde ferie sammen med mænd og børn, må det naturligvis indebære strik på toppen af en 3. bakke, denne gang i Italien.

Det krævede lidt overtalelse at lokke modellen (efter Italiensturen også kendt som Ballerinaen) til at sætte sig helt ud på kanten, men ellers kunne man jo ikke se udsigten fra toppen af Monte Isola. Jeg er sikker på ingen, der læser med her, vil finde det spor underligt (eller nørdet) at slæbe et strikketøj med på vandretur. Man når jo heller ikke langt uden drikkedunken, vabelplasteret eller andre livsnødvendigheder, vel?

Nogle vil hellere brække en arm på langs end køre ned gennem Europa, men de er ikke medlemmer af Familien Kvist. Vores ferie starter i det øjeblik vi ruller ud af indkørslen, og så går det ellers afsted med gode lydbøger, frugt, slik, drikkevarer, dvd-film, og ikke mindst marathonstrik. I år havde vi 2 overnatninger både ud og hjem, så vi nåede en mini-byferie i både München og Nürnberg. Kan anbefales, for der er langt til Italien, og mere spændende end man måske lige umiddelbart forestiller sig i Tyskland.

Nå, men tilbage til den orange sag. Trods farven let genkendelig som Rasmillas skønne Linnea. Det hele er sagt før, jeg har nemlig tidligere strikket den til både øglen og mig selv i henholdsvis grå og lilla. Modellen er superlækker, let at strikke når man lige får rigtigt fat i venderækkerne, og i det hele taget en vinder. En moder bliver naturligvis blød om hjertet, når det yndige barn selv kommer med ønsket om endnu en Linnea-trøje, også selv om den skal være orange. Den grå er blevet brugt rigtig meget, så det er sliddet værd. Selv om jeg egentlig mest strikker for processen, og derfor ikke burde gentage, er der bare modeller, der er for gode til at give slip på. Måske jeg selv skulle have en mere...

 

Linnea har også fået flere af øglens veninders mødre til at overveje at genoptage strikning. Jeg har dog ikke hørt at nogen af dem skulle være kommet i gang, selv om jeg selvfølgelig har været på pletten med såvel web-adresser som løfter om at stå bi. Nu må vi se, jo flere vi kan få til at falde i gryden, jo bedre, ikke?

 

Faktaboksen:

Model: Linnea fra Rasmilla

Størrelse: 5-6 i bredden, 8-9 i længden. Den er ikke smal til datterbarnet, selv om det ser sådan ud på det øverste billede. Det er bare måden hun poserer på. Damen er høj og slank (skyldes sandsynligvis en mutation).
Garn: 256 g. Supersoft i farven Clementine fra Holst Garn. Passer godt til alt det sorte og blå denim, datteren ynder at iføre sig (de præferencer kan til gengæld godt stamme fra mine gener).
Pinde: Knit Picks Pro 4 og 4½
Ændringer: Kun at jeg strikkede ærmerne frem og tilbage, fordi jeg ikke kan strikke jævnt nok på 4 pinde. Juryen voterer stadig om hvorvidt der skal hækles en fastmaskekant rundt i halsen. Det fik den grå, og det fungerer rigtig fint.

Hot or Not? Så hot at processtrikkeren gider at strikke den (foreløbigt) 3 gange. Så hot at datteren tog den på i skolen før den var helt tør. "Pyt med det, Mor, den er da bare lidt kold".

Snoningens år

Eller: hvad har hun dog lavet i al den tid, 2:

For meget lang tid siden blev der indkøbt garn og opskrift på Liva fra Rasmilla på en messe hvor Sanne og Co optrådte med en stand. Opskriften var ny (jep, så længe er det siden), og jeg prøvede en model i størrelse M. "Den skal være 6 cm længere, men ellers passer den perfekt" fastslog Sanne med kendermine. Godt så, hjem og i gang. Min strikkefasthed var for løs, men regne, regne, regne, målene passede faktisk perfekt hvis jeg tog maskeantal til str. S og længden i M + 6 cm.

Skønt strikketøj, som altid med Sannes opskrifter kan man glæde sig over de mange fine detaljer. Den var hurtigt strikket i 3 dele (Sanne elsker sidesømme), og så skulle den ged jo være barberet. Men ak, en hurtig prøvning afslørede, at den var en hel del for lille. Hm, det kan der jo være flere forklaringer på, hvoraf ingen er særligt smigrende for fru K.

1. Måske husker jeg forkert, det var ikke en M, men en L jeg prøvede i sin tid. (Indrømmet, hukommelsen er ikke altid min bedste ven)
2. Jeg er dårligere til at regne end jeg selv forestiller mig (Ikke godt, regning er en stor del af min hverdag på jobbet, men på den anden side kunne det måske forklare nogle af sundhedsvæsenets økonomiske problemer?)
3. Måske er jeg simpelthen vokset en størrelse siden messen ( for grum en tanke til at overveje nærmere)

Der er selvfølgelig flere løsninger. Hvis det var koldere i vejret kunne projektet blive kyleti pejsen. Jeg kunne også forære den til en slankere person, eller trævle hele projektet op igen. Løsningen blev dog mindre radikal: Vendestrik er min ven. Jeg har simpelt hen strikket kiler i siderne i vendestrik, og hvis jeg selv må sige fungerer det ret godt. I tusmørke og den rigtige vinkel kan kan måske ligefrem få den idé at det var meningen.

Jeg har vendt idéen med Sanne (no pun intended), tidligere på året var jeg nemlig så heldig at komme til strikkeaften i hendes fantastisk hyggelige garnforretning på Amager. Væg-til-væg strikkende kvinder, og et par gode strikkeveninder lokket med, min sjæl, hvad vil du mere? Har I forresten bemærket, at Rasmilla nu skal til at holde åbent hver dag? Må se om jeg ikke kan få rodet mig ind i lidt flere kurser og projekter, der bringer mig til København jævnligt. Selv om webshoppen fungerer upåklageligt, er der nu ikke noget som at være der selv.

Hov, glemte jeg faktaboksen?

Model: Liva fra Rasmilla
Garn: 206 g. Rasmillas yndlingsgarn (vejet efter vask og med knapper, så måske man kan nøjes med 4 nøgler. Det hjælper måske hvis man vælger den rigtige størrelse fra starten). Farven hedder jeans og er gråblå som på det første billede.
Pinde: Knit Picks Pro 3 og 3½.
Ændringer: Nød lærer nøgen kvinde at strikke kiler i vendestrik. Vesten er 6 cm længere en modellen.
Hot or Not: Hot. Garnet er lækkert og blødt, og kan sagtens bæres direkte på huden hvis man ønsker at bruge vesten som en top. Jeg har ikke lige fået taget et på-billede, men jeg kan oplyse at vesten sidder fint, selv om jeg altså ikke når op på siden af Sannes smukke model på smækkerhedsskalaen. Mindre kan vel gøre det (håber jeg).

Stay tuned, der kommer mange flere snoninger i nær fremtid.

Hvad har hun dog lavet i al den tid?

Exhibit 1 Et nyt forsøg på en fødselsdagsgave.

I min familie er vi allesammen flittige læsere, og der er derfor ofte bøger i pakkerne til jul og fødselsdag. Derfor kan man jo komme ud for, at man kommer til at give en bog, som modtageren allerede ejer. Det er sjældent et problem: en tilgodeseddel til en boghandel får hurtigt ben at gå på. Der, hvor det kan blive lidt pinligt er, når man kommer til at forære en bog væk, som modtageren ikke bare allerede ejer, men også ved en tidligere lejlighed har fremvist til den glade giver. Det skete for mig sidst min søster havde fødselsdag, og så måtte der jo handles hurtigt.

Heldigvis havde jeg anskaffet mig mønsteret på skønne Color Affection, og min svigermor havde lige en cone fra Helle på  lager i søsterens yndlingsfarve, Calypso. Så var det bare at komme i gang. Det meste af sjalet er strikket på en køretur til og fra Paris i foråret. Det er en utrolig nem opskrift, en af dem der deler vandene: nogle vil sige at det er kedeligt at strikke med alle de retriller, mens andre, herunder fru Kvist, finder det meget meditativt med strikketøj, der kan glide mellem fingrene af sig selv, mens man koncentrerer sig om andre ting. I dette tilfælde varetager opgaven som velfærdsofficer i bilen og distributør af frugt, slik og drikkevarer undervejs, samtidig med at der lyttes til lydbog og gives gode (om end sjældent værdsatte) råd til chaufføren. "Du kører hele vejen", som Helten udtrykker det, "jeg holder bare rattet". OK fordeling, han kan jo ikke strikke, vel?

Nå, men tilbage til sjalet: Jeg er vild med det og må også have strikket et til mig selv. Jeg elsker når ting er asymmetriske med vilje, hvor imod små skævheder (i selvfabrikeret strik) forstyrrer mig i en sådan grad at jeg hellere piller mange timers arbejde op end lever med det.  Jeg har lavet om på sjalet, for egentlig skulle det være i tre farver, men jeg kunne ikke lige komme i tanker om, hvilken farve, der ville gøre sig sammen med den koksgrå og den limegrønne, der er superflotte sammen. "Gul eller orange" foreslog en farveelsker, hvis navn er redaktionen bekendt, men det er farver, der dårligt nok indgår i mit ordforråd for slet ikke at tale om garnlageret. Eller, det vil sige, sådan var det. Min meget selvstændigt tænkende datter har fået lavet lidt om på det. Jeg har også lavet kanten grøn i stedet for grå. Det er med vilje, for jeg ønskede et grønt sjal med grå striber, ikke et gråt og grønt sjal.

Faktaboksen
Mønster: Color Affection fra 100% Rain AKA Veera Valmäki
Garn: Supersoft fra Holst Garn i farverne Calypso og Oxford
Pinde: Knitpicks, så vidt jeg husker 3½ (måske 4?)
Størrelse: 2,2 meter langt og 38 cm bredt på det bredeste sted.
Vægt: 145 gram i alt, mest af den grønne.
Ændringer: Se ovenfor, kun 2 farver, grøn kant i stedet for grå.
Hot or not? Superhot!

Hvis man ikke kan vende tilbage med et brag...

- kan man da altid forsøge sig med et lille pip, og så se, om der er nogen, der hører det.

Jeg har ikke været her i lang tid. Der er ikke sket voldsomme ting i Casa Kvist, men der er heller ikke blevet strikket alt for meget til fremvisning.

Vores forår var ekstremt travlt - vi havde begge fået samlet en voldsom bunke af kurser, seminarer og konferencer, så det har været lidt af et puslespil at få det hele til at hænge sammen.

For det ikke skulle blive for nemt, har vi også haft udvidet familien siden starten af april. På vores skole blev annonceret ankomsten af en japansk gæstelærer, så hvis nogle familier lige ville melde sig som værter... Sådan noget er lige Helten, så pludselig var mit højt elskede eget værelse (kaldet arbejdsværelse, i realiteten krea- og gæsterum, hjemmearbejde foregår næsten altid i køkkenet) inddraget og den japanske lærer flyttet ind. Han har boet her siden, kun afbrudt af en måneds Tour de Europe i juli. I torsdags afleverede vi ham hos hans næste værtsfamilie.

Det har været sjovt og lærerigt for alle parter. Vi har fået både be- og afkræftet en masse myter om Japan. Vores gæst har været sød, sjov og forbløffende let at passe ind i vores familieliv. Vi har fået et værdifuldt indblik i hinandens kulturer og en masse god japansk mad! Heldigt nok underviser han i skolekøkken, og diverse retter må naturligvis afprøves før de præsenteres for skolebørnene. Meget har undret ham; "not normal in Japan", er en sætning, der har lydt mange gange. Jeg har kun godt at sige om oplevelsen, men det har også krævet tid og overskud. Det er utroligt, hvad man kan blive spurgt om, og det er gået op for os, at DK på mange områder ikke er et land, der gør det nemt for udlændinge at begå sig i det daglige. (Ja, jeg mente blandt andet jer, DSB og Offentlige Myndigheder). Han knokler løs for at lære dansk, ikke helt let, når man kommer fra et land hvor bogstavet R er ikke-eksisterende, og hvor hver konsonant kræver egen stavelse for at kunne udtales. Læg hertil at man heller ikke magter blødt D og Ø, noget af en udfordring. Der er blevet spillet fodbold med ungerne, skak med Helten og fru Kvist har lært ham...ja, gæt selv. Det har fyldt rigtig meget, men helt sikkert været det værd.

Nå, men nu er vi os selv igen, og kan gå med bar r*v i eget hjem, som Helten så poetisk udtrykker det, og i morgen starter hverdagen igen. Var det ikke en passende anledning til at komme op på hesten igen, og præsentere en (meget) lille parade af færdige og halvfærdige projekter? Måske man endda kunne gå så vidt som til at få lagt værkerne ind på Ravelry.

Polkagris, smølf og is på molen

- det er vist sådan man bedst beskriver stemningen i mit nye Bredbånd. Den har været færdigstrikket et par uger, men det tog så lige 14 dage at få monteret knapper og syet ærmerne sammen. Det sidste burde slet ikke være nødvendigt: ifølge opskriften skal ærmerne strikkes rundt, så det eneste der skal syes er et lille hul under hvert ærme. I modsætning til Bente kan jeg bare ikke strikke lige så jævnt på fire pinde som på to. Der er en grund til at hun kan leve at at strikke mens fru Kvist må slå sig til tåls med at være en luset amatør, som Egon Olsen ville have sagt. Nå, men hvad kan man sige om Bredbåndet? (Bonusinfo: titlen blev opfundet af min tidligere kollega og IT-haj Mette, da Bente til en Store Strikkeaften på Kulturmaskinen efterlyste gode forslag).

 

Finurlig konstruktion, Typisk Geilsk. Man starter med båndet og strikker videre i alle retninger, inden man til sidst strikker en lang hestetømmekant rundt om hele herligheden. Sjov at strikke og aldrig kedelig, selv om vi taler pind 2½ og 3. Striberne bidrager også til følelsen af fremdrift. Det var mit første forsøg med Geilsk bomuld og uld. Det er rart at strikke med, og bliver pænt jævnt, men det slår ikke den Geilske uld. Dog er jeg så vild med den røde farve, at jeg overvejer et langt tørklæde som i Sex and the City. Garnet er nemlig superblødt og lækkert at have på. Jeg var lidt bekymret for de hvide striber undervejs da jeg vaskede værket. Skyllevandet blev meget rødt, men det endte lykkeligt og uden afsmitning.

Faktaboks
Model: Bredbånd af Bente Geil
Garn: Geilsk Bomuld og uld, ca. 150 gram hver af den røde og den råhvide samt 50 gram af den blå.
Pinde: Addi Turbo 2½ og 3
Størrelse: M, (men den næste bliver nok lidt større)
Ændringer: Jeg strikkede den 4 striber ekstra i længden. Jeg strikker altid hestetømmekant på de korteste strømpepinde jeg har, så kan man skubbe maskerne på pinden i stedet for at flytte dem frem og tilbage .

Hot or not? Absolut hot. Det kan ikke udelukkes jeg strikker en mere til mig selv, måske tone-i-tone striber, og så en kontrastfarve til båndet. Desuden skylder jeg jo yngsteøglen, da jeg på skammeligste vist kastede mig over det Samlebåndskit, jeg egentlige have købt til hende, da jeg fik opskriften fra Bente. Det var vist en aften, og jeg skulle i gang LIGE NU. Så må man jo tage hvad man har, om man så skal stjæle fra sit eget hårdtprøvede barn.

Endnu en gang må jeg konstatere at Det Virkelig Liv står i vejen for alle de strikkeprojekter, man nærmest er NØDT til at starte på. The Bird Collection er lige landet. Jeg er sikker på noget skal på pindene, når jeg lige får fordøjet alt det jordfarvede og lyserøde. Jeg kan sige helt sikkert, at det ikke er de farver, man vil få at se her. En Paneldebat må man vel også deltage i? Den ligner noget som er sjovt at strikke. Fru K skulle jo forestille at være gået ned i arbejdstid, men pt. må jeg konstatere, at der vist nærmere bliver sparet op til lidt ekstra ferie, end der bliver holdt kortere arbejdsdage.

Polkagris med elementer af smølf (1)

...eller hvordan fru Kvist for første og muligvis sidste gang er på forkant i strikkekredse.

Er der nogen, der har været hos Geilsk her i weekenden?

Nå, men så se lige her:

Når den er blevet vasket og jeg lige er hjemme i fuldt dagslys, skal den nok blive vist frem i fuld størrelse og med faktaboks. Det er en fed model, og jeg bliver nødt til at strikke flere. Ikke mindst til Yngsteøglen, der egentlig skulle have et Samlebånd som den første. Desværre kom Onde Mor til at kaste sig over det indkøbte kit i str. 6 i det sekund jeg modtog voksenopskriften til prøvestrik. Ikke om jeg kunne vente på en sending fra Bente eller en tur til Tante Grøn. Forsyningerne er senere blevet suppleret hos Tanterne, da der forbløffende nok skulle mere garn til. Hermed også forklaringen på den muntre 4th of July-agtige farveholdning, som dog nok skal blive et hit til foråret.

Det er et sjovt strikketøj, så det er bare med at komme i gang. Og har I set Paneldebat? Sådan en må jeg også have! Jeg elsker den slags konstruktioner.

Det er efterhånden lidt siden jeg var der, men jeg synes alligevel Lones hyggelige garnshop fortjener et par ord med på vejen.

 (Dette billede er lånt fra hjemmesiden. De øvrige er mine egne)

Vanen tro var nogle af de julegaver jeg gav af ulden karakter, og da jeg kun nåede at  strikke et enkelt sjal, måtte noget jo være gør-det-selv strik. Farven på det store bundt farveskiftegarn fra Hjelholt i smukke efterårsfarver til et Møbiussjal var dog ikke helt så stort et hit hos min veninde, som jeg havde forestillet mig, da jeg købte det i Lones bod på Nyborgs store julemarked.

 Heldigvis havde jeg fået lov til at bytte, og så var der jo ikke andet at gøre end at drage ud på landet, medbringende GPS, svigermor og datterbarn. Svigermoderen er altid frisk på lidt garnshopping, og yngsteøglen lader meget nødigt noget passere uden at placere sin lille person tæt på begivenhedernes centrum.

Butikken er lille og hyggelig, og placeret i en gammel, firlænget bindingsværksgård af lige nøjagtig den type Helten ville have bosat sig i, hvis han altså ikke havde valgt en hustru udstyret med ti tommelfingre og et praktisk og uromantisk syn på bolig. (Og jo, vi har prøvet at bo i 200 år gammel bindingsværksidyl. Sødt, yndigt og so not me).

Hos Lone kan man få gode, klassiske uldgarner. Noget fra egne får, noget fra andre kilder, ikke mindst Hjelholt, som en del webstrikkere nok husker fra en festival for et par år siden. Man kan også købe færdigstrik, lammebamser (er det et ord?) gyngefår, plaider, strikkepinde og sågar kød (gæt selv art).

Jeg drog hjem med noget meget lækkert uld og silke, 600 g. udgåede men smukke farver i Dansk Pelsuld samt en superlækker plaid fra Silkeborg Uldspinderi.  Herudover venindens farveskiftegarn, nu i farve 11, som er en utrolig flot blanding af blå, aubergine og noget grønt. Det er tænkt til et no-nonsense-Møbius-sjal: strik en lang strimmel i perlestrik, sy den sammen på den korte led efter at have snoet den en omgang. Ikke nogen fancy opslagning her.

Yngsteøglen havde en fantastisk tur. Hun fik nemlig et godt tilbud: ville hun, i stedet for garngramsning, hellere ud at se til dyrene? Hun fik en længere rundvisning af Lones mand, og kom begejstret tilbage og fortalte om kæmpefåret Hr. Mortensen, (som jeg mistænker for at være en vædder), bløde lam og klappehøns. Smart også at have underholdning til børnene, gad vide om der også er noget for de mænd, der kunne komme til at forvilde sig med? Smagsprøver, måske eller fremvisning af maskineri? Det må komme an på en prøve, for mon ikke vi kommer igen?