Tillykke, kære tante

Fødselsdagen er i morgen, men helt ukarakteristisk har sjalet været færdigt, inklusiv vask og udspænding, i næsten en uge.

Der er tale om en gammel kending, Shetland Triangle, som Gud og hvermand (herunder også Fru Kvist) allerede har lavet.

Mønstret kan man sige meget om, også at det må være verdens nemmeste lace-mønster. Heraf følger så, at der ikke er så meget udfordring i det - og det blev da også valgt bl.a. fordi det skulle strikkes under stramt tidspres. Man kan sagtens se tv undervejs, jeg så f.eks. denne her, hvor jeg var nødt til at læse de fleste undertekster, og det gik fint.

Desuden er der det økonomiske aspekt; når det nu er det eneste lækre mønster i hele Wrap Style-bogen, og man selv har købt den, er man da nødt til at strikke det et par gange, ikke? Faktisk er sjalet ikke engang pænt på billedet i bogen, det var da kun på grund af andre strikkeres indsats, at det i første omgang fandt nåde for mit blik.


Garnet er fint at strikke med, særligt efter jeg sled hul på min strikkefinger med bomuldsstrik, men ikke helt jævnt farvet. Jeg vælger at se det som en ekstra charme.

Når alt dette er sagt, synes altså stadig, at det er et af de smukkeste lace-mønstre jeg kender. Jeg er vild med de enkle linjer, og den måde maskerne lægger sig i fine runde former efter udspænding.

Faktaboksen:
Mønster: Shetland Triangle fra Wrap Style
Garn: 176 Evilla Artyarn 8/4 (fra Vivians butik som vil blive savnet!)
Pinde: Addi Turbo nr. 4
Hot or not: jeg elsker det mønster og den farve. Tantens mening afventes til i morgen. Måske jeg også skulle have et selv? Jeg kan vist godt afsløre, at der er mere af Vivians gode Evilla i lageret.


Og så er det altså mit februarbidrag til 12 projekter.

Hvor gærdet er lavest, en verdenspremiere

Også i Nyborg har vi fejret fastelavn i dag.

I Casa Kvist slap vi ret let om ved det. Her er mit eneste hjemmelavede bidrag til Yngsteøglens kostume:

Bemærk venligst at den er hæklet, aldrig tidligere set her på bloggen. Jeg nævner det bare, visse elementer tillader sig nemlig at drage fru Kvists hæklekundskaber i tvivl. Mon ikke tvivleren også ville se yndig ud med hæklet hårpynt, måske jeg skulle lade det komme an på en prøve. Bare jeg nu kan finde mit glimmergarn...


Jeg var så heldig at falde over denne sag, da jeg var i Barcelona. Resten af pigerne i børnehaven var feer eller prinsesser, og et imponerende antal drenge var Spiderman (Spidermen?), men min datter var altså østfynsk flamencodanser, komplet med skønhedsplet, hårlak og læbestift. Ungen ville også have farvet sit hår sort, men her trak moderen altså grænsen.


Vi var lige et smut på nettet for at øve lidt på nogle trin og den rette attitude, så bortset fra det blonde hår var hun ret overbevisende. Viften har hun selv fabrikeret. Der er en regnbue på den ene side.

Ældstes kostume var endnu lettere. Jeg havde købt en aflagt skindjakke i størrelse xxl for at sy et våbenslag til hans rollespilskostume, men da han så jakken, besluttede han lige på stedet at han ville være privatdetektiv. Vi har for nylig set denne film, måske den har inspireret. Mine eneste bidrag var at klippe et godt stykke af hvert ærme og at donere et par aflagte (nu er de hvert fald) solbriller til projektet.


Bemærk skyderen. Den har han lavet sammen med Morfar i hobbyværkstedet under sin vinterferie.

Og der er altså tale om en detektiv, ikke en hemmelig agent, eller hemmelig tangent, som knægten og hans ven kaldte det, da de var mindre. Han kunne nu godt have narret mig.

Yes, it´s official!

http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1128260.ece

...men er det også evidensbaseret, spørger fagnørden?

Nogle dage elsker jeg bare mit job!

...som for eksempel onsdag i denne uge, hvor jeg i embeds medfør tyvstartede på foråret. Bemærk: strålende sol og nul overtøj. Året første udendørs Caffe Latte, eller Cafè de Llet på det lokale mål. Den smagte så godt at vi var nødt til at betille en mere for at blive siddende lige der i solen.

Jo, jeg var til et Meget Vigtigt Møde i Barcelona. For ingen skal tro der er tale om ren pampertur for skatteyderkroner, må jeg lige oplyse, at hele torsdagen blev tilbragt i et lille, stegende varmt mødelokale uden vinduer i det katalanske sundhedsdepartement. Fantastisk bygning, altså resten af den, ren Harry Potter, som min kollega bemærkede. Eftersom fru Kvist gjorde sig meget umage for at se seriøs og mødeagtig ud, var det ikke helt passende at hale kameraet frem på turistmanér. Derfor ingen billeder derfra. Kan i øvrigt oplyse, at departementet er nærmeste nabo til Camp Nou,

...og at jeg tilsyneladende er den eneste i verden, der ikke vidste hvad det var, i hvert fald at dømme efter resten af gruppens forargede reaktion på min uvidenhed. Det ved jeg så nu, og kan muligvis endda vinde lidt street credit hos min nevø på den konto.

Mødet startede så tidligt at vi var nødt til at rejse derned onsdag, og når vi alligevel skulle afsted dagen før, fik vi lige lagt en halv dag ind til T&T (Turisme og Tapas). Der er jo nok at se på i byen:

Det store fødevaremarked ved Ramblaen:

Der var også flere boder, der handlede med dyrs indre organer. Dem er der altså ingen billeder af, for jeg begynder altid at blive lidt svimmel bare ved synet. Til gengæld er ordet for "indvolde" ("tripas" på såvel spansk som portugisisk) som regel noget af det første, jeg lærer på et nyt sprog, så jeg ikke risikerer at bestille det ved et uheld.

En af mange fantastiske Gaudí-bygninger i byen:

Min ledsager var en af kollegerne der også var med på drengeturen i november. "Nu har vi da også været på tøsetur" mente han "vi har jo shoppet". Jo tak, fodboldtøj til hans unger. Jeg skal gi´ ham tøsetur, skal jeg!

Gastronomisk set var der dog lidt mere pigetur over det denne gang. Rødvin og fantastiske tapas, så er der ikke meget at klage over.

In case you were wondering, jo, rent fagligt kom der også rigtig meget ud af det...

Om dobbeltstrik og kunsten at proppe en Fiat Panda

Har I nogensinde tænkt på hvor meget man kan pakke i en sød lille fiat panda?

Billedet er lånt fra fiat-review.blogspot.com

Det ved jeg nu, for jeg har nemligt været til Store Strikkeaften med Annette Danielsen og hun mestrer kunsten til perfektion. Ud af den lille bil kunne trækkes et kæmpe tøjstativ (sammenkappeligt, men alligevel), et tilsyneladende uendeligt antal smukke striktrøjer til både børn og voksne (helt præcist indholdet af 3 hele strikkebøger, hvoraf den ene endnu ikke er udkommet), en gine og kassevis af garn og bøger.

Annette er en underholdende fortæller og en dygtig underviser - pædagogbaggrunden fornægter sig ikke! Efter at have svoret os til tavshed om modellerne, løftede hun også sløret for sin kommende bog, og der er bare noget at glæde sig til! Indtil flere must-knits til ungerne.

Jeg har ikke et eneste billede fra aftenen - jeg var alt for optaget til at trykke på knappen. Jeg har nemlig lært dobbeltstrik. Her er beviset:


Og fra den anden side:

Annette sagde vi måtte bande i et kvarter, derefter skulle der være styr på teknikken. Det passede fint, når man lige har fanget fidusen er det ikke spor svært. Det kan man jo sige om det meste, snoninger, feks. eller lace, men ikke om intarsia for mit vedkommende. Den teknik bliver jeg aldrig venner med.

Nå, men det der dobbeltstrik er faktisk ret smart. Jeg har gerne villet lære det siden jeg så Beckmans fantastiske Poppy Shawl og nu kan jeg, men har fået endnu mere respekt for den arbejdsindsats, der ligger i sjalet. Jeg tror lige, jeg starter med et af de små tørklæder fra bogen, men jeg tænker der er mange anvendelsesmuligheder, nu hvor jeg har fået øjnene op for dobbeltstrikkeri. Dog vil jeg nok afholde mig fra at strikke den dobbeltstrik-sweater, Helten bestilte, da hans hårdt prøvede ører måtte holde for til endnu en omgang begejstret strikkesnak. Let´s face it, det kan ikke udelukkes han primært sagde det for at standse talestrømmen. "Skriv dog en bog" sagde Elizabeth Zimmermanns ægtemand, da hans ører ikke kunne holde til mere. Mon der er en enkelt ægtefælle eller to i Strikkeblogland, der tænker det samme?

En helt igennem hyggelig og inspirerende aften var det, selv om jeg nu savner Badstuen lidt. Jeg fik endelig lejlighed til at hilse på Marlene, det håber jeg bestemt ikke bliver sidste gang. Annette Danielsen har lovet også at komme og fortælle om sin næste bog - jeg er helt klar!

Shetland Triangle er det nye sort....

eller Birch, som det vel bør hedde her i huset.

Min søde tante, der slet ikke er særlig tantet, fylder 60, og fru Kvist lader selvfølgelig ikke en sådan lejlighed gå fra sig. Der skal strikkes et sjal, skal der! Den oprindelige idé var herfra (dog havde jeg fra starten valgt en knap så kæk farve, jeg ser ikke fødselaren som den gule type) og jeg har da også købt mønstret til Forest Canopy. Så var det lige jeg kom til at regne lidt på hvor meget tid jeg egentlig har at strikke i inden festen, og lige pludselig var Shetland Triangle valgt. Det har mange gode sider:

• Er strikket før med tilfredsstillende resultat
• Må være verdens letteste hulmønster, og lever op til kriteriet om mest muligt hulmønster på kortest mulig tid
• Kan strikkes halvt i søvne (ellers ville det slet ikke blive strikket hos mig)
  
• Er MASH-kompatibelt, hvilket pt. er ret vigtigt her i huset
• Fascinerer mig totalt med den måde det går fra at ligne et betræk til en æggebakke:
  

....til et sirligt hulmønster med fine runde blade via en gang vask og udspænding:

Det skifter altså ikke farve undervejs, så fascinerende er det heller ikke, det grønne er strikket i BC Lucca sidste år. Det blå, mind you, er strikket i Evilla FRA LAGERET!

Shetland Triangle er det perfekte begynder lace-projekt, så enhver der har lyst, skal bare kaste sig ud i det.

Lørdag med vennerne, før og nu

I går var vi så heldige at blive inviteret spontant til middag mm. hos gode venner gennem rigtig mange år. Det spontane har ofte trange kår hos os, så vi nyder det meget når det lykkes. Og eftersom Helten i denne uge har haft 90+ timer på arbejdet, var det godt ramt: en lørdag hvor vi var hjemme alle fire og ingen planer havde.

Det blev, som altid i det selskab, en superhyggelig aften, men på vej hjem kom jeg til at fundere lidt over udviklingen i sådan nogle lørdag aftner med vennerne før og nu.

For 20 år siden ville den have stået på alt for meget vodka og en bobturnering, hvor reglerne var så sindrigt udtænkt, at forskelle i træfsikkerhed på bobbordet i løbet af aftenen blev udjævnet ved gradueret alkoholindtag. Jeg kan ikke huske hvad vi fik at spise (if at all), men mon ikke vi var ude i noget pitabrød og det allestednærværende kinakål?

For 10 år siden ville vi have spist en god, og sikkert solid middag, hvor hovedretten sandsynligvis tidligere havde siddet på en ko. Hertil god rødvin, og efterfølgende nogle runder Trivial Pursuit, hvor alle midler blev taget i brug for at vinde.

I går stod den på venindens fantastiske hjemmelavede sushi, ledsaget af isvand. Efter middagen muntrede vi os (højlydt) med wii fit. Hvem skulle nu have troet, at Fru Kvists største (alt er jo relativt) talent består i at gå på line? Lad mig i den forbindelse rette en tak til min gamle tai chi-instruktør. Når man først har fundet sit center, forsvinder det åbenbart ikke igen. Nyttig
viden.



Aftenen efterlod mig med to spørgsmål:

• Er vi ved at blive lige sunde nok? (faren er nok ikke overhængende i Casa Kvist)
  
• Hvad bliver den fjerde bølge? Og lad mig i den forbindelse advare; enhver der foreslår Petanque og Kijafa vil blive udelukket fra kommentarboksen!