Jeg for nylig har modtaget en temmelig forbløffende kompliment (tror jeg nok) vedrørende mine husmoderlige talenter. (Til Helten: hvis du læser dette skal du bare lade som ingenting, og tørre det grin af).
Den slags labber jeg naturligvis i mig helt uden nogen form for reflektion, og iler derfor med at bringe opskriften på en pladefuld børnehaveboller, komponeret i anledning af yngsteøglens tilstundende brøddag i børnehaven.
Barbieboller:
½ l lunkent vand
25 g gær
1 lille fintrevet rødbede
1 dl grove havregryn
1 sjat yogurt (kan udelades)
1 stor tsk honning
1 spk groft havsalt
200 g. groft rugmel
Hvedemel til dejen er blød, men ikke klistret, måske 600 g.
Rør gæren ud i vandet og tilsæt resten, hvedemelet gradvist. Jeg bruger en køkkenmaskine, men dogmebagere kan bare bruge hænderne. Lad hæve til dobbelt størrelse, måske et par timer. Form til boller, ca. 24 og lad hæve til dobbelt størrelse igen, måske en time. Bages 15- 20 minutter ved 220 grader, hellere lidt for meget end for lidt. De skal være gyldenbrune og lyde hult, når man banker dem blidt på bunden.
Hvis jeg havde haft tid, ville jeg kun have brugt 10 g. gær, og så ladet dejen hæve natten over i køleskab. Det er en af de nemmeste veje tilvelsmagende brød.
Jeg glemte desværre at fotografere dejen inden bagning. Den var fuldstændig bubblegum-pink. Yngsteøglen var ellevild, det var de mest prinsesseagtige boller nogensinde, tænk hvad veninderne i børnehaven ville sige, men ældste meddelte at han i hvert ikke skulle have sådan en pinlig bolle med i madpakken. Efter bagning er de bare smukt gyldenbrune med røde pletter, til den enes lettelse og den andens ærgrelse.