Husmoderhjørnet - Barbieboller

Jeg for nylig har modtaget en temmelig forbløffende kompliment (tror jeg nok) vedrørende mine husmoderlige talenter. (Til Helten: hvis du læser dette skal du bare lade som ingenting, og tørre det grin af).

Den slags labber jeg naturligvis i mig helt uden nogen form for reflektion, og iler derfor med at bringe opskriften på en pladefuld børnehaveboller, komponeret i anledning af yngsteøglens tilstundende brøddag i børnehaven.

Barbieboller:
½ l lunkent vand
25 g gær
1 lille fintrevet rødbede
1 dl grove havregryn
1 sjat yogurt (kan udelades)
1 stor tsk honning
1 spk groft havsalt
200 g. groft rugmel
Hvedemel til dejen er blød, men ikke klistret, måske 600 g.

Rør gæren ud i vandet og tilsæt resten, hvedemelet gradvist. Jeg bruger en køkkenmaskine, men dogmebagere kan bare bruge hænderne. Lad hæve til dobbelt størrelse, måske et par timer. Form til boller, ca. 24 og lad hæve til dobbelt størrelse igen, måske en time. Bages 15- 20 minutter ved 220 grader, hellere lidt for meget end for lidt. De skal være gyldenbrune og lyde hult, når man banker dem blidt på bunden.

Hvis jeg havde haft tid, ville jeg kun have brugt 10 g. gær, og så ladet dejen hæve natten over i køleskab. Det er en af de nemmeste veje tilvelsmagende brød.


Jeg glemte desværre at fotografere dejen inden bagning. Den var fuldstændig bubblegum-pink. Yngsteøglen var ellevild, det var de mest prinsesseagtige boller nogensinde, tænk hvad veninderne i børnehaven ville sige, men ældste meddelte at han i hvert ikke skulle have sådan en pinlig bolle med i madpakken. Efter bagning er de bare smukt gyldenbrune med røde pletter, til den enes lettelse og den andens ærgrelse.

Alert the Media: færdigt projekt hos Kvist & Co

Ikke noget man oplever hver dag: fru Kvist præsenterer et stykke færdigt strik. Modellen er velkendt, men jeg forstår godt den er et hit. Supersjov at strikke, selv kanten, som jeg havde forventet ville være et mareridt, er hyggelig at sidde med. Det er jo heldigt nok, når den nu måtte strikkes to gange.

Sjalet er en til en venindes 40-års fødselsdag (ahem, i august 2008). Hun har selv valgt garnet, dog uden at vide til hvad. Hun er sådan en med farvekort og det hele, så jeg regner med hun ved hvad hun gør. Der er mange smukke farver i kaunien, men den orange (undskyld, rustfarvede) er alt for orange efter min smag. Der er en grund til, at min egen udgave af sjalet er i de blå Kauni-nuancer. Det vigtigste er selvfølgelig at veninden bliver glad for sjalet, og både den dybt chokoladebrune, den grå og den gråbrune er supersmukke.


Faktaboks:
Model: SuperKarlas Fantastiske Ønskekappe, af Lotte Wackerhagen, fra Karen Noes hæfte "14 Sjaler" og vidt berømt i Blogland.
Garn: Kauni, farve WEB, købt på Paderupgård, 208 gram
Pinde: Addi Turbo Lace, 3,75
Mål: Vingefang 204 cm, højde 86 cm. (Burde sådan et helt sjal ikke være tungere?)
Hot or not: Hot, og så sjovt at strikke, at jeg i umiddelbar forlængelse kastede mig over mit eget det blå.

Cashmere-o-meter? Oh yes, hele 8 gram, når man fratrækker de 200 fra jeg var kommet i overskud. 0,4 %, det skal da nok nå at blive til noget! Om ikke andet er alt hvad jeg strikker fra nu af da med til at trække ned, og egentlig burde jeg vel også have et par bonuspoint for at komme hjem fra Strikkefestivalen helt uden garn.

Har udtænkt min første cashmere-o-meterpræmie, det skader jo ikke at være i god tid. Absolut strikkerelateret, men hverken garn, pinde eller bøger.

Reklameindslag: Bed and Breakfast

Vi havde besluttet at overnatte på Lolland efter de vilde dyr. Fra mine unge dage som handelsgymnasielærer og dermed -censor, har jeg set nok af kedelige provinshoteller for resten af livet, så jeg gør mig altid umage for at finde de sjove og lidt skæve steder. Det lykkedes til fulde denne gang. Vi boede på Godstedlund, den gamle skole i Godsted, der nu er lavet om til B&B.

Billede lånt fra Kis Nellemanns hjemmeside.

Her er hverken smart eller strømlinet, men hyggeligt og gæstfrit. Der blev gjort stort nummer ud af børnene (øj, Cocio til morgenmad, det ses ikke hjemme i Nyborg!), der var æbler til fri plukning, heste der kunne fodres, hjemmepresset æblemost, kunsthåndværk overalt og 6 hyggelige værelser, der tilsammen rådede over et stort køkkenalrum til fri afbenyttelse. Eftersom vi var eneste gæster, havde vi rigtig god plads.

Værtinden, Kis Nellemann, er en spændende person. Hun er maler og papirkunstner, og har både galleri og atelier i den gamle skole, så vi fik lov til at se nogle af hendes meget smukke værker, der var udstillet i galleriet og rundt omkring i det store hus.

Hun underviser også, holder kurser i bl.a. papirfremstilling og collageteknik for både børn og voksne, og er for øjeblikket kurator for et meget spændende projekt med titlen Vandart, der involverer både gigantiske lyskastere, flydende spejlsøjler, kajakdans og en ubåd på Maribosøerne, og som faktisk løber af stabelen netop mens jeg skriver dette.

Jeg elsker, når vi finder sådan nogle steder, hvor man ikke bare får en seng at sove i, men også møder mennesker med noget på hjerte og får helt særlige oplevelser.

Barndomsminder

Zette havde for kort tid siden et par indlæg om Knuthenborgparken, som sendte mig lige lukt tilbage til min barndom og tidlige ungdom. Min far er fra Lolland, og en stor del af min familie bor derfor i nærheden af parken. Jeg tilbragte mange ferier hos Farmor og Farfar i Vester Skørringe, og et fast sommerferieindslag var en tur i Knuthenborg. Min fætter og kusine fra Bandholm havde altid sommerferiejobs der, så mon ikke der er faldet et par fribiletter af hist og pist?

Engang var jeg der på cykel med en veninde, og højdepunktet var, da vi blev forfulgt af en flok storskrydende æsler i skarpt trav. Skræmmende var det - ikke fordi vi egentlig var bange for dem, men de larmer altså en del!

Alt dette fik mig til at tænke på at også mine børn skulle have en oplevelse af de vilde. Vi har besøgt mangen zoo og dyrepark i ind- og udland gennem vores 7 år som børnefamilie, men vi har aldrig været i Knuthenborg. Vi blev enige om at efterårsferien ville være et godt tidspunkt, og blev bestemt ikke skuffede.

Parken viste sig i sine smukkeste efterårsfarver, og vejret var med os; en lille smule gråt og fugtigt om morgenen, så der ikke kom alt for mange gæster, og efter en time det mest fantastiske solskinsvejr. Vi stod ikke kø til noget overhovedet, så vi nåede alt hvad vi gerne ville:

Den sibiriske tiger. Undskyld billedkvaliteten, men vi skulle ikke lige have rullet vinduet ned. Når jeg kommer til magten vil min første gerning være at udnævne den sibiriske tiger til dyrenes sande konge. Findes der smukkere eller mere majestætiske dyr?

Abebussen var også et hit. I min barndom måtte man for egen risiko køre ind i egen bil, som så blev ribbet for antenner, vinduesviskere mm. I dag foregår det i bus, og bavianerne kommer helt tæt på, når man fodrer ud gennem de små huller langs siden.

Andre aber kunne man gå i blandt, herunder katta-lemurerne. Ingen der har set filmen Madagaskar, kan vel se på ham her uden at tænke på denne



De røde varier var helt trygge ved os. Man må gerne gå hen til dem, men ikke røre dem, for så kan man ændre deres adfærd og gøre dem til tiggere, forklarede en dyrepasser.

De små bløde klappeæsler var ikke til at stå for.

Yippee, ponyridning. Jeg tøjlede min skræk for heste, okay, ponyer på størrelse med store hunde, og de små bæster kvitterede ved at forsøge at æde min taske.

Cobblestone var naturligvis med hele vejen.

En helt igennem fantastisk dag, der forhåbentlig kan gentages inden alt for længe.

Hov, og der blev strikket undervejs! Noget blev tilsyneladende færdigt, men må lige have en tur mere rundt i manegen, da kanten skal strikkes meget grundigt (læs: er pillet op og ved at blive strikket om, da smarte fru Kvist havde fået forskubbet hjørnet med en rapport).

Vintage

Knægtens varme yndlingstrøje, som han nægter at tage af i klassen, også selv om han sveder tran, er strikket af min mor

....for 35 år siden og til mig.

Den er ved at være for lille, så måske jeg må i gang. Jeg husker tydeligt min mors kamp med pladegarnet. Det var så sart at det gik over bare man kiggede på det. Til gengæld er det åbenbart stærkt og holdbart når det først er strikket.

I Need a Hero

...til at opfylde et forlængst afgivet løfte. Så her er den, Cobblestone, nu med indhold.


Og ja, der er tale om Helten, efter vask passer trøjen perfekt, og han er nærmest flyttet ind i den. Perfekt match til slidte jeans og de allestedsnærværende solbriller. Min bror må så nøjes med en bog til sin fødselsdag, men det plejer han ikke at være ked af, og han ved jo heller ikke at han har været i overhængende fare for at modtage en Cobblestone.

En meget lille tilståelse

Også jeg har været til strikkefestival i Silkeborg. Det var så første gang jeg så en blomsterdekoration med indbygget strikketøj. Jeg havde høje forventninger, og de blev bestemt ikke gjort til skamme, selv om jeg kun kunne få udgang til lørdagen. Strikkende, talende og grinende kvinder overalt - skønt!

Silkeborg Vandrehjem ligger smukt, og i en kortere periode var det endda muligt at sidde ude i haven. Der blev kræset godt for os, og udvalget af uldne fristelser var helt overvældende.

Det allerbedste af det hele var dog at få sat stemmer og ansigter på rigtig mange af dem, der indtil i lørdags kun eksisterede i virtuel form i min verden (ingen nævnt, ingen glemt). Nogle få festivalgæster kendte jeg i forvejen, og af dem var der heldigvis kun én der stak i et hjerteskærende vræl ved synet af fru Kvist. Der var også et par stykker jeg ikke nåede at få hilst på, selv om jeg synes jeg kender dem fra deres blogge (hvordan mon tante Lilla ser ud i virkeligheden? Måske har jeg siddet overfor hende på et tidspunkt, hvem ved? Og hvad med Hanne? Havde hun mon en sennepsgul hæklet cardigan på?), men man kan ikke nå alt på en enkelt lørdag. Næste år er der heldigvis festival igen.

Jeg faldt i vældig godt selskab, så godt at jeg kun nåede en enkelt workshop. Den handlede om sokkestrikning på en eller to rundpinde og blev bestyret af Heidi. Vældig nyttigt, dog nok især til flerfarvestrik af f.eks. luffer, som jeg har svært ved at få jævnt på fire pinde.

Og rovet? Der var nok at vælge imellem: Bente Geils samlede værker (som jeg er vild med), Noro i bunkevis, lækre tweedgarner og meget, meget mere. Britt oplyste mig om, at der gælder en festival-særregel for garnkøb, så det var bare frem med pungen og den store taske. Her er mit samlede indkøb:


No kidding! På vores Portugal-tur i foråret fik ungerne lov til at vælge hver et mindre stykke legetøj i en kæmpestor legetøjsforretning. Yngsteøglen blev så overvældet, at hun fik et sammenbrud og måtte forlade biksen tomhændet. Udvalget var bare for stort. I lørdags forstod jeg pludselig hvordan hun havde det. Egentlig havde jeg bevilget mig selv et nyt topstykke, men da medbragt ekspertise samt alle tilfældigt forbipasserende var enige om, at Overslynglen klædte mig langt bedre, ja så forelå der er ny situation, som det hedder på politikersprog. Desuden forelskede jeg mig hovedkulds i Gittes Empire-vest, som jeg første gang så live, så den er også rykket op på listen. Det var for svært….

Jeg tog hjem inden der var lejlighed til at møde Annette Danielsen, men har bevilget mig selv hendes nye bog. Det kan vist godt klares ud af festivalgarnbudgettet. Heldigvis ventes hun til Store Strikkedag Odense i januar, jeg glæder mig allerede.

Hov, og så var der en der blev optændt af den hellige ild mht. hjemmespundet garn. Hun har ellers ligesom fru Kvist traumatiske barndomsminder om farvning og spinding af eget garn, men nu kom vi lige til at sidde overfor Jette, som medbragte det mest fantastiske hjemmespundne garn, OG som selv havde spundet garn til den Ballerina, hun havde på. Vi fik forklaret the basics, og nogen fik ”det blik” i øjnene, så jeg venter bare på rapport om indkøb af rok og får.

Tak til Susanne for et fornemt arrangement, og til alle jer jeg nåede at hilse på for en rigtig dejlig lørdag!