En guru kom til landet

Eller: Fredag i farver, mange farver!

Jeg er en af de heldige, der fik lejlighed til at tilbringe lidt af fredagen på Silkeborg Museum i selskab med Kaffe Fassett og en masse entusiastiske damer. Vi ventede et år, men det var absolut ventetiden værd.

Det var en herlig eftermiddag - Kaffe Fassett var nøjagtig ligeså underholdende, entusiastisk og humoristisk live som på tv og på tryk.

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Jeg har været fan siden 80erne, selv om man vist ikke umiddelbart spotter en farveelsker, når man ser min sædvanligvis blå/grå/lilla fremtoning eller mit hjem, hvor de fremtrædende farver er hvidt og lyst træ. Alligevel elsker jeg at fordybe mig i bøgerne og forsvinde ind i Kaffes forunderlige verden. Jeg har kun strikket 1½ af hans værker (In case you were wondering, 1 Tapestry Leaf Jacket og ½ Traffic Cones Vest). Som bekendt er de fleste af hans beklædningsgenstande meget store og firkantede, og når man er 166 cm høj er det ikke nødvendigvis det mest smigrende.

Men farverne!!! Jeg mener i fuldt alvor det er Kaffe Fassett, der har lært mig at se farver, eller rettere at se farverne i farverne. Hvilken farve har et stengærde? Gråt, men måske 20 eller flere forskellige slags grå. Hvilken farve har himlen eller havet? You get the picture. Tænk hvilket fantastisk farvespil man kan strikke (eller male eller quilte) sig til ved at bruge masser af farvetoner inden for hver farve med gradvise skift og overgange. (Hurra for garnpushere med mange numre indenfor hver farve!) Strikkeverdenen havde aldrig set noget lignede dengang, og hvad angår farvesammensætninger mener jeg stadig ikke der er nogen over eller nogen ved siden af. Hvad angår shaping er det en helt anden sag.....

Som sand fan måtte jeg naturligvis have en autograf. Jeg ejer en del af bøgerne, men eftersom man kunne forvente at andre havde fået samme idé medbragte jeg kun én, som til gengæld er min favorit blandt dem alle:

Bogen, der dengang fik mig til at drage til London for at se den orientalske samling af brugskunst og tekstiler, bogen er inspireret af, kun for at opdage, at lige netop denne samling midlertidigt var lukket på grund af ombygning. Det er senere lykkedes mig at se samlingen, der er en sand farveeksplosion.

Min ledsager, strikke- og IRL-veninde forstod en pæn hentydning (yderst diskret, sådan noget i retning af "kan du ikke lige tage et billede") og fotograferede velvilligt. Det er yderst sjældent, der forekommer billeder af Fru Kvist herself her på kanalen, men mon ikke dette er en særlig anledning, hvor hensigten helliger midlet? (OK, jeg har også lovet Kirsten det). Så må I bære over med den yderst upassende ensfarvede Plissé som jeg faktisk ikke engang selv har strikket.

Måske man skulle se at blive færdig med stakken af ensfarvede projekter, og følge inspirationen fra Silkeborg og farveguruens valgsprog: When in doubt use twenty colours more!

Efterårsmoden, kort

Der bliver strik, de damer, masser af strik! Hos Prada er selv håndtaskerne strikkede:

Kønne? tjaeh, døm selv....

Der bliver bunker af strikkede veste, jakker, cardigans, tørklæder. Til gengæld bliver der ikke særlig mange farver. Sort, grå, og camel, det er hvad efteråret byder på.

Før nogen begynder at undre sig over, hvorfor Fru Kvist pludselig føler sig foranlediget (for slet ikke at tale om kvalificeret) til at udtale sig om mode, skal jeg oplyse, at jeg har været på en efterårstur til Milano. Og ikke bare en mini-ferie, men en mini-ferie uden dem her,

der for første gang i vores 9-årige karriere som børnefamilie, var sat i kennel hos mormor og morfar, mens Helten og jeg drog afsted. Da vi først havde vænnet os til tanken, var det fint. Vi var ikke kommet primært for at se på tøj, men mode fylder rigtig meget i bybilledet. "Milano Loves Fashion" råbte plakater overalt, og det tror jeg på. Annette Danielsens fantastiske Hvirvelstrøm, komplet med kiler og det hele, kunne beses i flere udgaver, så enten har Annette været forud for sin tid, eller også er der nogle designere, der læser danske strikkebøger.

Ellers gik dagene med at traske rundt i centrum og se på kirker, kunst og design samt bylivet i almindelighed, og så ellers finde små hyggelige steder, hvor man kunne få en god kop kaffe, eller nyde lidt italiensk mad. Det lykkedes os at finde den hyggeligste lille nyåbnede vinbar, hvor man udover ædle dråber (og hylestærk lakridssnaps) for næsten inden penge kunne indtage et fantastisk udvalg af delikatesser i form af pølser, skinker, oste, polenta, desserter og meget andet lækkert. Anden gang vi var der, aftenen inden vi skulle hjem, insisterede ejeren endda på at forære os en flaske rødvin fra sin svigerfars vingård.

Der var flere højdepunkter: Da Vincis Den sidste Nadver (som man skal bestille tid i forvejen til at komme ind og se) var et af dem, og en operaaften i La Scala var afgjort et andet. Billederne derfra blev ikke gode, men mon ikke man kan fornemme, at det er en opera fra før verden gik af lave: rødt fløjl, hvidt træværk, gulddekorationer i forbløffende mængder og enorme krystallysekroner.

Det er sådan en rigtig film-opera, hvor man næsten kan fornemme hvordan der i gamle dage blev smedet rænker, af såvel storpolitisk som amourøs art. Den gang da højdepunktet af dristighed var en blottet ankel eller et koket blik over en vifte. Operaen var Donizettis "Kærlighedseliksiren", der med et udtryk fra min hverdag handler om placebo-effekten som middel til at sikre, at vor helt får heltinden til sidst. Som en interessant kontrast til de gamle elegante omgivelser, var scenografien ganske moderne. Hen over scenen kørte såvel heltinden på knallert (ikke Vespa, så sofistikeret var hun ikke), skurken i lastbil som helten i traktor. Det var ikke en af de operaer, der kalder på de helt store følelser (læs: en tudeopera), men flot og stemningsfuldt alligevel.

Strik blev det kun til i flyveren frem og tilbage, så jeg kan føje til statistikken, at strikkepinden (rundpind, addi turbo i metal) gik glat igennem sikkerhedskontrollen både i København og i Milano.

Coming up: Pisavest 2 og blå Kiwi. Det kniber med strikketiden pt. og den mørkeblå Kiwi er svær at se i kunstigt lys, men før eller siden må det vel lykkes.

Forsinket fotodokumentation

Jeg har tidligere pralet af min svigermor-Pisa, men svigermoderen blev så begejstret for den, at hun stak af med den før den havde fået hæftet ender, var blevet vasket eller for den sags skyld fotograferet. Nu har damen indvilliget i en foto-session, og de klæder da hinanden, ikke? Så venter vi lige lidt med at komme nærmere ind på min egen Pisa, der er i skammekrogen efter jeg blev nødt til at pille 14 cm stramt strikket rib over 300 masker op og strikke dem en gang til. Heldigvis kan jeg mærke at jeg har fået blod på tanden igen, så mon ikke den snart bliver færdig?

Det er lige før ryggen er det flotteste på vesten:


Faktaboks:
Model: Pisa fra Designclub.dk
Str. M/L
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farve Venetian, 252 g efter vask (jep, nåede lige at tage hul på det 6. nøgle)
Pinde: Addi Turbo 3½
Ændringer: Jeg lavede ærmegabene lidt større, da modtageren har problemer med en arm, der hæver.
Hot or not? Very hot! Desuden var det en god byttehandel: jeg skulle strikke Pisa og min svigermor strikkede drømmesjalet til mig.

Pigen med den blå kiwi....

vil gerne, med vanlig forsinkelse, sige tak til alle for en rigtig hyggelig Strikkefestival 2010. Der er ingen billeder, det medbragte kamera så aldrig dagens lys, men andre var mindre forsømmelige.
Pige og pige, det er måske så meget sagt. "Det her kommer til at ligne et teenageværelse" sagde min room mate, da vi indtog vores hm...minimalistiske værelse på vandrehjemmet i Næstved (Godt nok længe siden jeg sidst har sovet i en køjeseng). Vi fik da også spredt tøj og andre ejendele ud over værelset, men teenage-illusionen holdt kun indtil man kom til at kigge ud på badeværelset, hvor der stod ikke bare én, men to bøtter med anti-rynkedagcreme. Den 8-årige plejer at udtale at "min mor er en dame af passende vægt og i sin bedst alder". Det vil jeg forsøge at holde fast i.

Det var en dejlig weekend. Færre planlagte aktiviteter og tilbud end på de tidligere festivaller, men så meget desto mere tid til at snakke og strikke. Vores konferencerum var temmelig spektakulært. Vandrehjemmet var indtil 2004 kloster, men ikke af den middelalderlige slags. Det er bygget i 1976, men stadig med fantastiske marmorgulve (meget populære blandt patchwork-folket, oplyste vores værtinde) og religiøs dekor. Hele den ene væg var en stor glasmosaik af Jesus på vej mod korsfæstelsen.

(Foto lånt fra Vandrehjemmets hjemmeside)

Desværre viste den korsfæstede frelser (andre kvaliteter ufortalt) sig ikke som den ideelle knitting companion. Det flotte, kulørte glas slugte en masse lys og fordrejede farverne på det lækre garn, der var til salg på festivallen.

Apropos garnsalg, så var der en oplagt fordel ved de katolske omgivelser. Tænk, der var indbyggede skriftestole! Hvor smart, at man straks kan få lettet sin samvittighed, hvis man har formøblet hele sin formue på garn. Jeg hører René fra 'Allo 'Allo for mig: "Say ten Hail Marys, you stupid woman". Så er den klaret! Måske flere strikkebutikker skulle overveje konceptet og se deres omsætning skyde i vejret. Idéen er hermed givet videre, you can thank me later.

Jeg fik ikke købt garn, men blev skrevet op til et farvekort fra Slavi, så mon ikke det retter sig? Jeg skal have afprøvet Cascade. Der var den mest fantastiske farve, blå, naturligvis. Og en lilla, og en brun og en.... Til gengæld købte jeg et ældre Rowan Magazine. Nr. 34, helt præcist, jeg tænkte det var passende, om fru Kvist ejede den originale Birch-opskrift. Ikke at jeg nogensinde har strikket mine Brich-sjaler efter den, jeg er diagrammofil og slet ikke til skrevne instrukser. Min room mate lagde hårdt ud, og havde handlet noget yderst lækkert uld til egen ten, inden vi havde været der i fem minutter, så en kort overgang var jeg bange for, om bilen ville være for lille til hjemturen. Fru Kvist er den stolte ejer af en Toyota-kald-den-ikke-en-konebil-Aygo, den første bil jeg har haft, der lige kan ryge i opvaskemaskinen, men absolut ikke egnet til sværtransporter. Det endte dog med at vores samlede indkøb fyldte langt mindre en halvdelen af mit mikroskopiske bagagerum.

Det er ikke blevet til meget strik siden. Jeg har været halvsent hjemme, haft mange andre ting for, og den mørkeblå Supersoft i farven Eclipse (en af mine absolutte favoritter) er ikke særlig velegnet til at strikke uden dagslys. Den kommende uge bliver en god strikkeuge: Annette Danielsen kommer og præsenterer sin nye bog på Kulturmaskinen. Ses vi?

Grå, øhhh sagde du grå????

Jeg er lige blevet færdig med en trøje til yngsteøglen. Hun har selv valgt såvel model som farve. Alt andet ville også være spild, for damen nedværdiger sig ikke i at gå med noget, hun ikke selv har valgt, eller i hvert fald godkendt. Hendes stil kan bedst betegnes som Pippi Langstrømpe møder spåkone, for der er godt med farver og striber, jo flere slags jo bedre, og helst kombineret med smykker og tørklæder og i det hele taget godt med bling-bling. Derfor kom dette valg noget bag på mig:

Lige pludselig forlyder det, at prinsesselook og farven lyserød er yt (men ikke pink, som det fremgår). Modellen er Sannes skønne Linnea, som jeg selv har i voksenmodellen, og garnet er supersoft i en farve, der så vidt jeg husker hedder Silver. Garnet er der kun godt at sige om, og farven er lækker: blød lys grå med en masse spil i. Egentlig var det indkøbt til en cardigan til mig selv, men hvem kan stå for store bedende barneøjne, når øjnenes ejer ønsker sig en håndstrikket trøje. Desuden har Helle nok mere af det. Skal vi lige tage et billede uden Øgle, det falder mig ind at det omhyggeligt draperede tørklæde skjuler den fine halsudskæring, der er lavet med venderækker:

Faktaboks:
Model: Linnea fra Rasmilla
Garn: 242 g. supersoft i farven Silver fra Holst Garn
Pinde: Knit Picks Pro 4 og 4½
Ændringer: Kun at jeg strikkede ærmerne frem og tilbage, fordi jeg ikke kan strikke jævnt nok på 4 pinde.
Hot or not? Superhot, måske jeg selv skulle have en mere?

Det falder mig pludselig ind, at jeg mangler at lægge såvel den, som flere andre projekter ind på Ravelry, selv om jeg har præsenteret dem her. Måske man lige skulle tage sig sammen?

Da Cirkus Rasmilla kom til byen

- var der mulighed for at hilse, ikke bare på cirkusdirektør Sanne, men også på test-akrobaten Tina (som jeg af en eller anden grund ikke kan få lov at linke til).

Det var en herlig aften. Sanne er supergod til at fortælle. Vi ved nu alt om hvordan man går fra at være hende der altid lige skal pynte lidt på opskrifterne til at være designer med egen garnforretning. Sanne ville ALDRIG designe til voksne, og OVERHOVEDET IKKE handle med garn. Jeg er nu glad for hun fraveg disse principper, og at dømme efter den livlige handel var mange enige med mig. Vi hørte også om den manglende glamour ved at have egen garnbutik og støvmaske i kælderen, og sådan kan man få rystet sine egne forestillinger (øv). Det var også skægt at se processen: fra idé til færdig model. Hos Sanne er det ikke tale om en masse skitser og udregninger, men derimod en række strikkede forsøg, indtil hun gradvist rammer det rigtige. Med det forarbejde er der ikke noget at sige til at opskrifterne er så gode.

Alle garnerne var med, og selv om jeg har farvekort til både Yndlingsgarnet og Luksusgarnet, er det noget helt andet at se det i store kurve og røre ved nøglerne. Desværre havde jeg glemt mit kamera, det havde ellers været et flot syn, hvis man altså ellers kunne komme til for alle de pillende damer.

Selv min mor, der ellers har en rygrad af stål når det kommer til spontane garnkøb (åbenbart ikke arvelig) måtte overgive sig og indkøbe det smukkeste petrolfarvede luksusgarn (uld og silke) til en Linnea. Jeg beherskede mig voldsomt (hvad jeg naturligvis allerede har fortrudt) og købte kun lidt: luksusgarn til en Björk til yngsteøglen. Farven hedder Post, men er efter min mening nærmest hen ad hindbær. Heldigvis faldt både garn og model i den lille frøkens smag. Det er bestemt ingen selvfølge, når det er frøkenens håbløse mor, der foretager valget (Burde de ikke være teenagere, før de begynder at himle med øjnene?)

Ved synet af alle de lækre modeller gik det i løbet af aftenen op for mig, at jeg også liiige mangler et par Linneaer ud over den lilla jeg har, og den er jo heller ikke i silke, vel, for slet ikke at tale om hvor flot og anderledes Amaya tager sig ud i koksgråt Luksusgarn, sådan en ville bestemt pynte i min garderobe også. Min venindes lille søn er et potentielt offer for den nye drengemode Viggo, og sådan kunne jeg blive ved. Heldigvis er den lækre butik kun et klik væk (se selv) og det er mildt sagt ikke fordi det er svundet meget i lageret i de sidste par uger. Hele ugen har det foreløbig taget mig at strikke de sidste få centimeter på den igangværende tøse-Amaya, ynkeligt, ikke?

Rent bortset fra garn og oplæg var det også herligt at se hele strikkebanden igen til den nye sæson, selv om der var en, vi savnede. Og hurra, det møde på Ærø, der skulle have forhindret mig i at komme til næste Store Strikkedag, er heldigvis blevet flyttet! Ses vi?

Så blog dog, for s....

eller: jeg holder af hverdagen (men behøver den at fylde helt så meget?)

Der er ikke sket samfundsomvæltende ting i Casa Kvist, selv om man godt kunne få en mistanke oven på den lange tavshed. Familien Kvist har bare været usædvanlig meget hverdagsramte siden min fantastiske orlov sluttede for 3 uger siden. Vi havde en superdejlig ferie. Et par dage til søs for at se, hvad ungerne ville sige til at overnatte i båden. De syntes heldigvis det var hyggeligt, så det vil vi helt sikkert gøre igen, jeg skal bare lige have udtænkt en alternativ fordeling af køjepladser, så der også bliver plads til mine fødder. Der blev strikket lystigt undervejs, på en vest, der på dette tidspunkt blev omtalt som sejlervesten.

Efterfølgende genså vi et højt elsket feriested i Sverige. Den slags kan være farligt, ved vi af erfaring, det er ikke altid paradis lever op til forventningerne anden gang. Det lærte vi på den hårde måde, den gang vi havde besluttet, at Isle of Skye ud for den skotske vestkyst var verdens bedste feriested. Da vi kom tilbage 8 år senere viste det sig, at uanede mængder af turister var enige med os, og så var magien (næsten) væk. Nå, men Småland, nærmere betegnet Hestravik, levede helt op til forventningerne, forkælelse for hele familien og masser af andre børn at lege med. Der blev stadig strikket på den blå vest, der dog nu havde ændret navn til Kaptajn Haddock-veste, for at tilgodese de mange bandeord den afstedkom, og samtidig blive i det maritime tema. Jeg er sikker på ungerne har fået udvidet deres ordforråd betragteligt takket være vesten.

Den sidste weekend i min orlov sluttede med manér: koncert med Leonard Cohen om lørdagen og besøg af strikkende damer om søndagen.

Det var fint nok at starte på arbejde igen, trods altomfattende it-kaos. Kollegerne tog godt imod mig. Jeg var ellers lige ved at være bange for at de troede jeg var gået på pension, at dømme efter de meget smukke øreringe de havde købt til mig, da jeg inviterede dem til sommerafslutning her. Alt it-bøvlet har gjort det svært at nå det hele, og samtidig skulle Helten starte på nyt job 1. september. Godt nok på samme arbejdsplads, men der var selvfølgelig lige en del, der skulle afvikles, og bare for han ikke skulle slippe for let, fejrede han lige sin sidste dag med en døgnvagt. Nå ja, og så lige 120 af Annes fantastiske muffins.

Yngste er begyndt i skole, stor begivenhed, der faktisk kræver eget indlæg. Hun er glad for det, men det kræver lidt tilvænning og ekstra opbakning. Herudover er fritidsaktivitets-sæsonen jo startet. Vi er ikke dem der påtager os allermest: ældste dyrker atletik og yngste har sine violintimer og MGP-dans. Herudover har fru Kvist, for første gang i de 9 år hun har været nogens mor, valgt at melde sig til en fritidsaktivitet HELT FOR SIG SELV i anledning af at husstanden ikke længere omfatter børn i forældre-barn-gymnastik-segmentet. Egentlig ville jeg gerne gå til italiensk eller noget kreativt, men jeg kan godt mærke, at det er kroppen der trænger mest efter mange års halvhjertede forsøg på at opbygge gode motionsvaner, så valget er faldet på power-yoga. Det tegner lovende, selv om jeg indtil videre gør mig ret umage for ikke at få min yogamåtte placeret i umiddelbar nærhed af det spejl, der pryder hele endevæggen af lokalet.

Nu vi er inde på sæsonstart, så er Store Strikkedag i Kulturmaskinen heldigvis i gang igen, og vi startede med en super aften i torsdags. Mere om den, når det bliver lyst nok til at fotografere aftenens uldne udbytte.

Det var en lang smøre uden ret meget strik, men stay tuned, der kommer mere:

• Haddock-vesten
• Skoletrøje (ikke nær så ambitiøs som visse andres)
• Seneste strikkecafé på Kulturmaskinen