Tynd bomuld og styg banden i en god sags tjeneste

Som den kvikke læser måske vil udlede af overskriften, er Fru Kvist også gået i sving med at strikke huer til projekt "1000 huer til Cuba". Jeg kan ikke fordrage at strikke i tyndt bomuld, og huerne er noget småpilleri at sidde med, men formålet er så godt at jeg ikke kan sige nej. Hvorfor er der ikke efterspørgsel på C-PAP-veste, spørger jeg bare? Ligner det ikke grangiveligt en håndstrikket vest, den lille fyr på billedet har på?


Jeg tror nemlig på C-PAP. Yngsteøglen prøvede behandlingen som nyfødt. Ikke fordi hun var født for tidligt, men fordi hun blev taget ved kejsersnit havde hendes lunger lige brug for lidt hjælp til at folde sig helt ud. Enhver, der kender den unge dame vil vide, at hun helt fra babystadiet har været i besiddelse af et par endog yderst velfungerende lunger.

Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe. Indtil videre er jeg ved at have færdiggjort 5 huer, der dog stadig mangler hæftning og bånd. Jeg er sikker på vi ved fælles anstrengelser nok skal nå 1000!

Hvis du ikke har set opfordringen, og kunne tænke dig at strikke et par huer eller 10, så kan du læse om projektet her.

Den gensplejsede Kiwi

ja, for den kan da ikke være helt naturlig i disse farver, vel?

Heldigvis ved jeg, at den har en smuk rød søster i Frankrig så vi er flere der ikke synes, at Kiwier behøver være grønne og brune. Medmindre vi skal spise dem, altså. Sønnen elsker sin trøje højt og har boet i den siden den blev færdig. det var ham, der insisterede på de blå farver. Han elsker blåt ligeså højt som jeg gør, men dog af lidt andre årsager, tror jeg. Knægten er nemlig farveblind, så en masse farver på den brun/grøn/røde del af spektret flyder sammen for ham, men blåt, det kan han se. Heldigt at han er sådan en skandinavisk Emil-fra-Lønneberg-type (og her taler vi udelukkende udseende, Emil-personligheden ligger tættere op ad en anden lille person i min husholdning), der ser skøn ud i alle former for blåt og gråt.

Jeg havde oprindeligt en plan om at de fine vævestrikkede mønsterborter skulle strikkes i den funky Calypso, der er lidt overvældende alene, men rigtig fin netop til små accenter hist og her. Nix, nope, never, det kunne jeg godt glemme, jeg havde lovet sønnen farver efter eget hoved, og det blev Eclipse og Surf. At der ikke er tale om tilfældig udvælgelse kan jeg garantere. Ungen har nemlig skudt en håndholdt og meget rystet dokumentar om udvælgelse af garn med sig selv som både hovedperson og kameramand.

Processen blev trukket lidt ud, dels ved tanken om den omfattende montering, der følger med modellen, der var virkelig noget for Tag-Dig-Sammen-Tage at gå i gang med, dels fordi mit enlige nøgle Surf pludselig var forsvundet fra jordens overflade. Trods omfattende eftersøgninger var det pist geschwunden, og dukkede helt forventeligt først op, da jeg havde givet op og bestilt nyt hos Helle. Af uforklarlige årsager havde garnet taget ophold i Yngsteøglens strikkekurv, mere om den senere. Som ekstra bonus har trøjen forårsaget at vi har fået nye pærer i stort se alle husets læselamper. Den mørkeblå farver er rigtig svær at se i kunstigt lys, og her i vintermørket bliver det ikke til meget strik i naturligt dagslys.

Monteringen tog sin tid, selv om ærmerne er strikke direkte på bullen, og derfor bare skal syes sammen. Til gengæld skal der syes en kant fast på hætten, der skal monteres en lynlås, der skal strikkes en kant i hver side til indersiden af lynlåsen, og de skal naturligvis også syes på. Gab, det er altså bare sjovere at strikke end at sy, selv om resultatet er anstrengelserne værd.

Mon ikke vi er nået til faktaboksen
Model: Kiwi fra Annette Danielsens Hønsefødder og Gulerødder
Garn: Supersoft fra Holst Garn i farverne Eclipse og Surf. Der er brugt 375 g. i alt, heraf max 25 af mønsterfarven.
Pinde: Addi Turbo 4
Størrelse: Ca. 10, slank model. opskriften går til 8, da Annette D ikke mener ældre drenge vil gå i håndstrik. Den er, som det nok fremgår af billederne ikke ligefrem for stor, så Yngsteøglen er begyndt at stirre sultent på den, men foreløbig tilhører den dog sønnen.
Ændringer: Jeg har gjort modellen større. Min søn er en høj slank 9-årig, så jeg har taget maskeantallet til str. 8 og så forlænget trøjen. Jeg har også lavet ærmerne lidt bredere. Dette er let gjort, for der er ingen ærmegab, så det er bare et spørgsmål om hvor langt nede på ryg og forstykke man starter med at samle masker op til ærmer. Desuden har jeg lavet en "Sanne B-kant", som jeg ikke kan fotografere i close-up i det mørke garn. Den oprindelige kant langs lynlåsen er en lænkekant, altså hvor man løfter første maske af og strikker sidste maske ret på alle pinde. Den kan jeg ikke strikke, så jeg bliver tilfreds, eller for den sags skyld så den bliver ens i begge sider. Derfor har jeg gjort som på mine højt elskede Linnea og Amaya: første maske strikkes ret på alle pinde, anden maske strikkes ret på retpinde og løftes af uden at blive strikket foran arbejdet på vrangpinde. Det kræver en ekstra maske i hver side, men det giver en rigtig god kant til montering af lynlåsen.
Hot or Not: Vældig hot synes vi begge. God og gennemtænkt model med mange fine deltaljer (som man først værdsætter, når man har overstået monteringen, jeg siger det bare).

Velkommen til 2011

Ja, for det er vist lidt sent for både god jul og godt nytår. Sidste del af 2010 blev meget travl her i huset. Der var alverdens ting på jobbet, der liiige skulle være færdige inden årets udgang, og på privatfronten stod hele december i ungernes tegn.

Vi nåede det vi skulle, i hvert fald på papiret. Der var ikke megen tid til afslapning, mange dage nåede jeg stort set ikke at sidde ned før det var sengetid. Den slags bærer straffen i sig selv for mig: ud over at jeg ikke når at sætte mig ned med mine elskede pinde og bøger (nå ja, og ditto husbond, for den sags skyld) afregnes kontant for stress og jag med manglende nattesøvn. Det giver yderligere stress, og så kører rumlen.

Ikke overraskende er mit nytårsforsæt derfor, at der skal mere ro ind i hverdagen. Og så naturligvis mere tid til at være nærværende i blogland, både med egne indlæg og kommentarer til andre. Har man hørt det før? Absolut, men derfor kan det jo godt være alvorligt ment. Det ville heller ikke skade, hvis der ligefrem var et lille værk at vise frem i ny og næ. Måske man skulle gå over til pulsvarmere, så antallet af enheder kunne stige lidt? Eller hvad med at starte en produktion af næsevarmere? Selv i mit tempo skulle det vel kunne lade sig gøre at forsyne familie og venner med denne nyttige, men hidtil sørgeligt oversete genstand til næste jul.

Nå, men hvad gør man, når man ikke har tid til at strikke, men heller ikke kan undvære det? Jeg har jo været der før , så jeg har recepten klar:

1. Vælg en opskrift fra en designer, du stoler på. Det vil sige en, du ved både kan designe, skrive og regne. Den slags hænger som bekendt ikke på træerne.
2. Vælg garn, hvis gode egenskaber allerede er testede.
3. Udvælg dit offer omhyggeligt, det skal være en lille person, subsidiært et tøjdyr.
   

Ad 1: Mini fra Designclub.dk
Ad 2: Supersoft fra Helle Holst
Ad 3: Violinlærerens 8 uger gamle søn


Jeg skal beklage billedkvaliteten. Trøjen blev fotograferet i stor hast, da den lille fyr skulle have den med til jul i Nordsverige, hvor der, hvor utroligt det end lyder, var endnu koldere end her.

Halvhjertet faktaboks:
Jeg har ikke lige fået den vejet, men den er strikket på p. 3, addi turbo, og mon ikke der er gået mellem 50 og 75 g. til str. 6-12 måneder? Farven er den smukke Sapphire, rester fra mit eget topstykke. Ingen ændringer, ud over at ærmerne er strikket frem og tilbage. Skøn og anvendelig model.

Det er dog ikke det hele: jeg har også en Pisavest, men nu er det altså sengetid. Desuden er der en gensplejset Kiwi, der bare venter på en lynlås. (Man skal vist være strikker for at den sætning giver mening!). Den kommende ejer rykker dagligt, så måske man skulle tage sig sammen.

En guru kom til landet

Eller: Fredag i farver, mange farver!

Jeg er en af de heldige, der fik lejlighed til at tilbringe lidt af fredagen på Silkeborg Museum i selskab med Kaffe Fassett og en masse entusiastiske damer. Vi ventede et år, men det var absolut ventetiden værd.

Det var en herlig eftermiddag - Kaffe Fassett var nøjagtig ligeså underholdende, entusiastisk og humoristisk live som på tv og på tryk.

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Jeg har været fan siden 80erne, selv om man vist ikke umiddelbart spotter en farveelsker, når man ser min sædvanligvis blå/grå/lilla fremtoning eller mit hjem, hvor de fremtrædende farver er hvidt og lyst træ. Alligevel elsker jeg at fordybe mig i bøgerne og forsvinde ind i Kaffes forunderlige verden. Jeg har kun strikket 1½ af hans værker (In case you were wondering, 1 Tapestry Leaf Jacket og ½ Traffic Cones Vest). Som bekendt er de fleste af hans beklædningsgenstande meget store og firkantede, og når man er 166 cm høj er det ikke nødvendigvis det mest smigrende.

Men farverne!!! Jeg mener i fuldt alvor det er Kaffe Fassett, der har lært mig at se farver, eller rettere at se farverne i farverne. Hvilken farve har et stengærde? Gråt, men måske 20 eller flere forskellige slags grå. Hvilken farve har himlen eller havet? You get the picture. Tænk hvilket fantastisk farvespil man kan strikke (eller male eller quilte) sig til ved at bruge masser af farvetoner inden for hver farve med gradvise skift og overgange. (Hurra for garnpushere med mange numre indenfor hver farve!) Strikkeverdenen havde aldrig set noget lignede dengang, og hvad angår farvesammensætninger mener jeg stadig ikke der er nogen over eller nogen ved siden af. Hvad angår shaping er det en helt anden sag.....

Som sand fan måtte jeg naturligvis have en autograf. Jeg ejer en del af bøgerne, men eftersom man kunne forvente at andre havde fået samme idé medbragte jeg kun én, som til gengæld er min favorit blandt dem alle:

Bogen, der dengang fik mig til at drage til London for at se den orientalske samling af brugskunst og tekstiler, bogen er inspireret af, kun for at opdage, at lige netop denne samling midlertidigt var lukket på grund af ombygning. Det er senere lykkedes mig at se samlingen, der er en sand farveeksplosion.

Min ledsager, strikke- og IRL-veninde forstod en pæn hentydning (yderst diskret, sådan noget i retning af "kan du ikke lige tage et billede") og fotograferede velvilligt. Det er yderst sjældent, der forekommer billeder af Fru Kvist herself her på kanalen, men mon ikke dette er en særlig anledning, hvor hensigten helliger midlet? (OK, jeg har også lovet Kirsten det). Så må I bære over med den yderst upassende ensfarvede Plissé som jeg faktisk ikke engang selv har strikket.

Måske man skulle se at blive færdig med stakken af ensfarvede projekter, og følge inspirationen fra Silkeborg og farveguruens valgsprog: When in doubt use twenty colours more!

Efterårsmoden, kort

Der bliver strik, de damer, masser af strik! Hos Prada er selv håndtaskerne strikkede:

Kønne? tjaeh, døm selv....

Der bliver bunker af strikkede veste, jakker, cardigans, tørklæder. Til gengæld bliver der ikke særlig mange farver. Sort, grå, og camel, det er hvad efteråret byder på.

Før nogen begynder at undre sig over, hvorfor Fru Kvist pludselig føler sig foranlediget (for slet ikke at tale om kvalificeret) til at udtale sig om mode, skal jeg oplyse, at jeg har været på en efterårstur til Milano. Og ikke bare en mini-ferie, men en mini-ferie uden dem her,

der for første gang i vores 9-årige karriere som børnefamilie, var sat i kennel hos mormor og morfar, mens Helten og jeg drog afsted. Da vi først havde vænnet os til tanken, var det fint. Vi var ikke kommet primært for at se på tøj, men mode fylder rigtig meget i bybilledet. "Milano Loves Fashion" råbte plakater overalt, og det tror jeg på. Annette Danielsens fantastiske Hvirvelstrøm, komplet med kiler og det hele, kunne beses i flere udgaver, så enten har Annette været forud for sin tid, eller også er der nogle designere, der læser danske strikkebøger.

Ellers gik dagene med at traske rundt i centrum og se på kirker, kunst og design samt bylivet i almindelighed, og så ellers finde små hyggelige steder, hvor man kunne få en god kop kaffe, eller nyde lidt italiensk mad. Det lykkedes os at finde den hyggeligste lille nyåbnede vinbar, hvor man udover ædle dråber (og hylestærk lakridssnaps) for næsten inden penge kunne indtage et fantastisk udvalg af delikatesser i form af pølser, skinker, oste, polenta, desserter og meget andet lækkert. Anden gang vi var der, aftenen inden vi skulle hjem, insisterede ejeren endda på at forære os en flaske rødvin fra sin svigerfars vingård.

Der var flere højdepunkter: Da Vincis Den sidste Nadver (som man skal bestille tid i forvejen til at komme ind og se) var et af dem, og en operaaften i La Scala var afgjort et andet. Billederne derfra blev ikke gode, men mon ikke man kan fornemme, at det er en opera fra før verden gik af lave: rødt fløjl, hvidt træværk, gulddekorationer i forbløffende mængder og enorme krystallysekroner.

Det er sådan en rigtig film-opera, hvor man næsten kan fornemme hvordan der i gamle dage blev smedet rænker, af såvel storpolitisk som amourøs art. Den gang da højdepunktet af dristighed var en blottet ankel eller et koket blik over en vifte. Operaen var Donizettis "Kærlighedseliksiren", der med et udtryk fra min hverdag handler om placebo-effekten som middel til at sikre, at vor helt får heltinden til sidst. Som en interessant kontrast til de gamle elegante omgivelser, var scenografien ganske moderne. Hen over scenen kørte såvel heltinden på knallert (ikke Vespa, så sofistikeret var hun ikke), skurken i lastbil som helten i traktor. Det var ikke en af de operaer, der kalder på de helt store følelser (læs: en tudeopera), men flot og stemningsfuldt alligevel.

Strik blev det kun til i flyveren frem og tilbage, så jeg kan føje til statistikken, at strikkepinden (rundpind, addi turbo i metal) gik glat igennem sikkerhedskontrollen både i København og i Milano.

Coming up: Pisavest 2 og blå Kiwi. Det kniber med strikketiden pt. og den mørkeblå Kiwi er svær at se i kunstigt lys, men før eller siden må det vel lykkes.

Forsinket fotodokumentation

Jeg har tidligere pralet af min svigermor-Pisa, men svigermoderen blev så begejstret for den, at hun stak af med den før den havde fået hæftet ender, var blevet vasket eller for den sags skyld fotograferet. Nu har damen indvilliget i en foto-session, og de klæder da hinanden, ikke? Så venter vi lige lidt med at komme nærmere ind på min egen Pisa, der er i skammekrogen efter jeg blev nødt til at pille 14 cm stramt strikket rib over 300 masker op og strikke dem en gang til. Heldigvis kan jeg mærke at jeg har fået blod på tanden igen, så mon ikke den snart bliver færdig?

Det er lige før ryggen er det flotteste på vesten:


Faktaboks:
Model: Pisa fra Designclub.dk
Str. M/L
Garn: Supersoft fra Holst Garn, farve Venetian, 252 g efter vask (jep, nåede lige at tage hul på det 6. nøgle)
Pinde: Addi Turbo 3½
Ændringer: Jeg lavede ærmegabene lidt større, da modtageren har problemer med en arm, der hæver.
Hot or not? Very hot! Desuden var det en god byttehandel: jeg skulle strikke Pisa og min svigermor strikkede drømmesjalet til mig.

Pigen med den blå kiwi....

vil gerne, med vanlig forsinkelse, sige tak til alle for en rigtig hyggelig Strikkefestival 2010. Der er ingen billeder, det medbragte kamera så aldrig dagens lys, men andre var mindre forsømmelige.
Pige og pige, det er måske så meget sagt. "Det her kommer til at ligne et teenageværelse" sagde min room mate, da vi indtog vores hm...minimalistiske værelse på vandrehjemmet i Næstved (Godt nok længe siden jeg sidst har sovet i en køjeseng). Vi fik da også spredt tøj og andre ejendele ud over værelset, men teenage-illusionen holdt kun indtil man kom til at kigge ud på badeværelset, hvor der stod ikke bare én, men to bøtter med anti-rynkedagcreme. Den 8-årige plejer at udtale at "min mor er en dame af passende vægt og i sin bedst alder". Det vil jeg forsøge at holde fast i.

Det var en dejlig weekend. Færre planlagte aktiviteter og tilbud end på de tidligere festivaller, men så meget desto mere tid til at snakke og strikke. Vores konferencerum var temmelig spektakulært. Vandrehjemmet var indtil 2004 kloster, men ikke af den middelalderlige slags. Det er bygget i 1976, men stadig med fantastiske marmorgulve (meget populære blandt patchwork-folket, oplyste vores værtinde) og religiøs dekor. Hele den ene væg var en stor glasmosaik af Jesus på vej mod korsfæstelsen.

(Foto lånt fra Vandrehjemmets hjemmeside)

Desværre viste den korsfæstede frelser (andre kvaliteter ufortalt) sig ikke som den ideelle knitting companion. Det flotte, kulørte glas slugte en masse lys og fordrejede farverne på det lækre garn, der var til salg på festivallen.

Apropos garnsalg, så var der en oplagt fordel ved de katolske omgivelser. Tænk, der var indbyggede skriftestole! Hvor smart, at man straks kan få lettet sin samvittighed, hvis man har formøblet hele sin formue på garn. Jeg hører René fra 'Allo 'Allo for mig: "Say ten Hail Marys, you stupid woman". Så er den klaret! Måske flere strikkebutikker skulle overveje konceptet og se deres omsætning skyde i vejret. Idéen er hermed givet videre, you can thank me later.

Jeg fik ikke købt garn, men blev skrevet op til et farvekort fra Slavi, så mon ikke det retter sig? Jeg skal have afprøvet Cascade. Der var den mest fantastiske farve, blå, naturligvis. Og en lilla, og en brun og en.... Til gengæld købte jeg et ældre Rowan Magazine. Nr. 34, helt præcist, jeg tænkte det var passende, om fru Kvist ejede den originale Birch-opskrift. Ikke at jeg nogensinde har strikket mine Brich-sjaler efter den, jeg er diagrammofil og slet ikke til skrevne instrukser. Min room mate lagde hårdt ud, og havde handlet noget yderst lækkert uld til egen ten, inden vi havde været der i fem minutter, så en kort overgang var jeg bange for, om bilen ville være for lille til hjemturen. Fru Kvist er den stolte ejer af en Toyota-kald-den-ikke-en-konebil-Aygo, den første bil jeg har haft, der lige kan ryge i opvaskemaskinen, men absolut ikke egnet til sværtransporter. Det endte dog med at vores samlede indkøb fyldte langt mindre en halvdelen af mit mikroskopiske bagagerum.

Det er ikke blevet til meget strik siden. Jeg har været halvsent hjemme, haft mange andre ting for, og den mørkeblå Supersoft i farven Eclipse (en af mine absolutte favoritter) er ikke særlig velegnet til at strikke uden dagslys. Den kommende uge bliver en god strikkeuge: Annette Danielsen kommer og præsenterer sin nye bog på Kulturmaskinen. Ses vi?