Hun som bør elskes...

...sådan oversatte min excentriske latinlærer navnet Amanda. I dette tilfælde forekommer det mig helt passende, og i hvert fald mere romantisk end "hun som man omgående flytter ind i". Begge titler passer  imidlertid til Amanda fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin Strik. Hun er et hit, og min eneste anke er, at ærmerne er lige det korteste. Juryen voterer stadig om hvorvidt jeg skal lære at leve med det, eller klippe ribkanterne af og strikke nogle lidt længere på den anden led. Min mor har gjort opmærksom på en tredje mulighed, hendes arme er nemlig kortere end mine. Hvis jeg kender hende ret, har hun allerede gjort plads i skabet, måske ved siden af et andet fejlskud, hun også scorede. Jeg tror dog hun bliver her i huset, Amanda, altså, ikke min mor.

Den har været færdig et godt stykke tid, men fotosessionen lod vente lidt på sig. Den var let nok at strikke, selv om jeg godt kan tilslutte mig hylekoret om den omfattende montering. Hvis jeg strikker en mere (under mit evige motto: ville den ikke være smuk i blå?) vil jeg strikke ryg og ærmer ud i et, tror jeg. På den anden side har jeg efter mange års kamp endelig lært at sy madrassting uden de trækker, og så går sidesømme faktisk let. "Det der," fastslog Helten aldeles uimponeret, da jeg pralede af min nye kunnen, "det kunne jeg da have lært dig. Det var sådan man syede en lever sammen i gamle dage". Så ved I det, hvis I en dag får brug for at montere en lever.

Det var også trøjen, der omsider fik mig til at lære hvordan man strikker snoninger uden hjælpepind. Som med de fleste andre strikketeknikker, er det nemt og selvindlysende hvordan man gør, når man lige har fanget det. Teknikken har sparet mig vældig meget tid. Her tænker jeg ikke kun på tid sparet ved at man ikke skal flytte masker over på hjælpepinden, men i lige så høj grad på al den tid jeg ikke længere skal bruge på at kravle rundt på alle fire under diverse møbler, eller i bunden af biler, tog og fly for at lede efter min vildfarne snoningspind. Tak, Kirsten.

 Jeg har foretaget nogle ændringer i forhold til opskriften. Det er fordelen ved at være lidt langsom i optrækket, man kan nå at høste andres erfaringer. Anne syntes ærmerne var for brede, så efter hendes råd er de strikket smallere. En anden skrev at halsen var lidt løs, hvilket man også kan få en mistanke om efter at have set billedet i bogen, så jeg har strikket den lidt mindre. Desuden kunne jeg selv regne ud at længden var lidt uheldig til mig, så jeg har strikket en mønsterrapport ekstra. Desværre blev jeg ikke ramt af samme klarsyn med hensyn til ærmerne før jeg var færdig. Resultatet er blevet en fin cardigan, der er rustik og har mønster over det hele, uden den på nogen måde er 80'eragtigt firkantet.

Faktaboksen:
Model: Amanda af Lene Holme Samsøe
Størrelse: L, men med en strikkefasthed i underkanten så i virkeligheden mellem M og L.
Garn: Supersoft fra Holst Garn i farven Silver Grey, 465 gram
Pinde: Knit Pics Pro nr. 4,5 og 5
Ny teknik: snoning uden hjælpepind, helt sikkert kommet for at blive.
Ændringer: Længere i livet, smallere ærmer, mindre halsudskæring, se overfor.
Hot or not? Hot, ingen yderligere kommentarer.

Godt nytår!

Hvis der skulle sidde en enkelt læser, der ikke helt har opgivet Kvist og Co, skal der hermed lyde et ønske om et godt og lykkebringende nytår, forhåbentlig ovenpå en dejlig jul.

Der kom ikke et pip herfra i december, som var pænt kaotisk i Casa Kvist. Dels har vi haft håndværkere, som har udført en større energirenovering, (jeg vidste ikke, der findes så meget støv i hele verden), dels har fru Kvist fået nyt job. Det starter først 1. februar, men hold op, hvor er der meget red tape inden det hele falder på plads. Superspændende, men også lidt angstprovokerende efter 10 år i mit nuværende job.

 

Jeg sidder lige og hører i radioen, at man skal lave nytårsforsætter, der går ud på at gøre mere af det, der gør en glad. Selv om man ikke skulle tro det, bliver jeg faktisk i rigtig godt humør af at blogge, og ikke mindst af alle de forskellige møder, virtuelt såvel som IRL, som det medfører. Jeg lover (klog af skade) ikke noget,, men hvor vil jeg gerne have gang i bloggen igen.

2012 var ikke et stort strikkeår for mig, men jeg har da lidt flere effekter at vise til min små-ting-på-store-pinde-kavalkade samt en enkelt cardigan, et par kæmpestore sokker, nogle sære norske ben med meget store fødder og lidt vintervarme til en lille pige hvis mor er sprunget ud som brodeuse. Det jeg glæder mig allermest til at få blogget om, er imidlertid et lillebitte projekt, som jeg er ved at gå til af stolthed over, selv om jeg faktisk ikke selv har strikket det.

Jeg håber vi ses i 2013, og rigtig godt nytår!

Små ting på store pinde 3, fru Kvists (meget) forsinkede Haven

 Da jeg nu lige var i gang med at tænke på hvor vild jeg er med Haven, kom jeg i tanker om, at jeg i min Haven-periode faktisk også påbegyndte et eksemplar til mig selv. Det led en trist skæbne på bunden af en strikkekurv, men nu er det strikket færdigt og kommet til ære & værdighed.

 Garnet hedder Fonty Angora og er vist nok udgået. Det er superblødt og lækkert at have på. Til gengæld er jeg ikke vild med at strikke med den slags garn. Jeg synes altid det føles som om man får små angora-fibre i både næse og mund.

Jeg skal beklage billedkvaliteten. Farven er meget dybere i virkeligheden.

Faktaboks, fru Kvists forsinkede Haven
Model. Haven af Kim Hargreaves fra Heartfelt (links i forrige indlæg)
Garn: Fonty Angora, 144 g, strikket med dobbelt garn
Pinde: Knit Picks Pro nr.8
Ændringer: Ingen
Hot or Not: En nyklassiker, der holder

Små ting på store pinde 2, Haven, nu som cirkel

Yngsteøglen skulle selvfølgelig også ekviperes til vinterbrug. Hun fik en superlækker vinterjakke sidste år, som var rigelig, så den klarer en sæson til. Den er knaldrød, så derfor er der visse begræsninger på tilbehørets farve. Synes moderen altså. Datteren har lige valgt et par neongrønne handsker, hun er ikke så sart.

Netto havde lækker blød uld til salg. Jeg er fiberfundamentalist, men ikke garnsnob, så jeg indkøbte en lille stak råhvidt. Det er 100 % uld, og løber 95 meter på 50 gram. Det holder rigtig fint i brug og er blødt nok til at bære på huden. Det er heldigt nok, for det er blevet til en hue og en halsting (cowl?) til Yngste.

Huen er Hellas Hue fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin strik. Det var den, jeg aldrig fik strikket på hendes kursus, fordi min bambusstrømpepind (særligt indkøbt til lejligheden) flækkede på langs. Det er et overstået kapitel nu, strømpepinde er so last year, Magic Loop styrer! Huen var lynhurtig, faktisk strikkede jeg den en søndag eftermiddag mens Yngsteøglen skrev en epistel om klassebamsens oplevelser på weekendbesøg hos os. Fin rollefordeling, og gudskelov hun er blevet stor nok til at klare den slags.

Fans vil muligvis genkende et Kim Hargreaves-design om damens hals. Der er tale om skønne Haven, som jeg har strikket i diverse udgaver til min mor, bonussvigermor, og mindst to veninder. Datteren ville dog have et rundt halstørklæde, og ikke et langt, forklarede hun. Nemt nok, jeg lavede en midlertidig opslagning ved hjælp af en hæklet luftmaskerække, strikkede tørklædet så langt som det skulle være (og det var temmelig langt, mente den unge dame) hvorefter jeg strikkede enderne sammen fra bagsiden. Superlet, og vældig praktisk med sådan et tørklæde, der altid bliver hvor det skal og aldrig bliver viklet ind i alt muligt.

Faktaboks, hue:
Model: Hellas huer fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin Strik
Garn: Uldgarn fra Netto, 34 gram
Pinde: Knit Picks Pro nr. 7
Ændringer: Er gået en pindestørrelse ned, da damens hoved ikke helt har antaget voksendimensioner.
Hot or Not: Damen går med den, og enhver, der kender små selvbevidste piger ved hvad det betyder.

Faktaboks, Cowl:
Model. Haven af Kim Hargreaves fra Heartfelt
Garn: Uldgarn fra Netto, 152 gram
Pinde: Knit Picks Pro nr. 7
Ændringer: Har strikket enderne sammen til cowl-facon i stedet for aflangt tørklæde
Hot or Not: Se under huen.

Små ting på store pinde 1, Lamaklaphatten

Små ting på store pinde, det er hvad det er blevet til det sidste lange stykke tid. Det er fint nok for ungerne, der har fået nyt vintergear, men substandard for en der elsker pind 3,5 mest. Nå, men I bestemmer jo selv om I gider se mine værker, og jeg har faktisk et par ting på små pinde undervejs også.

Lamaklaphatten er min udgave af Jared Floods Turn A Square. Der er således ikke tale om en klaphat, og faktisk indgår der heller ikke lamauld i projektet. Sønnen har selv døbt den, og navnet skyldes, at den blev strikket mens vi for andet år i træk tilbragte efterårsferien i mine forældres sommerhus på Nordfyn. Huset ligger i et område, hvor det vist ikke er nogen overdrivelse at sige, at der er fred og ro. I hele sommerhusområdet er det faktisk umuligt at købe så meget som en ispind, noget nogle af os nyder meget. Af det begrænsede udvalg af aktiviteter, der byder sig til, ud over vandreture i den skønne natur, er lamaklapning en klar favorit.

Beskuelse af skotsk højlandskvæg er en anden favorit, men hvis man læser om højlandskvæget, får man ganske forskellige meldinger om deres temperament, så hidtil har vi ikke klappet på dem, selv om de ser superbløde ud.

Men lamaklapning, det er noget der giver ro i sjælen. Lamaerne bevæger sig med en misundelseværdig ro og overlegenhed, de er i bogstaveligste forstand meget imødekommende, lader sig allernådigst klappe, og indtil videre er ingen af os blevet spyttet på.

Forresten er det en overdrivelse at kalde vores uldne venner lamaer. Der er tale om en krydsning mellem lama og alpaca, fortalte en af ejerne os engang. Så bliver de nemlig mindre og klogere. Så ved vi det. En opløftende tanke for os, der ikke hører til de højeste.

 

Nå men det var huen vi kom fra.

Faktaboks:

Model: Turn a Square

Designer: Jared Flood

Pinde: Knit Picks Pro str.4,5

Garn: Supersoft fra Holst Garn i farverne Graphite og Peacock. I alt 32 gram, heraf mest af den grå. 

Ændringer: Ingen

Hot eller not: Hot siger knægten, let men alligevel varm, og så kan den gå under cykelhjelmen. Desuden er det sjovt at cirklen bliver til et kvadrat undervejs, ikke mindst når man er 11 år og lærer geometri.

Bemærkninger: Så vidt jeg husker er den smukke Peacock udgået. Ældste har sin helt egen cone af den, som blev indkøbt i sidste øjeblik, fordi han synes det er den smukkeste farve i verden. Han er farveblind, men kan godt se blå farver, så det er tit dem han vælger. Nu ønsker han sig et påfugleblåt halstørklæde, og hvem kan stå for det?

Så, det var da temmelig meget suppe kogt på et lillebitte projekt. Det har snart taget lige så lang tid at skrive indlægget som at strikke huen....

På langfart med sære sokker

Jeg har ved flere lejligheder beskrevet mine forbehold overfor sokkestrikning, og min manglende dømmekraft, da jeg valgte en sokkeelskende mand med fødder i størrelse 46. Jeg bliver jævnligt mindet om, at jeg ved vores bryllup lovede (ud over at elske & ære) at strikke et par sokker årligt. Vi har nu været gift i 6 år (de 15 års forudgående papirløst samliv tæller ikke i denne forbindelse, thank God), og jeg er 5 par sokker bagud. Det kunne have været (en lille bitte smule) værre, men jeg er stadig optimist (og gift). Jeg elsker at nørde med nye strikketeknikker, så måske man kunne finde en teknik, der gør det sjovt at strikke sokker? Når jeg skriver sjovt, mener jeg selvfølgelig udholdeligt. Jeg har derfor indkøbt 2 bøger af Melissa Morgan-Oakes med det formål at lære at strikke 2 sokker at gangen henholdsvis oppefra og nedefra på en meget lang rundpind.

Det går vældig fint, og foreløbig er det faktisk meget underholdende. Om det så er glæden ved at mestre (eller, mestre er måske en temmelig stort ord her) en ny teknik, eller det virkelig er en fest at strikke sokker, tja, det må tiden vise. Det ser skørt ud, men det fungerer, selv om jeg i starten havde mine tvivl. Det hele var bare et stort virvar af wirer og sammenfiltret garn, men efterhånden kom der form på det.

Overvejede for overskuelighedens skyld at strikke 2 forskellige farver sokker, men frafaldt. Hvis det nu ikke gik godt, ville man ikke bare blive ramt at second sock syndrome, men faktisk second og fourth sock syndrome på en gang. Det går også OK med at holde de to garnnøgler adskilt. Måske fordi jeg kom til at starte to forskellige steder i farveforløbet. Jeg havde frygtet man kunne komme til at strikke sokkerne sammen, og selv om Heltens foretrukne gangart er let slentrende, er jeg ikke sikker på han vil være helt tilfreds med at skulle bevæge sig omkring som Snøvsen.

Helten er på kursus og konference for at blive klogere på akut ultralyd og akutmedicin i al almindelighed, og tænk, om ikke fru K har fået lov til at komme med. Jeg har før berettet om Heltens faglige arrangementer, og hvorfor man skal holde sig på klar afstand af dem med mindre man nærer en brændende interesse for andre menneskers indre bløddele, men denne gang var der trumf på. 7 dage på 5-stjernet luksushotel i Tyrkiet og 28 grader varmt badevand, den er svær at slå på en kold dansk efterårsdag. Læg dertil, at stort set alle dagene er mine egne til at bruge til læsning, strik, badning samt te- kaffe- og ikke mindst cocktailindtagning.

Det er lige til at holde ud. Til gengæld regner Helten nok med, at al denne lediggang fører til færdige sokker, selv om jeg godt nok kom til at tage et sjal og noget jomfrueligt garn med også. Vi får se hvad der trækker mest....

Den italienske trøje, eller kan man lære at holde af orange?

...når man nu har fået en overdosis i sin barndoms vemodige 70'ere? 

Tjah, det er ikke lykkedes endnu, men jeg har jo lovet snoninger, så her kommer en dosis i en umiskendeligt orange farve:

 

Det meste af trøjen blev strikket på vejen til og fra årets sommerferie. Når to veninder, der til daglig strikker på toppen af hver sin bakke i Danmark, beslutter at holde ferie sammen med mænd og børn, må det naturligvis indebære strik på toppen af en 3. bakke, denne gang i Italien.

Det krævede lidt overtalelse at lokke modellen (efter Italiensturen også kendt som Ballerinaen) til at sætte sig helt ud på kanten, men ellers kunne man jo ikke se udsigten fra toppen af Monte Isola. Jeg er sikker på ingen, der læser med her, vil finde det spor underligt (eller nørdet) at slæbe et strikketøj med på vandretur. Man når jo heller ikke langt uden drikkedunken, vabelplasteret eller andre livsnødvendigheder, vel?

Nogle vil hellere brække en arm på langs end køre ned gennem Europa, men de er ikke medlemmer af Familien Kvist. Vores ferie starter i det øjeblik vi ruller ud af indkørslen, og så går det ellers afsted med gode lydbøger, frugt, slik, drikkevarer, dvd-film, og ikke mindst marathonstrik. I år havde vi 2 overnatninger både ud og hjem, så vi nåede en mini-byferie i både München og Nürnberg. Kan anbefales, for der er langt til Italien, og mere spændende end man måske lige umiddelbart forestiller sig i Tyskland.

Nå, men tilbage til den orange sag. Trods farven let genkendelig som Rasmillas skønne Linnea. Det hele er sagt før, jeg har nemlig tidligere strikket den til både øglen og mig selv i henholdsvis grå og lilla. Modellen er superlækker, let at strikke når man lige får rigtigt fat i venderækkerne, og i det hele taget en vinder. En moder bliver naturligvis blød om hjertet, når det yndige barn selv kommer med ønsket om endnu en Linnea-trøje, også selv om den skal være orange. Den grå er blevet brugt rigtig meget, så det er sliddet værd. Selv om jeg egentlig mest strikker for processen, og derfor ikke burde gentage, er der bare modeller, der er for gode til at give slip på. Måske jeg selv skulle have en mere...

 

Linnea har også fået flere af øglens veninders mødre til at overveje at genoptage strikning. Jeg har dog ikke hørt at nogen af dem skulle være kommet i gang, selv om jeg selvfølgelig har været på pletten med såvel web-adresser som løfter om at stå bi. Nu må vi se, jo flere vi kan få til at falde i gryden, jo bedre, ikke?

 

Faktaboksen:

Model: Linnea fra Rasmilla

Størrelse: 5-6 i bredden, 8-9 i længden. Den er ikke smal til datterbarnet, selv om det ser sådan ud på det øverste billede. Det er bare måden hun poserer på. Damen er høj og slank (skyldes sandsynligvis en mutation).
Garn: 256 g. Supersoft i farven Clementine fra Holst Garn. Passer godt til alt det sorte og blå denim, datteren ynder at iføre sig (de præferencer kan til gengæld godt stamme fra mine gener).
Pinde: Knit Picks Pro 4 og 4½
Ændringer: Kun at jeg strikkede ærmerne frem og tilbage, fordi jeg ikke kan strikke jævnt nok på 4 pinde. Juryen voterer stadig om hvorvidt der skal hækles en fastmaskekant rundt i halsen. Det fik den grå, og det fungerer rigtig fint.

Hot or Not? Så hot at processtrikkeren gider at strikke den (foreløbigt) 3 gange. Så hot at datteren tog den på i skolen før den var helt tør. "Pyt med det, Mor, den er da bare lidt kold".