Friday, August 21, 2009

Om glorie og is

Hvor praktisk at have en blog, hvor man kan pudse sin glorie, når der nu ikke er nogen hjemme til at beundre min indsats. (Ikke at Helten ligger vågen om natten ved tanken om hvorvidt vinduer er rene eller tøj strøget, men alligevel).

I dag har jeg
  • pudset vinduer
  • vasket begge sæt havemøbler
  • behandlet alle vores lædermøbler med først rense- og derefter plejemiddel
  • med en blanding af pisk og gulerod fået ungerne til at rydde op på deres værelser
  • fejet indkørsel og terasser
  • plantet et par krukker om
  • ryddet op i hele huset
  • støvsuget hele underetagen (1. sal må vente til i morgen)
  • vasket alle køkkenlåger af
  • lagt dej til 2 langtidshævede brød
  • skuret spise- og sofabord i sæbespåner (dufter fantastisk)
  • kogt risengrød (ungerne mener sæsonen er startet og Helten har døgnvagt)
  • strøget hele familiens tøj til barnedåb på søndag
  • strikket lidt på Amaya for at holde mig vågen med ungerne under talent 2009 (det er ikke talent, det er en hobby, for nu at citere Jokeren)
Efter denne oversigt over my life in rock´n roll vil jeg gå i seng med en ispose til tåen, der af Helten er blevet opgraderet fra forstuvet til brækket. Ikke at det har ændret på hverken behandlingsniveau (tapening og hvile. Førstnævnte fungerer fint, sidstnævnte starter i morgen, når hele familien skal varte mig op) eller medlidenhedsniveau. Min sidste overvejelse inden jeg går i seng vil være, om en blå tå ser bedre eller værre ud med neglelak på? Helten foreslår matchende farver, men min begrænsede neglelaksamling rummer kun rødlige og lilla nuancer. Decisions, decisions.....

Monday, August 17, 2009

Dårlig timing

Okay, så har fru Kvist forstuvet en tå. (Ved utilsigtet spark mod sofaben, men jeg tror jeg vil starte et rygte om at det skete under udøvelse af ekstremsport). Tåen er sort og blå og gør ondt, men det er trods alt ikke det værste, der kan ske for en strikker, vel? Tænk hvis det var håndleddet eller albuen.

Ideelt set bør fru Kvist derfor sidde i husets bedste stol og lade sig opvarte af familien, der bringer te, garn og lakridser i en lind strøm. Jeg burde strikke i timevis mens jeg med mild stemme og fast hånd dirigerer mand og børn. Helten startede da også med at lægge en forbinding, der gjorde det umuligt at støtte på foden. "Gå? Du skal sgu da ikke gå!" påstod han bestemt, da jeg påpegede problemet. Så langt så godt.

Hvorfor er det så lige, jeg med vanlig sans for timing skal udføre mit stunt i en uge, hvor weekenden byder på en fætter/kusine-fest med 26 overnattende gæster, der skal holdes i Casa Kvist? Der burde være et sted man kan klage over den slags!

Nå men nu hvor jeg er færdig med brokke (midlertidigt) kan jeg da lige vise et billede, taget i for lidt lys, af Chartwell. Navnet er lidt af en joke, the chart er i hvert fald det ringeste jeg endnu har set, på trods af at der ikke er fejl i det.

Siden er jeg nået længere, faktisk til pind 60 i mønsteret. Det kan jeg desværre ikke dokumentere, da min elskede, men trætte gamle Toshiba nægter at kommunikere med mit kamera. For tiden bliver alle mine billeder lagt ind via Heltens pc, og den er desværre med ham på døgnvagt i dag. 60 pinde ud af 263 lyder ikke af så meget, men man starter (ligesom Birch) med hele bredden og tager ind til spidsen, så ifølge Rose Kims smarte shawl progress calculator svarer det faktisk til hele 40,4% af hele sjalet. Måske det kommer på til Strikkefestival i Svendborg? Jeg er ellers hende, der altid glemmer at tage håndstrik på til strikkeevents, på trods af at jeg typisk selv genkender folk på deres strik. Så hvis I møder en på Strikkefestivalen, der ser ud som om hun er gået forkert og har misforstået hele formålet, så kom lige og hils, ikke?

Wednesday, August 12, 2009

Finito - og en klassisk Kvist

Jeg har lovet bilstrik, men denne her nåede faktisk ikke med. Den var næsten færdig (som en masse andet i min strikkekurv), og det kunne jo ikke nytte, at den skulle tage plads op i bilen, når der kun var få timer tilbage i den vel? (space management-tankegangen og strikkerlogik passer bare så godt sammen!) Så var det da bedre at tage noget jomfrueligt garn og nogel nye opskrifter med, ikke?

Topstykket er set i mange fine udgaver. Der er ikke så meget at sige, der ikke er sagt før. Opskriften er ikke særlig brugervenlig, men resultatet er bøvlet værd. Alligevel er det ikke true love. Der er blevet for lille. Det undrede mig meget, for jeg syntes ellers jeg havde strikket prøver, prøvet modeller og beregnet med mere end almindelig ildhu. Her er det, den klassiske Kvist kommer ind i billedet. Jeg har omhyggeligt strikket min prøve på p. 3,5, målt, prøvet og fundet ud af, at det skulle være størrelse S. Herefter har jeg strikket hele modellen på p. 3. Jeg fandt først ud af fejlen, da jeg var nået rigtig langt. Jeg strikkede færdig og håbede det bedste, men nej, den ser bare ikke rigtig ud i model slimline. Hvorfor det er klassisk Kvist? Derfor!

Man skal altid se på de lyse sider (siger Helten) så de er her:
  • Modellen har været hyggelig at strikke. Ikke spændende, ikke udfordrende, men meditativ
  • Helt kompatibel med Sex and the City.
  • Har fulgt mig gennem de første 3 sæsoner af SATC i sene aftentimer, når Helten har været på vagt
  • Der er stadig 3 sæsoner og masser af døgnvagter tilbage
  • Det passer lige med et nyt Topstykke
  • Garnet er allerede bestilt, igen i farven Eclipse, som bare er fantastisk, og som slet ikke kan gengives korrekt her
  • Jeg har lige strikket en gave til min mor, der er meget forelsket i modellen, men ikke kunne drømme om at strikke på pind 3 (eller for den sags skyld 3,5)
  • Måske kommer jeg i betragtning til daughter of the year awards.....
Skulle det være en faktaboks:
Model: Topstykke af Bente Geil
Størrelse: S
Garn: Supersoft fra Holst Garn. 175 gram (vasket) i farven Eclipse
Pinde: Addi Turbo nr. 3 (grrr.)
Bemærkninger: Ingen, der ikke allerede er givet af mig eller andre
For god ordens skyld: Den er ikke koboltblå!

Friday, August 7, 2009

Berlin for børnefamilier

Byferie med børn, er der meget ved det? Ja, hvis man er sådan nogle forældre, der keder sig gudsjammerligt på badeferie og altid har holdt aktive ferier selv, og hvis man opdrager sine unger til at gå på deres fødder, og man i øvrigt er villig til at se byen i børnehøjde, så kan de være ret fedt.

For to år siden var familien Kvist for første gang i Berlin, og det var helt uventet love at first sight. Turen kom i stand sådan lidt tilfældigt, en kollega havde købt en lejlighed vi kunne leje, og DSB tilbød at fragte os derned nemt og billigt. Vi drog af uden de store forventninger. Som mange andre danskere havde vi ikke noget særligt forhold til Tyskland - det var primært et voldsomt langt land, man er nødt til at køre igennem for at komme til Frankrig og Italien. Desuden er fru Kvist et af ganske få børn, der voksede op på Østfyn i 70-erne og 80-erne uden tysk tv-antenne, så sproget har aldrig ligget særlig naturligt for mig.

Nå, men vi ankom, og blev med det samme grebet af den særlige stemning og den overvældende venlighed, man bliver mødt med alle vegne. Berlin er et fantastisk mix af historie og en supermoderne by.

Der er også noget særligt ved at kunne vise og genfortælle verdenshistorie som man selv kan huske.

Der er rigtig meget for børnene i Berlin. Helten og jeg kunne sagtens tage hinanden i hånden og bruge hele ugen på bare at gå rundt og kigge på byen, shoppe lidt, drikke latte og spise etnisk og indsnuse stemningen fra de forskellige bydele, men den går ikke med ungerne. Der skal ske lidt mere. Heldigvis er det nemt at finde noget til dem.

Berlin Zoo, of Knut fame. En dejlig, stor og meget frodig grøn zoo. Der er et stort udvalg af almindelige zoo-dyr, og en meget spændende afdeling for natdyr, hvor man har vendt op og ned på nat og dag, så man kan se dyrene i aktion.

Aquadome, et kæmpestort akvarium, som man ser ved at køre op og ned i en elevator inde i midten.

Legoland Berlin: et lillebitte indendørs legoland inde ved Potsdamer Platz. Ikke noget der kan imponere mine forkælede unger, som er vant til (mindst) en årlig tur til Billund, men alligevel et besøg værd, hvis det nu regner. Hele Harry Potter-universet er bygget i lego, og det samme er en lang række af Berlins markante bygningsværker.

Brandenburger Tor: symbol på både den tyske deling og genforeningen. Den 7-årige er gammel nok til forstå og interessere sig for Berlins historie, og han meddelte på dag 1, at det ikke var en rigtig berlinertur, hvis vi ikke gik til Brandenburger Tor. Heldigt nok, for se hvem vi mødte:
Nu er det slut med at tro på moderens utroværdige forsikringer om, at Star Wars ikke findes i virkeligheden.

Checkpoint Charlie. Bare skuffende at den amerikanske soldat talte med den tykkeste tyske accent. Ungerne var dog ligeglade, og syntes det var spændende.
Spor efter muren findes overalt, og maner til eftertanke, også selv om man kun er 5 og 7 år gammel. "Hvad nu hvis nogen bygger en mur tværs gennem Nyborg, så vi ikke lige kan løbe over til Farmor og Farfar?" Faren er nok ikke overhængende, men det gav da lidt at tænke over.

Det samme kan man sige om Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche på Kurfürstendamm.

Kirken blev sønderbombet under krigen, og er kun delvist istandsat. Det var anden gang vi var der, og ligesom sidst blev jeg meget berørt, ikke mindst af Sømkorset fra Coventry, som kommer fra den ligeledes udbombede og ikke genopbyggede katedral i Coventry. Korset blev lavet af søm fundet i ruinerne og givet til kirken i Berlin som symbol på fred og forsoning. Apropos, så fik ungerne lov til at tænde hver et lys netop for fred og forsoning i kirken, hvorefter de skændtes så det fløjtede resten af dagen. Det virker åbenbart ikke på hedninge.

Det Tekniske Museum: enhver pilfingers drøm. Hvordan laver man radio og tv? Hvordan fungerer et tog? Hvor stor var den flyver, der landede midt på den røde plads? Hvordan navigerer skibe?

Hvad kan en dampmaskine? Hvordan fremstiller man smykker med gamle håndværkstraditioner? Og meget meget mere. Der var sågar en særudstilling om tekstilfremstilling. Herunder et imponerende apparat til fremstilling af vævede bånd. Den 7-årige var helt solgt, og kunne sagtens have brugt dagevis.

Der er også noget for tøser: Schloss Charlottenburg i bydelen af samme navn.

Flot og imponerende, men det mest fascinerende er faktisk, at slottet var en total ruin efter krigen. Slottet daværende tilstand er dokumenteret af talrige fotos, men i dag er det stort set restaureret. Dog ikke originalt; en del af både udsmykning og møbler er stykket sammen andre steder fra. I den flotte park ligger et lille havehus, hvor kejseren kunne indtage sin te, hvis han blev træt at at vandre omkring, og ikke havde lyst til at gå helt tilbage til slottet:

Berlin er en skøn shoppeby. Priserne er generelt lavere end i Danmark og udvalget meget større. Når der så oven i købet er udsalg, kan ma virkelig gøre nogle kup. Vi fik ikke shoppet så meget, det er bare en af de ting, der ikke fungerer med ungerne. Yngste og jeg fik dog købt en kjole hver. Jeg må konstatere, at det ikke kun er på grund af størrelsen, at vi ikke bytter tøj, men vi synes begge to vi er vældig fine, den ene i mørkeblåt hør og den anden i rødt glimmer med tylskørt og fuld sol i nederdelen.

For madører er er også en del at komme efter. Man spiser godt og billigt. Sikkert også godt og dyrt, men det gemmer vi til en gang uden ungerne. KaDeWe har en hel etage dedikeret til delikatesser. Her kunne jeg vist godt have parkeret Helten en uges tid. Lige bag det fornemme varehus fandt vi et østasiatisk supermarked, og her blev købt godt ind af alt det vi ikke lige kan finde i DK, eller kun kan finde i små og alt for dyre portioner.

Når man bare trasker rundt og kigger på byen, kan man også tit være heldig at opleve noget sjovt. Berlin Harley Days fik mænds og drenges (og nogle kvinders, kunne vi se) øjne til at skinne om kap med alt de nypudsede krom. Harley er kult og handler ikke kun om den rette bike, men lige så meget om udstyr til både MC og ejer. Hvad man ikke kan få af gear - og tema-tatoveringer for den sags skyld. Imponerende. For øvrigt kunne Helten og jeg konstatere, at vi nærmest trak alderen ned i det selskab.
Se dig godt omkring, sagde vi til ældste, så mange Harleyer på et sted kommer du nok ikke til at se igen.

Jeg kunne skrive meget mere om Berlin. Vi er slet ikke færdige med byen, og Helten og jeg går og pønser på en voksentur. Jeg vil gerne se det jødiske museum, og måske også snuppe et par koncerter, operaer eller hvad der nu er på tapetet.

Coming up: bilstrik fra turen.

Friday, July 24, 2009

Mand, hvor er jeg en heldig loppe (igen)

Er der nogen, der har set det nye Rowan Magazine nr. 46? Så vidt jeg kan se er de ved at komme tilbage på sporet igen, og stilen er så klassisk Rowan med dæmpede farver og engelsk landadel, at det nogle steder næsten er morsomt. "I skal da ikke strikke noget fra det blad. Prøv at se hvor sur man bliver, når man får det på" bemærkede en ægtefælle (ikke min). Men de mutte, lidt livstrætte udtryk hører vist også med. Man kan ikke være lalleglad, eller bare glad, i et Rowan Magazine. Det er for utjekket.

Jeg vidste, der var en højere mening med de fire nøgler KSH i farven Liqueur, der helt af sig selv faldt ned i min virtuelle indkøbskurv, da jeg bestilte garn til mine svigermødre hos den gode pusher (jep, de strikker begge).

Og gæt hvem der har fået dem her i forsinket fødselsdagsgave:

Visse mennesker ved bare hvad der skal til. (For eksempel ekstra pinde i størrelse 3,25 og 3,75).

Helten er vældig begejstret for de løse wirer. Han mener de må være idéelle til at rense det der lille afløb inde i køleskabet, som er svært at komme til. Der er tidspunkter, hvor man må tage sit valg af partner op til revision;-)

Denne gang faldt revisionen ud til hans fordel (lige akkurat). Jeg har lækkert garn, jeg har nye pinde, jeg har en smuk sjalsopskrift (med verdens mindste diagram, man kan ikke få alt), jeg har en (mindst) 6 timers køretur foran mig søndag, jeg har en leje-lejlighed i Berlin hele næste uge, summa summarum, jeg har brug for en chauffør.

Pas på jer selv (og jeres strikkepinde!)

Monday, July 20, 2009

Orlov uge 5, den ultimative tøsetur

Yngsteøglen og jeg er nærmest alene hjemme for tiden. Ældste er sammen med sin jævnaldrende kusine på ferie hos mine forældre (AKA Det Grå Guld) og Helten arbejder, som altid i sommerferieperioden, sindssygt mange timer for at dække for kolleger på ferie. Han er lige kommet hjem efter en 99 timers arbejdsuge, så ham er der vist ikke meget musik i. Kort fortalt, yngste og jeg er overladt til at underholde hinanden, og det er faktisk ret hyggeligt. Vi gør pigeting, som hun kalder det.

I dag har vi været på Tidens Samling, et lille finurligt museum i Odense, der viser nyere hverdagshistorie. Der er 8 stuer/værelser, alle indrettet som et årti fra 1900 til 1980. "Guud, kan du huske...." lyder det mange gange, for vi taler ikke kunst, men hverdagsting, som almindelige mennesker omgav sig med. Der er 70'er-stuen med hønsestrik i kurven og "Kvinde kend din krop" på sofabordet. Der er 80'er-ungdomsværelset med Madonna og Aha på væggene. Der er 1900-stuen med klunkestil, og alt der imellem. Det fede ved det, især når man har (pilfingrede) børn med, er at intet kun er til pynt. Man må sidde i møblerne, læse i de gamle blade og , oh fryd, prøve alt tøjet. Tænk, der var både Bratz-agtige støvler, en ræv til at slynge om halsen, diverse parykker, tasker og meget mere. Yngste var helt solgt.
Vi var der i dag af en helt bestemt årsag: For tiden er Anne Marie Helgers kjoler udstillet og sikke en oplevelse.


Se dem, hvis du på nogen måde kan!

De er virkeligt fascinerende, superdiva-agtige, fantastisk farvestrålende, men alligevel oftest med et alvorligt budskab bag. Jeg må på forhånd bede jer undskylde billedkvaliteten, de er taget med mobilen i for lidt lys. Og ja, man må gerne fotografere.

Desværre må man ikke prøve kjolerne. Der var flere, der ville kunne få divaen frem i fru Kvist, en ikke helt lille bedrift.

Denne var Yngsteøglens favorit.

Krinoline, anyone?

Denne kjole mindede Øglen om noget.

Den der gjorde dybest indtryk var denne her, der hverken er den sjoveste eller den mest overdådige. Det er Aids-kjolen, der bruges i sammenhænge, der har med sygdommen at gøre. Den er meget smuk, og det er godt tænkt at sjalet er formet som en kæmpe aids-sløjfe. Samtidig får jeg lidt kuldegysninger af den måde hovedbeklædningen minder mig om Manden med Leen.

Som sagt, en udstilling, der ved første øjekast er overdådig og sjov, men som ved nærmere eftersyn også maner til eftertanke.

Orlov uge 4, bamserne kommer!

Yngsteøglen blev i maj ejer af en build-a-bear, og siden har hun ønsket sig at holde en bamsefest for veninderne. Godt så, hvis det ikke skulle være nu, hvor fru Kvist har orlov og er overskudsramt fuldtidshusmor, hvornår så? Vi inviterede 6 veninder og en enkelt bror til at lege med Ældste. På mirakuløs vis kunne de allesammen komme, selv om det er midt i juli, hvor alle formodes at være på ferie. "Det var nok en streg i regningen" bemærkede en af mødrene tørt, men nej, både øglen og jeg syntes det var fint, selv om vi på forhånd havde aftalt, at vi ville gennemføre festen om der så bare kom én bamse med sit menneske.

Den lille værtinde havde ikke særligt præcise forestillinger om hvad sådan en bamsefest indebærer, men jeg besluttede det skulle være nemt og hyggeligt (især da jeg opdagede at Helten havde døgnvagt den dag. Det have jeg ikke lige kalkuleret med).

Vi dækkede op med en pastelfarvet dug, vi engang har fået af Heltens farmor, og som normalt frister en hengemt tilværelse i bunden af skuffen. Hertil lyserøde lys og blomsterservietter, begge dele til overs fra Øglens seneste fødselsdag. Dagen før fik begge unger megen tid til at gå med at tegne skilte med "Velkommen til Bamsefest", så de blev hængt både på døren og rundt i huset.

Serveringen var enkel: Liselottes fantastiske kardemommeboller, et frugtfad (i dagens anledning i 3 etager, den slags synes øglen er voldsomt prinsesseagtigt)

... samt en bamsekage, bagt af en af husets nødopskrifter, forstået som sådan en man roder sammen i en fart af få ingredienser, kan bage i enhver form, og som alle kan lide. Der opstod et øjebliks panik, da jeg opdagede, at den såkaldte bamsekageform min svigermor har foræret mig, i virkeligheden var en mus! Nå, ikke noget der ikke kunne klares med lidt plastic-kirurgi: Skarp kniv, af med tænderne og den spidse snude (på den færdigbagte kage, altså). Herefter et marcipanimplantat til bjørnesnude og øjenomgivelser. 5-årige piger er taknemmelige: godt med lyserød glasur, så lægger ingen mærke til snyderiet.

Øglen havde lovet, at der også var noget blåt til de to drenge:

De små gæster mødte op med deres bamser, der blev sat på en bænk under spisningen, for ikke at få glasur og syltetøj i pelsen.

Alle fortalte hvad deres bamse hed, og hvor længe de havde haft den, og bortset fra bespisningen var det den eneste planlagte aktivitet. Resten af eftermiddagen stod på fri leg. Jeg tror alle hyggede sig.

Yngsteøglen var vældigt tilfreds, i hvert fald lige indtil vi et par dage senere lånte en bamsebog på biblioteket. Sammenlignet med den her beskrevne bamsefest, var vores noget mangelfuld. For eksempel havde jeg ikke haft sodavandsflasker lagt i vand, for så at fjerne etiketterne og erstatte dem med nogle, jeg selv havde printet med bamser på. Faktisk forsynede jeg bare de små gæster med kander med saftevand og isvand. Shame on me. Jeg havde som nævnt også bare smækket en pastelfarvet dug fra skuffen på bordet, men det er da helt galt: I følge bogen skal man til en ægte bamsefest selv håndtrykke en i kartoffeltryk med bamsepoter i brunt og guld. Jeg har meget at lære! Bamsefesten i vores udgave var dog både nem og sjov, så jeg har lovet Yngsteøglen, at den kan gentages senere. Bonusinfo: det er langt lettere at underholde en hel flok unger end bare et par stykker.