Af uventede årsager har de små søde sokker i størrelse 33 taget længere end først antaget. Hver gang jeg så meget som overvejede at tage et par omgange på sokken, stillede knægten med til lejligheden afklædt fod, for han skulle da lige se, om de nu fortsat passer!
Her må man så forestille sig billede af nuttet dreng (min helt objektive vurdering) iført 1½ sok. Hvorfor der ikke er fotodokumentation? Blogger, for pokker, hvorfor kan jeg pludselig ikke få lov til at poste billeder?
Update: pludselig kom der hul igennem igen, så her er drengen, fødderne og sokkerne.
Yderst uheldigt, særligt hvis det ikke når at gå i orden inden Vivians kasse når hertil.
Sokkesagaen er ikke slut; yngsteøglen er ellers ganske uimponeret af mors håndstrik ("jeg skal have benvarmere til gymnastik, men de skal være købt, ikke strikkede", hun bliver gjort arveløs, eller rettere hun kommer kun til at arve 50 kilo garn af bedste kvalitet). Nå, men det bedårende barn har også bestilt et par sokker i "automatisk" mønster, garnet er indkøbt, naturligvis i lilla og lyserødt. Det stopper heller ikke der - for hun ønsker også et par HELT MAGEN TIL til sin lille kusine, og så må den lille kusines storesøster vel også have et par og....lige pludselig er man så sokkestrikker på fuld tid. Hvornår er det lige jeg skal strikke Mermaid, Claudia, Ribby Cardi, Lavold-trøjen og alt det andet sjove?