
Man kunne godt tro, ud fra overskriften, at der er kommet spindelvæv på Audrey, og det skulle ærlig talt ikke undre mig, for det er ikke meget hun er blevet luftet på det sidste. Dog var hun med på Badstuen torsdag aften, hvor der blev strikket 10 cm på et ærme, som efterfølgende blev trævlet op igen. Den skal jo strikkes grundigt, når nu garnet er halvpebret.
"Hvem taler I om?" spurgte min medbragte (småtstrikkende) søster forvirret, da Strikkeforskeren og fru Kvist med største selvfølgelighed kaldte mit strikketøj ved navn.
Aftenens indslag handlede om
Spindelvæven, en garnbutik, som ligger i, tadaa, Nyborg! Jeg ser straks udflugter med efterfølgende strik og kage chez moi for mit indre øje. Indehaveren, Vibe Munck, er uddannet inden for tekstil på det nu hedengangne seminarium i Kerteminde og i gang med en suppleringsuddannelse i moderne broderi. Hun var sprudlende fuld af gode idéer. Butikkens varer er valgt ud fra to hovedkriterier: man skal kunne væve med det, og man skal ikke kunne finde det i enhver garnbutik. Der var også noget til strikkerne i form af Himalaya-garn, banangarn og de smukkeste hæklenåle og strikkepinde. (Men hvem strikker på lige pinde?).
Paradoksalt nok var en af de røde tråde i Vibes foredrag en ode til begrænsningens kunst. Den faldt på et tørt sted, for fru Kvist (og mange andre, så vidt jeg kunne se) har det med at blive grebet af stemningen. Måske skulle jeg starte på vævning, når der nu findes så meget smukt vævegarn? Og hvad med løbbinding, det ser da også sjovt ud. Man kunne jo også lave smykker, for slet ikke at tale om filtning og moderne broderi...
Der var almindelig enighed blandt tilhørerne om at
papirgarn ikke behøver at blive regnet med til lageret, for det er jo ikke rigtigt garn, vel? Nej, mente en, for det har jo aldrig siddet på et dyr. Den holdning er der perspektiver i; ud fra samme argument kunne man straks stryge bomuld, hør, viscose mm. af listen over syndige indkøb - det har jo aldrig siddet på et dyr, vel? Jeg vil se lysere på mit cashmere-o-meter i fremtiden! Bare synd jeg elsker uld og alpaca højest...
Alt i alt en skøn aften med masser af inspiration, selv om det måske ikke primært var på strikkefronten. Et enkelt kit til et armbånd flettet af gummigarn (og det er altså heller ikke garn!) og kobber kom med i tasken.

Tilbage til Audrey; Monterings-yrsa har det bedst på korte visitter her hos mig, så jeg overvejer om hun virkelig behøver at sy hele 4 raglansømme i Audrey. Er raglansømme ikke skabt til at blive strikket i et? Jeg er helt klar over, at det ikke går bare at smække det hele på en rundpind. Rib strikket rundt ligner ikke rib strikket frem og tilbage her i huset. Men hvad nu hvis man på de to forreste og den ene af de bageste lukkede en ekstra maske af, og så strikkede frem og tilbage over de tre sømme, så man kun skulle sy en? Det må vist prøves....