Teknisk problem løst?

Britt har gjort mig opmærksom på, at min blog er indstillet, så kun Google-account-ejere kan kommentere. Det er bestemt ikke med vilje, som jeg før har beskrevet er hele formålet med mit bloggeri at være en del af et fællesskab.

Da jeg ikke har fortalt andre IRL end Helten om min blog, er det ikke så nemt at bede om ekspertbistand rundt omkring. "Hvis man nu rent hypotetisk forestillede sig at jeg havde en blog, hvordan skulle jeg så rent hypotetisk lukke op for kommentatorboksen?" Nej, vel? Det er også derfor jeg har et sørgeligt banner og må nøjes med at sukke over de smukke tapeter der ses rundt omkring i blogland. Jeg skal nok komme efter det med tiden. Jeg satser på, at når Barnet Der Aldrig Sover en gang får det lært, så bliver der lidt mere tid til at sidde og være nørdet med den slags om aftenen.

Nå, men for nu at komme til sagen, så tror jeg, at jeg har løst problemet, ved at rode lidt i indstillingerne. Alle kommentarer er velkomne, og med lidt held nu også mulige...

Guud, kan hun strikke?

Ja, på en god dag og med vinden i ryggen går det lige...
Ikke noget nyt og epokegørende, men en nyklassiker, til en lille pige der var ventet med længsel.

Nu skal den bare overrækkes inden den bliver for lille. Det er Heltens job; fru Kvist har, i lighed med mange andre strikkere, en blokering, når det færdige arbejde skal foræres væk. Er det nu pænt nok, hvad hvis de ikke kan lide det, næste gang går jeg i H&M etc....

Det er en skøn model, stor respekt for Else Schellerup, der kunne se, at ugler kan opstå ud af snedigt vendte snoninger:
Det er da genialt!

Faktaboksen
Mønster: "Ugler" af Else Schellerup fra Designclub.dk
Garn: Arwetta Ekstra Fine Merino, lige knap 100 g.
Pinde: rundpind nr. 3, ukendt oprindelse for Turboen var anderswo engagiert.
Ændringer: Ærmerne er strikket frem og tilbage og syet sammen til sidst. Meget imod mine principper, da mindst mulig montering er idealet, men jeg strikker altså bare ikke så jævnt på 4 pinde som på 2, og i sådan noget glat, råhvidt uld ses det meget.
Hot or not? Hot, især hvis den unge dame ikke er blevet for stor til den....

Advarsel! Andre menneskers feriebilleder 5, på café

Helten og jeg huskede fra vores sidste bsøg i Portugal en fantastisk café i gennemført Art Noveau-stil. Dybt fascinerende og som at befinde sig i en helt anden epoke. Vi ledte og ledte på Lissabons hovedstrøg. Det var meget mystisk, ikke bare var den forsvundet fra jorden overflade, den var faktisk heller ikke at finde i den nyeste udgave af vores guidebog. Godt nok skriver de altid følgende advarsel "good places go bad, and bad places go bankrupt", underforstået, der loves ikke noget om de steder, der anbefales, men det var svært at forestille sig om netop denne cafe. Efter flere dages forgæves eftersøgning fik Helten pludselig et af sine lyse øjeblikke, og kom i tanker om, hvorfor vi ikke kunne finde caféen: Den ligger ikke i Lissabon, den ligger i Porto!

Nærmest tilfældigt fandt vi så en anden:

Den hedder Versailles, og ser også sådan ud:
Et overflødighedshorn af stuk, søjler og fantastiske kageudstillinger. Fru Kvists indre minimalist er gået på orlov: Og hvad spiser man så her? Lad det være sagt straks: vi tager ikke til Portugal for madens skyld! Kagerne går det lidt bedre med. Man spiser Pasteís de Nata små cremelinser af butterdej med kanel.

Hvis man bestiller kakao til, får man det naturligvis i en lille kande, der er skam stil over foretagenet.Hvis man oven i købet har lyst hår og blå øjne og tilmed siger "obrigada" (tak) mens man blafrer lidt med øjenvipperne, ja så bliver man behandlet som en lille prinsesse. Jo, der er mange grunde til at vi elsker Portugal.

Advarsel! Andre menneskers feriebilleder 4, Sintra - mest for prinsesser

45 minutters togtur fra Lissabon ligger byen Sintra, der udover at være en turistfælde, faktisk er en smuk gammel by, hvis historiske centrum er blevet udnævnt til World Heritage af UNESCO. Vores mål for turen var dog et andet. Højt, højt oppe over byen ligger et slot, som man må se, før man tror det. Hvis malingen lige blev frisket lidt op, ville det passe perfekt i Disneyland, hvorimod det nok ville vække undren de fleste andre steder. Det er ikke gammelt, i hvert fald ikke rigtig gammelt. Pena-paladset blev påbegyndt omkring 1840 af den daværende portugisiske kongefamilie, som havde forelsket sig i stedet, hvor der tidligere lå et kloster.


Dette syn møder den besøgende som det første. Jeg forestiller mig at arkitekten bag eventyrslottet har haft det sjovt, og fået levet nogle vilde drømme ud. Der er ikke sparet på tårne og kupler:


alt er rigt ornamenteret:

Faktisk så gennemført prinsesseagtigt (og kitschet), at man må holde af det. Kan man ikke lige forestille sig Tornerose vågne her, eller Askepot danse med prinsen?

Det allersjoveste af det hele kunne vi desværre ikke fotografere, pga. tåge. Den gale arkitekt fuldendte sit værk med at rejse en statue af sig selv, i fuld ridderrustning, på en nærliggende bakketop, hvor han beskuer sit værk. Galopperende storhedsvanvid eller et anfald af selvironi? Det får vi desværre aldrig at vide...

Advarsel! Andre menneskers feriebilleder 3, arkitektur

Fru Kvist elsker rent, enkelt nærmest minimalistisk design. Af en eller anden grund er jeg alligevel helt solgt til de mange rigt ornamenterede bygninger og monumenter Lissabon er så fuld af.

Her er det porten fra et af byens hovedstrøg (Avenue Liberdade, så vidt jeg husker) til Praca Comerciál, en af de mange store åbne pladser, der giver luft i storbyen.


Ude i det statelige Bélem, ambassadekvarteret, ligger Monasterio Jeronimo, et kloster som blev bygget i taknemmelighed af kongen, Henry the Navigator, på grund af landets succes under opdagelsesrejserne. Et fantastisk bygningsværk, og så stort, at man næsten ikke fatter det...


Også mere Art Noveau-præget arkitektur har fundet vej til Europas venligste hovedstad:

Advarsel! Andre menneskers feriebilleder 2, fauna

Familien Kvist har i 6 år været en børnefamilie, og i de 6 år har en stor del af vores ferieaktivitet bestået i at karte rundt i ind- og udland og beskue dyr, til stor fryd for ungerne og, hånden på hjertet, faktisk også for forældrene.

Portugalturen var ingen undtagelse:

På Madeira så vi eksotiske fugle, hvoraf nogle kunne tale (dog ikke denne)


Den havde en bleg fætter


I Lissabon var der også rig lejlighed til at betragte dyreliv. Her ligger Europas største akvarium, genialt bygget op med en kæmpetank i midten og fire verdenshave i hjørnerne. Det var svært at tage billeder indenfor, men bygningen er nu også ret flot:

Jeg må dog lige vise denne her, som jeg ikke kan huske hvad hedder
Jeg synes den er fantastisk. Det er den slags dyr, der sammen med næbdyret og koalaen kan få selv en hedning som fru Kvist til at overveje, om der alligevel skulle være lidt om teorien om Intelligent Design ?

Lissabon har også en skøn zoologisk have. På nogle punkter lidt gammeldags, men tilsyneladende i udvikling. Til fryd for store og små har de en svævebane, der på 20 minutter klarer en rundtur gennem (eller rettere over) haven.

Vi mødte ham her, der var ret selskabelig:


Og fru Kvists ubestridte yndlingsdyr, der var knap så imødekommende:
Højdepunktet for hele familien var dog søløve- og delfinshowet. Det var svært at fotografere. Søløverne var hylende sjove. De kunne både danse tango, smækkysse publikum på forreste række, samt udvise truende adfærd ved at agere hajer med kun en luf stikkende op ad vandet.

Delfinerne vakte nogle helt andre følelser. De er af en eller anden grund dybt rørende, selv i show-sammenhæng, og det er let at forstå, hvorfor nogle mennesker finder det terapeutisk at svømme med dem.

Advarsel! Andre menneskers feriebilleder 1, flora

Det blev ikke til noget med bloggen i weekenden. Begge unger blev syge, træls, især for dem, men godt vi var nået at komme hjem.

Madeira er kendt for sine smukke blomster og planter. Da fru Kvist blev haveejer for 8 år siden, kunne hun på en god dag kende forskel på en plæneklipper og en havehæk. Siden er såvel interessen som kendskabet udvidet en lille smule. I år har vi planer om at haven skal have den helt store tur, vi taler inddragelse af små entreprenørmaskiner og det hele. Gæt lige om den 6-årige glæder sig. På Madeira er der inspiration til haven:

Var det noget med et smart bed?


1000 år gamle oliventræer. Nok ikke lige til at plante om...


Madeira nationalblomst. Kan ikke lige huske hvad den hedder, men ligner den ikke en forstyrret fugl?

Der var masser af orkidéer alle steder....

....eller orkinaler, som den 3-årige kalder dem.

Jo, der var nok at se på Madeira. Klimaet var skønt, og der var ikke mange turister midt i marts. Vi var så heldige at bo på et lille, hyggeligt pensionat i den gamle bydel, men en dag kom vi forbi hotelområdet (eller måske bare et af dem?) og fik en snigende mistanke om, at øen kan være et mareridt i turistsæsonen.