Strik til et lille menneske

Seneste værk er en klassiker her på kanalen, men sommetider, når hovedet er fyldt med alt muligt andet, er det hvad der skal til. Det er Rasmillas Linnea i vesteudgave:

Jeg har før skrevet om fordelene ved at strikke til små mennesker. I dette tilfælde er der yderligere den, at den unge modtagers mor virkelig værdsætter mine anstrengelser (ungen er sandsynligvis ligeglad, hvis bare det ikke kradser eller strammer). Et af mine værker blev således udnævnt til gallakjole til en større familiebegivenhed. Garnet kan vel nærmest kaldes Husets Garn: Supersoft fra Holst Garn. Farven hedder Poppy, og den har ikke det mindste strejf af orange, så det må være lyset, der snyder. Poppy er sådan en slags rød, der ved første øjekast kan virke et par toner for lys, men som passer helt fantastisk til denimblåt.

Faktaboks
Model: Linnea fra Rasmilla
Garn: Supersoft fra Holst Garn. Glemte at veje, mit gæt er ca. 100 gram.
Pinde: Knitpics Pro 4,5
Størrelse: 2 år.
Bemærkninger: skøn model. Yngsteøglens 2 udgaver er blevet forlænget flere gange, og hver gang tænker jeg på at man altid skal strikke børnetøj oppefra og ned. Jeg elsker i det hele taget oppefra-og-ned-konceptet og de iboende tilpasningsmuligheder, men IKKE når nakken og forsiden går lige langt ned. Det har Sanne luret, så ved hjælp af snedigt anbragte vendinger er nakken højere end forstykket.

Coming up: den dramatiske historie om sweateren, der blev elsket til døde. Bare rolig, alt tyder på en lykkelig slutning.

Ode til Brooklyn Tweed, eller kan man blive blacklisted for at bruge blåt?

Jeg er vild med mange aspekter af Brooklyn Tweed, som jeg har fulgt i årevis, lige siden det var en strikkende enmandshær, der meget belejligt også er fotograf.

Alligevel er dette vist mit første værk derfra:

Ting som jeg elsker ved Brooklyn Tweed:

• smukke designs, som er baseret på ældgamle traditioner, men alligevel (oftest)fremstår friske og moderne
• snoninger i massevis. Så flotte, og nok den strikketeknik, der giver størst effekt med mindst indsats
• de fantastiske fotografier, som ofte minder mig om min skumle fortid i New England
• designkollektivet, så mange designere og alligevel en slags fælles linie
• garnet, eller rettere sagt, jeg er sikker på jeg ville blive vild med det, hvis jeg kunne komme i nærheden af det. Pt. beundrer jeg bare det tweedede look på afstand og glæder mig over at 2 tråde Supersoft/Højlandsgarn/Geilsk Uld nogenlunde rimer på Shelter
• AT MAN KAN KØBE MØNSTRENE ENKELTVIS

Det sidste var jeg lige nødt til at råbe, for det er da træls at skulle købe et kit i farver eller kvaliteter, man aldrig ville have valgt selv (Vivian Høxbro, jeg er vild med dine idéer, men jeg kan altså ikke lide gult), bare for at få et mønster, eller være nødt til at investere i en hel strikkebog fordi man er forelsket i en lille vest.

Det eneste, der trækker Brooklyn Tweed lidt ned i min optik, er deres hang til farverne havregrød og gråbrun (som nok hedder noget mere eksotisk i virkeligheden). Så vidt jeg kan se på de virtuelle farvekort er der mange smukke, dybe farver, og ind imellem, dukker der da også en enkelt rød trøje eller et blåt sjal op. Måske synes designerne, at finesserne fremstår bedre i "ikke-farver"?

Min udgave er blå (surprise). Ikke bare en lille smule blå, men knaldhamrendende påfugleblå. Tørklædet er til ældste og han har selv valgt farven inden den forsvandt fra Holst Garns sortiment.

Faktaboks:
Model: Dryad af Jared Flood
Garn: Supersoft fra Holst Garn i den nu udgåede Peacock,. 203 gram
Længde: ca. 180 cm
Pinde: Knitpicks Pro, dejligt spidse til snoning uden hjælpepind
Bemærkninger: Mønsteret, der for alvor fik mig i gang med KnitCompanion. Selv om jeg synes det er besværligt at sætte op, er det guld værd ved et mønster som dette, som det faktisk aldrig lykkedes mig at lære udenad.
Hot or not? Hot, overvejer et til mig selv, men på den anden side er der så mange fantastiske snoningsmønstre, så man dårligt har tid til at strikke hvert enkelt mere end én gang.

Nå, jeg troede du var holdt op med at strikke....

Tænk, det sagde søde Susanne, da vi udvekslede vores traditionelle årlige messekram og -sludder for et par uger siden i Fredericia. Susanne var som altid en del af messens lækreste stand.

Måske er det den provokation der skal til, for at jeg kommer i gang med min blog igen? 

For ja, jeg vil jo gerne være blogger, det er ikke nok at stå udenfor med næsen trykket mod vinduet. Jeg har kortvarigt forsøgt mig på Instagram, og på en måde var det en succes. Det allerførste billede jeg nogensinde lagde op, provokeret af en yngre kollega, udløste førstepræmien i en fotokonkurrence. Den prisbelønnede fotograf Fru Kvist, det lyder da godt, ikke? Det vakte i hvert fald en vis munterhed i min familie, hvor mine manglende talenter udi fotografering er legendariske og kun undergås af min fars. (Da min søster i sin tid satte studenterhuen på mit hoved præsterede han at fotodokumentere begivenheden således, at det kræver et puslespil af mindst 3 separate fotografier bare at få den svageste idé om hvad der foregår).

Men nej, selv efter denne uventede hæder, må jeg erkende, at jeg er mere til ord end til billeder.

Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, er jeg ikke helt holdt op med at strikke. Der er færdige værker, næsten færdige værker og værker in progress. Den opmærksomme læser vil endda kunne bemærke et par (ubehjælpsomme) hæklerier i stakken, som stammer fra en hækle-craze, der ramte det meste af familien i sommer. Helten holdt sig udenfor, den eneste for for håndarbejde han udfører er syning, og dette endda kun i arbejdstiden. Nu vi er ved ham, kan man faktisk spotte et par næsten færdige sokker i højre side. Så taler vi ikke om hvor længe, de har været næsten færdige, vel?

Hvis der overhovedet er enkelte, der stadig forvilder sig herind, er der måske nogen, der kan genkende et par af modellerne? Under alle omstændigheder vil jeg bestræbe mig på at få dem præsenteret i nær fremtid.

Over and out, skal have bikset en suppe sammen inden ungerne vender trætte og sultne hjem fra hhv. badminton og ugentligt krea-kursus på Husflidsskolen. Og det hedder den altså, selv om det lyder som noget fra Matador. Til min skuffelse har yngsteøglen endnu ikke lært at stive præstekraver. Altid noget at hun er hedning ligesom resten af familien.

Nu vi er ved det nuttede babytøj...

...Så se lige hvor begejstret denne lille gut er for sin strikkede vest.

Hvis nogen kan løsrive blikket fra det lille glade fjæs et øjeblik, vil det nok fremgå, at der er tale om er Larch-vest fra Helga Isagers Bird Collection. Vesten er virkelig sød og let at strikke. Garnet er Rasmillas skønne Yndlingsgarn i farven Kakao. Jeg er vild med den farve (efter en barndom i 70'erne  med total overdosis af gul, orange og brun er jeg endelig ved at vænne mig til brun. Ikke gul og orange, mind you, og kun visse nuancer af brun). Egentlig havde jeg købt en stak af garnet til mig selv, men nu hvor jeg har konstateret hvor blødt det er, har jeg reserveret det til børn og mænd. Heldigvis har Rasmilla meget andet lækkert, Luksusgarnet strikker jeg gerne til mig selv.

Faktaboksen
Model: Larch af Helga Isager
Garn: Rasmillas Yndlingsgarn, Kakao, bare 50 gram, strikket dobbelt.
Pinde: Knitpicks Pro, str. 3,5
Hot or not? Hot, dog først efter vask. Inden den blev trukket i facon så den ikke ud af meget. Der må da kunne findes flere babyer, der har brug for lige netop sådan en vest?
Babyfotograf: Min søsters veninde, der tilfældigvis også er det yndige barns mor.

NB: Redaktionen  bekendt led ingen baby overlast under ovenstående foto-seance. Billedet er nemlig taget i en langt koldere årstid, hvor der ikke var noget mærkeligt i at trække den lille mand i en ulden vest.

Coming up: den blå evighedstrøje, der i virkeligheden er grøn samt tanker om hvorvidt en nystartet sommerferie ikke giver ret til (mindst) et nyt strikketøj. Bare et lillebitte et med garn fra lager?

Faktisk mangler jeg også en mindre parade (og Ravelry-opdatering) af det, der er blevet strikket, men ikke blogget om det sidste lange stykke tid. Ikke ond vilje, travlhed i kombination med problemer med adgang til bloggen, ikke nogen god kombination.

Kan man stadig kalde sig strikker -

- når man er 1½ måned om at strikke sådan en lille babytrøje:

Og kan man stadig kalde sig blogger når man poster så sjældent som jeg gør? Sikkert ikke, og bedre bliver det jo ikke af, at jeg ikke engang får svaret på alle de dejlige kommentarer, selv om hver eneste bliver læst og nydt.

Trøjen er en gammel kending, set før, også her på bloggen.

Model: Pebbles fra Rasmilla

Størrelse: 6-9 måneder

Garn: Samarkand, uld og silke, fra Holst Garn, strikket dobbelt. Glemte at veje, men mit gæt er ca. 120 gram.

Pinde: Knit Picks Pro nr. 4 og 4,5.

Hot or not: superhot, eller måske nærmere sød

Anledningen er, at en af mine søde kolleger netop er blevet mormor til en lille dreng. Babystrik er alletiders, de fleste modeller er nuttede i størrelse lillebitte, man kan som regel klare sig med garn fra lager, og selv hvis man skal købe nyt, er mængden så lille at man sjældent bliver flået. Bedst af alt, den lille modtager kan ikke protestere, i hvert fald ikke så man kan forstå det.

Trøjestrikningen har haft en uventet konsekvens. Kort efter overrækkelsen stod en anden kollega ved mit skrivebord og meddelte, at hun også bliver mormor i nær fremtid. Nå, tænkte fru Kvist, så vil hun nok gerne have en udgave i lyserød. Men nej, det var endnu bedre: den vordende mormor har besluttet at genoptage strikningens ædle kunst efter 20-30 års pause, og ville derfor høre, om jeg kunne være behjælpelig hvis hun går i stå undervejs. Altid skønt når et nyt offer falder i gryden. Mine højtelskede farvekort holder påskeferie hos hende, så bliver jeg da ikke fristet til at bestille nyt så længe....

I håbet om lidt mere strikke tid er der kommet hele to trøjer til mig på pindene. Begge af typen, der tester min (stort set ikke-eksisterende) tålmodighed, dog af to forskellige årsager.

Punk is alive! Steampunkeren fra Nyborg

Så har det igen været fastelavn, og yngsteøglen har endnu en gang vist sit efterhånden legendariske talent for at få sat alle i sving. Lad mig sige det med det samme, hendes dage som fe eller prinsesse er endegyldigt ovre. Efter tidligere år at have fejret successer som Yvonne og Næsten Hovedløse Nick, skulle der selvfølgelig noget særligt til. Steampunk blev temaet.

I år kunne der ikke blive tale om at sy et kostume, da min symaskine tilsyneladende helt har opgivet ånden. Den og jeg er ellers lige gamle, men jeg klarer mig åbenbart bedst. Måske har den kedet sig ihjel her hos mig...Uden syning kunne man jo naivt tro at opgaven blev mindre, men kun hvis man ikke kender min datter. Jeg må erkende, at jeg ikke helt havde gennemtænkt konsekvenserne, da jeg introducerede hende til Pinterest.

Hele familien, inklusive en hobbymekaniker-onkel, samt naboen, der driver en antikvar- og alt-hvad-hjertet-ellers-kan-begære-butik i byen har været inddraget. Vi har stået på hovedet i såvel udklædningskasser som egne klædeskabe. Her fandt vi en sort blondebluse, en bluse med åbne ærmer, samt en fake pelsfrakke, i sin tid arvet fra en nabo og siden forfremmet til ældstes troldmandskåbe. Et udtjent vandgevær og et par gamle dykkerbriller er blevet spraymalet sorte og har fået guld- og sølvfarve duppet på. Brillerne fik desuden et gammelt tandhjul samt lys fra pærer, der har siddet i fødselsdagsballoner. Flere tandhjul blev fremstillet ved hjælp af fimo-ler, maling og et forstenet søpindsvin. En gasmaske blev monteret på et rollespilsbælte og tipoldefars bryllupshat blev støvet af. Damens hår, der normalt er glat som Emil fra Lønnebergs, blev rullet op i papilotter. Noget af det blev sågar sprayet blåt.

Make-uppen var et helt kapitel for sig. Vi prøvede først i den mørke ende af skalaen, for sådan havde vores indgående studier på Pinterest vist os at steampunk make-up ser ud, men vi måtte konstatere, at ungen kom til at ligne Døden fra Lübeck, og så var det om igen i et lidt blidere farveskala. Mørklilla neglelak fuldendte værket.

Alt i alt endte det til alles tilfredshed....

Exhibit 1, Grantræet

Tusind tak for de søde kommentarer til mit forrige indlæg. Jeg kan se min første bidrag til 2013-kavalkaden hellere må handle om Grantræet fra Marianne Isagers bog Snedronningen.

Den er et ægte hit, måske årets største, og nej, den er hverken model voksen eller til mig, men derimod til Yngsteøglen, der elsker den højt.

Det gælder både den røde side:  

 

og den blå:

Værket bliver beundret alle steder hun har den på. og den er dejligt varm, så der er virkelig tale om et hit. Hvem ved om den en dag opstår her på kanalen i voksenstørrelse? I forvejen har jeg regnet en del om, for som sædvanlig passer min strikkefasthed ikke. Størrelsen er nem at regulere, for man tilføjer bare ekstra juletræer, et ad gangen i den nederste række. Opskriften er, som Isageropskrifter er flest. Måske ikke direkte fejlbehæftet, men bestemt heller ikke en hvor der bliver svinet med oplysningerne. Strikke-suduko er der nogen der kalder det. Man skal dog ikke lade sig skræmme. Dominostrik er nemt, sjovt og logisk. Vivian Høxbro har skrevet en hel bog om emnet, og selv om jeg aldrig har strikket en Høxbro-model (for firkantede og for gule for mig) er bogen super. På Vivian Høxbros hjemmeside kan man ved samme lejlighed lære sig selv at strikkehæfte ender ind, en nyttig kunnen til en poncho med 18 farver i.

Faktaboks

Model: Grantræet af Marianne Isager fra bogen Snedronningen

Pinde: Knitpicks Pro, str. 3 og 3½

Garn: Supersoft fra Holst Garn i 17 farver samt Drops Lace i grå. Det samlede værk vejer 219 gram.

Ændringer: Jeg kunne ikke få strikkefastheden til at gå op, så efter lidt regnen frem og tilbage endte det med 15 grantræer med et par 4 ekstra masker (og dermed 4 ekstra pinde) i hver. Stammerne er strikket i dobbelt Supersoft i farven Grafit. Selve træerne er strikket i enkelt Supersoft. Den nederste række i farverne Graphit og Silver, den øverste i Graphit og 14 farver fra lageret og en nyindkøbt Poppy.

Jeg har ofte beklaget mig over mit manglende talent for at sætte farver sammen, men her har jeg forsøgt mig ud fra en farvecirkel, og selv om noget kunne være bedre, er det vist endt meget godt. Kroppen består af en tråd Supersoft i farven Silver og en tråd Drops Lace, der vist bare hedder lysegrå eller et nummer.

Længde: 51 cm. Jeg havde tænkt mig, at ponchoen skulle være kortere, men den unge dame havde en helt bestemt forestilling om at den skulle være som et uldent tæppe på en kold dag. Det må man jo bøje sig for, derfor længden. Indtagninger blev tilpasset undervejs, det var til at se sig ud af .

Hot or Not: Det fremgår vist....