Vi ses!

I den næste uge vil familien Kvist skifte brisen fra Storebælt ud med suset fra Vesterhavet. Vi forlægger residensen til Vorupør, og vender stærkt tilbage, måske endda med færdigt strik. Jeg må jo gøre lidt for at komme på omgangshøjde, når jeg nu er startet med mit cashmere-ometer i minus!

Brødbagning for viderekomne

Min IRL-veninde, der deler min forkærlighed for eksperimenterende brødbagning a lá Plum, har begavet mig med denne bog:

Der er noget for enhver bageentusiast. Bogen er nu blevet afprøvet med godt resultat, dog en af de simplere opskrifter på et hvedebrød med ølbaseret fordej. Altså ingen sære glas med boblende og potentielt sprængfarlige substanser i køleskabet denne gang. Det kommer...


Der er masser af spændende idéer i bogen. Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvor jeg kan købe Kamut og rødt mel fremstillet af vindruesten og -skind. Ingen har lovet at det skal være nemt...

Ups, jeg glemte lige noget....

Jeg har jo meldt mig til Britts Cashmere-ometer. Med mit strikketempo og forkærlighed for de tyndere pinde, vil der sikkert gå temmelig lang tid, før jeg når mine 2 kilo, og hvis vi skal være heeelt ærlige, så er det ikke sikkert at 2 kilo vil kunne ses vældig meget på lagerets størrelse. Men man må jo starte et sted.

Reglerne har jeg lånt fra Grendesign:

• Når jeg bruger garn fra lager sættes der ind på kontoen. 50 gram brugt er 2,5% på kontoen.
• Når saldoen igen er på 100% (= 2000 gram garn brugt) kan der købes luksusgarn til et voksenprojekt (eller 1-2 børneprojekter)
• Skulle jeg falde for et usædvanligt godt tilbud så er køb tilladt, men der trækkes fra saldoen - gram for gram
  
• Gaver tæller naturligvis ikke negativt.

Hvis jeg kan finde ud af det, vil jeg sætte et cashmere-ometer på bloggen.

Lige en enkelt definition: Ved "lager" forståes alt garn, der fandtes her på matriklen pr. 1. juli 2008, som var den dato, hvor jeg meldte mig. Det gælder også (de betragtelige mængder) garn, der indgår i allerede påbegyndte projekter.

Det betyder, at det grønne Shetland Triangle faktisk tæller. Ærgerligt jeg glemte at veje det, men mon ikke det vejer ca. 175 gram? God start, 8,75 %!

Desværre betyder det også, at de 400 g jeansblå Lucca jeg har bestilt til et sjal, jeg skal give i fødselsdagsgave til en helt særlig kvinde, ikke tæller med. Can´t win them all.

Splitte mine bramsejl

En gammel drøm er gået i opfyldelse for familien Kvist. Vi er blevet de stolte ejere af en lille sejlbåd (Maxi 77 in case you were wondering). Efter diverse reparationer og installation af ventilation, så man slipper for lugten af våd sejlbåd om læ, er den nu blevet sejlklar. I går var vejret fint til årets første togt så vi drog af med madkurv og højt humør. Ungerne er begejstrede, og yngsteøglen er nu blevet så tryg ved det, at hun er holdt op med at sidde og skråle "Hjælp, hjælp, vi synker" hver gang båden krænger en lille smule.

Svært at forklare, hvad der er så fantastisk ved at sejle med sejl...Sådan en smuk sommerdag på bølgerne, hvor vinden (OK, og ungerne), er det eneste man hører, hvor man liiige får stillet sejlene optimalt, og man bogstavelig talt ikke bekymrer sig om andet end hvad vej vinden blæser. Det er ren afstressning!

Back to square two

Også jeg er som bekendt i gang med en Superkarlakappe. Indtil for nylig så den sådan her ud:

Men pludselig var der kun to firkanter tilbage. Der havde indsneget sig en brøler - ses måske bedst her.

"Der er ingen andre end dig, der ser det" mener Helten optimistisk. Der er der to ting at sige til:

1. DET ER VEL OGSÅ GALT NOK!
2. Mon ikke der skulle være en enkelt anden strikker eller to, der kan gennemskue fejlen?
   

Bryllup med bonusoplevelse

I weekenden nåede vi også lige et bryllup. Et par af vores allernærmeste venner blev gift. Det er altid dejligt at komme til bryllup og i dette tilfælde skete der noget uventet, som Helten og jeg ikke engang ville have haft fantasi til at finde på, hvis vi skulle have arrangeret en overraskelse til the happy couple.

Bruden, min veninde siden barndommen, er typen, der godt kan lide at have styr på det hele og som ynder, at ting bliver gjort med stil. (Det tør jeg godt skrive, selv om jeg ved hun læser med!). Alt var derfor arrangeret så det bare klappede; vielse på det stemningsfulde gamle rådhus og efterfølgende lækker frokost i meget smukke omgivelser.

Der var bare en enkelt detalje, som var undsluppet brudens falkeblik. Lige nøjagtigt i denne weekend var byen ramme om en nordisk kongres for LIREKASSEMÆND.

Forestil jer at ankomme til Rådhuset, hvor lirekassemænd og -kvinder stod i stærkeste opstilling og drejede på håndtagene som var det livet om at gøre. Trés tjekket!

Forestil jer herefter brudeparret efter vielsen træde ud fra Rådhuset i en byge af ris, hvorefter først Mendelsohns Bryllupsmarch og bagefter Brudevalsen gjalder ud over hele indre by, så der ikke var nogen vej uden om at træde brudevalsen til lirekasseakkompagnement midt på torvet.


Det var ubetaleligt! Mine mundvige ryger automatisk opad hver eneste gang jeg kommer til at tænke på det....

Sig mig, skal vi da aldrig strikke?

Jo, faktisk har fru Kvist sluttet sig til koret, der har haft fingrene i Shetland Triangle fra Wrap Style. Egentlig er bogen en skuffelse. Jeg havde Scarf Style, som jeg er vild med, og så var jeg jo NØDT TIL også at købe Wrap Style, tænk hvad man ellers gik glip af, hvis den nu var lige så god. Er der nogen, der kan følge argumentationen? Nå, men den er faktisk ikke særlig interessant. Umiddelbart er der vist ikke andet derfra, der skal på pindene, og Shetland Triangle fandt kun nåde for mit blik, fordi jeg så smukke udgaver andre steder. Billederne i bogen er bestemt ikke specielt fristende.

Sjalstrikkeriet er sket i hemmelighed, det er nemlig en fødselsdagsgave, til en IRL veninde, der har opdaget min blog, efter jeg lokkede hende ind i Ravelry. Nu er gaven afleveret og nådigt modtaget, så here goes:
Faktaboks
Mønster: Shetland Triangle fra Wrap Style
Garn: Lucca fra Garn.dk, lige knap 200 g. Fantastisk grøn farve med smukt spil i.
Pinde: Addi Turbo 4,5
Mål: øhh, ca. 170 cm i vingefang tror jeg. Der var ikke lige tid til den helt store opmåling.
Ændringer: Jeg strikkede en del flere rapporter, kan ikke lige huske hvor mange.
Hot or not? Modtager så tilfreds ud. Om processen kan man sige, at man får rigtig meget hulmønster med en lille indsats. Der er det forunderlige ved dette sjal, at alle mønsterpindene er ens, bortset lige fra de sidste få masker ud mod kanten og ind mod midten samt den yderste kant. Helt klart et oplagt begynder-lace-projekt. Til gengæld måske lige knap så udfordrende for den mere erfarne, men fint hvis tiden ikke rækker til det helt vilde. Hot, især når det er færdigt!

Let´s cook

I morgen skal vi have huset fuldt. 23 bliver vi, bare lige den allernærmeste familie. I tilfælde af godt vejr starter vi med en eftermiddagstur med kaffekurv og badetøj til Strandvænget, der desværre er kendt af helt andre, triste årsager, men som har en fantastisk park lige ned til Storebælt. Der er både sjældne planter, en lidt speciel legeplads og dyr til beskuelse.

Senere skal vi spise hos os. Her ses de vigtigste ingredienser til middagen, indkøbt her, et sandt Mekka for krydderifreaks som mig.

Spidskommen, korianderfrø, frisk ingefær og meget, meget mere. Det er vist ikke så svært at gætte, at vi skal til Indien. Jeg har endnu aldrig sat mine ben i landet, selv om det er højt på listen, så jeg har ingen anelse om hvor autentisk min version er, men godt smager det. En stærk lammecurry og en mild kalkuncurry trækker i køleskabet, hvor også kommende tandoori-kyllingelår ligger i marinade. Man føler sig hensat til varmere himmelstrøg, hver gang køleskabslågen åbnes, skønt. Desværre bliver vi så mange at jeg ikke kan bage mine berømte naan-brød, der ellers bidrager vældigt til underholdningen, fordi de skal bages så varmt at det mere end en gang er lykkedes mig at sætte ild i bagepapiret.

Desserten er som bekendt out-sourced til Ønskefeen. Meget tidsbesparende, især når man undlader at medregne den tid, der gik med at omorganisere fryseren (inkl. kogning af syltetøj), så der kunne blive plads til 2 islagkager.

Vi er næsten klar....

Uventet opkald

I Casa Kvist har vi en yderst effektiv telefondame. Det er yngsteøglen, der tager sin rolle som gatekeeper meget seriøst. Det er sjældent nogen slipper igennem nåleøjet uden at have gjort rede for hvem de er, hvad deres ærinde er, hvornår de kan ventes på besøg, og hvem andre, der eventuelt er til stede i den anden ende. OK når det er familiemedlemmer eller venner, ikke altid optimalt, hvis der er tale om en avissælger eller bankrådgiveren.

I går tog hun imod et opkald, der tydeligvis var lidt ud over det sædvanlige. Vi kunne ikke umiddelbart afgøre hvem der var i røret ud fra den del af samtalen vi kunne høre. Efter en lille stykke tid overrakte hun telefonen til Helten og sagde med ærefrygt i stemmen: ”Det er til dig, Far. Det er Ønskefeen”.

"Be careful what you wish for" fløj gennem mit hoved idet han tog røret.

”Mor”, hviskede datteren efterfølgende, ”er det hende, der kommer og henter Storebrors tænder?”.
”Nix, svarede jeg lettere fraværende, ”det er jo Tandfeen”.

I mellemtiden havde Helten fået opklaret mysteriet om det overjordiske opkald. På søndag skal vi have gæster og har i den anledning bestilt dessert fra vores lokale italienske is-pusher. Det var herfra opkaldet kom. Når man er 4 år og har hovedet fyldt med prinsesser, havfruer og feer, giver det vældig god mening, at Ønskefeen ringer. Deraf misforståelsen, da ismageren præsenterede sig med biksens officielle navn…Iscafeen.

Kvist og Co(hen)

Nu er det 4 dage siden vi var til koncert, men både den fantastiske musik og koncertfølelsen har vi stadig i blodet. Vi gør hvad vi kan for at holde det ved lige: den ene Cohen-cd efter den anden fylder Casa Kvist med stemningsfuld musik, også i en grad så yngsteøglen i går mente, at NU var det nok. Måske er Cohen ikke lige det mest muntre i små barneører (der ellers er vant til lidt af hvert). ”Kan vi ikke snart høre Rasmus Rap?” lød modforslaget.

Som jeg husker det har Cohens musik altid været der. Helten ynder at hævde, at jeg i sin tid valgte ham, fordi han, i modsætning til fru Kvist (dengang frøken Kvist), var i besiddelse af en vaskemaskine. Det har dog intet på sig, selv om jeg må indrømme, at den lette adgang til rent tøj ikke ligefrem trak ned i det samlede regnskab. I virkeligheden var grunden langt mere romantisk og spirituel; Helten var den eneste jeg kendte, der ejede alle Leonard Cohens plader (ja, plader, så længe er det siden). Når jeg tænker tilbage på vores første år som par, har jeg en tendens til at se alting i et blødt skær; det er altid aften, vi sidder med tændte stearinlys i Heltens mikroskopiske rækkehus, stemningen er afslappet, og Recent Songs strømmer ud af højttalerne.

Nøgternt set var virkeligheden vist knap så zen-agtig; Vi var begge ved at gøre vores respektive studie færdigt, og en af os var konstant voldsomt stresset over eksamener, specialeskrivning etc. (Indrømmet, den anden har egentlig altid været ret zen-agtig og tilbagelænet. Gæt selv hvem der er hvem). Vi boede hver for sig og brugte uforholdsmæssigt meget tid på at karte tøj, bøger og andre livsnødvendigheder frem og tilbage.

Det er ikke det værste at have sådan en lige linie af musik, jeg stadig elsker, der rækker helt tilbage, så langt som jeg kan huske. Det er lidt ligesom de rigtigt gamle venner, der har været med hele vejen. Jeg er heldig....

Fru Kvist - nu også som musikanmelder

Det er svært at finde på noget, som andre ikke allerede har skrevet om Leonard Cohens seneste udfoldelser, enten i anmeldelsen af gårsdagens koncert eller i anmeldelsen af åbningkoncerten på Europaturnéen.

Alligevel må jeg gøre et forsøg. Det var den smukkeste, mest stemningsfulde og magiske koncert jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at overvære. Sangene, både de gamle og de nyere, er udødelige, og sangeren selv udstråler et nærvær og et engagement der bare går lige i hjertet. Digterbaggrunden fornægter sig ikke: nogle få af teksterne blev reciteret med den helt uforlignelige stemme. Stemningen var et kapitel for sig: det meste af tiden sang publikum med af hjertens lyst, men ind i mellem blev der serveret numre, hvor alle bare lyttede andægtigt.

Desuden lærte vi noget om, hvilken fantastisk rekvisit en hat er. Den kan, alt efter positur, udstråle stil og elegance eller stor ydmyghed.

"Bless your great open heart" lød poetens afskedsreplik efter 6 ekstranumre. Hvem ellers kan mon slippe godt fra det? Men det var lige sådan vi følte os efter koncerten; høje og med hjertet på vid gab.
Vi oplevede også et sjovt sammentræf. Blandt de 9.998 øvrige koncertgæster stod vi under hele koncerten lige bag en meget karakteristisk hestehale, der befinder sig i nakken på en kendt ægtefælle i blogland. Jeg fik sendt en hilsen med ham hjem, som endda blev overbragt samme nat, så vi var nok ikke de eneste med åbne hjerter!

Lige om lidt....

Er vi dem der er smuttet. Ungerne er sat i kennel, og bilen er klar til at drage mod nord. Ferie uden børn? Nix, bare en enkelt voksendag i det bedst mulige selskab.

Jeg var på pletten for 15 år siden, og jeg er på pletten nu! Sidste gang var Helten forhindret, så jeg gav ham 2 billetter i fødselsgave. Heldigvis har han inviteret mig med. Hallelujah!

Liv - og en lille smule strik

Sættet, der ikke er til Christoffer, og ikke er et roligan-outfit, er nu klar til at blive afleveret.

Faktaboks:
Mønster, trøje: Raglantrøje i tre varianter fra bogen Sødt og blødt, strik til små prinser og prinsesser af Lene Holme Samsøe.
Garn: Safran fra Garnstudio i farverne hindbærrød og hvid, i alt 81 g.
Pinde: Addi Turbo nr. 3,5
Ændringer: Faktisk variant nr. 4. Strikket uden hulmønstre eller blondekanter, men i stedet med kække striber.
Ændring som burde have været: Ærmekonstruktionen er helt hen i vejret, i hvert fald til bomuld. Det har kostet styg banden og flere forsøg (herunder et udført af min mor, den pensionerede håndarbejdslærer, der ikke slap bedre fra det end jeg). Hvis jeg laver den igen, og det kan ikke udelukkes, da raglan og cardiganfacon er en fin kombination til babyer (vel egentlig til de fleste, is that a February Lady Sweater I see before me?), bliver ærmerne helt almindelige. No live stitches!
Mønster, hue: Det gamle jordbærhuemønster, gad vide hvor det egentlig stammer fra?
Garn: Safran fra Garnstudio i farven hindbærrød, 26 g.
Pinde: Addi Turbo nr. 3.
Ændringer: strikket uden lus og blade, men med en lidt længere snøvs, så der kan slås en knude.
Hot or not? Medium, tror jeg, men babyen kan ikke protestere, så det går nok.