2008

Jeg plejer ikke at have tid til de store opsummeringer, men er efterhånden ved at lære, at når man er fuldtidsarbejdende mor, så er tid noget man tager, ikke noget man får.

Lige nu sover familien til middag og min andel af nytårsmiddagen er ved at være på vej: brødet er bagt, muffins til eftermiddagskaffen, vanilleisen er lavet og sat i fryseren, og tærten, som den skal høre til, er i ovnen.


2008 husker vi som det år, hvor Helten var i Afghanistan og kom hjem i et stykke.
- hvilket blev fejret med en familietur til skønne Portugal

Her et billede fra Madeira.

Der var en konference i smukke Hardanger i maj.


Der har været mange gode strikkeaftener på Badstuen. Et af højdepunkterne her var Bente Geil i maj. Skønne modeller og masser af humor.

Der var en rund fødselsdag i juli, som ikke vil blive fotodokumenteret her, da familien ikke kender bloggen, og jeg så vidt muligt ikke poster billeder af folk uden informeret samtykke. Det var en skøn dag med skovtur på Strandvænget og indisk middag herhjemme.

Sommerferien faldt i to dele:

En i dejlige Vorupør, hvor vejret var helt sydlandsk, og det næsten kun var badetøjet, der blev brugt.

Og en del hos venner på skønne Ærø, hvor fru Kvist var klar til at slå sig ned. Vennerne manede dog til besindighed: "kom herover om vinteren hvor alt er koldt og mørkt og stille, og se så om du stadig vil bo her". Hm, remains to be seen...

Et af bandittens højdepunkter var deltagelse i DR´s Barda-rollespil i september, hvor han var så heldig at blive inviteret med en ven.

Strikkefestivalen var en stor oplevelse. Det bedste var at hilse på en masse af dem jeg hidtil kun har kendt herfra.

Den runde fødselsdag blev fejret med vennerne i november. En aften helt efter mit hoved med lækker mad, gode vine og masser af snak og grin. Samt en intention om at gentage successen lidt oftere. Før vi fik børn var vi gode til på uhøjtidelig vis at samle vennerne - det skal vi til igen!!!


Så var der drengeturen til Paris i november. Sjove oplevelser, solid mad og nul shopping...

Masser af andet kunne nævnes, men nu kører gæsterne ind i indkørslen.

Godt nytår til alle, især jer der læser og skriver med her!

Gæt...

....hvad fru Kvist har fået i julegave:

Og af hvem (hint: kun en person er tilsyneladende nørdet nok til at tage ønsket alvorligt)...

Vi nåede det...

Men også kun lige, billedet er skam taget den 24. Jeg nåede ikke at lægge en julehilsen ind, men håber I alle har haft en god jul og nogle afslappede juledage.

Vi havde juleaften her med forældre, sviger- og bonussvigerforældre og et par søskende, skønt når langbordet bliver fyldt op af glade gæster.

Vi havde uddelegeret opgaver, så fru Kvist stod for ris alamande, småkager, kartoffelskrælning samt Det Store Forkromede Overblik. Helten havde ansvar for flæskestegen, og resten var fordelt på gæsterne. Jo, der er skam også fordele ved at have to svigermødre.... (og næste år er det en andens tur til at lægge hus og overblik til :-)

Juledagene er gået i en blanding af familieoptøjer (min brors udtryk, det er (endnu) aldrig kommet til håndgribeligheder) og hjemmehygge.

Traditionen tro har vi haft væg-til-væg lego, og det bygger jo ikke sig selv. Der er også blevet spillet wii, travet ture og læst gode bøger, og yngsteøglen har opnået en betragtelig udvidelse af sin My Littlest Petshop-samling. Som billedet antyder har stemningen været afslappet.

Heltens store juleønske var M*A*S*H - Martinis and Medicine Collection, intet mindre end alle 11 sæsoner + spillefilmen. Jeg var skeptisk, men den holder! Vi har storgrinet os igennem en brøkdel af de 256 afsnit. Husker I Hawkeye Pierce?
En sarkasme så skarp at man kan skære sig på den, men naturligvis med hjertet og skalpellen på rette sted. Flere udtryk fra serien kunne gå hen og blive faste vendinger her hos os: "Let´s get things back to abnormal", bare for at nævne et eksempel. Jo, der er bogstaveligt talt timers underholdning i den julegave.

Øh..hvem, mener du mig?(eller peger du på en bagest i lokalet?)

Jeg har fået en award af søde Britt, som jeg har kendt fra bloggen et stykke tid, men i 2008 også har været så heldig at møde live.

Denne bloggen investerer i og tror på NÆRHET- nærhet i rom, tid og
forholderne er usedvanlig sjarmerende og søte, og formålet er å finne og å være
venner. De er ikke opptatt av utmerkelser og selvhevdelse. Vårt håp er at når
båndene på disse utmerkelser er kuttet, vil enda flere vennskap ha forplantet
seg. Vær vennlig å gi litt ekstra oppmerksomhet til disse!

Det er første gang det sker for mig, så jeg kan mærke jeg bliver sådan helt befippet og Oscar-agtig. Jeg føler trang til at iføre mig en gallakjole, gribe mikrofonen, hyperventilere og sige tak....tak til Helten, ældste og yngsteøglen for at give mig noget (sommetider rigeligt!) at skrive om, og tak til alle de skønne mennesker i Blogland, et univers jeg indtil for få år siden slet ikke kendte, men som nu er en vigtig del af mit liv.

Når jeg så lige har fattet mig lidt, vil jeg opdage, at jeg slet ikke har fået awarden for at stå og være selvhøjtidelig i rampelyset mens jeg hælder vand ud af ørerne, men derimod for at give den videre til dem, jeg synes fortjener den. Tough one, skulle man sige man sige ingen nævnt ingen glemt, for der er jo så mange? Nej, jeg vover det ene øje og peger på nogle af dem, der formår at skabe nærhed med deres blogge: Anne, Angelika, Kirsten, Jane, Ulla, Jette, Charlotte og Anne. Der er endnu flere fantastiske blogge derude!

Tanker til Charlotte

Charlotte, som jeg kender her fra bloggen, har været ude for en ulykke. Selv om jeg ikke er religiøs, vil jeg gerne være med til at sende alle mine bedste tanker, håb og ønsker for hende og hendes familie, og opfordre andre til at gøre det samme.

Jeg håber Charlotte vil komme sig fuldt og helt, så hun igen kan være til stede på sin gode, varme og kloge blog, men først og fremmest så hun snarest kan vende tilbage til sine børn, som vi, der læser med, tydeligt mærker betyder alt for hende.

Charme, selvtillid og lækker vest

Så blev den færdig, yngsteøglens Clara-vest med Britts modifikationer, så der nu er tale om en tunika i størrelse 4 år.
Den er blevet vel modtaget, og har sågar været med til Farmors fødelsdag i dag. Det er ikke altid, det passer frøkenen at gå i Mors håndstrik (med Mormors går det meget bedre), men denne er vist et hit.

Faktaboks:
Model: Clara fra Marianne Isager
Strikket efter Britts beregninger, bortset fra, at den er strikket en lille smule længere, og at der kun er 4 og ikke 10 omgange perlestrik i ærmegabene
Garn: 119 gram Duo, mørk pink, strikket dobbelt.
Pinde: Addi Turbo rundpind nr. 3,5 samt Knit Picks strømpepinde nr. 3,25.
Hot or not: Hot trods indehaverens knyttede ansigtsudtryk. Ingen Isager-bøffer (som jeg har opdaget).
Bemærkninger: Havde egentlig tænkt mig at gå så vidt som til at regne om til oppefra og ned, men var for søvnig, den aften jeg gik i gang, så da jeg så at bladmønstret var uden diagram, besluttede jeg mig for bare at lukrere på andres menneskers beregninger.

Jule-SAL 2

En SAL fungerer bedst, når man er flere om den.


Luciadagen var også lige ved at slippe fra os, men heldigvis var der en lille nisse i træsko og rød hue, der gjorde opmærksom på det. Hvem siger man ikke kan spise Luciabrød på andre dage i december, f.eks. den 14? Jeg hørte i hvert fald ingen klager fra familien.

Om børn og krybbespil

Som mange andre har fru Kvist oplevet, at når man bliver nogens mor, løsnes der lettere op for tårekanalerne. En af de begivenheder, der får mig hver gang, er børn der synger, selvfølgelige ikke mindst hvis mine egne poder deltager. Eftersom både vores skole og børnehave lægger meget vægt på musik, er der rig lejlighed til at lade tårerne trille i løbet at året. I december optræder ældste med hele indskolingen i et krybbespil i den lokale kirke. Det er smukt, højtideligt, stemningsfuldt…og en lille smule komisk.

Jeg kommer altid til at tænke på andre udgaver af krybbespil fra film og litteratur, og der er altså bare noget til smilebåndet, når børn skal være engle, vise mænd eller hummere. (Det sidste vender jeg tilbage til).

Der er f.eks. Lise Nørgaards Volmer, hvor set-uppet er nogenlunde som i Matador. Det er svært ikke at få associationer til scenen, hvor det bedre borgerskabs vanartede unger sidder under provstindens spisebord og lægger skumle planer, mens mødrene ivrigt iscenesætter krybbespillet ud fra et ønske om hver især at få egen yngel til at tage sig bedst ud og mængde sig med de øverste i byen. Børnene har navne som placerer dem urokkeligt i den lille bys hierarki, Knapfabrikantens Svend og Ostegrosserer Olsens uartige Volmer, bare for at nævne et par stykker. Helt let er det ikke at få troværdige engle ud af dem.

Der er også John Irvings ”En bøn for Owen Meany, hvor hovedpersonen Owen, der kun kan TALE I KAPITÆLER, er så lille, at han synes det naturlige valg til at spille selveste Jesusbarnet.

Min all time favourite hvad angår børn og krybbespil (og for den sags skyld romantiske julefilm), er dog filmen ”Love, Actually”, som er et must her i huset op til jul. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om den bedste scene er den, hvor Emma Thompsons datter stolt kommer hjem og proklamerer, at hun har fået en rolle i krybbespillet. Hun skal nemlig spille hummer. ”Hummer?” udbryder mor Emma forbløffet, og så er det, datteren sætter trumf på: ”ja, første-hummer!”. En anden perle er scenen, hvor premiereministeren i skikkelse af Hugh Grant endelig har fundet frem til den kvinde, han er forelsket i, og så ellers må forsøge sig som romantisk førsteelsker mens han og den eneste ene sidder på et smalt bagsæde på hver side af en gigantisk blæksprutte af papmaché med en dreng inden i, på vej til samme krybbespil som førstehummeren.

Vores krybbespil indeholdt ikke andre dyr end nogle nuttede små æsler. Ældste var fortæller (en af mange, man får én replik hver så længe man går i 1. klasse) og kor. Gæt om fru Kvist var ved at gå til af stolthed da han uden bæven stillede sig op til mikrofonen i den fyldte kirke og fremsagde sin replik.

Camilla Isabella Meyer Oliver Kvist

...øh, eller måske ikke lige Isabella.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det salte køkken i Casa Kvist sorterer under Helten, mens bagning af både brød og kager samt fremstilling af desserter er fru Kvists gebet, eller, som ungerne udtrykker det, en Mor-ting.

Denne weekend er imidlertid en af Heltens seje vagtweekender med hele to døgnvagter, og så må vi jo klare os selv. Det går nu også, der er i hvert fald fuldt blus på køkkenet. Moderne mormorboller, tilpasset en mælkeallergiker, grove kerneboller til madpakkebrug, en bastardized italiensk tomatsuppe, et par plader af verdens bedste brunkager (med chokolade!) samt en Sachertorte er undervejs.


Piccoolen følger dog ikke med.

Jeg kan faktisk godt lide den slags amatørstorkøkkendrift, og efter et par uger på lavt blus, som følge af lidt skrantende helbred og alt for travlt på jobbet, er det vist ingen skade til at bidrage lidt på hjemmefronten.

Her skal også lige pyntes lidt op, for i morgen venter en mindre invasion. Hvis det stod til mig, bestod julepynten primært af levende lys og lidt grønt, og stående pynt var bandlyst til fordel for pynt, der hænger. Den går dog ikke så længe Bandit og Banditte har noget at skulle have sagt så vi er i gang med nisser og engle. Samtidig forsøger vi desparat at nå ned til nr. 7 på kalenderlyset. Hvorfor var det lige ungerne fik lov at vælge et tykt et med mus, når jeg burde have insisteret på en slank model, hvor der kun er plads til tallene?

Always look on the bright side: et juleraid i går sikrede de fleste julegaver, nu mangler kun de sjove (til veninderne) og et par stykker, der er besluttet, men bare ikke indkøbt. Der er sågar blevet strikket lidt: en ægte copycat-model. Billede følger, modellen er dog ret usamarbejdsvillig fordi "Farmor har klippet mit hår i en latterlig frisure".