Mand, hvor er jeg en heldig loppe (igen)

Er der nogen, der har set det nye Rowan Magazine nr. 46? Så vidt jeg kan se er de ved at komme tilbage på sporet igen, og stilen er så klassisk Rowan med dæmpede farver og engelsk landadel, at det nogle steder næsten er morsomt. "I skal da ikke strikke noget fra det blad. Prøv at se hvor sur man bliver, når man får det på" bemærkede en ægtefælle (ikke min). Men de mutte, lidt livstrætte udtryk hører vist også med. Man kan ikke være lalleglad, eller bare glad, i et Rowan Magazine. Det er for utjekket.

Jeg vidste, der var en højere mening med de fire nøgler KSH i farven Liqueur, der helt af sig selv faldt ned i min virtuelle indkøbskurv, da jeg bestilte garn til mine svigermødre hos den gode pusher (jep, de strikker begge).

Og gæt hvem der har fået dem her i forsinket fødselsdagsgave:

Visse mennesker ved bare hvad der skal til. (For eksempel ekstra pinde i størrelse 3,25 og 3,75).

Helten er vældig begejstret for de løse wirer. Han mener de må være idéelle til at rense det der lille afløb inde i køleskabet, som er svært at komme til. Der er tidspunkter, hvor man må tage sit valg af partner op til revision;-)

Denne gang faldt revisionen ud til hans fordel (lige akkurat). Jeg har lækkert garn, jeg har nye pinde, jeg har en smuk sjalsopskrift (med verdens mindste diagram, man kan ikke få alt), jeg har en (mindst) 6 timers køretur foran mig søndag, jeg har en leje-lejlighed i Berlin hele næste uge, summa summarum, jeg har brug for en chauffør.

Pas på jer selv (og jeres strikkepinde!)

Orlov uge 5, den ultimative tøsetur

Yngsteøglen og jeg er nærmest alene hjemme for tiden. Ældste er sammen med sin jævnaldrende kusine på ferie hos mine forældre (AKA Det Grå Guld) og Helten arbejder, som altid i sommerferieperioden, sindssygt mange timer for at dække for kolleger på ferie. Han er lige kommet hjem efter en 99 timers arbejdsuge, så ham er der vist ikke meget musik i. Kort fortalt, yngste og jeg er overladt til at underholde hinanden, og det er faktisk ret hyggeligt. Vi gør pigeting, som hun kalder det.

I dag har vi været på Tidens Samling, et lille finurligt museum i Odense, der viser nyere hverdagshistorie. Der er 8 stuer/værelser, alle indrettet som et årti fra 1900 til 1980. "Guud, kan du huske...." lyder det mange gange, for vi taler ikke kunst, men hverdagsting, som almindelige mennesker omgav sig med. Der er 70'er-stuen med hønsestrik i kurven og "Kvinde kend din krop" på sofabordet. Der er 80'er-ungdomsværelset med Madonna og Aha på væggene. Der er 1900-stuen med klunkestil, og alt der imellem. Det fede ved det, især når man har (pilfingrede) børn med, er at intet kun er til pynt. Man må sidde i møblerne, læse i de gamle blade og , oh fryd, prøve alt tøjet. Tænk, der var både Bratz-agtige støvler, en ræv til at slynge om halsen, diverse parykker, tasker og meget mere. Yngste var helt solgt.
Vi var der i dag af en helt bestemt årsag: For tiden er Anne Marie Helgers kjoler udstillet og sikke en oplevelse.


Se dem, hvis du på nogen måde kan!

De er virkeligt fascinerende, superdiva-agtige, fantastisk farvestrålende, men alligevel oftest med et alvorligt budskab bag. Jeg må på forhånd bede jer undskylde billedkvaliteten, de er taget med mobilen i for lidt lys. Og ja, man må gerne fotografere.

Desværre må man ikke prøve kjolerne. Der var flere, der ville kunne få divaen frem i fru Kvist, en ikke helt lille bedrift.

Denne var Yngsteøglens favorit.

Krinoline, anyone?

Denne kjole mindede Øglen om noget.

Den der gjorde dybest indtryk var denne her, der hverken er den sjoveste eller den mest overdådige. Det er Aids-kjolen, der bruges i sammenhænge, der har med sygdommen at gøre. Den er meget smuk, og det er godt tænkt at sjalet er formet som en kæmpe aids-sløjfe. Samtidig får jeg lidt kuldegysninger af den måde hovedbeklædningen minder mig om Manden med Leen.

Som sagt, en udstilling, der ved første øjekast er overdådig og sjov, men som ved nærmere eftersyn også maner til eftertanke.

Orlov uge 4, bamserne kommer!

Yngsteøglen blev i maj ejer af en build-a-bear, og siden har hun ønsket sig at holde en bamsefest for veninderne. Godt så, hvis det ikke skulle være nu, hvor fru Kvist har orlov og er overskudsramt fuldtidshusmor, hvornår så? Vi inviterede 6 veninder og en enkelt bror til at lege med Ældste. På mirakuløs vis kunne de allesammen komme, selv om det er midt i juli, hvor alle formodes at være på ferie. "Det var nok en streg i regningen" bemærkede en af mødrene tørt, men nej, både øglen og jeg syntes det var fint, selv om vi på forhånd havde aftalt, at vi ville gennemføre festen om der så bare kom én bamse med sit menneske.

Den lille værtinde havde ikke særligt præcise forestillinger om hvad sådan en bamsefest indebærer, men jeg besluttede det skulle være nemt og hyggeligt (især da jeg opdagede at Helten havde døgnvagt den dag. Det have jeg ikke lige kalkuleret med).

Vi dækkede op med en pastelfarvet dug, vi engang har fået af Heltens farmor, og som normalt frister en hengemt tilværelse i bunden af skuffen. Hertil lyserøde lys og blomsterservietter, begge dele til overs fra Øglens seneste fødselsdag. Dagen før fik begge unger megen tid til at gå med at tegne skilte med "Velkommen til Bamsefest", så de blev hængt både på døren og rundt i huset.

Serveringen var enkel: Liselottes fantastiske kardemommeboller, et frugtfad (i dagens anledning i 3 etager, den slags synes øglen er voldsomt prinsesseagtigt)

... samt en bamsekage, bagt af en af husets nødopskrifter, forstået som sådan en man roder sammen i en fart af få ingredienser, kan bage i enhver form, og som alle kan lide. Der opstod et øjebliks panik, da jeg opdagede, at den såkaldte bamsekageform min svigermor har foræret mig, i virkeligheden var en mus! Nå, ikke noget der ikke kunne klares med lidt plastic-kirurgi: Skarp kniv, af med tænderne og den spidse snude (på den færdigbagte kage, altså). Herefter et marcipanimplantat til bjørnesnude og øjenomgivelser. 5-årige piger er taknemmelige: godt med lyserød glasur, så lægger ingen mærke til snyderiet.

Øglen havde lovet, at der også var noget blåt til de to drenge:

De små gæster mødte op med deres bamser, der blev sat på en bænk under spisningen, for ikke at få glasur og syltetøj i pelsen.

Alle fortalte hvad deres bamse hed, og hvor længe de havde haft den, og bortset fra bespisningen var det den eneste planlagte aktivitet. Resten af eftermiddagen stod på fri leg. Jeg tror alle hyggede sig.

Yngsteøglen var vældigt tilfreds, i hvert fald lige indtil vi et par dage senere lånte en bamsebog på biblioteket. Sammenlignet med den her beskrevne bamsefest, var vores noget mangelfuld. For eksempel havde jeg ikke haft sodavandsflasker lagt i vand, for så at fjerne etiketterne og erstatte dem med nogle, jeg selv havde printet med bamser på. Faktisk forsynede jeg bare de små gæster med kander med saftevand og isvand. Shame on me. Jeg havde som nævnt også bare smækket en pastelfarvet dug fra skuffen på bordet, men det er da helt galt: I følge bogen skal man til en ægte bamsefest selv håndtrykke en i kartoffeltryk med bamsepoter i brunt og guld. Jeg har meget at lære! Bamsefesten i vores udgave var dog både nem og sjov, så jeg har lovet Yngsteøglen, at den kan gentages senere. Bonusinfo: det er langt lettere at underholde en hel flok unger end bare et par stykker.

Det eneste der er bedre end en kreativ strikdesigner...

...er en kreativ strikdesigner, der kan regne!

Det kan Sanne B, og jeg er vild med hendes designs. Det samme er yngsteøglen, der ellers er ret skeptisk over for hjemmestrik, (i hvert fald hvis det er mors) så der er nok at gå i gang med. Her er min 2. Rasmilla-model:

Faktaboks:
Model: Pebbles fra Rasmilla
Størrelse: 1 år
Garn: 132 g. Supersoft fra Marianne Svit i farven Glacier
Pinde: Addi Turbo 4 og 4,5
Ændringer: Ingen til modellen, efter et mislykket forsøg på at fifle med halsudskæringen. Sanne B. knows best! En lille teknisk ændring: Jeg synes det er lettere at strikke /løft 1 m drejet af, strik 1 m. drejet ret, løft den første maske over den anden/ end at strikke 2 m drejet ret sammen. Det lyder mere besværligt på skrift, men det ligger altså bedre for mine hænder. Resultatet bliver præcist det samme.

Hot or not: Superhot, synes både jeg og modtageren, eller rettere hans mor, den lille mand er nok ligeglad, hvis bare han må vente lidt med at få den på. Den er med vilje for stor, da jeg ikke ynder at strikke i sommerligt bomuld. Desuden er det ofte spildt ulejlighed at strikke små størrelser til sommerbabyer, der tit tilbringer deres første måneder i bodystocking.

Og jeg vil have en selv! Ikke sweatermodellen Granite, den slags får jeg typisk aldrig på, men en cardigan-udgave. Mon ikke det var Anne med 2 pinde der luftede idéen før mig: hvad med at sætte en lynlås i Granite?

Men hov, der er flere designere, der kan regne:
Else Schellerup/Designclub.dk. Mini er en moderne klassiker og med god grund. Let, hurtig og sjov at strikke, god pasform og rigtig sød.

Faktaboks:
Model: Mini fra Designclub.dk
Størrelse: 9-12 mdr.
Garn: 62 g. Supersoft fra Holst Garn i farven pea green
Pinde: Addi Turbo 3 og 3,5
Ændringer: Jeg strikkede på 3,5 i stedet for de angivne 2,5 - 3. Dels strikker jeg stramt, dels kan jeg godt lide det lette, bløde udtryk garnet får på de lidt tykkere pinde. Trøjen er strikket oppefra, så man slutter med den nederste kant. For at få den til at lade være med at flappe, brugte jeg et Helle Holst-Trick: ½ nr. mindre pind til kanten, og et Sanne B.-trick: strikkede hver 8. og 9. maske sammen under aflukningen.

Hot or not: hot, jeg synes grønært-farven er rigtig kæk. Desuden var jeg så heldig at finde en lille matchende skjorte til, så førnævnte baby bliver da lige til at spise.

Orlov uge 3, summer in the city

Eller København på turistmåden. Familien Kvist tilbragte en del af uge 3 i København, og der var virkelig tale om turisme med stort T. Zoo, kanalrundfart, Operaen (som har sommerlukket, æv) Tivoli, hvor vi til fleres store fryd kunne konstatere, at Ældste nu måler de magiske 132 cm, der skal til for at køre i Dæmonen.

Little known fact: fru Kvist, der ellers ikke er nogen vovehals, er helt syg med rutschebaner, jo vildere, jo bedre. Ikke karruseller, bare tanken om ting, der snurrer rundt gør mig dårlig, men rigtige gammeldags rutschebaner, gerne med loops og det hele. Dæmonen styrer, Fru Kvist & Søn glæder sig allerede til den traditionelle juletur.

Ud over de sædvanlige turistting, var der lidt ekstra krydderi for børnene. For ældste var det noget helt særligt, at vi boede her:

Marinestation Holmen, lige noget for en 7-årig, der interesserer sig voldsomt for alt, hvad der har med militær at gøre. Hans klidmoster af en mor havde naturligvis besluttet at han ikke skulle have legetøjsvåben, med efter han havde gnavet en pistol ud af et stykke rugbrød og bygget et gevær af en bøjle, måtte jeg erkende, at det nok ikke var en holdbar strategi.

Der er mange fine gamle bygninger på Holmen, i hvert fald når man ser dem udefra. Indvendigt har de alle et umiskendeligt institutionspræg som enhver anden offentlig forvaltning. Den 7-årige var vildt betaget af de spændende krigsskibe, man kan komme ind og se.

Herudover trak det ikke lige frem ned at flaget blev hejst hver morgen og strøget hver aften med kanonsalut, eller at bussen til og fra Holmen er en vandbus.

For yngsteøglen var højdepunktet nok det her, kendt af de fleste småbørnsforældre:

Yes, de var med i Sommer Summarum. Ældste fik sine 15 minutters berømmelse i Monsterquizzen samt ved at sidde lige bag en døv pige, der blev interviewet. Yngste ville bare gerne være publikum. Der var virkelig en oplevelse, også for forældrene, at se hvordan man med meget enkle midler stabler et populært børneprogram på benene. Flere af ungernes kammerater havde genkendt dem i tv, så det var rigtig stort.

En superdejlig tur, men helt på børnenes præmisser. Fru Kvist og Helten mener nu at have gjort sig fortjent til en voksentur. Jeg ser noget med opera og god mad for mig....

Orlov, uge to

Det der orlov kan man altså godt vænne sig til. I uge 2 har Helten også haft ferie, så vi har fået lidt praktiske ting fra hånden

• Malet carporten
• Kørt skrammel på lossepladsen
• Plukket jordbær til vinterforråd (hjælp, er jeg ved at blive min mor?)
• Set en familiefilm, hvilket ikke er helt let i vores familie, da ældste ikke ligefrem er den modigste filmfreak. Denne var dog et hit.

Det vigtigste er dog, at vi har set en del til Nyborg fra vandsiden:

Yes, vi er endelig kommet ud at sejle. Vejret har været skønt, bortset fra at vi kunne have brugt lidt mere vind i sejlene. Jeg kan ikke fordrage varme, overfyldte strande, men at springe i fra båden ude på vandet, det er lykken!

Helten er selvudråbt kaptajn for det gode skib, og står for maritim sprogbrug og forkromet overblik.

Ældste er førstestyrmand

og har vist sig at have flair for det.

Yngste er vel nærmest letmatros


... og tager sig af alle forefaldendene opgaver herunder at kravle ned om læ med jævne mellemrum efter drikkedunke, solcreme, madpakker og andre livsfornødenheder.

Og fru Kvist, hvad mon hun laver? (når hun nu endnu ikke har taget sig sammen til at få taget sit duelighedsbevis). Take a wild guess....

Det burde være en sømandssweater, men der er tale om en grøn Bette i dette fantastiske garn.