Endnu en strikketidstyv

Da jeg var teenager, syntes jeg mit liv var vældig travlt. Jeg tænkte slet ikke over, at jeg nok havde mere tid til mig selv end jeg nogensinde vil få igen, i hvert fald indtil jeg går på pension. Den tid jeg havde helt for mig selv, der ikke gik til skole, sport og venner, men bare var helt min egen, blev delt mellem tre hovedinteresser. De to første fremgår af bloggen: strik (surprise) og litteratur. Jeg var yderst produktiv med pindene, og slugte romaner med en koncentration, jeg slet ikke kan mønstre i dag. Den tredje konkurrent om min tid var mit klaver.


Jeg startede som 8-årig hos fru Filipsen, der var organist og klaverlærerinde af den gamle skole. Pædagog, derimod, kunne hun ikke beskyldes for at være. Jeg var startet i skole året før og havde vældig let ved at lære at læse, skrive og regne. Den lille Kvist var derfor vant til at få at vide hun var dygtig, men tænk, det syntes fru Filipsen altså bare ikke, når hun så sig nødsaget til at slå mig over fingrene med en blyant, når jeg spillede forkert. Ofte kom jeg stortudende hjem fra den ugentlige klavertime.

Min mor forbarmede sig; jeg behøvede jo ikke gå til spil, og hvis jeg fortsat ville, behøvede det jo ikke være hos den strenge lærerinde. Hun havde ikke forstået det; målet, når jeg flittigt sad og terpede etuder og sonatiner var jo, at Fru Filipsen skulle give mig en lille smule ros - ikke at en eller anden sød ung lærer, der satte overliggeren knap så højt, skulle synes det var godt nok. Jeg blev aldrig dygtig, men fru Filipsen og jeg endte faktisk med at blive rigtig fine venner. Engang forærede hun mig en blomst. Det var en Flittiglise, og det var vel en slags ros, selv om jeg meget hellere ville være dygtig end flittig. Faktisk passer blomsten latinske navn bedre til fru Kvist, den hedder nemlig Impatiens, men jeg knoklede virkelig med det klaver, og savnede det, da jeg flyttede hjemmefra.

Da jeg for nylig rundede et hjørne var der to gaver fra Helten. Dels en meget smuk ring, dels lovning på et klaver, der skulle indkøbes i samråd med en musikerfar til en af ældstes skolekammerater. I lørdags kom gaven med fire professionelle flyttemænd.


Som det ses, er der tale om et stort gammelt skrummel af et klaver. Lige som sådan et skal være efter min mening, selv om det ikke helt er i stil med husets øvrige look.

Som det også ses var det lidt af et drama at få det på plads på førstesalen. Den lette del var at bære selve kassen op af to stiger efter at Helten havde afmonteret gelænderet på svalegangen. Dramaet startede, da flyttemændene insisterede på at bære jernrammen, der er tung som et ondt år, op af vores smalle vindeltrappe.

Det var liige spændende nok, men nu står klaveret på sin plads og var absolut værd at vente på.

Hvordan det lyder når den voksne fru Kvist spiller? Som en kat, der skal i bad, glæd jer over der ikke er lyd på bloggen...

Fristet - igen

Jeg har ikke tid til at strikke, jvf. sidste post, og jeg må ikke købe nyt garn. Der er kun en mulig udvej: KØB EN NY STRIKKEBOG!

Tinekes blog er altid et besøg værd. Hun strikker de lækreste ting og viser dem så flot. Hun er god til at spotte lækre sager. Det var også hos Tineke, jeg så denne:

Det tog sin tid at få den hjem. At dømme efter diverse labels har den lige været et smut over New Zealand, men den er absolut ventetiden værd. Lige en bog efter mit hoved! Ikke så meget fordi den er fyldt med must-have trøjer, men mere fordi det er en rigtig nørdebog med masser af teknik, og fordi den med få undtagelser har en top-down approach. Minimal montering, og rig mulighed for at justere undervejs, min sjæl hvad vil du mere? (OK måske have lidt mere tid til at strikke, men ud over det?)

Noget skal på pindene som det er, noget skal liiige have nogle lidt andre ærmer, en anden krave, en anden farve osv, men der er masser af idéer i den bog.

Alene hjemme 2

Hvis nogen undrer sig over stilheden her på kanalen, kan jeg oplyse, at den skyldes midlertidig status som alenemor. Det er mig helt uforståeligt hvordan rigtige enlige mødre overhovedet formår at have et liv, her i huset er der ikke forgået meget andet end det børnerelaterede de sidste 6 dage. Jeg har efter bedste evne og med inddragelse af bedsteforældre (uden hvem osv.) forsøgt at få skole, børnehave, fodboldtræning, gymnastik, legeaftaler og Meget Vigtige Møder til at gå op i en højere enhed. Det er lykkedes nogenlunde, men mig-tid har der ikke været meget af, før jeg helt bevidstløs er tumlet i seng for at sove lidt inden yngsteøglen kommer vandrende midt om natten.

Dog er der lidt hjælp at hente hos den 6-årige, der gerne stiller sine nyerhvervede læsekundskaber til rådighed:


Strik? Næsten en hel firkant (af de letteste) på Superkarla på 6 dage, og ikke engang deltagelse i Britts fristende stashbuster-knitalong.

Helten har været i München siden lørdag og kommer hjem i nat. Ukarakteristisk dårlig timing; lidt for tidligt til Oktoberfest, og meget for tidligt til skisport. Det lyder faktisk som et seriøst kursus og konference.

Især søndag var lidt af en udfordring. De yndige små legede så godt sammen, at fru Kvist så sit snit til at lægge sidste hånd på en haste-rapport til arbejdet. Der blev grinet rigtig højt, indtil yngsteøglen pludselig oplyste, at hun var komme til at tisse i bukserne. ”Bare gå ud på badeværelset, så kommer jeg og hjælper” var mit svar. ”Jamen Moar, hun har tisset i min legokasse”, lød det fortvivlet fra ældste. Der er altså RET mange klodser i de store rullekasser fra IKEA. Nå, med fornuftig arbejdsdeling gik det: ældste hjalp yngste i bad, og moderen vaskede legoklodser i flere baljer med sæbevand og skyllevand.

Så langt så godt, men i den almindelig forvirring havde den lille også set sit snit til at få pillet ved ovnen, så vi nær aldrig havde fået bagt de overskudsagtige grovboller, der stod til hævning i anledning af hendes brøddag i børnehaven mandag. Lidt af en katastrofe, for vi har en vældig teknisk ovn, der kan ALT undtagen at klare de basale funktioner på passende vis. Jeg har aldrig sat mig ind finesserne, da det har været meningen lige siden vi flyttede ind (for 9 år siden!), at den skulle udskiftes lige om lidt. Til sidst måtte jeg give op og ringe til München for at spørge hvordan f..... man gjorde. Helten, der ikke for sin død kan huske hvad børnenes venners forældre hedder, kan af uransagelige årsager altid huske den slags. Fint nok, jeg fik trykket og skruet de rigtige steder, men hvorfor var bollerne så stadig som dej efter 15 minutter? Kig i displayet, fru Kvist, F for f…… hell og F for Fahrenheit. Godt man kan sin Jamie Oliver, op på 425 grader, så var der boller til alle, lidt flade, men absolut spiselige.

Jeg tror Helten får en chance til, når han kommer hjem i nat. Alt andet er for besværligt…

Sørgelig stashbuster

Alt for lidt bliver der strikket for øjeblikket og min stashbuster-plan går ikke for godt. En af mine nærmeste veninder har lige haft en rund fødselsdag. På en eller anden måde er der opstået en tradition for at mine veninder får et sjal fra fru Kvists hånd, når de fylder rundt. Den første fik, take a wild guess, et Birch, og egentlig havde jeg tænkt, at det skulle være standarden. Men da jeg var ved at blive lige autistisk nok i mit Birch-strikkeri, har jeg valgt andre modeller. En fik et Shetland Triangle en anden et Swallowtail og den næste får altså et Superkarla-sjal. Hun har selv udvalgt Kauni-garnet på vores føromtalte tur, dog uden at vide hvad det skulle bruges til. Jeg her nået hertil:

Der er mange smukke farver i: en dyb, dyb chokoladebrun, en gråbrun (dådyr?), en grå, en grønlig og en gylden, som jeg til min store undren også synes er rigtig flot. Mon det smitter? Til gengæld er der altså også et par farver, der ville falde for censuren, hvis sjalet var til mig selv. Dels er der en brun-orange som kan beskues i spidsen, og dels den brændte meget orange der ses i det hele nøgle. Gys! Men veninden var ikke i tvivl, det er lige hendes farver, og det er jo det, der tæller.

Som stashbuster er projektet dog en sørgelig fiasko. Det er sjovt at strikke, men hurtigt går det altså ikke i det ret tynde Kauni. Jeg må se at få fundet en fed vintersag til det formål.

Lokket

Denne superstrikker har lokket mig med til webstrikfestival den 27. september.

Ses vi?

Ungdomsfoto af yngsteøglen, der undrer sig over at Mor får strikket så lidt, når hun nu får så meget hjælp...

Barda

Ældste, der som mange andre 6-årige drenge elsker at rende rundt og spille helt med sværd og skjold, har været så heldig at blive inviteret med en ven til Barda i dag.

Det kræver selvfølgelig både udstyr og attitude:


Kondiskoene falder ikke helt ind i stilen, og kappen er en Fru Kvist syede til et Batmankostume for år tilbage, men hvad gør det når man skal ud og kæmpe mod de onde og lige har fået et nyt sværd?

Nå, men vi skal vel til det....

Mod bedre vidende, men med et oprigtigt ønske om at forbedre mig, har jeg jo meldt mig til Britts cashmere-o-meter. Den oprindelige tanke, som jeg ikke selv har udtænkt, er at strikke 2000 g garn op, hvorefter man har vundet retten til et luksusstrikketøj.

Jeg har ikke fået taget mig sammen til at lave en måleting på bloggen, så jeg må forsøge mig med et indlæg om lagerstatus i ny og næ.

Lad mig være ærlig - det går ikke for godt. Fru Kvist er ikke nogen stor shopper, hader at shoppe tøj (men ikke at eje det, når jeg bliver rig skal jeg have en personlig shopper!), sko, dagligvarer mm. Garn og bøger er en undtagelse, og deraf kommer problemerne. En gang havde jeg meget mere tid til at strikke end jeg har nu. Så fik jeg fuldtidjob + halvtids universitetsstudier i 6 år, så fik jeg hus, så fik jeg børn, og det fylder jo altsammen. Af en eller anden grund er garnindkøbsfrekvensen ikke faldet lige så meget som strikkefrekvensen, og det fører jo uundgåeligt til et vist lager.

Nå, men til sagen:

Det oprindelige mål var 2000 g.
Så købte jeg 400 g (til en gave, kan I se glorien?).
Udgangspunktet er altså 2400 g.

Herfra skal trækkes
1 stk Cobblestone, 628 g
1 stk Shetland Triangle, 175 g
1 stk. Swallowtail Shawl, 349 g.
I alt 1152 g

1152 g fra 2400 g = 1228 g der mangler at blive strikket.

Yes! eller rettere sagt No!, for så er der jo lige Den Brune Pose.
Den vejer gisp! 1492 g, men så er posen altså også vejet med. Jeg sværger på, at det ikke var med vilje, men på grund af True Love er en af mine nærmeste veninder flyttet ind i gåafstand af denne skønne butik og når man er på venindetur til Randers må man jo liige kigge ind. Det kan hurtigt gå galt...

Nå, men summa summarum, efter 2 måneder på cashmere-o-meter, 1152 g strikket, er der nu 244 g mere på lageret, end da jeg startede. Kors! Nu, lige nu, må der andre boller på suppen! Nu er det SLUT med indkøb. (lige indtil.....STOP så!)

Vil I gerne se hvad der er i posen? Okay, så skidt da:

PS: de to Kauni-nøgler har samme farve.

Tibodoo på Badstuen

I går var det endelig Store Strikkedag på Badstuen. Hyggeligt og lidt vemodigt, for det var sidste gang inden arrangementet flytter ind på Brandt Klædefabrik.

Tante Grøn stod for aftenens underholdning. Temaet var Tibodoo, et fransk foretagende, der designer lækkert, nostalgisk strik til babyer og småbørn. Meget af det var rigtig sødt og lækkert, noget lige yndigt nok, måske på grund af de mange pasteller. Alt blev solgt i kits, så der var ikke mulighed for at substituere farver. Det fedeste ved kollektionen var dog detaljerigdommen. Der er virkelig tale om strik for teknik-nørder. Ikke en maske er placeret tilfældigt; hver eneste ind- eller udtagning indgår i en større plan, der er læg, fine kanter og totalt gennemført stil, herligt.

Aftenen var ikke bare ren afslapning; Tanterne havde medbragt Ingelise Lebech, der underviste i teknik. Det var ret sjovt. Fru Kvist var i godt selskab og begik ovenstående lomme med læg og fashionerede udtagninger. Nu mangler jeg bare at finde lige det sted, der mangler en mintgrøn lomme. Det bliver ikke helt nemt; mintgrøn er absolut non-Kvist, helt deroppe sammen med gul og orange. Over faktisk...

Alt i alt en sjov og lærerig aften. Jeg satser på at deltage i flere arrangementer end sidste sæson, hvor Heltens eskapader sørgede for, at jeg kun nåede en enkelt aften.