Verdens måske bedst tilpassede sokker

Jeg har tidligere beskrevet såvel min lange vej til sokkestrikning som min søns forhold til mors hjemmestrik. Da Heltens 2007-sokker er en fake fair-isle-model, måtte knægten selvfølgelig straks ytre ønske om et par magen til. Lad ham endelig leve det ud, tænker fru Kvist, inden han får lige så store fødder som sin far. Desuden havde jeg (for obvious reasons) købt lidt ekstra garn, så det var bare om at komme i gang.

Af uventede årsager har de små søde sokker i størrelse 33 taget længere end først antaget. Hver gang jeg så meget som overvejede at tage et par omgange på sokken, stillede knægten med til lejligheden afklædt fod, for han skulle da lige se, om de nu fortsat passer!

Her må man så forestille sig billede af nuttet dreng (min helt objektive vurdering) iført 1½ sok. Hvorfor der ikke er fotodokumentation? Blogger, for pokker, hvorfor kan jeg pludselig ikke få lov til at poste billeder?

Update: pludselig kom der hul igennem igen, så her er drengen, fødderne og sokkerne.

Yderst uheldigt, særligt hvis det ikke når at gå i orden inden Vivians kasse når hertil.

Sokkesagaen er ikke slut; yngsteøglen er ellers ganske uimponeret af mors håndstrik ("jeg skal have benvarmere til gymnastik, men de skal være købt, ikke strikkede", hun bliver gjort arveløs, eller rettere hun kommer kun til at arve 50 kilo garn af bedste kvalitet). Nå, men det bedårende barn har også bestilt et par sokker i "automatisk" mønster, garnet er indkøbt, naturligvis i lilla og lyserødt. Det stopper heller ikke der - for hun ønsker også et par HELT MAGEN TIL til sin lille kusine, og så må den lille kusines storesøster vel også have et par og....lige pludselig er man så sokkestrikker på fuld tid. Hvornår er det lige jeg skal strikke Mermaid, Claudia, Ribby Cardi, Lavold-trøjen og alt det andet sjove?

Rapport fra en hyggelig, men meget billig bytur

Lørdag var dagen, hvor jeg havde sat to veninder stævne til en bytur i Odense.

For at være ærlig har jeg aldrig regnet Odense for nogen stor shoppeby. Jeg boede i byen fra 1988 til 2000 og arbejder der stadig, endda meget tæt på centrum. Der er enkelte lyspunkter, ikke mindst en forholdsvis ny garnforretning, mere om den senere.

Til gengæld er der flotte områder og bygninger i byen. Vi startede med at gå ind igennem Eventyrhaven, som tager sig godt ud i efterårsfarver.

Selv en hedning som fru Kvist kan nyde området omkring Domkirken.
Berømte mænd kan man også møde her. Den gamle digter, som vi kalder ham her på øen:

Og en anden gammel digter

Det skulle jo ikke være historisk byvandring det hele, men heldigvis er der ikke langt fra Eventyrhaven hertil
Garnkig (og -pil) med stor iver, men helt ukarakteristisk ingen køb. Her var det så, at Fru Kvist kom i tanker om der i denne weekend både var håndarbejdsmesse og lagersalg her og der. Mænd, børn og katte var afsat til anden side, bilen parkeret lige i nærheden, så skulle vi ikke lige..? Nej, sagde den ene veninde, det skulle vi ikke. "Synes du ikke vi har garn nok?"

Garn nok? i hvert fald højest til de næste 10-15 år! Og jeg som troede jeg var trekløverets fru Snusfornuft!

Lækker frokost blev indtaget her. Således styrket begav vi os til Garnbixen, Odenses uden sammenligning fedeste garnforretning. Jeg glemte helt at tage billeder (Undskyld, Kirsten), og købte stadig ingen ting. (OK, jeg havde lige få dage før forsynet mig til Claudia, men alligevel...)

Der blev også kigget på lidt tøj, og senere landede vi hjemme hos fru Kvist. Dejlig dag, hyggelig aften, masser af snak om både det lette og det svære, men intet garnkøb. Den ene veninde købte dog lidt, og da der senere blev udvekslet forsinkede fødselsgaver var der også lidt mohair og silke-fiber involveret.

For at føje spot til skade, afslørede en rundtur i strikkeblogland at næsten alle andre har benyttet weekenden til vilde indkøb. Hvad gør man så? Støver kortet af og finder en af sine yndlingsnetgarnpushere. Nu håber jeg bare ikke, at alle I der har været der IRL har ryddet hylderne!

Ravelry

- Nu også med Fru Kvist

Min id er frukvist, Ravelry bryder sig ikke om mellemrum.

Nu mangler jeg så bare at finde ud af hvordan der skal blive tid til jobbet, familien, strikketøjet, bøgerne, etc...

Til Gitte

der gerne vil se min version af Zoe Mellors pirattrøje, som den lokale sørøverkaptajn forelskede sig voldsomt i, en gang jeg havde lånt bogen på biblioteket. Det gjorde ikke særligt indtryk på piraten at fru Kvist afskyr at strikke intarsia, og stillet overfor en 5-årigs entusiasme måtte hun bøje sig.

Trøjen blev til under stygge eder og forbandelser. Meget passende i virkeligheden. Blandt amerikanske strikkere hedder det at velsignelser og smukke tanker til modtageren kan strikkes med ind i et værk - til en pirattrøje er det lidt mere ramsaltede nok bedre egnet. Pirattrøjen er højt elsket at ejeren, og han proklamerer stolt til alle der gider høre det, at "den har min mor strikket".

Noget bedre for selvtilliden end sidste forår, hvor fru Kvist på utallige opfordringer havde syet knægten et omfattende ridderkostume til fastelavn. Dragten blev behørigt beundret i børnehaven, hvortil ungen uimponeret meddelte at "syning er ikke en af min mors spidskompetencer, men hun har gjort sig meget umage". Bemærkningen vakte stormende jubel, og længe efter havde de tilstedeværende pædagoger og forældre svært ved at møde mig uden en lille trækning i mundvigen.

Jeg tror bare jeg holder mig til strikningen. Den unge mand ønsker sig en trøje med krøller ned foran. Efter at have gået ham lidt på klingen viser det sig at han mener snoninger, og det er tilfældigvis en af de Kvistske spidskompetencer, at I bare ved det!

Faktaboks
(på hukommelsen, bogen er forlængst afleveret og trøjen blev strikket for et år siden.

Mønster: Zoe Mellor Strik i børnestørrelse
Garn: noget superwash fra Grønhøj Garn, (mon ikke det hed Arctic?) i marineblå, råhvid og vinrødt.
Ændringer
Jeg tror jeg har forstørret den lidt.
Alle ribkanter strikket i drejet rib (det gør jeg nærmest pr. refleks, når jeg kommer i nærheden af 1x1 rib).
Ærmer, forstykke og bagstykke slået op med midlertidig opslagning, hvorefter ribkanten er strikket nedad til sidst.
Jeg synes de oprindelige ærmer var for bolsjestribede (brede røde og hvide striber), så jeg ændrede dem. Første del blev strikket efter stribegeneratorens forslag, senere blev stribemønstret bestemt af hvor meget der var tilbage af hver farve.
Hot or not? Tophot, hvis man spørger ejeren, og det er vel hans mening der tæller...

Forventning

I morgen…..

Skal jeg sammen med to af de rigtig tætte veninder på pigetur. Vi har kendt hinanden længe – den ene siden vi var 6, den anden siden gymnasietiden. Vi kender hinanden på godt og ondt, men det er ikke tit, vi ses alle tre. Vi er alle ramt af fuldtidsjob, den ene er flyttet til Jylland, den anden har fået et par unger (det er mig, sagde hunden), og den tredje er aktiv i frivilligt arbejde, så det kræver lidt planlægning og kalenderafkrydsning i god tid.

Dagens program er enkelt; lidt shopping, cafebesøg, en enkelt besigtigelse af ny kat og så skal der snakkes igennem. Det sidste er det vigtigste, vi kunne såmænd sagtens få en dag til at gå med te og strikkepinde. De to af os har strikket siden vi var 6-7 år, den tredje er startet inden for de seneste par år, men er bestemt ikke mindre entusiastisk af den grund.

Så ja, garnforretningerne skal ikke vide sig sikre i morgen. Vi skal nok både i DAD, i Tante Grøn og i min absolutte favorit i Odense: Garnbixen (hvad er det med odenseanske garnbutikker og hjemmesider??)

Måske skal der også shoppes lidt tøj. Fru Kvist har det problem at hun elsker lækkert tøj, men hader anskaffelsesprocessen af et godt hjerte. Jeg kørte gerne kortet igennem, hvis smukt tøj i passende design bare af sig selv kunne bevæge sig hjem i mine skabe (der underligt nok er pænt fyldte). Nå, i godt selskab går det sikkert alt sammen.

Jeg glæder mig…

River (eller noget)

Efter flere års tilløb fik jeg med vanlig sans for timing tegnet abonnement på Rowan Magazine lige da det begyndte at blive rigtig mærkeligt….Dels skyldtes det nok stjernedesignerens exit, dels at der var nogle stylister, der har haft det supersjovt… Jeg fik nr. 38 og 39, og ved første øjekast var der ikke rigtig noget der fængede. Nr. 38 var f.eks.det nummer, hvor den måbende strikkeverden første gang kunne beskue den berygtede Panda-æder-barn-trøje.

Velkomstgaven var 2 nøgler Kidsilk Haze, som jeg i et anfald af distraktion valgte i farven Dewberry (nærmest en slags lyngfarve), selv om en af de andre valgmuligheder, Trance, ellers er en af de mest fru Kvist-agtige farver, der findes. Gaven kom med en opskrift på et sært tørklæde, som hurtigt blev valgt fra. Alt i alt en sørgelig høst, og helt billigt er medlemskabet jo heller ikke. Garnet fik længe lov til at friste en trist tilværelse i en kurv (nej, lad os være ærlige, i en grim bedroller)

Så var det jeg tilfældigt faldt over nogle billeder på Julias blog. Hun havde, med visse modifikationer strikket River fra nr. 38, som i bladet primært udmærker sig ved at være så kunstnerisk fotograferet, at det er umuligt at se. Inspireret af Julias smukke billeder (det skader ikke ligefrem at de er taget på Hawaii), hendes ændringer, plus nogle stykker jeg selv fandt på, er det endt med at blive et tørklæde jeg nok skal få brugt rigtig meget. Blødt, lækkert og varmere end man skulle tro, og faktisk er farven god til alle de grå, sorte og sandfarvede ting i skabet.

Medlemskabet er opsagt, men der går rygter om at Rowan er på vej tilbage på sporet, så måske skulle man…

Faktaboks

Mønster: River, Rowan Magazine nr. 38

Garn: 50 g Kidsilk Haze i farven Dewberry

Modifikationer: Masser

Skiftede pinde nr. 7 ud med nr. 5

Tilføjede en ekstra mønsterrapport, dvs. 17 masker

Strikkede glat i stedet for ret. Jeg synes glatstrik viser hulmønstre bedre.

Vendte nogle af indtagningerne så de fulgte strikkeretningen, dvs. 2 ret sammen eller en overtrukket indtagning, alt efter hvordan mønstret vendte.

Hot or not? Medium hot. Ville have været hottere i en mørkere farve.

Bemærkninger: Hvorfor kan Rowan ikke trykke deres hulmønstre i diagramform??? De sidste nøgler KSH jeg har købt kommer herfra. Portofrit, superhurtig service og væsentlig billigere en i DK.

Også en slags håndarbejde...

Intet nyt på strikkefronten, men se hvad jeg har fået af en god veninde:


Skålen er stor (og svær at fotografere så man yder den retfærdighed). Indersiden er mørk, mat og ru med sølvskinnende guldsmede. Ydersiden:

Rakubrændt, changerende i mørkegrå og petrol, på dette billede ligner den nærmest en globus.

"Hvor er toppen?" spurgte min bror, da han så den.
"øhhhh toppen?"
"Ja, er det da ikke et dinosaurusæg?"

Jeg må indrømme at tanken, da den først var plantet, forekommer ret nærliggende.

Jeg elsker rustikt glas og keramik, og kæmper en indædt kamp for at mine lækre skåle ikke bliver fyldt op med bon´er, clips og dimser i al almindelighed.

Relevant spørgsmål....

Den lille familie er på bytur. Den 3-åriges opmærksomhed indfanges af en meget blød hvid jakke.

3-årig: hvad er det?
Far: det er en kaninskindspels
3-årig (undrende): jamen far, hvorfor har de pillet fjerene af kaninen?

En modvillig sokkestrikkers omvendelse

Fru Kvist har en gang i teenageårene strikket 2 par sokker til sig selv, under sin storstrikkende mormors kyndige vejledning. Det var nærmest af den samme årsag, som får andre til at løbe maraton eller bestige et bjerg; primært for at kunne sige ”been there, done that”. Sokkestrikning lå ikke lige til højrebenet for en, der mildt sagt er temmelig ukoordineret i al almindelighed, og meget ukoordineret når hun forsøger at gøre sig umage. Intentions-tremor, har jeg senere lært det hedder. Fantastisk ord, lyder meget mere interessant end bare at være en klodsmajor. Nå, men på grund af manglende koordination kunne jeg altså ikke blive hverken primaballerina, kirurg eller, troede jeg i lang tid, sokkestrikker.

Her er det så Helten kommer ind i billedet. Også han voksede op med en mormor med glødende strkkepinde og derfor en fast forsyning af hjemmestrikkede sokker. Når han nu havde været så superheldig at finde sig en Kvinde med Pinde, så han ingen årsag til at denne forsyning skulle ophøre, selv om hans mormor var gået til den evige strikkecafé. På trods af, at han blev betænkt med en hel del trøjer, forstummede ønsket om sokker aldrig, men frøken Kvist var ubøjelig.

Der skulle noget helt særligt til. Sidste år blev vi gift efter 15 års tilløb. Helten skulle, pga. sit erhverv, ikke have en vielsesring, og han er ikke typen der går med halskæde. Mit forslag om en tatovering af ”Lise Forever” på et prominent sted vandt heller ikke genklang. Så var det jeg tænkte, at tiden måske var moden; et par hjemmestrikkede sokker kunne være en passende gestus. Jeg skal skåne jer for beretningen om, hvordan det er for en stort set ubefaren sokkestrikker at få et par kæmpestore sokker på p. 2½ og med (lidt) mønster færdige i smug, samtidig med bryllupsforberedelser for fuld skrue. Note to self: den næste hr. Kvist skal ikke bruge str. 46 i sko. Men ikke nok med det; faktisk blev jeg så grebet af stemningen, at jeg kom til kontraktligt at forpligte mig til ikke blot at elske & ære, men også at levere 1 par sokker årligt, så længe vi er gift.

2006 samt 2007-sokkerne er nu leveret og guess what; faktisk er sokkestrikning ikke så tosset. Jeg indser nu, at jeg bliver nødt til at strikke dem her, dem her, Janes smukke sokker og sikkert mange flere. Og tænk: et helt nyt kapitel kan nu føjes til garnlageret....

Piratfest

Knægtens 6-års fødselsdag skulle selvfølgelig ikke gå stille af, så lørdag var hele klassen inviteret til piratfest. Hovedpersonen havde helt faste meninger om hvad der hører til sådan en begivenhed, så der var både klippet hatte og bagt pølsehorn og pizzasnegle i rå mængder. Det gastronomiske højdepunkt var dog denne:

En dragekage, der i dagens anledning hurtigt blev omklassificeret til at havuhyre. (Beklager fotokvaliteten, sølvpapiret hjælper ikke). Den er med banacreme og marcipanovertræk, ikke (helt) så stygt som det lyder. Knægten var dog temmelig bekymret da han gik i seng fredag aften for på køkkenbordet stod en mærkelig bunke af tilskårne lagkagebunde og banancreme, løseligt holdt sammen af tre grillspid. Det lignede mest et mudderskred, og det var ikke let at forestille sig at det nogensinde skulle blive til en havuhyre.

Der var også fynsk pizza, aka brunsviger. Fru Kvist, der ellers roser sig af at være forholdsvis velintegreret 2. generationsindvandrer til øen, har vældig svært ved at se pointen i dette traditionsrige stykke bagværk. Brunsviger hører med til fødselsdag, fastslår sønnen, der således demonstrerer en bedre forståelse for lokale skikke.

Det er imponerende, hvor meget 15 unger kan larme, men de var glade og søde mod hinanden. Det er 0´te klasse, på denne dejlige skole, så det var første gang vi havde hele flokken hjemme, men vi gør det gerne igen (og igen og igen og, de næste ti år...)

Den har vi set....

Yes, men sådan vil det være med mange ting her hos fru Kvist.
Midwest Moonlight, Kauni-style:

Faktaboks:
Model: Midnight Moonlight fra "Scarf Style"
Garnforbrug: 132 g. Kauni i rødlilla farver
Pinde: nr. 4
Hot or Not; mest hot, vil pynte på fru Kvists ikke særligt farvestrålende garderobe. Kradser lidt, skal have afprøvet diverse råd om skylning med balsam, nedfrysning mm.
Bemærkninger: Nemt lille mønster, der hurtigt er lært udenad. Det bedste ved Kauni: Så mange farver, så få ender at hæfte....

I dag er det Bassens fødselsdag...

Hurra, hurra , hurra!

6 år, skoledreng, nye tænder

Ny cykel, Lego Creator, rollespilssværd, Farmors roulade, piratfest
Tillykke, skat.

Til ære og værdighed?

For lang tid siden var der tilbud på Rowan Denim. Jeg har beundret det på afstand lige siden jeg købte Rowan Denim Magazine for efterhånden mange år siden. Senere kom "Denim People", der ved første øjekast var lidt af en skuffelse, men som vandt ved nærmere bekendtskab. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke straks gik i gang, som den store demin-fan jeg er. En stor del af min garderobe er af den skønne blå kvalitet, og hvis det ikke havde været for min mors snarrådige indgriben, var jeg også blevet gift i en denim-nederdel. (Godt nok på rådhuset, og med indkøb af stor havfruenederdel til festen om aftenen, men alligevel). Bare for at vise, at mine følelser for det blå stikker dybt.

Alligevel tog det flere år at få indkøbt garn til Saffy, (som jeg ikke kan finde et passende billede af lige nu).



Så i gang og derudaf? Nix, det er denim, det er smukt, det er indigo-farvet, det ældes fantastisk, men det er STADIGVÆK BOMULD, og endda temmelig hårdt. Jeg kan vældig godt lide modellen, (jeg undlod flæserne, det er ligesom 30 år for sent for fru Kvist at se yndig ud i flæser) og farven, den mørkeste af dem alle, er lige i øjet. Det er bare ikke den slags strikketøj, der helt af sig selv springer op i hænderne, for den slags garn er der bare ikke meditation nok i. Det er for hårdt for hænderne, så dette er et af meget få projekter, der bliver strikket fordi jeg gerne vil eje det færdige resultat, ikke bare for processen.

Jeg satser på, at fremvisning her sammen med mine fromme ønsker om at få den færdig vil bidrage til afslutningen. Jeg fik lige klaret 2 pinde i går mens jeg så Rasmus Klump med ungerne. Jeg kan hele DVD´en (inklusiv Pandekagesangen) i søvne. Hvad gør småbørnsforældre, der ikke har noget i hænderne ved 117. fremvisning af yndlingsfilmen? Fintænker, ville Niels Hausgaard nok have sagt...

Sådan....

...ser papegøjen ud lige inden låget sættes på gaveæsken:

....Og mere garn

Posten kom med disse lækre sager i går:

Sel om jeg bedst kan lide tweedgarner, kan jeg altså også ret godt lide mohair, og kongen over dem alle er efter min mening Rowan Kidsilk Haze. Jvf. tidligere indlæg har jeg et lettere autistisk forhold til Birch-mønstret (og lidt til Rowans River, faktisk), og efter at have lavet det i flere forskellige kvaliteter må jeg konstatere, at sådan nogle sjaler og tørklæder, som kommer helt tæt på huden, de er altså bare mere lækre i mohair og silke end i mohair og nylon. Rowan er pebret, men det hjælper hvis man køber det her.

Farverne er Blood og Blackcurrant som begge er nye. Blood ser ikke særlig blodig ud, faktisk er farven en smuk, blød rød farve, som er svær at beskrive. Ikke postkasse, ikke vinrød, men helt sin egen. Blackcurrant er dyb, dyb aubergine, en fantastisk farve. Tanken var, at det ene farve var til fru Kvist, den anden en gave til en veninde, og at når farverne åbenbaredes IRL ville jeg let kunne beslutte, hvad der passer bedst til hvem og dermed hvem der skal have hvad....Not so.

En ægte garnnørd har selvfølgelig en løsning: hvis jeg skynder mig at bestille noget mere, behøver jeg ikke at vælge!

Hvad det skal bruges til? Take a wild guess...

Garn og garn

Badstuen havde Store Strikkedag i går, og det var sjovt som altid. Der bliver flere og flere kendte ansigter, både i form af dem jeg selv lokker med, og så de nye strikkere, som man så let falder i hak med.

I går var der besøg fra Atterup Merino, og indehaveren fortalte levende og humoristisk om livet som bybo, der bliver merinofåreavler med de lokale landmænds hovedrysten til følge. Hun havde sågar en tv-udsendelse med, og kærligheden til dyrene og entusiasmen i forhold til ulden brændte klart igennem. Eneste undren: Hun strikker ikke selv! Tænk at man kan lade være, når man har 80 uldleverandører af topkvalitet lige uden for sine vinduer....

Der var selvfølgelig fremvisning af garn og modeller og mulighed for at handle. Så fru Kvist slæbte sækkevis af den lækre merino med hjem? Nej, faktisk var mit eneste køb et par trekkingsokker til Helten, der ynder at se sig selv som naturens muntre søn. Det var ikke engang aflad for fruens vilde indkøb, for jeg købte vitterligt ikke noget. Jeg ved ikke hvad det er med merino; jeg har flere gange hørt om de fortræffelige kvaliteter, mærket blødheden, og sågar købt lidt til småbørnstøj.

Det tænder altså bare ikke min indre strikkeentusiast, alle gode egenskaber til trods. Lidt for sødt og blødt og måske ikke helt levende nok i farverne.

Næh, må vi så bede om dette her

Det kan godt være det stikker og kradser og er helt uegnet til undertøj, men hvor er der dog bare meget mere spil, farve og liv i den slags garn. Jeg ifører mig gerne en t-shirt under for at kunne bruge de lækre skotske tweed-typer, som f.eks Kastaniestrik og Hanne Falkenberg benytter. Hvis ikke det lige var fordi jeg havde forelsket mig i nogle farver, der var udsolgt (ud af 170 farver må man naturligvis falde for de 2, der ikke kan fås), tror jeg Kastaniestriks besøg på Badstuen kunne have bragt Kvist og Co på falittens rand, hurtigere end man kunne nå at sige "på beløbet, tak".

Clapotis nummer 1.000.000?

Så lykkedes det at få papegøje-clapotis færdig. Det ser sådan ud:

Eller sådan her, hvis man skulle finde på at hænge det op i æbletræet:


Farverne er flotte, dybere IRL end på billederne. Sjalet er dog alt for gult og orange til at det nogensinde ville pynte på fru Kvist. Som tidligere nævnt har det heller aldrig været meningen, det skal være en gave, når det altså lige er blevet vasket og spændt ud...

Jeg elsker andre strikkeres faktabokse så her kommer min:

Mønster: Knitty i en fjern fortid
Garn: 150 g Kauni Papegøje købt her
Pinde: Addi Turbo nr. 4
Ændringer: kun pindestørrelsen, der oprindeligt var 5mm.
Hot or not: Hot, jeg ser et til eget brug i nær fremtid....

Slut med strik for nu, klokken er halv ni, og jeg er er nødt til at bruge et par timer på mit arbejde, siger hende, der har valgt en stilling i det offentlige fordi hun så kun skulle arbejde 37 timer om ugen og derefter ville have resten af sin vågne tid til familien, vennerne, de gode bøger og strikkepindene. Hrmf....

Hvis jeg er heldig kommer Helten med en af dem her:

Update; jeg er heldig....

Om fordelen ved kvinder, der strikker i flok

Midt i en travl arbejdsuge ringede veninden siden gymnasietiden, der i de senere år også har opdaget strikningens velsignelser, og mindede mig om at Badstuen har Store Strikkedag på torsdag. Uledsaget udgang, cafébesøg og efterfølgende strik i flok, det er da en kombination, der er til at forholde sig til.

Jeg nyder Badstuens strikkeaftner, og kommer når det på nogen måde kan passes ind i programmet. Det er meget forskelligt hvor inspirerende oplægsholderne er: hende her var ret god (men er det ikke lidt snyd at være så høj, slank og klassisk, at alle modellerne bare tager sig ud til deres fordel? Fru Kvist, der er 1,66m og ligesom lidt mere rustik i det, var i hvert fald taknemmelig for at man kunne prøve alle modellerne selv), og hende her var til min undren en så varm, humoristisk og engageret fortæller, at jeg helt glemte mine spidse bemærkninger om matematik, korrekturlæsning og strikkeopskrifter, og om hvordan de tre elementer ofte er en god cocktail.

Også andre har været en aften værd, men det allerbedste er at se alle de entusiastiske strikkere og suge til sig af deres gode idéer. Måske endda selv bidrage lidt, selv om fru Kvist absolut ikke brillerer ved at være først med det nye. Og så er det altså bare enormt hyggeligt.

Så ja, jeg er klar!