Swallowtail Shawl

Endnu en FO, endnu engang strikket under stram deadline.

For 20 år siden (gisp!) havde Frøken Kvist en kæreste, hvis mor var en helt fantastisk kvinde. Højrøstet, storsnakkende, cerutrygende (det sidste er for længst lagt på hylden), varmhjertet og temmelig anderledes end de fleste andre, der dengang befolkede min verden. Hun var og er noget helt specielt, og jeg er så heldig, at jeg stadig har kunnet beholde hende i mit liv efter gymnasiekæresten og jeg gik hver til sit.

Vi ses ikke så tit, men når vi gør, falder vi altid i hak med det samme. Hun var selvfølgelig med til mit bryllup for et par år siden, og i går fejrede hun sin 70 års dag. Helten og jeg var på pletten, og skulle jo have en gave med. Og tænk, ønskeseddelen indeholdt blandt meget andet en cykelhjelm. Da vi vidste, at hun ville få en ny cykel af sin søn og svigerdatter, var valget let. Det ville da være for ærgerligt at redde livet ved at holde op med at ryge, og så sætte det til igen i trafikken! Nå, ind på Tænks hjemmeside , så var en rette hjelm hurtigt fundet.

Det var bare ikke helt nok, der skulle også noget mere personligt til. Hun elsker håndstrik, pg var faktisk den, der introducerede mig til Rowan i praksis, da jeg for mange år siden på bestilling strikkede Kaffe Fassetts Tapestry Leaf-jakke til hende. Strikkekittet over alle strikkekits (og 4500 ender at hæfte, men det er en anden historie), jeg glemmer aldrig fornemmelsen af at åben æsken og få det rene uforfalskede luksusgarn i hænderne. Desværre fra før, længe før, jeg begyndte at fotografere mine uldne frembringelser.

Valget denne gang faldt på Swallowtail Shawl, superpopulært på Ravelry:


Jeg tror hun blev glad for det, og hvis jeg var sådan en der gad at strikke på bestilling, kunne jeg have fået mange ordrer med hjem fra festen. Hvad jeg selv synes om mønstret fremgår af forrige post, men jeg må indrømme, at jeg blev nogenlunde tilfreds, da jeg først fik vasket værket og spændt det ud. Den manglende matematiske symmetri ses ikke når musikken spiller.

Beklager de sjusket stylede billeder, de er taget i al hast mellem diverse festforberedelser.
Faktaboks

Mønster: Evelyn Clark Swallowtail Shawl gratis tilgængeligt, både skrevet med ord og i diagramform.

Pinde: Addi Turbo 4,5, 120 cm.

Garn: 349 g Lucca, farve ub27 som er mere gråblåt i virkeligheden, købt her.

Ændringer: Jeg har lavet sjalet meget større end originalen, nåede ikke lige at få det målt, men mon ikke vingefanget er et sted mellem 180 og 200 cm?
The nubbs, knopperne, er strikket mindre end opskriften foreskriver (strikkede 3 gange i masken, men undlod de to omslag). Dels har jeg et anstrengt forhold til strikkede knopper, der dog er et must i liljenkonvalmønster, dels var det en pest at strikke 5 masker vrang sammen. Det gik noget nemmere med 3.

Bemærkninger: som tidligere nævnt, mildt sagt uelegante overgange mellem 3 af de i alt 4 forskellige mønstre. Bemærkes dog ikke i det færdige sjal (af andre end strikkeren, altså). Garnet er superblødt og lækkert, fint til sjaler og tørklæder, men lidt for blødt til at jeg ville bruge det til trøjer.

Hot or not: Medium hot trods alt.

Coming up: Cashmere-ometer update!

Af hjertet tak..

...for opmuntring, hep, virtuelle roser og meget mere. Det lykkedes mod al forventning, og fru Kvist er ikke fri for at føle sig en lille bitte smule selvfed. Herresweater på 16 dage? Bring it on. Jeg kan næsten alting, jeg kan....måske endda gå så vidt som til at gøre nogle af mine UFOer færdige?

Vi atleter kommer ikke til vores medaljer uden omkostninger: mine håndled, underarme og albuer er mildt sagt ikke tilfredse. Det lange omgange i vrang når hele sweateren er samlet er hårde for hænderne. Så holder fru Kvist måske en strikkepause? Nix, her gør et ofte observeret fænomen sig gældende. Når de olympiske løbere (ikke sprinterne, de "rigtige" løbere, maraton og mellemdistance) kommer i mål ser man nummer to, tre og fire dejse om og få saltvand, glukosedrop , ilt, eller hvad der nu skal til. Men hvor er guldvinderen???? Nå, jo, hun spæner da lige en runde mere iført sit hjemlands vemodige flag! Således er jeg, beruset af medaljehøsten, ved at lægge sidste hånd på en mega-udgave af Swallowtail Shawl, der skal være færdigt (inklusiv vask og udspænding) til en særlig fødselsdag på lørdag.

2309 ravellere kan ikke tage fejl, eller? Jeg er lidt skuffet over sjalet, selv om jeg elsker lace. Det er kedeligt at strikke, ikke kun fordi jeg har lavet basisdelen større. Måske er det nørdet, men jeg elsker matematiske løsninger - hulmønstre, der på magisk vis glider over i andre hulmønstre, snoninger, der integreres med kanter osv. Det er der intet af her. Efter jeg havde gjort mig vældigt umage for at beregne, hvordan jeg skulle komme fra mønster 1 til 2 når jeg nu ville have et større sjal, gik det op for mig at denne øvelse var helt unødvendig. Mønster 1 går over 6 masker, mønster 2 over 10 og mønster 3 over 8. Ingen magi, når man er færdig med det ene, strikker man bare 2 pinde glat, og klonk, så begynder man på det nye mønster helt uden smukke overgange. Det er set langt mere elegant, f.eks. her

Sjalet skal nok blive OK, man skal nok være lace-entusiast for at se problemet.

Jeg vender tilbage med bedre billeder af Cobblestone, så eventuelt interesserede kan nyde synet uden at se på krummerne på mit køkkengulv og mine skæve tæer. Heraf vil det også fremgå, hvem der bliver den heldige modtager.....

Godnat!

Mere snak og (endnu) ingen medaljer....

Først et stort tillykke til Laila og Kirsten med deres ravelympiske medaljer. Jeg kæmper stadig for min og er taknemmelig for heppekoret! Som Gunnar Nu ville have sagt, eller faktisk engang sagde, om nogle danske roere til OL, der var kommet så langt bagud, at medaljechancerne var lig nul "der ros flittigt i den danske båd". Det er da en positiv tilgang, der vil noget.

Så må jeg lige undskylde for billedet i mit forrige indlæg. Jeg er klar over, at jeg nu helt ufrivilligt er kommet til at afsløre, at fru Kvist er typen, der hellere vil se på maling, der tørrer, end på sport i tv. Det betyder ikke at jeg ikke selv gider sport, mit fjernsyn fører bare en hensygnende tilværelse i al almindelighed og under sportsudsendelser i særdeleshed.

Tina har gjort mig opmærksom på, at mit sprint-billede viser Justin Gaitlin, der faktisk er dopingdømt, og det var ikke med vilje. Jeg ledte efter et billede, som skulle illustrere sprintens inderste væsen, og troede jeg havde fundet det med løberens flotte linier og fotografiets fornemmelse af fart. Hov vent, måske er sprintens inderste væsen i virkeligheden gode ben og den rette medicin, ligesom i cykelsport? Jeg skal ikke gøre mig klog, der skal episke dramaer til som sagaen om 49'eren for at jeg gider følge med i tv-sport.

Nå men skal vi se hvor galt det går. Faktisk synes jeg trøjen, trods gentagne indledende målinger og beregninger, virker lidt lille på Helten efter sporadisk prøvning med rundpind i, så måske har jeg lige strikket en fødselsdagsgave til min bror. Men here goes:

Sweater….sprint???

Britt har meget plausibelt redegjort for den mulige logik bag disciplinen Vest Vault. Fru Kvist har aldrig været hestepige (øhhm, de er ret store sådan nogle heste, er de ikke?), men finder alligevel forklaringen helt fyldestgørende.

Fru Kvist har derimod i sine (meget) unge dage gjort det lidt i atletik. Jeg kunne vældig godt lide det, nok især variationen mellem disciplinerne. Det lykkedes mig faktisk at tage indtil flere atletikmærker, ikke fordi jeg udmærkede mig specielt i nogetsomhelst, nok mere fordi jeg ikke var totalt håbløs til nogen disciplin (altså ud over kuglestød, nu jeg lige kommer til at tænke over det).

Da jeg således kan prale af en smule erfaring med atletik, vil jeg udtrykke min undren over disciplinen Sweater Sprint.

Man kan sgu da ikke sprinte en sweater! Sweater Triatlon, måske (underdiscipliner 1: krop, 2: ærmer, 3: bærestykke), eller, som det føles lige nu, Sweater Marathon, hvor man kun holder sig oprejst ved tanken om publikums hyldest når man efter mange, mange, mange meter når i mål. Helt ærligt, sprint er de korte distancer, fra 100 til 400 meter hvor det bare går derudaf for fuld skrue hele vejen. Hvordan hænger det sammen med en sweater???? (Hold nu op med at brokke dig og strik, fru Kvist!)

Helten er i øvrigt i denne uge engageret i en helt anden form for maraton, som jeg glemte at tage med i mine betragtninger, da jeg meldte mig til: han har i denne uge 3 døgnvagter og en almindelig dagvagt. Eftersom der er så travlt for tiden, at han sjældent når at sove så meget som en time på sine døgnvagter, er han ikke til stor hjælp, hverken som heppekor eller som facility manager for Team Kvist.

Desuden overvejede jeg kortvarigt, efter at have været inde og betragte mine konkurrenter i Sweater Sprint, at rette en henvendelse til den Ravelympiske Komité. Der må da være regler for hvad der karakteriserer en sweater. For eksempel er det min klare opfattelse, at en sweater har ÆRMER. Ellers hedder det vel en vest? Min første indskydelse var at vælge den spanske model, og klage i øst og vest over unfair konkurrence. Men nej, det vil være i den ravelympiske ånd at udvise storsind. Derfor har fru Kvist besluttet at vise sig som en sand kroat (sejler, ikke håndboldspiller, forstås) og udlåne mine ærmepinde til værdigt trængende sweater-sprintere…

Slut for nu, har lige en Cobblestone, der skal være færdig. Posten har været her med en hilsen fra Kim Hargreaves, men jeg er karakterfast. Jeg åbner den ikke! Eller måske skulle jeg lige tjekke om det nu også er ”Thrown Together”. Tænk hvis der er sket en fejl, så hun i stedet har sendt et af de gamle hæfter, jeg må vist hellere liiiige…..

Sabotageforsøg?

Det går rigtig godt for Team Kvist, om end det kniber lidt med mediedækningen. Hvis det virkelig skulle lykkes for fru Kvist, dronning af startblokken, at færdiggøre en herresweater inden for den olympiske tidsramme, mener jeg bestemt der vil være tale om en præstation, der ikke står tilbage for Mirakel-Mikkels berømte mål, eller for den sags skyld 49'erens kraftpræstation. Men ikke en eneste sendevogn er spottet her i kvarteret. Nogle er åbenbart mere lige end andre i OL-sammenhæng.



Men ikke nok med det. I dag blev vi ringet op af min nygifte veninde og Ravelympics-medkombattant. De var tilfældigvis i nærheden, mon vi gav en bid frokost? Det gjorde vi selvfølgelig. Vi fik stablet en improviseret frokost på benene, dækket damebladsagtigt op på en skyggefuld plet i haven, kartet hele herligheden ind igen på grund af hvepse, og var faktisk nået til kaffen, da jeg blev ramt af en grum mistanke: Kunne det virkelig være helt tilfældigt, at de lige i dag "tilfældigvis" kom forbi, eller er der simpelthen tale om et raffineret forsøg på at spolere de Kvistske medaljechancer med egen vinding for øje?

Sådan en mistanke kan man naturligvis ikke sidde overhørig, så jeg greb mit ærme og strikkede løs under indtagelse af kaffen. Veninden er dog ikke sådan at bide skeer med: straks blev der fra hendes taske fremdraget et par Ravelymics sokker in progress.

Men ha! Fru Kvist er snedigere end som så: Da veninde og husbond drog hjem, så jeg mit snit til at give hende det nyeste IK med i tasken. Det er en skam, det er temmelig kedeligt, men lidt kan det da forstyrre indsatsen, ikke? En skam denne her ikke er landet på matriklen endnu; Den ville nok have gjort bedre fyldest som tidrøver.

Abstinensafhjælpning

Vel hjemme fra blåbærparadiset fandt vi en bakke på tilbud i Føtex. De matchede ikke de nordjyske bær, hverken i pris eller smag, men fundet måtte naturligvis udnyttes. Vi fandt en opskrift i familieyndlingsbogen og den var et hit. Der er nu også noget særlig hyggeligt ved tærter i miniformat.


Dog vil vi nok næste gang bage en almindelig sprød og gylden mørdejsbund i stedet for den lidt mere karamelagige bund fra bogen.

I skole igen

Ældste er startet i første klasse. Selv om jeg ikke lige frem er nogen ung mor, finder jeg det allige chokerende at have et barn, der går i skole. Han har jo lige været min lille baby! Han har glædet sig så meget, at hans ellers berømte sovehjerte har svigtet flere gange i dagene op til skolestart. Han elsker at gå i skole, både det faglige og kammeratskabet, og vi har været så heldige at finde en skole hvor vores blide og bløde, men også til tider rapmundede søn passer ind.


I vore dage er den helt særlige stemning omkring start i første klasse blevet lidt udvandet. Det store skift kom, da han startede i børnehaveklassen ("nej, Mor, nulte klasse"). Det har været skole med læsning, skrivning, naturfag idræt og engelsk i små doser lige fra dag et. Han har elsket det hele, dog med undtagelse af skrivning, som han finder noget overvurderet. Vi arbejder på sagen, han skulle nødigt ende med sin fars ulæselige klo.

Frikvarterene er bare det bedste, selv om moderen somme tider kan undre sig over hvad der egentlig foregår:

Søn: "I dag kom Jens og jeg til at slå hovederne sammen, så jeg fik rigtig ondt i næsen"
Mor: "Nå, det lyder da ikke så rart..."
Søn "Nej, og lige bagefter blev Magnus trådt på sit dårlige øre"

Ravelympics

Fru Kvist startede første dag efter ferien i fin stil med at blive syg, så jeg måtte gå hjem før tiden. Jeg var alene med den 6-årige, og han var ikke synderligt bekymret for sin mor. Faktisk tror jeg han nød, at han for en gangs skyld kunne spille computerspil og se tegnefilm uden restriktioner. Det var først, da jeg hen på aftenen fik mandet mig op til at give ham mad og se lidt Lucky Luke sammen med ham, at sagens alvor gik op for den unge mand. "Jamen Mor, skal du da slet ikke strikke????". Allerede tirsdag gik det så meget bedre at en del af dagen kunne tilbringes med DVD og strikketøj, men en kostbar strikkedag er altså gået tabt.

Og hvor langt er du så nået, Fru Kvist?

Bullen og cirka et halvt ærme er i hus. Ærmerne er hurtige, mon ikke det bliver færdigt i aften? På grund af sweaterens rundstrikkede konstruktion har jeg svært ved at give et overslag på den procentvise andel, er der nogen, der har et bud?

Det går, men ikke alt for hurtigt. Jeg kan godt bande lidt over, at jeg ikke valgte at strikke noget til familiens mindste, eller alternativt valgte en lidt mindre mand. Vi kæmper videre, som min tidligere kollega altid udtrykte det.

Dupond og Dupont

Jeg holder lige en pause i OL-strikkeriet for at fortælle om en god oplevelse fra ferien i det nordjyske. I den forbindelse skal jeg lige understrege, at Heltens Cobblestone ikke skal strikkes i XL som forventet, men faktisk i den midterste størrelse, altså medium. Det har han vist ikke prøvet siden han var barn. Nå, men jeg ræsonnerer således at den tid jeg sparer på de færre masker, kan bruges til at blogge lidt.


I ferien var vi på Højriis Slot, og det var en sjov og alternativ måde at opleve et gammelt slot på. Der var ingen røde snore til at forhindre publikum i at komme for tæt på og ingen emsige kustoder der skulle forhindre os i at pille. I stedet blev vi ved indgangen præsenteret for en mordgåde, som vi skulle løse i løbet af vores ophold på slottet. Vi modtog et eksemplar af Morsø Folkeblad årgang 1928, hvor samtlige artikler viste sig at indeholde spor i sagen. De små detektiver gik til opgaven med ildhu. Det var ligefrem meningen, at man skulle røre ved tingene, kigge bag gardiner, lytte bag døre osv. Sejt!

En af opgaverne var at finde en forsvunden lysegrøn Ford T...

Der var masser af slotsstemning og uhygge:


De ansatte på slottet var alle integreret i mysteriet og klædt på til rollerne.

Da vi nåede til la grande finale i slottets kælder blev det dog lige en tand for uhyggeligt for ungerne, så Helten og jeg måtte ofre os og finde de sidste spor. Alligevel var det ungerne der modtog en officiel udnævnelse til detektiver med ret til at stille spørgsmål.

De vågnede op til dåd igen da de opdagede at slottets restaurant serverede en udmærket og meget børnevenlig buffet med indbygget fortælling om Højriis´ historie. Absolut en oplevelse, der kan anbefales!

Træningsprogram

Nu hvor starten går til Ravelympics, kan jeg løfte sløret for det Kvistske træningsprogram.

1. Valg af disciplin: Sweater Sprint (allerede her afsløres ukarakteristisk optimisme: Fru Kvist er absolut ikke sprinter af natur. Hendes største talent ligger i at komme ud af startblokken i fantastisk stil, hvorimod den mindste ujævnhed på banen er en trussel mod fuldførelse af præstationen (i virkeligheden burde jeg nok dyrke stafetløb for at øge minde chancer for at komme i mål). Mængden af WIPs (hvoraf ikke alle er dokumenteret på Ravelry) vidner om svært det er at nå over mållinien.
   
   
2. Valg af objekt: Cobblestone til Helten. Også her udtryk for manglende realitetssans. Helten er, med egne ord, høj uden på nogen måde at virke ranglet, så vi er nok ude i noget XL. Til gengæld er der minimal montering, og det alene er næsten nok til at få fru Kvist til at hoppe ud i det med begge ben.
   
   
3. Valg af garn: hvor heldigt, er allerede udvalgt og indkøbt. Shetlandsuld fra Garn.dk i isblå og jeansblå. Heltens eget valg, salt-og-pebereffekten inspireret af Annes version.
   
   
4. Opmåling af Helten med henblik på at undgå omstart(er), en ikke helt ubetydelig opgave, jvf. punkt 2.
   
   
5. Udarbejdelse af strikkeprøve med samme formål som punkt 4.
   
   
6. Konstatering af, at indkøb af nye pinde til formålet ikke betragtes som doping. Heldigt, da en Addi Turbo 120 cm. er rar at have til det store bærestykke.
   
   
7. Undersøgelse af, hvorvidt stærk lakrids er på dopinglisten, samt, hvis det er tilfældet, om man kan opnå dispensation hvis man kan dokumentere lavt blodtryk. (Alle ved at salmiaklakrids får blodtrykket til at stige, om man kan da ikke have atleter til at falde om i øst og vest pga. for lavt blodtryk, vel? Nu jeg får tænkt over det, bør indtagelse af lakrids faktisk være obligatorisk i forbindelse med deltagelse i Ravelympics.)
   
   
8. Gennemgang af opskrift. Den er godt nok lang for en sweater, som alle hævder er meget simpel at strikke.
   
   Nå, over and out, maskerne slår jo ikke sig selv op...
   
   

Det blå guld

I Nyborg koster en lille bakke halvgamle blåbær af tvivlsom kvalitet spidsen af en jetjager hos den lokale grønthandler. I Vorupør sælges de friskplukkede ved vejen til den formidable sum af 20 kr. for 400 gram.

Det skete derfor flere gange, at der kom en flok blåbær med hjem til det lille sommerhus.

Men hvordan kommer de nu bedst til deres ret? Første forsøg var blev en lækker blåbærtærte med iskold creme fraiche. Jeg nåede ikke lige at fotografere tærten, i løbet af forbløffende kort tid så alle tallerkner sådan ud:

Til andet forsøg var der hjælp at hente i det lejede sommerhus, der tilsyneladende fungerer som mindestue for truede 70'er-effekter, komplet med storblomstret kakkelbord og Bjørn Wiinblads platter i bekymrende mængder. I køkkenet fandtes også disse her:

Det var underholdende læsning! De fleste af retterne er noget man aldrig ville drømme om at servere i dag (i hvert fald ikke i Casa Kvist). Utrolige mængder af mayonaise, og flere måder at tilberede pølser på, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Nå, men datteren og jeg fandt også en opskrift på bananroulade (gys), der ved et par enkelte kunstgreb blev til en blåbærroulade. Ikke dårligt!

Eftersom vores have som bekendt er helt ryddet i år, nyder vi friske bær hvor vi kan. Næste år har vi forhåbentlig igen et passende udvalg.

Hjemme igen

Så har vi for en kort bemærkning ramt Østfyn igen, efter en dejlig uge i det nordvestjyske, nærmere bestemt Vorupør. Skønt sted at holde ferie, men ikke et sted jeg kunne tænke mig at bo fast. Fyldt med turister om sommeren, og, forestiller jeg mig, tæt på uddødt om vinteren.

Vi havde vejret med os; tre af dagene lå temperaturen på omkring de 28-30 grader, så de enester obligatoriske aktiviteter var at traske ned til stranden for at bade, at flytte havemøblerne efter solens stilling, samt at tage stilling til hvilken slags fisk vi skulle købe med hjem fra downtown Vorupør.

Dejlige dage, syntes ungerne, der tilbragte halvdelen af dagen i underhylere og den anden halvdel i badetøj.
Man kan dog godt blive kold, selv på en hed dag, når man konstant er første og ivrigste mand i vandet.
Der blev skam også tænkt på dem derhjemme:

Vi var hjemme lørdag sidst på dagen. Søndag blev brugt til at komme i orden efter ferien, men da vasketøjet begrænsede sig til sand- og solcremeindsmurte håndklæder, senge- og badetøj samt de ganske få tekstiler, vi anstændigvis måtte iføre os, når vi forlod matriklen, var det egentlig hurtigt klaret. Derfor blev vi ramt af et tilfælde af energi, og fik lavet en masse af de småting i huset, vi altid liiige mangler. Lister og en enkelt hylde blev monteret. Bryggerset fik lige en omgang LEAN, og selv om det ikke lykkedes at få smidt så meget ud som først antaget, er alting nu sorteret og anbragt efter logiske systemer (logiske for fru Kvist, that is, så lad os håbe det holder). Desuden er haven nu så have-agtig, at der både skal slås græs og luges ukrudt. Det klarede vi også lige i farten.

Idag har jeg derfor bevilget mig selv et let dag, hvor der må blogges, og læses andre blogge, samt strikkes. Jeg har noget, der gerne skulle være (tæt på) færdigt, inden Ravelympics starter lige om lidt. Desuden skal der lige pakkes et par tasker til familien, som i morgen drager på en kort visit til Ærø. Som de amatørsejlere vi er, tager vi færgen denne gang. Vi skal besøge gode venner i Marstal, som vi ser alt for lidt.