Strik til et lille menneske

Seneste værk er en klassiker her på kanalen, men sommetider, når hovedet er fyldt med alt muligt andet, er det hvad der skal til. Det er Rasmillas Linnea i vesteudgave:

Jeg har før skrevet om fordelene ved at strikke til små mennesker. I dette tilfælde er der yderligere den, at den unge modtagers mor virkelig værdsætter mine anstrengelser (ungen er sandsynligvis ligeglad, hvis bare det ikke kradser eller strammer). Et af mine værker blev således udnævnt til gallakjole til en større familiebegivenhed. Garnet kan vel nærmest kaldes Husets Garn: Supersoft fra Holst Garn. Farven hedder Poppy, og den har ikke det mindste strejf af orange, så det må være lyset, der snyder. Poppy er sådan en slags rød, der ved første øjekast kan virke et par toner for lys, men som passer helt fantastisk til denimblåt.

Faktaboks
Model: Linnea fra Rasmilla
Garn: Supersoft fra Holst Garn. Glemte at veje, mit gæt er ca. 100 gram.
Pinde: Knitpics Pro 4,5
Størrelse: 2 år.
Bemærkninger: skøn model. Yngsteøglens 2 udgaver er blevet forlænget flere gange, og hver gang tænker jeg på at man altid skal strikke børnetøj oppefra og ned. Jeg elsker i det hele taget oppefra-og-ned-konceptet og de iboende tilpasningsmuligheder, men IKKE når nakken og forsiden går lige langt ned. Det har Sanne luret, så ved hjælp af snedigt anbragte vendinger er nakken højere end forstykket.

Coming up: den dramatiske historie om sweateren, der blev elsket til døde. Bare rolig, alt tyder på en lykkelig slutning.

Ode til Brooklyn Tweed, eller kan man blive blacklisted for at bruge blåt?

Jeg er vild med mange aspekter af Brooklyn Tweed, som jeg har fulgt i årevis, lige siden det var en strikkende enmandshær, der meget belejligt også er fotograf.

Alligevel er dette vist mit første værk derfra:

Ting som jeg elsker ved Brooklyn Tweed:

• smukke designs, som er baseret på ældgamle traditioner, men alligevel (oftest)fremstår friske og moderne
• snoninger i massevis. Så flotte, og nok den strikketeknik, der giver størst effekt med mindst indsats
• de fantastiske fotografier, som ofte minder mig om min skumle fortid i New England
• designkollektivet, så mange designere og alligevel en slags fælles linie
• garnet, eller rettere sagt, jeg er sikker på jeg ville blive vild med det, hvis jeg kunne komme i nærheden af det. Pt. beundrer jeg bare det tweedede look på afstand og glæder mig over at 2 tråde Supersoft/Højlandsgarn/Geilsk Uld nogenlunde rimer på Shelter
• AT MAN KAN KØBE MØNSTRENE ENKELTVIS

Det sidste var jeg lige nødt til at råbe, for det er da træls at skulle købe et kit i farver eller kvaliteter, man aldrig ville have valgt selv (Vivian Høxbro, jeg er vild med dine idéer, men jeg kan altså ikke lide gult), bare for at få et mønster, eller være nødt til at investere i en hel strikkebog fordi man er forelsket i en lille vest.

Det eneste, der trækker Brooklyn Tweed lidt ned i min optik, er deres hang til farverne havregrød og gråbrun (som nok hedder noget mere eksotisk i virkeligheden). Så vidt jeg kan se på de virtuelle farvekort er der mange smukke, dybe farver, og ind imellem, dukker der da også en enkelt rød trøje eller et blåt sjal op. Måske synes designerne, at finesserne fremstår bedre i "ikke-farver"?

Min udgave er blå (surprise). Ikke bare en lille smule blå, men knaldhamrendende påfugleblå. Tørklædet er til ældste og han har selv valgt farven inden den forsvandt fra Holst Garns sortiment.

Faktaboks:
Model: Dryad af Jared Flood
Garn: Supersoft fra Holst Garn i den nu udgåede Peacock,. 203 gram
Længde: ca. 180 cm
Pinde: Knitpicks Pro, dejligt spidse til snoning uden hjælpepind
Bemærkninger: Mønsteret, der for alvor fik mig i gang med KnitCompanion. Selv om jeg synes det er besværligt at sætte op, er det guld værd ved et mønster som dette, som det faktisk aldrig lykkedes mig at lære udenad.
Hot or not? Hot, overvejer et til mig selv, men på den anden side er der så mange fantastiske snoningsmønstre, så man dårligt har tid til at strikke hvert enkelt mere end én gang.

Nå, jeg troede du var holdt op med at strikke....

Tænk, det sagde søde Susanne, da vi udvekslede vores traditionelle årlige messekram og -sludder for et par uger siden i Fredericia. Susanne var som altid en del af messens lækreste stand.

Måske er det den provokation der skal til, for at jeg kommer i gang med min blog igen? 

For ja, jeg vil jo gerne være blogger, det er ikke nok at stå udenfor med næsen trykket mod vinduet. Jeg har kortvarigt forsøgt mig på Instagram, og på en måde var det en succes. Det allerførste billede jeg nogensinde lagde op, provokeret af en yngre kollega, udløste førstepræmien i en fotokonkurrence. Den prisbelønnede fotograf Fru Kvist, det lyder da godt, ikke? Det vakte i hvert fald en vis munterhed i min familie, hvor mine manglende talenter udi fotografering er legendariske og kun undergås af min fars. (Da min søster i sin tid satte studenterhuen på mit hoved præsterede han at fotodokumentere begivenheden således, at det kræver et puslespil af mindst 3 separate fotografier bare at få den svageste idé om hvad der foregår).

Men nej, selv efter denne uventede hæder, må jeg erkende, at jeg er mere til ord end til billeder.

Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, er jeg ikke helt holdt op med at strikke. Der er færdige værker, næsten færdige værker og værker in progress. Den opmærksomme læser vil endda kunne bemærke et par (ubehjælpsomme) hæklerier i stakken, som stammer fra en hækle-craze, der ramte det meste af familien i sommer. Helten holdt sig udenfor, den eneste for for håndarbejde han udfører er syning, og dette endda kun i arbejdstiden. Nu vi er ved ham, kan man faktisk spotte et par næsten færdige sokker i højre side. Så taler vi ikke om hvor længe, de har været næsten færdige, vel?

Hvis der overhovedet er enkelte, der stadig forvilder sig herind, er der måske nogen, der kan genkende et par af modellerne? Under alle omstændigheder vil jeg bestræbe mig på at få dem præsenteret i nær fremtid.

Over and out, skal have bikset en suppe sammen inden ungerne vender trætte og sultne hjem fra hhv. badminton og ugentligt krea-kursus på Husflidsskolen. Og det hedder den altså, selv om det lyder som noget fra Matador. Til min skuffelse har yngsteøglen endnu ikke lært at stive præstekraver. Altid noget at hun er hedning ligesom resten af familien.

Nu vi er ved det nuttede babytøj...

...Så se lige hvor begejstret denne lille gut er for sin strikkede vest.

Hvis nogen kan løsrive blikket fra det lille glade fjæs et øjeblik, vil det nok fremgå, at der er tale om er Larch-vest fra Helga Isagers Bird Collection. Vesten er virkelig sød og let at strikke. Garnet er Rasmillas skønne Yndlingsgarn i farven Kakao. Jeg er vild med den farve (efter en barndom i 70'erne  med total overdosis af gul, orange og brun er jeg endelig ved at vænne mig til brun. Ikke gul og orange, mind you, og kun visse nuancer af brun). Egentlig havde jeg købt en stak af garnet til mig selv, men nu hvor jeg har konstateret hvor blødt det er, har jeg reserveret det til børn og mænd. Heldigvis har Rasmilla meget andet lækkert, Luksusgarnet strikker jeg gerne til mig selv.

Faktaboksen
Model: Larch af Helga Isager
Garn: Rasmillas Yndlingsgarn, Kakao, bare 50 gram, strikket dobbelt.
Pinde: Knitpicks Pro, str. 3,5
Hot or not? Hot, dog først efter vask. Inden den blev trukket i facon så den ikke ud af meget. Der må da kunne findes flere babyer, der har brug for lige netop sådan en vest?
Babyfotograf: Min søsters veninde, der tilfældigvis også er det yndige barns mor.

NB: Redaktionen  bekendt led ingen baby overlast under ovenstående foto-seance. Billedet er nemlig taget i en langt koldere årstid, hvor der ikke var noget mærkeligt i at trække den lille mand i en ulden vest.

Coming up: den blå evighedstrøje, der i virkeligheden er grøn samt tanker om hvorvidt en nystartet sommerferie ikke giver ret til (mindst) et nyt strikketøj. Bare et lillebitte et med garn fra lager?

Faktisk mangler jeg også en mindre parade (og Ravelry-opdatering) af det, der er blevet strikket, men ikke blogget om det sidste lange stykke tid. Ikke ond vilje, travlhed i kombination med problemer med adgang til bloggen, ikke nogen god kombination.

Kan man stadig kalde sig strikker -

- når man er 1½ måned om at strikke sådan en lille babytrøje:

Og kan man stadig kalde sig blogger når man poster så sjældent som jeg gør? Sikkert ikke, og bedre bliver det jo ikke af, at jeg ikke engang får svaret på alle de dejlige kommentarer, selv om hver eneste bliver læst og nydt.

Trøjen er en gammel kending, set før, også her på bloggen.

Model: Pebbles fra Rasmilla

Størrelse: 6-9 måneder

Garn: Samarkand, uld og silke, fra Holst Garn, strikket dobbelt. Glemte at veje, men mit gæt er ca. 120 gram.

Pinde: Knit Picks Pro nr. 4 og 4,5.

Hot or not: superhot, eller måske nærmere sød

Anledningen er, at en af mine søde kolleger netop er blevet mormor til en lille dreng. Babystrik er alletiders, de fleste modeller er nuttede i størrelse lillebitte, man kan som regel klare sig med garn fra lager, og selv hvis man skal købe nyt, er mængden så lille at man sjældent bliver flået. Bedst af alt, den lille modtager kan ikke protestere, i hvert fald ikke så man kan forstå det.

Trøjestrikningen har haft en uventet konsekvens. Kort efter overrækkelsen stod en anden kollega ved mit skrivebord og meddelte, at hun også bliver mormor i nær fremtid. Nå, tænkte fru Kvist, så vil hun nok gerne have en udgave i lyserød. Men nej, det var endnu bedre: den vordende mormor har besluttet at genoptage strikningens ædle kunst efter 20-30 års pause, og ville derfor høre, om jeg kunne være behjælpelig hvis hun går i stå undervejs. Altid skønt når et nyt offer falder i gryden. Mine højtelskede farvekort holder påskeferie hos hende, så bliver jeg da ikke fristet til at bestille nyt så længe....

I håbet om lidt mere strikke tid er der kommet hele to trøjer til mig på pindene. Begge af typen, der tester min (stort set ikke-eksisterende) tålmodighed, dog af to forskellige årsager.

Punk is alive! Steampunkeren fra Nyborg

Så har det igen været fastelavn, og yngsteøglen har endnu en gang vist sit efterhånden legendariske talent for at få sat alle i sving. Lad mig sige det med det samme, hendes dage som fe eller prinsesse er endegyldigt ovre. Efter tidligere år at have fejret successer som Yvonne og Næsten Hovedløse Nick, skulle der selvfølgelig noget særligt til. Steampunk blev temaet.

I år kunne der ikke blive tale om at sy et kostume, da min symaskine tilsyneladende helt har opgivet ånden. Den og jeg er ellers lige gamle, men jeg klarer mig åbenbart bedst. Måske har den kedet sig ihjel her hos mig...Uden syning kunne man jo naivt tro at opgaven blev mindre, men kun hvis man ikke kender min datter. Jeg må erkende, at jeg ikke helt havde gennemtænkt konsekvenserne, da jeg introducerede hende til Pinterest.

Hele familien, inklusive en hobbymekaniker-onkel, samt naboen, der driver en antikvar- og alt-hvad-hjertet-ellers-kan-begære-butik i byen har været inddraget. Vi har stået på hovedet i såvel udklædningskasser som egne klædeskabe. Her fandt vi en sort blondebluse, en bluse med åbne ærmer, samt en fake pelsfrakke, i sin tid arvet fra en nabo og siden forfremmet til ældstes troldmandskåbe. Et udtjent vandgevær og et par gamle dykkerbriller er blevet spraymalet sorte og har fået guld- og sølvfarve duppet på. Brillerne fik desuden et gammelt tandhjul samt lys fra pærer, der har siddet i fødselsdagsballoner. Flere tandhjul blev fremstillet ved hjælp af fimo-ler, maling og et forstenet søpindsvin. En gasmaske blev monteret på et rollespilsbælte og tipoldefars bryllupshat blev støvet af. Damens hår, der normalt er glat som Emil fra Lønnebergs, blev rullet op i papilotter. Noget af det blev sågar sprayet blåt.

Make-uppen var et helt kapitel for sig. Vi prøvede først i den mørke ende af skalaen, for sådan havde vores indgående studier på Pinterest vist os at steampunk make-up ser ud, men vi måtte konstatere, at ungen kom til at ligne Døden fra Lübeck, og så var det om igen i et lidt blidere farveskala. Mørklilla neglelak fuldendte værket.

Alt i alt endte det til alles tilfredshed....

Exhibit 1, Grantræet

Tusind tak for de søde kommentarer til mit forrige indlæg. Jeg kan se min første bidrag til 2013-kavalkaden hellere må handle om Grantræet fra Marianne Isagers bog Snedronningen.

Den er et ægte hit, måske årets største, og nej, den er hverken model voksen eller til mig, men derimod til Yngsteøglen, der elsker den højt.

Det gælder både den røde side:  

 

og den blå:

Værket bliver beundret alle steder hun har den på. og den er dejligt varm, så der er virkelig tale om et hit. Hvem ved om den en dag opstår her på kanalen i voksenstørrelse? I forvejen har jeg regnet en del om, for som sædvanlig passer min strikkefasthed ikke. Størrelsen er nem at regulere, for man tilføjer bare ekstra juletræer, et ad gangen i den nederste række. Opskriften er, som Isageropskrifter er flest. Måske ikke direkte fejlbehæftet, men bestemt heller ikke en hvor der bliver svinet med oplysningerne. Strikke-suduko er der nogen der kalder det. Man skal dog ikke lade sig skræmme. Dominostrik er nemt, sjovt og logisk. Vivian Høxbro har skrevet en hel bog om emnet, og selv om jeg aldrig har strikket en Høxbro-model (for firkantede og for gule for mig) er bogen super. På Vivian Høxbros hjemmeside kan man ved samme lejlighed lære sig selv at strikkehæfte ender ind, en nyttig kunnen til en poncho med 18 farver i.

Faktaboks

Model: Grantræet af Marianne Isager fra bogen Snedronningen

Pinde: Knitpicks Pro, str. 3 og 3½

Garn: Supersoft fra Holst Garn i 17 farver samt Drops Lace i grå. Det samlede værk vejer 219 gram.

Ændringer: Jeg kunne ikke få strikkefastheden til at gå op, så efter lidt regnen frem og tilbage endte det med 15 grantræer med et par 4 ekstra masker (og dermed 4 ekstra pinde) i hver. Stammerne er strikket i dobbelt Supersoft i farven Grafit. Selve træerne er strikket i enkelt Supersoft. Den nederste række i farverne Graphit og Silver, den øverste i Graphit og 14 farver fra lageret og en nyindkøbt Poppy.

Jeg har ofte beklaget mig over mit manglende talent for at sætte farver sammen, men her har jeg forsøgt mig ud fra en farvecirkel, og selv om noget kunne være bedre, er det vist endt meget godt. Kroppen består af en tråd Supersoft i farven Silver og en tråd Drops Lace, der vist bare hedder lysegrå eller et nummer.

Længde: 51 cm. Jeg havde tænkt mig, at ponchoen skulle være kortere, men den unge dame havde en helt bestemt forestilling om at den skulle være som et uldent tæppe på en kold dag. Det må man jo bøje sig for, derfor længden. Indtagninger blev tilpasset undervejs, det var til at se sig ud af .

Hot or Not: Det fremgår vist....

Velkommen til 2014

- det må vel være en passende overskrift for en sløv blogger, der hverken fik ønsket god jul eller godt nytår her på bloggen.

Jeg er ikke for spids til nytårsforsætter, men mon ikke jeg kan love at tilstræbe lidt mere aktivitet på bloggen?

2013 har været et godt år på mange punkter, men ikke et stort strikkeår og bestemt ikke et godt blogger-år. Helt forudsigeligt er mine planer mere strikketid, mere bloggetid og mere tid til at læse og kommentere blogs.

Jeg kan se rundt omkring at der bør laves en strikkestatus. Okay så, i første omgang en liste, efterfølgende følger billeddokumentation.

1 par sokker, (faktisk næsten 2 par!) til Helten
2 gange Lene Samsøes Tara-tørklæde fra Mere Feminin Strik.
1 Lady Marple
1 Grantræ fra Marianne Isager
1 Vanilla fra Helga Isager
1 Eva-sjal fra Arnika
1 Dryad fra Jared Flood (i en farve der muligvis vil give JF tandpine)
1 Mini-me til  Mini-me (hvis det lyder kryptisk kan jeg oplyse, at disse herrer er vores inspiration)
1 Cornwall Park Shrug af Kelly Brooker
1 Vest, model Larch fra Helga Isager
1 Vest, model Anemone fra Rasmilla
1 Vest med perlemønster fra Susie Haumanns All You Knit is Love
½ Overblik fra Annette Danielsens Strik en Stund

Kun to modeller er blevet dokumenteret på bloggen. Et par stykker har forladt matriklen uden jeg nåede at fotografere dem, men resten vil følge. Den allestedsnærværende Yngsteøgle har lovet at hjælpe med fotodokumentationen.

Vi ses i Blogland.....

Tradition og forsinkelse

Fru Kvist åbenbarer næsten aldrig sit milde åsyn her på bloggen. Da jeg aldrig har strikket en hue til mig selv, er øverste etage ikke nødvendig ved præsentation af nyt strik. Jeg gjorde en undtagelse sidst jeg blev fotograferet med en strikkeguru. Sidste lørdag skete det igen, så nu kan man vel kalde det en tradition. Jeg var så heldig at møde dem her:

 

 Beklager fotokvaliteten, der var ikke meget lys, og trods forsøg både med og uden blitz blev det ikke bedre. Jeg havde ellers min egen lille fotograf med, der lige havde noget, hun skulle have signeret:

 



 

Som enhver, der har kastet bare et enkelt blik i deres bøger vil kunne regne ud, så er det ikke kedeligt at høre på Arne og Carlos. De fortalte levende og meget morsomt om deres smukke hjem, deres utallige ideer, om mulighederne for at anvende deres tehætte som betræk til en tyk lille hund, om det terapeutiske i at hæfte ender (meget bedre og billigere end at gå til psykolog, påstår de) og om konceptet Strik & Drik, som jeg absolut ser potentiale i, selv om jeg som regel ender med at trævle det op, der bliver strikket under indtagelse af alkohol.

 

 Så inspirerende var de, at Yngsteøglen og jeg skyndte os hjem og genoptog det fælles dukkeprojekt, der ellers har ført en hensygnende tilværelse i en kurv temmelig længe, fordi jeg ikke var tilfreds med sammensyningen af de to ben. Som enhver strikker ved, er der kun en vej, og det er ikke den der hedder "at lære at leve med det" eller endnu værre, "det er jo kun dig, der ser det". For at citere Ruth Sørensen, det kan godt være det har taget timer at strikke, men det tager kun et øjeblik at pille op. Nu er dukken på vej i ny og forbedret udgave, og datterens bidrag, et rødt halstørklæde, er også rykket godt her i weekenden.

 

En anden tradition er tilsyneladende, at jeg ikke kan møde Susanne og Bente Geil live, uden at få et strikkekit med hjem. Denne gang blev det til Jomfruhummer. Ikke at man lige står og mangler uld, men det er helt nyt garn, hvilket man jo nærmest er forpligtet til at teste, en blanding af uld og hamp, modellen sidder supergodt, og farven, suk. En blanding af lilla, blå og grå, hvilket her på kanalen nærmest svarer til jul og fødselsdag på en gang. Susanne forventede at se trøjen i løbet af en uge. Jeg må konstatere, at fristen er overskredet. Heldigvis har jeg en god undskyldning. Jeg har nemlig tilbragt en god del af ugen i en af de smukkeste byer jeg kender: Edinburgh.

 

 

For en gangs skyld var det lykkedes mig at lægge en halv fridag ind, så det blev til et gensyn med byen, og det var skønt. Der var tid til at lege turister og at gramse på cashmere, herunder garn til £25 pr. nøgle, ahhh.

 

Slut for nu, men måske man skulle tage sig sammen og præsentere lidt strik snart. Faktisk bærer både mor og datter yndlings-Isager-kreationer på billederne, men der må vist andre billeder til hvis nogen skal tro på det.



Den blå dame går igen...

Eller hvad man nu skal kalde sit velmente, omend spage forsøg på at vende tilbage til Blogland efter mere end ½ års pause. Ikke overraskende er der en del blåt blandt de færdige projekter (og UFOerne, men det er en anden snak). Der er også gråt, grønt og lilla. med lidt held bliver det hele præsenteret efterhånden.

Mit fravær skyldes egentligt bare at hverdagen har fyldt lidt rigeligt det sidste halve år. Jeg har forsøgt at følge mine yndlingsblogs, men har læst lidt i bunker, så jeg har ikke rigtig fåetudtrykt  beundring for de mange færdige værker, ønsket tillykke med fødselsdage, nye jobs, boliger eller børns studenterhuer, og det er jeg ked af. Jeg har nemlig savnet Blogland, og det fællesskab der er omkring kreative sysler. At nogle af fællesskaberne så efterhånden også bliver til venskaber, der trives IRL er jo en ekstra bonus. MEN Blogland er jo summen af alle inputs, så mon ikke fru K. skulle tage sig sammen og bidrage lidt til fællesskabet?

Mit første produkt er en lille bolero til Yngsteøglen, som havde brug for lidt varme til at akkompagnere sin fine kjole til kusinens konfirmationsfest i foråret. Jeg har ikke tidligere gjort det i boleroer, men det er faktisk en fin ting, fiks og noget mere praktisk end et sjal til en aktiv 9-årig, idet den bliver siddende hvor den skal, også under vild tummel.

Modellen hedder Cornwall Park Shrug, kommer helt fra New Zealand, men landede på Østfyn med et par klik. Den er nem at strikke, det mest bemærkelsesværdige ved processen er faktisk, at den udgør mit første forsøg på at anvende KnitCompanion. Jeg tilslutter mig koret af begejstrede fans, selv  om jeg syntes det var besværligt og ikke særlig intuitivt at sætte op. Til gengæld er det supersmart når man er i gang, ikke mindst på en model som denne, hvor hulmønsteret er forskudt i højden mellem krop og ærmer. Siden er KnitCompanion i øvrigt blevet opdateret, så det så vidt jeg kan se er lettere at lege med. Slut med små papirlapper og magnetbånd på trykte mønstre! En anden fan har skrevet en mere udførlig beskrivelse her.

Faktaboksen
Model: Cornwall Park Shrug af Kelly Brooker
Garn: Samarkand fra Holst Garn i farven Lapis, bare 51 gram
Pinde: Knit Picks Pro, 3,5 og 3,75, så vidt jeg husker
Ændringer: Ærmerne er, på modtagers opfordring, strikket længere, hvilket jeg synes klæder modellen.
Hot or Not: Hot som i både sød og praktisk. Jeg elsker hulmønster, og hvis man synes det bliver lidt for yndigt, kan den sagtens bruges med et par jeans til hverdag.

Så, nu er jeg da i gang. Så er kunsten bare at blive ved! Tænk hvis man nu også fik opdateret sin Ravelryside...

I småtingsafdelingen

Som tidligere nævnt går det ikke for godt med strikningen lige pt. Sådan et jobskifte fylder, især når man starter på det ene mens man forsøger at afslutte det andet pænt. Godt det er slut på fredag. Så er det, man kan ty til babytøj, hurtige resulater, det er noget vi kan lide! Også jeg har anskafftet All you Knit Is Love (og efterfølgeren Knit for Your Kid). Jeg er faldet for den lille vest med perlemønster, den er superenkel og rigtig sød når den kommer på. Den kan også få ærmer, bare ikke når den bliver strikket i sidste sekund.

Faktaboksen:
Model: Vest med perlemønster fra Susie Haumanns All You Knit is Love
Str. 12-18 måneder
Materiale: 48 g. Supersoft i farven Clementine
Pinde: Knit Pick Pro nr. 3
Hot or Not? Yndig model, dejligt meditativ at strikke. Yngsteøglen ønsker sig en, og den kan vel ikke være så svær at skalere?

Og nej, jævnfør mine tidligere betragtninger over farven orange, det er ikke en hadegave. Den er kærligt ment og beregnet til en lille pige i en familie, der bevæger langt mere i den gyldne ende af farveskalaen end jeg gør. Jeg har også strikket en rød i Sannes smukke Luxusgarn, men den glemte jeg at fotografere, før den blev overrakt til min kollega. Heldigvis har jeg lige i går modtaget en MMS, hvor det yndige 4 uger gamle barn optræder i vesten (der nærmest er en kjole lige nu) til sin oldemors runde fødselsdag. Jeg tror den er godkendt. I hvert fald blev moderen så begejstret ved overrækkelsen, at hun gav fru K en kæmpekrammer, uden at bemærke, at jeg var i færd med at hælde te op. Det kan være farligt, sådan noget strikkeri.

Nu  vi er ved babystrik, er der en anden ting jeg heller ikke har fået vist frem, selv om det er længe siden den blev færdig og afleveret. Vest med snoning fra samme bog, strikket i bløde Coast fra Holst Garn.

 Moderen elsker lilla og datteren er for lille til at protestere, så farvevalget var let nok.

Faktaboksen:
Model: Vest med Snoninger fra Susie Haumanns All You Knit is Love
Str. 6-12 måneder (Så vidt jeg husker, det er lidt tid siden)

Materiale: 56 g. Coast i farven Wisteria strikket dobbelt
Pinde: Knit Pick Pro nr. 4
Hot or Not? Jeg elsker stort set alt hvad der har snoninger, og vil helt sikkert strikke flere. Desuden mener sønnen, at mønsteret må kunne overføres til et påfugleblåt halstørklæde.

Over and out, ungerne siger vi skal se håndboldfinale. Hvis sandheden skal frem er Fru Kvist ikke synderligt interesseret (selv om jeg ønsker "vores drenge" alt det bedste), men hvem siger nej til lidt uforstyrret strikketid, kun afbrudt af de to små selvbestaltede håndboldeksperters kommentarer og gode råd til spillerne?

Kvist & Co proudly present...

the next generation...

Det er, efter et par forsøg, lykkedes mig at få Yngsteøglen til at falde i gryden som barn. Det er ikke kun min fortjeneste, søde Ghita, der holder hyggelige strikkecafeer i Nyborg har også sin del af æren. Det er bare så hyggeligt at være 8 år og strikke med en masse damer, der synes man er sød & dygtig, samtidig med at der er disket op med diverse lækkerier. Desuden har hun fået øjnene op for et par norske herrer, der synger meget grimt (jf. DR´s Juleshow), men strikker sjove ting. Ved fælles anstrengelser er vi ved at fabrikere en Arne & Carlos-dukke. Fru Kvist strikker dukken, og datterbarnet leverer noget tøj. Til de særligt interesserede kan jeg oplyse, at et tørklæde i papegøjefarvet Kauni aktuelt er på pindene. Dukken entrer verden iført røde trusser og et multifarvet tørklæde. Det er da en start.

Her er Damens første værk: stribede pulsvarmere  med pynteknapper. Strikket i en rest Karisma fra Garnstudio og på pind 4 (pinde af ukendt mærke, men de er pink med gule ænder på enderne, indkøbt på et venindebesøg i Randers. Man skal aldrig gå ned på udstyret.)

Om hun er stolt? Det kan I bande på, men ikke helt så stolt som moderen...

Hun som bør elskes...

...sådan oversatte min excentriske latinlærer navnet Amanda. I dette tilfælde forekommer det mig helt passende, og i hvert fald mere romantisk end "hun som man omgående flytter ind i". Begge titler passer  imidlertid til Amanda fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin Strik. Hun er et hit, og min eneste anke er, at ærmerne er lige det korteste. Juryen voterer stadig om hvorvidt jeg skal lære at leve med det, eller klippe ribkanterne af og strikke nogle lidt længere på den anden led. Min mor har gjort opmærksom på en tredje mulighed, hendes arme er nemlig kortere end mine. Hvis jeg kender hende ret, har hun allerede gjort plads i skabet, måske ved siden af et andet fejlskud, hun også scorede. Jeg tror dog hun bliver her i huset, Amanda, altså, ikke min mor.

Den har været færdig et godt stykke tid, men fotosessionen lod vente lidt på sig. Den var let nok at strikke, selv om jeg godt kan tilslutte mig hylekoret om den omfattende montering. Hvis jeg strikker en mere (under mit evige motto: ville den ikke være smuk i blå?) vil jeg strikke ryg og ærmer ud i et, tror jeg. På den anden side har jeg efter mange års kamp endelig lært at sy madrassting uden de trækker, og så går sidesømme faktisk let. "Det der," fastslog Helten aldeles uimponeret, da jeg pralede af min nye kunnen, "det kunne jeg da have lært dig. Det var sådan man syede en lever sammen i gamle dage". Så ved I det, hvis I en dag får brug for at montere en lever.

Det var også trøjen, der omsider fik mig til at lære hvordan man strikker snoninger uden hjælpepind. Som med de fleste andre strikketeknikker, er det nemt og selvindlysende hvordan man gør, når man lige har fanget det. Teknikken har sparet mig vældig meget tid. Her tænker jeg ikke kun på tid sparet ved at man ikke skal flytte masker over på hjælpepinden, men i lige så høj grad på al den tid jeg ikke længere skal bruge på at kravle rundt på alle fire under diverse møbler, eller i bunden af biler, tog og fly for at lede efter min vildfarne snoningspind. Tak, Kirsten.

 Jeg har foretaget nogle ændringer i forhold til opskriften. Det er fordelen ved at være lidt langsom i optrækket, man kan nå at høste andres erfaringer. Anne syntes ærmerne var for brede, så efter hendes råd er de strikket smallere. En anden skrev at halsen var lidt løs, hvilket man også kan få en mistanke om efter at have set billedet i bogen, så jeg har strikket den lidt mindre. Desuden kunne jeg selv regne ud at længden var lidt uheldig til mig, så jeg har strikket en mønsterrapport ekstra. Desværre blev jeg ikke ramt af samme klarsyn med hensyn til ærmerne før jeg var færdig. Resultatet er blevet en fin cardigan, der er rustik og har mønster over det hele, uden den på nogen måde er 80'eragtigt firkantet.

Faktaboksen:
Model: Amanda af Lene Holme Samsøe
Størrelse: L, men med en strikkefasthed i underkanten så i virkeligheden mellem M og L.
Garn: Supersoft fra Holst Garn i farven Silver Grey, 465 gram
Pinde: Knit Pics Pro nr. 4,5 og 5
Ny teknik: snoning uden hjælpepind, helt sikkert kommet for at blive.
Ændringer: Længere i livet, smallere ærmer, mindre halsudskæring, se overfor.
Hot or not? Hot, ingen yderligere kommentarer.

Godt nytår!

Hvis der skulle sidde en enkelt læser, der ikke helt har opgivet Kvist og Co, skal der hermed lyde et ønske om et godt og lykkebringende nytår, forhåbentlig ovenpå en dejlig jul.

Der kom ikke et pip herfra i december, som var pænt kaotisk i Casa Kvist. Dels har vi haft håndværkere, som har udført en større energirenovering, (jeg vidste ikke, der findes så meget støv i hele verden), dels har fru Kvist fået nyt job. Det starter først 1. februar, men hold op, hvor er der meget red tape inden det hele falder på plads. Superspændende, men også lidt angstprovokerende efter 10 år i mit nuværende job.

 

Jeg sidder lige og hører i radioen, at man skal lave nytårsforsætter, der går ud på at gøre mere af det, der gør en glad. Selv om man ikke skulle tro det, bliver jeg faktisk i rigtig godt humør af at blogge, og ikke mindst af alle de forskellige møder, virtuelt såvel som IRL, som det medfører. Jeg lover (klog af skade) ikke noget,, men hvor vil jeg gerne have gang i bloggen igen.

2012 var ikke et stort strikkeår for mig, men jeg har da lidt flere effekter at vise til min små-ting-på-store-pinde-kavalkade samt en enkelt cardigan, et par kæmpestore sokker, nogle sære norske ben med meget store fødder og lidt vintervarme til en lille pige hvis mor er sprunget ud som brodeuse. Det jeg glæder mig allermest til at få blogget om, er imidlertid et lillebitte projekt, som jeg er ved at gå til af stolthed over, selv om jeg faktisk ikke selv har strikket det.

Jeg håber vi ses i 2013, og rigtig godt nytår!

Små ting på store pinde 3, fru Kvists (meget) forsinkede Haven

 Da jeg nu lige var i gang med at tænke på hvor vild jeg er med Haven, kom jeg i tanker om, at jeg i min Haven-periode faktisk også påbegyndte et eksemplar til mig selv. Det led en trist skæbne på bunden af en strikkekurv, men nu er det strikket færdigt og kommet til ære & værdighed.

 Garnet hedder Fonty Angora og er vist nok udgået. Det er superblødt og lækkert at have på. Til gengæld er jeg ikke vild med at strikke med den slags garn. Jeg synes altid det føles som om man får små angora-fibre i både næse og mund.

Jeg skal beklage billedkvaliteten. Farven er meget dybere i virkeligheden.

Faktaboks, fru Kvists forsinkede Haven
Model. Haven af Kim Hargreaves fra Heartfelt (links i forrige indlæg)
Garn: Fonty Angora, 144 g, strikket med dobbelt garn
Pinde: Knit Picks Pro nr.8
Ændringer: Ingen
Hot or Not: En nyklassiker, der holder

Små ting på store pinde 2, Haven, nu som cirkel

Yngsteøglen skulle selvfølgelig også ekviperes til vinterbrug. Hun fik en superlækker vinterjakke sidste år, som var rigelig, så den klarer en sæson til. Den er knaldrød, så derfor er der visse begræsninger på tilbehørets farve. Synes moderen altså. Datteren har lige valgt et par neongrønne handsker, hun er ikke så sart.

Netto havde lækker blød uld til salg. Jeg er fiberfundamentalist, men ikke garnsnob, så jeg indkøbte en lille stak råhvidt. Det er 100 % uld, og løber 95 meter på 50 gram. Det holder rigtig fint i brug og er blødt nok til at bære på huden. Det er heldigt nok, for det er blevet til en hue og en halsting (cowl?) til Yngste.

Huen er Hellas Hue fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin strik. Det var den, jeg aldrig fik strikket på hendes kursus, fordi min bambusstrømpepind (særligt indkøbt til lejligheden) flækkede på langs. Det er et overstået kapitel nu, strømpepinde er so last year, Magic Loop styrer! Huen var lynhurtig, faktisk strikkede jeg den en søndag eftermiddag mens Yngsteøglen skrev en epistel om klassebamsens oplevelser på weekendbesøg hos os. Fin rollefordeling, og gudskelov hun er blevet stor nok til at klare den slags.

Fans vil muligvis genkende et Kim Hargreaves-design om damens hals. Der er tale om skønne Haven, som jeg har strikket i diverse udgaver til min mor, bonussvigermor, og mindst to veninder. Datteren ville dog have et rundt halstørklæde, og ikke et langt, forklarede hun. Nemt nok, jeg lavede en midlertidig opslagning ved hjælp af en hæklet luftmaskerække, strikkede tørklædet så langt som det skulle være (og det var temmelig langt, mente den unge dame) hvorefter jeg strikkede enderne sammen fra bagsiden. Superlet, og vældig praktisk med sådan et tørklæde, der altid bliver hvor det skal og aldrig bliver viklet ind i alt muligt.

Faktaboks, hue:
Model: Hellas huer fra Lene Holme Samsøes Mere Feminin Strik
Garn: Uldgarn fra Netto, 34 gram
Pinde: Knit Picks Pro nr. 7
Ændringer: Er gået en pindestørrelse ned, da damens hoved ikke helt har antaget voksendimensioner.
Hot or Not: Damen går med den, og enhver, der kender små selvbevidste piger ved hvad det betyder.

Faktaboks, Cowl:
Model. Haven af Kim Hargreaves fra Heartfelt
Garn: Uldgarn fra Netto, 152 gram
Pinde: Knit Picks Pro nr. 7
Ændringer: Har strikket enderne sammen til cowl-facon i stedet for aflangt tørklæde
Hot or Not: Se under huen.